Hjælp mig, Jeg er helt deprimeret.. og håbløs

Hej med jer derude...

Håber I gider at læse hele min indlæg og prøve at hjælpe mig, da jeg virkelig er håbløs.
Jeg havde/har en ven, der er gift med en i hans hjemmeland, og i al de mdr. Vi har været venner har jeg følt at han kunne lide mig, og jeg kunne også godt lide ham, men tænkte på ham som lukket land, indtil den dag hvor vi tog i byen sammen, (skal lige se, at jeg sås med ham meget sjældent, men vi skrev sammen hverdag, som venner), og han holdte min hånd og sagde en masse, at jeg drev ham til vanvid osv.
vi blev begge meget fuld, og tog hjem til mig, og vi lå helt nøgne ved siden af hinanden, men heldigvis var han for fuld til at kunne udføre et samleje...!
Efter den dag blev han ved at skrive og ringe o ringe.. Han var HELT VILD med mig, og fortalte han hele tiden havde været vild med mig men troede ikke jeg ku lide ham.. Han sagde han var dybt forelsket i mig.. og jeg blev ved med at holde ham tilbage.. men han blev ved med at sige at jeg skulle give ham en chance, og han skulle nok ordne det hele, med hende den anden, osv. og selvom jeg prøvede at være realistisk, var det meget svært, da jeg havde lige meget følelse for ham.
Jeg gav efter..
startede et forhold med ham. men allerede efter 2 uger begyndte jeg at presse ham, at hvornår skulle han snakke med sin mor... o fortælle hende det. Skal lige sige at konen er hans kusine, og han kun har været 17 da hans mor lokker ham til at gifte sig med hende den anden.
så de har været gift sammen i 4 år, hvor de har set hinanden halvande måned pr. år. men selvf. snakket sammen i tlf hele tiden.. osv. men kort fortalt, jeg pressede ham meget... fordi hun kommer til dk. om 6. mdr. o jeg blev meget ustabil humørmæssigt.. og brokkede o brokkede... han blev træt af mig.. han snakkede m sin søster om os.. o søsteren fortalte at han virkelig havde følelser for mig da han fik tårer i hans øjne o var så forvirret.. men efter det, var jeg hele tiden trist, og sur, o brokkede og pressede ham, og til sidst han sagde til hans mor. Efter det sagde han at det ikke vil gå mellem dem. (jeg ved ik hvad moren har sagt, men hun har brugt millioner på det ægteskab, og har brændt for dette)
Han var blevet total HJERNVASKET.🙁Hjælp mig. Jeg er dybt forelsket i ham. Jeg tror hele tiden at jeg har skubbet ham væk med min opførsel)
Han sagde at vi ikke kunne have et forhold og at vi skulle være venner... Men efter meget kort tid, begyndte vi at komme tætter sammen, og jeg pressede ham lidt, og han trækker sig væk med det samme.. men når jeg er eller var i godt humør var han et helt andet menneske, og hele tiden sagde at han ønskede han havde mødt mig før.
Men han siger han ik kan droppe hende den anden. pga. hans mor. hans familie i hans hjemmeland.. o alt d andet. og han elsker hende sikkert?? Men hvis han virkelig elskede hende, hvordan han/troede han var parat til at opgive det hele indtil moren hjernvaskede ham??

Nu gider han slet ikke mere. Han kan se at jeg bliver ved med at presse ham, og stadig håbe på mere... Vi er venner nu. men han skriver mindre og mindre til mig. og jeg tror/håber han stadig har lidt følelser tilbage ... men måske vil komme af med dem.
Hvordan kan jeg vinde hans hjerte igen, så han falder for mig så meget som i starten. Jeg kan virkelig ikke leve uden ham. Han er den jeg har ledt efter hele mit liv. Og her finder jeg ham, falder for hans løfter... og føler alligevel at han pludselig mister følelser for mig.
Hvad skal jeg gør??? Blive hans veninde og håbe på at han falder for mig (den gamle glade) igen... Også måske ku jeg vinde hans hjerte... og håbe på at han kommer mere mod mig, også når hun kommer.
Hjælppppppp.. jeg har det rigtig skidt.
Jeg ved godt I alle vil fraråde mig fra det. men jeg er virkelig forelsket. Så frotæl hvordan jeg kan vinde hans hjerte igen?????
Alt i alt har vi været sammen i 2 mdr. men det hele er gået så hurtig, fordi vi har været sammen døgnet rundt.
Nu han gør mig meget forvirret. indtil igår skrev han stadig halv søde beskeder til mig.. men efter det skriver han slet ik mere. det ligner ham slet ikke. Skal jeg lad helt vær med at skrive til ham??? eller skal jeg skrive lidt.. og aftale at ses som venner o hygge... o vær glad.. også efter nogle gange, ik kontakte ham pludselig.. fordi ligenu har han fået nok af mig, fordi jeg har skændtes med ham så mange gange. og nu bare jeg skriver til ham en sms, som måske er lidt om mine følelser, skriver han ik tilbage. som om han slet ikke gider at høre om dem.
jeg er virkelig såret.
Vil gør alt for at vinde hans hjerte tilbage..... Har virkelig brug for ham og HANS kærlighed. Jeg er 22 og han er også 22.
Hjælp.. Jeg er helt nede. Kan slet ikke få ham ud af hovedet... Selv når jeg er på arbejde, sover, spiser.. KONSTANT.. Nogen der kan trylle????

