Spiser ikke og mor vil have mig til lægen what to

Hej.
Jeg er en pige, der har noget af et problem.
Min mor vil have mig til lægen fordi hun tror jeg er syg. Problemet er, at jeg ved GODT hvorfor jeg har det skidt.
Den sidste halvanden - to måneders tid, kan man pænt sige at jeg har lavet om på min diæt.
Jeg har altid haft meget svært ved at tabe mig, samt haft en masse psykiske problemer. Bandt andet stress, depression da min ene forælder var ved at omkomme, 4+ års mobning med blandt andet vægt der resulterede i selvskade i form af cutting. Samt overgreb.
Og det seneste år er min ene forælder blevet ved med HVER dag, at fortælle mig at "jeg har taget på", at jeg "skal til at tage mig sammen" og prikket til min mave, som om jeg er klam og ulækker.
I starten var det ikke andet end en harmløs diæt, hvor jeg skar ned på maden. Jeg begyndte efterhånden at skære mere og mere ned på mad, og nu spiser jeg sjældent. Jeg er bange for mad, og synes det er ulækkert.
Selv vand er jeg bange for at tage på af, det er som om at jeg er ved at blive kvalt i det.
Jeg har virkelig prøvet på at komme ud af det, de sidste dage, men jeg kan INTET mad holde nede. Det ryger direkte op hvor det kom fra.
Nu ligger jeg og er syg igen, og min mor har ingen anelse om hvorfor. Og hvis hun fik at vide hvorfor, ville jeg få at vide at jeg er en dramaqueen, og hun ville ikke tro mig. Det var samme situation, da jeg kom ud til hende med selvskaden, så jeg ved hvad jeg snakker om. Hun kommer ikke til at forstå.
Hvordan skal jeg få hende til at droppe hele idéen om at tage mig til lægen? Uden at afsløre noget selvfølgelig.
Jeg håber virkelig du vil svare mig så hurtigt du kan!

Hej.
Jeg er en pige, der har noget af et problem.
Min mor vil have mig til lægen fordi hun tror jeg er syg. Problemet er, at jeg ved GODT hvorfor jeg har det skidt.
Den sidste halvanden - to måneders tid, kan man pænt sige at jeg har lavet om på min diæt.
Jeg har altid haft meget svært ved at tabe mig, samt haft en masse psykiske problemer. Bandt andet stress, depression da min ene forælder var ved at omkomme, 4+ års mobning med blandt andet vægt der resulterede i selvskade i form af cutting. Samt overgreb.
Og det seneste år er min ene forælder blevet ved med HVER dag, at fortælle mig at "jeg har taget på", at jeg "skal til at tage mig sammen" og prikket til min mave, som om jeg er klam og ulækker.
I starten var det ikke andet end en harmløs diæt, hvor jeg skar ned på maden. Jeg begyndte efterhånden at skære mere og mere ned på mad, og nu spiser jeg sjældent. Jeg er bange for mad, og synes det er ulækkert.
Selv vand er jeg bange for at tage på af, det er som om at jeg er ved at blive kvalt i det.
Jeg har virkelig prøvet på at komme ud af det, de sidste dage, men jeg kan INTET mad holde nede. Det ryger direkte op hvor det kom fra.
Nu ligger jeg og er syg igen, og min mor har ingen anelse om hvorfor. Og hvis hun fik at vide hvorfor, ville jeg få at vide at jeg er en dramaqueen, og hun ville ikke tro mig. Det var samme situation, da jeg kom ud til hende med selvskaden, så jeg ved hvad jeg snakker om. Hun kommer ikke til at forstå.
Hvordan skal jeg få hende til at droppe hele idéen om at tage mig til lægen? Uden at afsløre noget selvfølgelig.
Jeg håber virkelig du vil svare mig så hurtigt du kan!

