histrie til dem der keder sig(lang)
fra slaveriet til frihed!.
hej jeg hedder Nat Tuner,jeg er 45 år og er var slave jeg vil fortælle om en forfærdelig del af mit liv.
en del som var så grusom og forfærdelig tid at den blev en del af historien.
da de begyndte at indfange os (sorte).
Ja beskriver nogle vigtige datoer i mit liv.
siden jeg ikke kan forklare det hele.
begyndelsen
Du undre dig nok hvordan det hele startartede,
Og hvordan jeg blev roet ind i det.
Det hele startede en solskind dag i maj år 1744.
jeg var lige kommet hjem,
min far og mor var hjemme,
da døren pluslig blev sparket ind.
Og nogle ukendte mænd prøvede at tage os til fange,
Hvilket desværre lykkedes på trods af vi prøvede at kæmpe os fri, men de var i overtal
og vi var i undertal.
vi der stod to på vær vores side så vi ikke kunne slippefri.
vi blev bredt ind i et lille mørkt rum,hvor vi blev spærret inde.
vi var der i dage der var nok 7-9 personer i rummet.
og en dag kom der nogen og hentede os.
men det der nu skete var mere forfærdeligt i end i det lille mørke rum.
de begyndte at tage mine læber tilbage og nu var det meste af det forfærdelige over,
borset fra frygten.
de begyndte mærkeligt nok at barbere og vaske os .
senere kan jeg huske at jeg skulle gå model foran nogle mensker.
et par øjeblikke sendere blev det afgjort at jeg aldrig mere ville se mine forældre.
nogle mænd tog mig med.
Jeg blev anbragt på en båd og den sejle til nogle øer (også kendt som de caraibiske øer)
hvor jeg er jeg blev slave.
Slavelivet
Da jeg kom på land blev jeg bundet,
bare så jeg ikke kunne løbe så stærkt,
hvis jeg skulle finde på at stikke af,
de bandt også mine hænder så de ikke kunne komme mere end 30 centimeter fra hidden anden.
Det var aften ad jeg ankom, så da det var mørkt da jeg ankom i hytten.
det var mørk da jeg ankom så jeg så ikke så maget,
man jeg glemmer aldrig de få billeder jeg fik set.
Der var en borg og en masse høje trone hvor folk holdt udkig,
hvilket jeg aldrig helt for stod.
I hytten var der ikke noget spejlt hytten var cika 15-16 kvadrat fod.
I hytten boede der ud over ham 6 andre mensker og de syv delte en lille seng.
Den nat sov jeg ikke, jeg sad også ud ad vinduet, jeg sad ikke og beundrede stjernerne, eller måske lidt.
man jeg sad og håbede på lidt håb, I tænker nok, at det var mærkeligt at han ikke havde gjort modstand.
man han var udmattet.
og da aftens kølige aftenbrise, og han mærkede den mod hans hud, mærkede håret blæste væk af hans pande med den køligevind.
Og i det øjeblik viste han at han aldrig ville se sine forældre igen
Han viste at han var kommet til et forfærdigt.
Han viste at han måtte havde så, han måtte bevarede det.
For hvis ikke der var håb i verden eller i det mindste i sådan et helvede så ville alt det gode og det smykke i verden forsvinde.
For vis der ikke var noget at tro på aller noget at tro på, hvorfor så leve hvorfor så ikke bare være ligeglad med alt?
Han sad hele natten og stirrede udad vinduet, prøvede at finde sit håb.
og da den første solståle brød frem far natten myldre mørke, havde han fundet sit håb.
han fandt håb i den ene solstråle.
Han viste det var nok for selv det mindste håb er nogen gange det stærkeste.
der lød en gonggong alle vågnede.
der kom en mand ind og sagde noget på et sprog han ikke forstod.
han stod bare at kiggede mens alle de andre forlod hytten undtagen manden der snakkede
uforståeligt, han skubbede ham og slog ham hårdt på siden ad hovedet.
Han blev skubbet hen til en mark.
En slave fortalte ham hurtigt det der skete og hvad han måtte gøre for ikke at blive pisket eller dræbt,
og at de var på en sukkerrørsplantage.
femten år sendre.