Prøv at spille lidt kostbar, hvis det ikke hælper så hold dig fra ham... Når han kan finde på at være sammen med dig mens han har kone, så kan han også finde på det hvis i indleder et forhold.. Tro mig jeg kender det for godt selv, har selv været ude i det et par gange... Husk på at der er mange fisk i havet, der er ikke kun ham..

- eller sagt på en anden måde, hans følelser for dig, bliver ikke afgørende for udfaldet.
- Du er i det der hedder et kultursammenstød. Du er nødt til at sætte dig ind i forskellene, hvis du skal fatte noget som helst af det her.

Jeg skal lige sige at jeg kommer fra det samme land. Og jeg vil kalde det for halv tvangsgift... Men han er nu meget glad for hende. for han lavede ikke andet end at snakke om hende den gang vi var venner. Måske i starten var han ikke meget for det, men selvf. har manden vænnet sig, og fået følelser for hende efter de 4 år.
Hvordan kan jeg spille kostbar??? Men lige nu er han virkelig træt af mig, for jeg har virkelig kørt ham psykisk ned. Er det ikke et dårligt tidspunkt at spille kostbar nu???
Jeg tænkte mere på at skrive til ham som venner, og prøve at lokke ham ud til noget sjovt( det er han altid frisk på) også prøve at bare hygge med ham. Han er bange fro at komme mod mig nu, for han ved at jeg igen vil begynde at snakke om problemer, og at jeg er blevet såret.. osv.

i nogle religioner og så kommer det også an på, hvor stærk din ven er til at løsrive sig, fra sin mors navlestreng... og når din ven er så ung, så tvivler jeg desværre på, at han vil gå imod sin mor/religion for så havde han sikkert gjort det for nogen tid siden..
Når man som du er så forelsket, så kan man ikke lade være med at presse sin elskede, for man kan blive helt desperat efter kærligheden og det er så uhyre svært at styre...
Din ven er sikkert blevet træt af, at du presser ham og det er forståeligt nok, men jeg tror ikke på, at du kan love din ven, at du ikke vil presse ham mere, og det tror han sikkert heller ikke på, hvis du sagde det...selvom i "kun" skulle være venner...
Mine erfaringer siger, at det er umuligt at være venner og kun venner med hinanden, når begge eller bare den ene har følelser for den anden...
Jeg kan virkelig godt forstå, at du er ulykkelig og hvordan du skal vinde hans hjerte tilbage igen....tja, det kunne du sikkert gøre ved, at lade ham være i en tid og så kontakte ham igen, men jeg tror, at i vil starte derfra, hvor i slap og tingenes tilstand vil sikkert ikke ændre på følelserne..
Jeg ved at bitter erfaring, at følelser og fornuft ikke altid hænger sammen, når man elsker et andet menneske og ligemeget, hvad folk kommer med af alverdens gode råd, så er det så forbandet svært, at åbne sine øjne og se, at forholddet temlig sikkert ikke kan blive til noget alvorligt.

