Hjælp!! Hvad f***** gør jeg?!

Jeg har skrevet herinde før, men jeg har virkelig brug for nogle gode råd. For at gøre det nogenlunde kort, så er jeg kærester med en alkoholiker. Jeg vidste det ikke til at starte med men har også kun kendt ham nogle måneder, men jeg er allerede rigtig glad for ham. Han er et rigtig dejligt mennesker, når han altså ikke ryger i de der sorte huller. Hans egen begrundelse for hans misbrug er at han ikke kan håndtere følelser, og det kan han bestemt heller ikke. Han har været på behandlingshjem før hvilket hjalp men nu er den gal igen. Han drikker sig så stiv at han er helt væk og det kan stå på flere uger ad gangen. Jeg kan nu mærke at jeg ikke kan holde til det længere og græder en del fordi jeg er bange for at han dør af det. Ved virkelig ikke om jeg skal tænke på mig selv nu og komme videre, dvs helt videre, eller om jeg skal blive og støtte ham. Han siger at jeg er hsn eneste lyspunkt lige nu og det gør sq ondt at få det at vide, for puha, det giver mig dårlig smag i munden hvis jeg vælger at gå. Hvad tænker i om alt dette?

Hej,
Jeg syntes at du skal gøre op med dig selv, om det er sådan du ønsker at leve resten af dit liv. Det lyder ikke som om han er i stand til at forandre sig.
Sagt kort: Det lyder som du har valget imellem at ofre dit eget liv, på at proppe lidt glæde i hans. Eller du kan droppe ham.
Med venlig hilsen
Ieet

Jeg har skrevet herinde før, men jeg har virkelig brug for nogle gode råd. For at gøre det nogenlunde kort, så er jeg kærester med en alkoholiker. Jeg vidste det ikke til at starte med men har også kun kendt ham nogle måneder, men jeg er allerede rigtig glad for ham. Han er et rigtig dejligt mennesker, når han altså ikke ryger i de der sorte huller. Hans egen begrundelse for hans misbrug er at han ikke kan håndtere følelser, og det kan han bestemt heller ikke. Han har været på behandlingshjem før hvilket hjalp men nu er den gal igen. Han drikker sig så stiv at han er helt væk og det kan stå på flere uger ad gangen. Jeg kan nu mærke at jeg ikke kan holde til det længere og græder en del fordi jeg er bange for at han dør af det. Ved virkelig ikke om jeg skal tænke på mig selv nu og komme videre, dvs helt videre, eller om jeg skal blive og støtte ham. Han siger at jeg er hsn eneste lyspunkt lige nu og det gør sq ondt at få det at vide, for puha, det giver mig dårlig smag i munden hvis jeg vælger at gå. Hvad tænker i om alt dette?

Basicly det ieet sagde. Men ellers kan du prøve først at stikke ham et ultimatum. Hvis du vælger at blive med ham hvor han fortsat drikker for meget er det i hvert fald din egen skyld. Altså hvis drikkeriet fortsætter så kom væk!

I har fuldstændig ret i det i skriver... jeg har prøvet at stille ham det her ultimatum men han er røget i igen nu, så det bliver aldrig bedre. Og jeg tænker at det nok er bedst at jeg gør alvor af det, nu jeg som sagt har truet med det.. gruer bare for at blive ringet op og få at vide at han er død, men det kan jeg jo selvfølgelig på ingen måde gøre noget ved eller ændre

Et lille tip fra "den anden side af bordet"...
Du bør i al fald fortælle ham at han skal i behandling igen, ellers er du den der er smuttet.
En alkoholiker kan yderst sjældent løse problemet på egen hånd, og det er ikke godt for hverken dig eller ham, hvis i blot lader stå til, og tænker "imorgen bliver nok bedre".
Det kaldes også Co-alkoholisme. Du er (formentlig ubevidst) med til at gøre at han kan fortsætte. Enten ved at bo med ham, købe alkohol til ham, eller noget andet.
MIN co-alkoholiker var OTTE år om at indse det, før hun søgte andre græsmarker.
Men du skal vide at intet af det er din skyld og samtidig at du INTET kan gøre for at hjælpe ham.
HVIS han ender med at dø af det - så ville han have gjort det uanset hvad du gjorde eller ikke gjorde.
Så et helt ærligt råd til dig: Foreslå fornyet behandling, og er han afvisende, så begynd at se dig om efter noget andet end ham at bruge DIT liv på.
Det er helt forkert når folk bliver i den slags forhold i 10-20-30-40 år, uden at forstå at man i virkeligheden er hinandens værste fjender.
Ikke at i hader hinanden eller noget, men det har en selvforstærkende virkning når man er 2 om det (siger ikke DU drikker), men mon ikke du har haft købt øl eller andet alkohol til ham...