Hej Anonym17P
Jeg synes ikke du skal fokusere på at undgå lægen. Det klogeste ville nok være at konsultere lægen UDEN din mor. Hvis denne konsultation skal være med din mor, så ringer du bare selv, efterfølgende og får en ny tid.
Undersøg evt om din læge har online-konsultation, da det ville gøre det nemmere for dig, at forklare ham/hende om problemet.
Det er ikke underligt, at du får opkastfornemmelser af mad og væske, når du gennem længere tid, stort set ikke har indtaget noget. Man skal LANGSOMT tilvænne "maven" at indtage lidt mere end vanligt. Du skal starte med væsken. Man bør drikke ca 2L/dagligt.
Det er vigtigt at du handler NU, og ikke venter flere år, da det kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse, hvilket kan følge dig hele livet.
MVH
Megaprofilos

Jeg vil give den foregående scriptøse ret i sine skriverier - ja selv blind høne kan jo finde korn som man siger.
Men det er altså vigtigt du spiser orni' så du ka' blive en stor pige! Og også drikker. Men sig til den rare onkel Bænny hvorfor det er at du ikke vil spise noget? Er du da mæt hele tiden?
vh.
Bænny

Som jeg i indlægget skrev, startede det jo bare harmløst som en måde at tabe mig på.
Jeg har efterhånden prøvet alt, og jeg har endnu engang meldt mig til en træningscenter, hvor jeg er bange for at besvime eller andet, pga mangel på mad og energi.
Det udviklede sig, og det er endt med at jeg ikke er sulten. Nogle gange kan jeg høre min mave brokke sig lidt, men det er sjældent.
Jeg åbner dagligt køleskabet og alle skabslåger, bare for at se om der er noget jeg tør at give min krop. Men jeg ender altid med at gå ind på mit værelse og lægge mig igen. Jeg ligger hele tiden i min seng og har en indre kamp om hvorvidt jeg skal rejse mig op og prøve lidt mere, men det ender altid med at jeg ikke har krafterne til det.
Jeg ved også at hvis jeg spiser, så kaster jeg det op igen, pga kraftige mavesmerter/kramper.
Jeg ved godt det ikke er sundt for min krop. Men jeg vil bare gerne være god nok, og ikke længere være "hende med de kvindelige former".
Jeg er 1.67 og vejede sidst jeg tjekkede (for nogle dage siden) 71,3kg. Det er for meget, også selvom jeg er af kraftig bygning/knoglestruktur.
Jeg vil jo gerne være sund og rask, og have et normalt forhold til mad igen. Men jeg har været på diverse slankekure siden jeg var 9-10 år.
Jeg kan også mærke dybt inde i kroppen, er der et eller andet der ikke vil "hjælpes".
Jeg er for flov til at mine forældre skal vide noget som helst. Det er et tegn på svaghed, og endnu mere den ene kan hakke lidt på mig med. Det ønsker jeg ikke :-)
Nu ligger jeg igen syg med blandt andet kraftig hoste og søvnbesvær.
Tak for de hurtige svar

Enhver kan gå til lægen anonymt mig bekendt. Men da den type lidelse du lider af ofte er (påstår ikke at det nødvendigvis er tilfældet her) en måde at skrige om hjælp på synes jeg det er fint hvis du tager din mor med til lægen.
Men at lade stå til er det dummeste du kan gøre. Du rammer ikke andre end dig selv med dig selvskade. Specielt når dine forældre ikke bliver "imponerede" over det.
Udover at gå til lægen synes jeg også du bør overveje hvordan du kan hanke op i dig selv. Så du bryder dig ikke om den ene af dine forældre? Det problem er du ikke alene med. lad være med at forsøge at få denne part til at "forstå alvoren" og istedet bare skid dem et stykke. Hvis du ikke mener de elsker dig betingelsesløst, jamen så fuck dem. Lev da dit eget liv videre. Du rammer dig selv langt mere end dem ved at gøre skade på dig selv, hvis de alligevel er kolde i røven.
Lev dit liv. Få en kæreste. Gå i tivoli til sommer. Spis og vær glad. Fuck dem der har et problem med dig; Det er den attitude du skal gå gennem livet med.