Først vil jeg lige komme med en kommentar til det der med "en gang utro, altid utro".. Der er forskel på, hvordan man er utro.. Jeg mener, den her fyr, har jo ikke selv valgt, at komme ind i ægteskabet. Han er blevet tvunget ind i det, så derfor er han ikke sin "elskede" utro.. Han vil derfor ikke nødvendigvis også være dig utro, hvis i kan få jeres forhold til at fungere.
Jeg synes ikke, at du skal give op. Det er så svært, at finde en som man virkelig elsker, og som samtidig også elsker dig lige så meget. Du bliver nødt til at tale med ham om hvad I føler for hinanden og hvilke muligheder I har for at få det til at virke.
Hvis du er modig nok, kan I måske arrangere et møde, hvor både dig, ham og hans mor er samlet. I må fortælle hvor meget det betyder for jer, at I kan være sammen.. Inderst inde har hun måske et blødt hjerte, som til sidst vil overgive sig.
Hvis dette ikke hjælper, må i/han gøre oprør. I er voksne mennesker, der bestemmer over jeres eget liv, og I bestemmer selv hvem I vil være sammen med.
Han har nok en stor, kærlig familie, og jeg kunne forestille mig, at han måske har valget mellem sin familie eller dig.. Så det er vigtigt, at du fortæller ham hvor meget du elsker ham, så han ved, at du vil være hans rette valg..
Hvis han risikerer at miste kontakten helt til sin egen familie for at være sammen med dig, så lok ham med, at I kan starte jeres egen store, familie.. Måske kan din familie også tage godt imod ham?
Det var bare et par forslag og tanker, som jeg fik gjort mig.. Jeg håber, at du kan bruge det til noget. Og du må endelig ikke give slip på ham. I elsker jo hinanden!

Tak for al jeres snak.
Det hjælper selvfølgelig. Men jeg ved jeg vil gå til den sidste ende, fordi han er den jeg har ledt efter hele mit liv. Han har elsket mig i starten, men siden han har snakket med sin mor, har han ændret sig 100% (jeg gad godt vide hvad moren har sagt)
Han har sikkert også følelser for hende den anden. Og hun har været sødere ved ham, fordi de ikke har al de problemer.
Jeg har sagt til ham, at jeg vil gerne snakke med hans mor og ham. Han siger nej. Vi kan ikke have et forhold sammen. Jeg elsker min familie, og ikke vil miste dem. Og jeg har sagt at fordi du kommer sammen med mig, er det ikke ensbetydende at du mister din familie. Og han siger at hans mor aldrig vil ku acceptere hende. Og jeg siger at det kommer med tiden.
Ved ikke hvad jeg skal gør. Og han siger hele tiden at han kan ikke lide mig. Og al de ting han sagde i starten var bare ord der kom ud af hans mund. Men jeg ved det ikke passer. Tror bare han vil skubbe mig væk så jeg selv dropper ham.
Han er en kylling. Dropper ikke hende. Jeg ved det. Hvad skal jeg gør. Måske lyder det dumt, fordi det er som at vinde en lotto. men jeg vil simpelthen ikke miste ham.
Og skal lige sige at han slet ikke er religiøst, men deres familie/konens familie dernede er lidt religiøs.
Han siger hans mor bliver meget dårlig i hele familie. Og han vil SLET IKKE snakke om følelser. Ved ikke hvorfor..
En dag da han var lidt beruset, hvor jeg ku komme tætter på ham, og lige hører hvad han havde på hjertet, sagde han at bare han havde mødt mig før. og jeg sagde at han bare ku give det tid, og ikke behøvede at tage beslutning nu. ku vente til hun kom til dk, og så ved han mere om jeg er noget for ham eller ej. Men så sagde han: "Så skal jeg også prøve med hende" Dvs. hvis hun ik er god ved ham, gider han måske godt.🙁
Jeg føler mig så lille, og trådt på. og hader mig selv for det jeg er nu. Men jeg er bange hvis jeg finder mig i det.
Hvordan kunne jeg vinde hans hjerte igen????

Ja jeg er blind fordi jeg er forelsket.
Og et eller andet sted ved jeg at der ikke bliver en fremtid mellem os. Men jeg håber.
Og vil prøve at vise mig selv igen.
Når jeg spørger ham hvad han faldt for i starten, nævner han" at jeg hele tiden var glad, sød, og ikke brokkede"
Hvis han virkelig elskede mig, burde han ikke også holde min brok ud, selvom der måske er meget???? eller måske ikke så hurtig i starten af et forhold?