Hej Fuerzzz,
Tak for et fantastisk godt indlæg.
Det kan ikke have været det nemmeste at skrive.
Med venlig hilsen
Ieet

Et lille tip fra "den anden side af bordet"...
En alkoholiker kan yderst sjældent løse problemet på egen hånd, og det er ikke godt for hverken dig eller ham, hvis i blot lader stå til, og tænker "imorgen bliver nok bedre".
MIN co-alkoholiker var OTTE år om at indse det, før hun søgte andre græsmarker.
Men du skal vide at intet af det er din skyld og samtidig at du INTET kan gøre for at hjælpe ham.
HVIS han ender med at dø af det - så ville han have gjort det uanset hvad du gjorde eller ikke gjorde.
Så et helt ærligt råd til dig: Foreslå fornyet behandling, og er han afvisende, så begynd at se dig om efter noget andet end ham at bruge DIT liv på.
Det er helt forkert når folk bliver i den slags forhold i 10-20-30-40 år, uden at forstå at man i virkeligheden er hinandens værste fjender.
Ikke at i hader hinanden eller noget, men det har en selvforstærkende virkning når man er 2 om det (siger ikke DU drikker), men mon ikke du har haft købt øl eller andet alkohol til ham...

Du skal ikke være i et tvunget forhold, det er bestikkelse han bruger.

Nej bestemt ikke.
Nu er det bare så meget på afstand at jeg kan se hvor ødelæggende min adfærd var.
Og hendes bebrejdelser samtidig med hun alligevel købt øl til mig, altså ikke 2 men kasser af gangen, fik til sidst "over gevind".
Ikke at der skete noget voldeligt eller noget, men vi kunne slet ikke leve sammen mere. I dag har jeg ikke hørt fra hende i over 3 år - selvom vi har et barn sammen, som jo i virkeligheden bliver den største taber i sådan en situation.
Så smut inden tingene går helt af helvede til, for det gør det før eller siden!

Godkendt, godt du kom videre.

Hvis du vil spilde dit liv på en dransker,skal du bare gør det.
Hvordan kan du holde ud at se ham drikker sig total fra sans og samling.Ham kan du ikke hjælpe på rette køl.Du kan jo ikke vise dig nogen steder med ham.Har du ikke noget mere
fornuftig at tage dig til,end at spilde din tid på sådan en sut.Se du hellere at få ham
ud af vagten,for han er ikke vær at spilde sin tid på.

Jeg forstår frustrationen, og det er også den jeg selv står med.. Jeg har endnu engang informeret ham om at han SKAL gå i behandling før jeg overhovedet vil begynde at tale med ham igen. Jeg håber at det måske kan ændre noget, men tvivler meget. Men som i også skriver så får jeg intet ud af at blive.. han vil fortsat nok bare blive ved med at trække mig ned, og det har jeg mit liv for kært til. Selvom man kan sige at han er en dranker så er han stadig et godt menneske som jeg elsker, og jeg fortryder ikke de gode timer jeg har tilbragt med ham.. Selvom man er alkoholiker er man jo stadig et mennesker.. men nøj, hvor jeg dog håber at han får øjnene op, nu hvor han har mistet ALT.

Hej.
Du skal stadig forstå at han ikke gør det med hententionen at ødelægge og miste alt. Herunder dig, bolig, sikkert de rester af økonomi der er tilbage, og måske mere familie.
Det du beder ham om svarer til at skulle overvinde Cancer. Og det lykkedes om bekendt langt fra for alle, uanset hvor meget man ønsker det.
Bliver nødt til at informere dig om at selv hvis han siger JA til døgnbehandling, så fejler 2/3 - kun 1/3 lykkedes det for.
Og statistikken siger således at efter 10 år problemet er erkendt. Så er 33% blevet varigt ædru, 33% drikker stadig, og de sidste 33% er her slet ikke mere.
Mig og min eks havde da også en masse gode stunder sammen, som jeg er sikker på vi begge har gode minder om. Men dem kan vi jo ikke bruge til ret meget fremover.
Min eks havde sit eget misbrug - det var af penge. Hun havde en helt fantastisk evne til at få dem til at forsvinde - uden egenligt at have købt noget særligt. Det fik vi heller aldrig styr på, og stakkels ham den nye som endda har lavet et barn mere med hende, jeg misunder ham SLET ikke.
Nå det var et sidespring. Men mest for at sige at næsten alle har uvaner, og det så er ludomani, ryge hash, drikke for meget, overvægt, eller "få penge til at forsvinde"... så skal man ikke som partner tro at man kan ændre de uvaner blot med en venlig henstilling - og heller ikke med en striks.
Det lykkedes for nogle få, men så kommer det fra dem selv af, ikke fordi en partner forlanger det.

Jeg gør det bestemt heller ikke fordi jeg tror at det vil gøre at han tager den bedste beslutning. Jeg ved godt at det skal komme inde fra ham selv. Og dette kan jeg jo godt håbe på.. Jeg er klar over at det er en sygdom som jeg er magtesløs i forhold til. Men jeg er heldigvis ikke magtesløs i forhold til mig selv, og jeg blir nødt til at tænke på mig selv i alt det her. Jeg fik et godt råd i dag.. Eventuelt at tage kontakt til misbrugscenteret i den by jeg bor og få nogle råd igennem dem, til hvordan jeg håndterer det her på bedst mulig måde.. Også selvom jeg godt kender svaret selv så kan det være at de kan være til at jeg får en større forståelse ifb med alkoholisme

Du kan også bruge hope dot dk, der er mange i lign situation - både alkoholikere og de pårørende.