Hun så op på ham og sendte ham et kæmpe smil.
Hun havde lykke i sine små brune øjne - i de øjne så han sit andet håb.
ja smil du bare du kender ikke til verdens ondskaber.
Et lille smil læ-stede op i han ansigt, han havde fået en datter,
han så over på sin kone, den dame der for lidt siden var blevet mor, og hun sendte et smil.
husk vært smil i verden betyder noget sagde hun.
livet er som en pakke chokolade, man ved aldrig hvad man får, men jeg ved at denne lille smilene pige er en god lille chokolade.
fik hans kone lige tilføjet.
grusomhedens skygger.
Jeg havde valgt at kalde min lille pige for Lena,
jo flere dage der gik jo mere elskede han hende, og det gladt samme hans kone.
Lena kaldte jeg da han kom ind ad døren.
en ad hyttens andre beboere, Luke hans aller bedsteven kom hen til mig.
De er døde
jeg faldt samme på gulvet.
NEJ råbte jeg, jeg ville ikke tro på det.
NEJ HVOR KUNNE DE, råbte jeg.
Tårne trille ned ad mine kinder jeg kunne ikke stoppe dem,
jeg forsøgte heller ikke og jeg magtede ikke at rejse mig.
Bare ligge på gulvet, ingen bad mig om at rejse mig og tage mig sammen,
hvilket jeg er maget glad og måske lidt lettet over.
De viste alle hvordan det var at miste nogen man holder af.
Og det er jo bestemt ikke nogen rar følelse og alle sorger jo på vær deres måde.
Hvad er bedst at leve et lorte liv og leve end at dø medet lorte liv?
En kold følelse skylde gemmen mig.
Jeg viste at om ganske kort tid ville noget gå gjaldt, men hvad det var viste jeg ikke.
gonggongen lød og solen stå op vi travede ud på sukkerrørsplantagerne og begyndte dagens hårde arbejde,
som havde knækket mange gode mænd.
Rejs dig slave, råbte en ad op-synsmændenes på fange vogternes sprog
alle kiggede i smug på balladen og denne gang var det Luke der var kommet i problemer.
Alle ville hjælpe Luke han var manden der gav dem håb,
han havde et særligt smil der var helt umuligt at forklare.
men folk kunne ikke hjælpe ham, for Luke ville helst klare alting selv.
NEJ råbte Luke.
sidste advarsel rejs dig så!
JEG KAN IKKE råbte Luke tilbage.
jeg har fået nok at alt der fis med dig sagde op-synsmanden.
Han gik hen til Luke, trak sin kniv og skar hans strube over.
Alle slaverne gik i chok, de viste at mordene havde vadet der men aldrig var der blevet set det i offentligheden
den aften samlede alle slaverne sig, for at dikotere dagens begvidenhed.
de mulede alle samen, men jeg havde fået nok,jeg ville ikke holde det mere så jeg rejste mig og sagde.
De har taget min mor og far, de har dræbt min kone og min datter.
og i dag dræbte de Luke.
Nu er det nok vi skal ikke finde os i det mere, vi er ligeså gode som dem.
De har ikke ret til at behandle os på den måde, vi må gøre oprør på en måde.
og hvorfor tror du så vi kan det, råbte en ad de mange lytter der havde valgt at lytte på ham.
Fordig jeg har en ting og tror på en ting der kaldes håb,jeg ser den hver gang, ser solen står op og rejse sig over bjergenes top,
og skinner og bryder nattens mørke,det ene øjeblik af paredis, den sol står ikke op for ingen ting , den står op og skinner, den skinner for os,
og fortæller vi skal havde håb,, for en bedre fremtid for hvad er livet vær at leve hvis der ikke er noget at tro på?
den sol står op for os og giver os håb, så lad os gå i oprør og kæmpe for vores frihed!