Ja,jeg vil advare dig..for jeg havde det,som dig,da jeg var teenager!min mor gjorde det samme,og det endte med psykiatrisk ophold,tvangsmedicinering,anden diagnose efter anoreksien(som var årsag til,at jeg kom i berøring med det psykiatriske system et ophold jeg på det kraftigiste vil råde dig til,at slippe udenom..)
vand tager du IKKE på af det tisses ud igen(jeg tænkte lissom dig!pas meget på!)
du har brug for en kostplan,en der er fornuftig du kan følge!det vil være bedst,at få den lagt hurtigst muligt af en diætist/en med stor forstand på kostsammenhæng,og ernæring!
det her vil sikkert være uoverskueligt for dig,men jeg håber bare på,at du slipper udenom psykiatriens skarpe klør for,når først de har dig!slipper de ikke taget igen..man kan udvikle en psykose,når man sulter sig...få taget en alvorssnak med din mor!du er nødt til,at gøre noget NU..

Er det slet ikke muligt bare at klare det uden hjælp fra nogen andre end mig selv?
Jeg synes mildest talt det er pinligt, og ikke noget jeg vil have at nogen som helst ved.
Vil bare gerne komme videre, og kunne lade som om intet var sket

Andre slås med det hele livet,det er ikke rigtigt til,at sige hvem der er hvem!
som sagt håber jeg bare på,at din mor ved hva hun gør..
psykiatrien er bare ikke en vej jeg anbefaler..tankerne stopper nok aldrig helt,når de først er startet,men du har ligeså meget ret til,at være her,som alle andre har,så håber ikke du lader sygdommen overtage dit liv,og hæmme dig i det du vil!bare gør det alligevel..og fuck alle de opstyltede idealer..de er til for,at give dig mindreværd,og tvivle på dit værd,som MENNESKE i bund,og grund!

Kære Anonym. Jeg synes for det første at du foreløbig har fået nogle fantastisk gode svar herinde fra de tre andre debattører på sol. Læs det grundigt, for du kan bruge det i din udvikling. Det er derfor rigtig godt du ikke lukker dig inde, men prøver at komme ud med dine problemer her i det mindste - i første omgang.
Din mor har åbenbart en magtkamp kørende med dig, så jeg forstår udemærket godt du ikke vil have hende med til lægen. Hun kan ved hendes attitude overfor dig også være medvirkende årsag til din 'sygdom' så du må finde en anden end din mor. Har selv været igennem spiseforstyrrelser som helt ung, og her var min mor en stor årsag til min psykiske tilstand. Så vigtigt du finder nogle andre, der kan støtte dig. Måske hjælper det at flere herinde forstår dig - håber jeg. Og som en sagde, du skal bare være dig selv og tro på dit eget værd, og så undgå nærkontakt med dem der ikke forstår dig eller elsker dig betingelsesløst. Du vil fginde ud af det med tiden, hvis du allerede nu lærer at passe på dig selv. Så tag dig selv ved hånden, og gå til lægen alene - her skal du ikke have din mor med nødvendigvis. Du må få en lang og god og ÆRLIG snak med din læge i første omgang, og sig ham/hende at du ikke vil have din mor indblandet her.
Du skal nok have en kostvejleder, så du langsomt får balance i din krop igen, og hvis du vil tabe dig, så skal det gøres på andre måder end at sulte sig. Det er der masser af råd om også på internettet. Men vær ikke ked af du har lidt 'hvalpefedt' det er kun sødt i din alder.
Tænk hele tiden på du skal hjælpe dig selv til at få et godt liv nu, og netop derfor IKKE skal straffes ved at ødelægge dig selv - blot for at hævne dig eller straffe din kolde mor (?) Ikke alle mødre er lige oprigtige i deres kærlighed til deres døtre, ved ikke lige hvad det skyldes i dit tilfælde, men hold din mor på lidt afstand og lad endelig være med at gå ind i HENDES trang til konflikt eller drama. Se det lidt udefra - evt. med vores øjne.
Husk du har livet foran dig, og du fortjener det bedste af livet, sådan skal du sige til dig selv hver dag 🙂

Jeg prøvede i går at spise lidt spaghetti, men det røg hurtigt op igen.
Jeg har fundet en tumblr, der handler om at blive sund og fit. Der er en masse billeder der har inspireret mig lidt, og fået mig til at se på "noget mad", som nogen der ser godt ud. Og ikke som værende farligt som sådan.
Jeg har i dag spist 3 jordbær, og 2 æblebåde med en smule peanutbutter på. Der ligger stadig 6 stykker tilbage på min tallerken, og trods trangen til at komme af med det igen, har jeg holdt det nede i en halv time nu - jeg håber på at have indtaget de sidste 6 stykker i løbet af dagen, men vil ikke satse for meget på det. Jeg ser dette som et fremskridt. Selvom det nok ikke lyder af meget for jer.
Min mor er ude og shoppe lidt, og havde spurgt om jeg ville have noget med, så jeg har prøvet på at få hende til at få nogle frosne frugter og appelsinjuice med, samt sugerør.
Jeg TROR ikke det er ligeså slemt som fast føde, så nu må jeg se hvordan dét går.
Kan ens tænder få meget hvide plamager, af mangel på vitaminer??