Og næste morgen da solen står og vi kalder tiden for daggry gik slaverne i oprør og fik deres frihed.
takket være håb og lidt mod.
gammel histie opgave det var om slave tiden har selv skrevet den jeg evd der er nogle stave fejl.
men jeg har akendt det. så hvad syntes i om den?
hej jeg hedder Nat Tuner,jeg er 45 år og er var slave jeg vil fortælle om en forfærdelig del af mit liv.
en del som var så grusom og forfærdelig tid at den blev en del af historien.
da de begyndte at indfange os (sorte).
Ja beskriver nogle vigtige datoer i mit liv.
siden jeg ikke kan forklare det hele.
begyndelsen
Du undre dig nok hvordan det hele startartede,
Og hvordan jeg blev roet ind i det.
Det hele startede en solskind dag i maj år 1744.
jeg var lige kommet hjem,
min far og mor var hjemme,
da døren pluslig blev sparket ind.
Og nogle ukendte mænd prøvede at tage os til fange,
Hvilket desværre lykkedes på trods af vi prøvede at kæmpe os fri, men de var i overtal
og vi var i undertal.
vi der stod to på vær vores side så vi ikke kunne slippefri.
vi blev bredt ind i et lille mørkt rum,hvor vi blev spærret inde.
vi var der i dage der var nok 7-9 personer i rummet.
og en dag kom der nogen og hentede os.
men det der nu skete var mere forfærdeligt i end i det lille mørke rum.
de begyndte at tage mine læber tilbage og nu var det meste af det forfærdelige over,
borset fra frygten.
de begyndte mærkeligt nok at barbere og vaske os .
senere kan jeg huske at jeg skulle gå model foran nogle mensker.
et par øjeblikke sendere blev det afgjort at jeg aldrig mere ville se mine forældre.
nogle mænd tog mig med.
Jeg blev anbragt på en båd og den sejle til nogle øer (også kendt som de caraibiske øer)
hvor jeg er jeg blev slave.
Slavelivet
Da jeg kom på land blev jeg bundet,
bare så jeg ikke kunne løbe så stærkt,
hvis jeg skulle finde på at stikke af,
de bandt også mine hænder så de ikke kunne komme mere end 30 centimeter fra hidden anden.
Det var aften ad jeg ankom, så da det var mørkt da jeg ankom i hytten.
det var mørk da jeg ankom så jeg så ikke så maget,
man jeg glemmer aldrig de få billeder jeg fik set.
Der var en borg og en masse høje trone hvor folk holdt udkig,
hvilket jeg aldrig helt for stod.
I hytten var der ikke noget spejlt hytten var cika 15-16 kvadrat fod.
I hytten boede der ud over ham 6 andre mensker og de syv delte en lille seng.
Den nat sov jeg ikke, jeg sad også ud ad vinduet, jeg sad ikke og beundrede stjernerne, eller måske lidt.
man jeg sad og håbede på lidt håb, I tænker nok, at det var mærkeligt at han ikke havde gjort modstand.
man han var udmattet.
og da aftens kølige aftenbrise, og han mærkede den mod hans hud, mærkede håret blæste væk af hans pande med den køligevind.
Og i det øjeblik viste han at han aldrig ville se sine forældre igen
Han viste at han var kommet til et forfærdigt.
Han viste at han måtte havde så, han måtte bevarede det.
For hvis ikke der var håb i verden eller i det mindste i sådan et helvede så ville alt det gode og det smykke i verden forsvinde.
For vis der ikke var noget at tro på aller noget at tro på, hvorfor så leve hvorfor så ikke bare være ligeglad med alt?
Han sad hele natten og stirrede udad vinduet, prøvede at finde sit håb.
og da den første solståle brød frem far natten myldre mørke, havde han fundet sit håb.
han fandt håb i den ene solstråle.
Han viste det var nok for selv det mindste håb er nogen gange det stærkeste.
der lød en gonggong alle vågnede.
der kom en mand ind og sagde noget på et sprog han ikke forstod.
han stod bare at kiggede mens alle de andre forlod hytten undtagen manden der snakkede
uforståeligt, han skubbede ham og slog ham hårdt på siden ad hovedet.
Han blev skubbet hen til en mark.
En slave fortalte ham hurtigt det der skete og hvad han måtte gøre for ikke at blive pisket eller dræbt,
og at de var på en sukkerrørsplantage.
femten år sendre.
Hun så op på ham og sendte ham et kæmpe smil.
Hun havde lykke i sine små brune øjne - i de øjne så han sit andet håb.
ja smil du bare du kender ikke til verdens ondskaber.
Et lille smil læ-stede op i han ansigt, han havde fået en datter,
han så over på sin kone, den dame der for lidt siden var blevet mor, og hun sendte et smil.
husk vært smil i verden betyder noget sagde hun.
livet er som en pakke chokolade, man ved aldrig hvad man får, men jeg ved at denne lille smilene pige er en god lille chokolade.
fik hans kone lige tilføjet.
grusomhedens skygger.
Jeg havde valgt at kalde min lille pige for Lena,
jo flere dage der gik jo mere elskede han hende, og det gladt samme hans kone.
Lena kaldte jeg da han kom ind ad døren.
en ad hyttens andre beboere, Luke hans aller bedsteven kom hen til mig.
De er døde
jeg faldt samme på gulvet.
NEJ råbte jeg, jeg ville ikke tro på det.
NEJ HVOR KUNNE DE, råbte jeg.
Tårne trille ned ad mine kinder jeg kunne ikke stoppe dem,
jeg forsøgte heller ikke og jeg magtede ikke at rejse mig.
Bare ligge på gulvet, ingen bad mig om at rejse mig og tage mig sammen,
hvilket jeg er maget glad og måske lidt lettet over.
De viste alle hvordan det var at miste nogen man holder af.
Og det er jo bestemt ikke nogen rar følelse og alle sorger jo på vær deres måde.
Hvad er bedst at leve et lorte liv og leve end at dø medet lorte liv?
En kold følelse skylde gemmen mig.
Jeg viste at om ganske kort tid ville noget gå gjaldt, men hvad det var viste jeg ikke.
gonggongen lød og solen stå op vi travede ud på sukkerrørsplantagerne og begyndte dagens hårde arbejde,
som havde knækket mange gode mænd.
Rejs dig slave, råbte en ad op-synsmændenes på fange vogternes sprog
alle kiggede i smug på balladen og denne gang var det Luke der var kommet i problemer.
Alle ville hjælpe Luke han var manden der gav dem håb,
han havde et særligt smil der var helt umuligt at forklare.
men folk kunne ikke hjælpe ham, for Luke ville helst klare alting selv.
NEJ råbte Luke.
sidste advarsel rejs dig så!
JEG KAN IKKE råbte Luke tilbage.
jeg har fået nok at alt der fis med dig sagde op-synsmanden.
Han gik hen til Luke, trak sin kniv og skar hans strube over.
Alle slaverne gik i chok, de viste at mordene havde vadet der men aldrig var der blevet set det i offentligheden
den aften samlede alle slaverne sig, for at dikotere dagens begvidenhed.
de mulede alle samen, men jeg havde fået nok,jeg ville ikke holde det mere så jeg rejste mig og sagde.
De har taget min mor og far, de har dræbt min kone og min datter.
og i dag dræbte de Luke.
Nu er det nok vi skal ikke finde os i det mere, vi er ligeså gode som dem.
De har ikke ret til at behandle os på den måde, vi må gøre oprør på en måde.
og hvorfor tror du så vi kan det, råbte en ad de mange lytter der havde valgt at lytte på ham.
Fordig jeg har en ting og tror på en ting der kaldes håb,jeg ser den hver gang, ser solen står op og rejse sig over bjergenes top,
og skinner og bryder nattens mørke,det ene øjeblik af paredis, den sol står ikke op for ingen ting , den står op og skinner, den skinner for os,
og fortæller vi skal havde håb,, for en bedre fremtid for hvad er livet vær at leve hvis der ikke er noget at tro på?
den sol står op for os og giver os håb, så lad os gå i oprør og kæmpe for vores frihed!
Og næste morgen da solen står og vi kalder tiden for daggry gik slaverne i oprør og fik deres frihed.
takket være håb og lidt mod.
gammel histie opgave det var om slave tiden har selv skrevet den jeg evd der er nogle stave fejl.
men jeg har akendt det. så hvad syntes i om den?