Jeg har givet Jacqueline et langt svar. Men det med at min mor er meget grund til det hele, ved jeg godt er sandt.
Efter hun har tabt sig en masse, er det som om jeg ikke er god nok. Selv de veninder jeg tør tage med herhjem engang imellem, fortæller mig hvor flove de ville være over at tage veninder med hjem, hvis deres mor snakkede sådan til dem, som hun gør til mig. Og så selvfølgelig at hun tror hun er teenager.
At hun elsker sig selv lidt for meget, og at hun snakker ekstremt meget ned til mig, og råber af mig, så snart hun har chancen.
Fx, forleden skulle hun til en fest, hvor hun havde taget selvsiddende strømper på, og en kjole med en så lang slids bagpå, at man kunne se noget af hendes bare baglår.
Hun spørger mig om hun godt kan have det på, eller om det er i overkanten. Og mit svar er følgende "Altså, jeg ville nok ikke tage det på i byen, da man kan se rimelig langt op ad baglårene"
Jeg får så kastet følgende i hovedet: "Du skal bare holde din mund, jeg ved sku godt hvad for noget slutty og billigt tøj du har på når du er i byen!"
Jeg blev dybt forarget. Jeg er typen der går MEGET tildækket. Jeg foretrækker at have lange bukser på, og en trøje der ikke er nedringet eller tætsiddende. Jeg går sjældent i kjoler, og viser sjældent ben eller barm frem.
Og at jeg skulle høre dette - fra min egen mor! Hun spørger mig om min ærlige mening, og hver gang den ikke stemmer overens med det hun ønsker at høre, så får jeg kastet alt muligt i hovedet, så hun kan få mig til at føle mig endnu mindre værd, og beskidt.
Det gør så fan*ens ondt, at skulle høre alle disse ting, fra hende der har bragt dig til verden, og som burde være den der elskede dig betingelsesløst.
Det ER lettere at påføre den mere fysiske smerte, end den psykiske.

Undrer mig over hvordan hun kan sige den slags ting til sin egen datter?
hun lyder i den grad ude af balance i det du nævner..lidt selvrefleksion ville hjælpe,men det er vel sig selv hun flygter fra?
det virker ret langt ude?måske er det en måde hun forsøger,at holde fast i dig på,så du ikke blir for selvstændig!og skaber dit eget liv tidligt væk fra hende..
Det lyder,som en klog beslutning,at du tager den samtale med lægen på egen hånd!
din mor virker jo,ikke,som "den bedste støtte"???:-s
min mor er selv(stadig)anorektisk,og ret kold overfor mig,men det er mere,at hun aldrig rigtigt selv har fortalt noget fra sit eget liv,om sig selv,er irriteret,og taler stadig til mig i opgivende tonefald,som om hun slet ik selv regner med jeg gider lytte til hva hun siger,når hun kritiserer,retter på mig(det virker)min far,så jeg af,og til,som barn,men kontakten flød ud efterfølgende,og er idag stort set ophørt..
kender hverken min egen mor,eller far specielt godt de er begge ret lukkede,og?ja,det påvirker en stærkt..

Hun er mere sådan "Her er jeg, jeg er ung, lækker, single og kan få hvad jeg vil have."
Hun er af den tro, at hvis man ikke har samme mening som hende er der noget helt galt med én, og at man skal tage til psykolog. (Underligt, men sandt.)
Hun vil ikke lytte til én, fordi hun føler sig bedre og højere end alle andre, og virker i det hele taget sådan "Din mening er ligegyldig, og jeg gider egentlig ikke høre på den." Hun vil meget gerne lytte til sig selv hele tiden, og hun har et meget forskruet syn på sig selv.
Hun opfører sig som en på 18-19 år. Og hun mener at hun er positiv, cool, skide hamrende skæg og frisk og en eller anden form for helgen, som alle skal være taknemmelige for at kende. For hun vil hjælpe alle andre, end sin familie. For at please dem, og virke som en eller anden form for superwoman. Men, hun er meget opmærksomhedskrævende, og spiller meget martyr.
Hun er virkelig ligeglad med mine behov. Det er som om hun vil gøre alt for at komme af med mig. Hun har de sidste 8 måneder smidt mig ud hjemmefra 2 gange uden grund, og nu har hun fyldt hele mit værelse op med tøj, fra en shop vi havde på et tidspunkt.
Jeg kan dårligt nok komme over til min seng, og jeg har givet udtryk for jeg gerne vil have det væk, op til flere gange den sidste måned.
Hun vil intet gøre ved det.
Hvis der er en pris for at føle sig uønsket...

Nu svarer jeg lige her på dine sidste indlæg.
Altså det er så smerteligt at læse det du skriver, ikke mindst fordi jeg kommer til at tænke på den tid INDEN denne su beskriver for os. For hvad med hele din barndom, hvor focus sikkert kun har været på din mor og hendes store EGO - og du kun har fået kærlighed, når du kunne bekræfte hendes ego. Hun har udnyttet sin magt i kraft af din afhængighed af hende som mor, og det har hun sikkert i årevis kunne booste sig selv op på, men derved har hun skadet dig så meget, at du nu selv fortsætter hvor hun slap: med at skade dig. Det må ophøre NU. Du skal have hjælp, og helst til at komme væk hjemmefra, hvis din mor ikke vil indse at det er hende der trænger til hjælp. Hendes svar til dig mht. din reaktion på he des gå i byen tøj virker også ret umodent. Hun booster sig selv, ved at nedgøre DIG hendes egen datter. [:|]
Ved du hvad, det er din mor der burde gå til en psykolog og jo før des bedre. Hendes jagt på den tabte ungdom hænger uden tvivl sammen med hun har fået dig som ret ung (?) og føler det er dig, der er skyld i hendes egne problemer (med at være kvinde - elsket som sådan). Du er blevet hendes syndebuk, og nu tager du så denne rolle frivilligt (ubevidst) på dig, ved at skade dig selv. Det er en klassiker, som mange af de moderne psykologer kender, og derfor skal du vide, at din reaktion er ganske normal, da din mor har påført sit eget selvhad over på dig, der er mere følsom og dermed udsat. Du er i første omgang nødt til at gennemskue, hvad der sker med din mor og hvad hun i årevis har forsøgt at påføre dig af skyld.
Og så skal du tage kampen op mod din mors psykopatiske adfærd! Bliv gerne vred, men vis hende det ikke endnu men hold bare afstand, for du skal sikre dig din frihed uden hende, men på den gode måde. Jeg håber du har nogen i familien eller venner du kan tale med, ellers godt du har soldebat, men det er jo ikke nok. Der er ungerådgivning overalt i landet, så du må her og nu opsøge en sådan, og så få talt ud om hele din situation til en professionel, der vil kunne hjælpe dig - også til at forstå du ikke skal skamme dig over hvordan du har det. Alt dette skal du have hjælp til, så isoler dig ikke og bebrejd dig ikke din egen situation, for det er IKKE din skyld du har det som du har det - husk det.
Men det svære ved hele din situation er at du har påtaget dig dette skyldkompleks gennem din barndom, så det tager noget tid at komme ud af den rolle. Jeg husker den alt for godt, hvor jeg ofte hørte den bemærkning at det også var fordi min mor havde fået mig osv. at det gik galt...i samme åndedrag kunne hun finde på at sige jeg var hendes store kærlighed - en signalforvirring som jeg fornemmer du måske også er udsat for.
Jeg vil - som en anden herinde - også råde dig fra at komme ind i det psykiatiske system, for så viderefører du blot den rolle din mor har givet dig, og du vil få det værre end nu. et er din mor der er syg ikke dig - husk det nu 😉
At det er dig der nu har et problem og som derfor er problemet for din mor, det skal du forstå sammenhængen i, så i stedet for at skade dig selv yderligere, skal du hjælpe dig selv, ja være 'mor for dig selv' - det kan lade sig gøre. Jeg lærte det, og har siden stået inde for mig selv i mange udsatte situationer. Så det er ikke dig der er det grundlæggende problem husk det! Du kan sagtens få det godt igen og blive glad for dit liv, så du ikke skader dig selv mere, men i stedet kommer op på mærkerne nu og kæmper for dig selv og retten til at være lykkelig. Jeg ønsker dig alt godt [f] 🙂 [f]

Så godt du fik det fra anden kant!men er mildt sagt chokeret,og det er mest det her der popper op lign..når du nævner kæmpe ego..ville nok selv slå rod udenfor hjemmet,jo,før des bedre..for hun lader ikke til,at hjælpe dig,og psykolog kunne hun nok selv få stor gavn af: http://www.youtube.com/watch?v=GOGeTQvVtA8
..midtvejskrise?

hvis du skal gøre dig håb om at blive første kone for en kulturberiger.

Der må jeg indrømme at du har ramt spot on!
Hun FIK mig i hendes sene teenageår, men de gange jeg har konfronteret hende med det, bliver hun ekstremt gal, og påstår hårdnakket at jeg var planlagt og ikke var et uheld.
På den anden side har hun tit hentydet til at jeg har frarøvet hende hendes ungdom.
Ved fx at sige "Nu må du forstå, jeg fik dig tidligt og mens alle andre festede og nød deres ungdom, havde jeg et barn at tage mig af" - og så snakker hun om hvor uretfærdigt hendes liv har været. Som om det retfærdiggører hendes adfærd.
Den adfærd hun tror er helt korrekt.
I hendes øjne er det nemlig alle andre der er noget galt med - og mig er der en hel del gal med. Men når jeg så kommer ud til hende, med ting der VIRKELIG er galt med mig - fx cuttingen, og overgrebet, så påstår hun at det er (som hun så fint selv kalder et) bullshit. At det er drama og at jeg lyver.
Jeg vil prøve at ringe til min læge på mandag, og spørge hende om hun har en psykolog/ psykiater jeg kan gå til, eller om hun vil tage den med mig.
Problemet er jeg har haft denne læge siden jeg blev født, og min mor selv har samme læge. Hun virkede som en psykolog for min mor i en periode, og jeg er bange for at min mor får tvunget de ting jeg siger, ud af vores læge.
Eller at min læge kontakter hende og siger - at der er noget galt. Jeg vil ikke risikere at min mor mister forældremyndigheden, da jeg har søskende der er yngre end mig, og selvfølgelig har man brug for begge forældre i sit liv.
Jeg voksede op uden en far, og det påvirkede mig så meget da jeg var lille at jeg nærmest var besat af alle mine veninders fædre.

Hm Ja det tænkte jeg nok - desværre også din tendens til at frygte hvad der vil ske, hvis du frigør dig. [???]
Du tænker allerede på den mulighed at din mor kan risikere at miste forældremyndigheden over dine søskende. Hold nu op!!! Selvfølgelig kan hun da ikke det, fordi du har psykiske problemer, det har masser af piger i din alder, så du er ikke en særling her. Men typisk du straks får skyldfølelse, for det er netop denne følelse af at være SKYLD i ens mors ulykke, der har gjort dig til selvskader og givet dig så lavt selvværd.
Så nu skal du ud af den måde at tænke på. Det er så godt du reagerer nu ved f.eks. at skrive ind til soldebat, og så efterfølgende gå op til din læge. Det skal nok blive en god omvæltning for dig, så du kan komme videre positivt, men pas på med psykiatere, for jeg mener ikke du skal medicineres. En psykolog vil være så godt for dig at tale med, så jeg mener du skal have henvisning til en psykolog fra din læge.
Din mor kunne sørme også trænge til en lang snak med en psykolog, men hun har sikkert pansret sig inde i sin egen forestilling om at være rigtig hele vejen igennem, og det er dig datteren der er den forkerte.
Lad os høre hvordan det går dig - og hvordan din læge kunne hjælpe. Pas på dig selv 😉

om en kulturberiger til ægtemand.