Måske hans mor har sagt at han mister kontakten med familien, hvis han ikke dropper mig. Og jeg tror lige meget hvad, vil hans mor ikke acceptere mig,og ingen tvivl. Hun elsker ham vild meget. Han er meget forkælet. men når det er hans kusine. Altså morens søsters barn. Hun elsker hende som ens egen datter. Så hun vil gør alt for hun kommer, og hun skal nok sørge for at de holder sammen.
Forleden, de havde begge to taget til advokaten, for at skrive under det sidste papir så hun kan komme til denmark. Så hun sørger for at det hele går frem.
Jeg forstår ham bare ikke. Det er det det gør ondt. Hvis han var ond mod mig, kunne jeg i det mindste nemmer droppe ham.

hej igen...🙁
Han har stadig ikke skrevet. Har tænkt lidt. Jeg tror aldrig han vælger mig og er stærk nok til at modstå familie og andre. Jeg overvejer at rejse væk måske, og håbe på at jeg kan få ham ud af hovedet.
Men så har jeg et ønske som jeg håber I kan hjælpe mig med det.
Jeg vil gerne have at han skal fortrøde at han ikke har valgt mig. Hvordan kan jeg få ham til det?? For jeg har lidt klistret til ham, men nu vil jeg gerne at han skal undre sig over hvorfor jeg ikke gider ham mere...
Hvordan gør jeg det??

- der kan holde trættekære kvinder ud.
- Hvis du vil brokke dig, så find nogle andre at gøre det til. Hvad siger din egen familie til det her?

- om der er nogen der har set for meget Danielle Steel.
- Det er godt nok nogle dyrekøbte romancer, der bliver lagt op til her!

Min egen familie er uenige.... Men fordi de er bekymret for at jeg bliver såret. Men hvis de kan se jeg er lykkelig bliver de også lykkelig.
I den periode jeg har været nede, har de haft det rigtig dårligt også.
Men rigtig nok det du siger mht. brokkeri.. Men samtidig tænker jeg at hvis manden virkelig elsker kvinden, må han elske hende med både når hun er glad, og også når hun er ked af det, eller brokkende..

Skriver blot om mine følelser...

blev han gift med sin kusine???
jeg synes det er synd for dig!!
har selv oplevet det her før!
jeg synes ikke at du skal skrive til ham det nytter ikke noget.
ring til ham og snakke med ham gennem beskeder kan man ikke tage en snak.
lad tiden afgøre det hele..
vil gerne hjælpe dig..

Ja en svær en at sluge.
Han er presset, på den ene side, af sin familie og på den anden side af dig. Blodets bånd og ikke at forglemme traditionen for ham og hans familie, vejer tungere end forelskelse. Du står med det korte strå, hvis han ikke har styrken til at gå imod sin families ønske, for slet ikke at tale om de konsekvenser det kan have.
Han er presset nok i forvejen og har ikke brug for beskyldinger fra din kant. Hans sko er ikke sjove at have på - det familiere pres der ligger på ham er garanteret uhyre stort. Han har ikke modet , tror du må give slip i ham med kærlighed og komme videre. Den strategi du har nu med at presse ham kommer du ingen steder med - ikke der hvor du gerne vil hen ihvertfald. Håber han en dag finder modet til at gøre op med fornuftsægteskabet, men tror ikke tiden er moden for ham - og din forblændelse gør at du ikke helt klart kan se, hvilke kræfter du er oppe imod. Jeg beundrer dig for at du vil kæmpe en kamp for kærligheden, men jeg tror du kæmper med den forkerte.
Mvh. Blindebuk

Jeg ved ikke hvor fyren kommer fra... men jeg tror ikke du er klar over hvor stærk en kultur du måske skal kæmpe med.
For at forstå ham bør du læse 'Bag sløret' af Rashid og Højbjerg. Den beskriver godt nok det omvendte billede af noge der er ældre end Jer..... men jeg tror alligevel den kan berige dig.
Bogen giver et godt indblik i forskelle og ligheder mellem danskere og pakistanere samt Koranen og Bibelen, deres verdensbilleder, de to religioners skikke og traditioner, syn på familien, samlivet mellem mand og kvinde, samt de forskellige familiemedlemmers status og indflydelse.
Dagligdagen
Bag sløret er en hudløs ærlig bog om de konflikter, glæder og problemer, der opstår, når en muslimsk pakistansk kvinde bliver kærester, senere gift og får barn med en dansk mand fra Nordjylland. Bogen beskriver både de store beslutninger og små dagligdags problemer i samlivet - trods stor forståelse og åbenhed fra begge parter.
Fra to vinkler
Bogen diskuterer både omgivelserne og de to familiers opfattelse og indflydelse på forholdet mellem Rushy og Jens og deres liv i almindelighed. Rushy Rashid og Jens Haarder skriver skiftevis et kapitel hver, hvor de beskriver deres opfattelse af det, der er sket og den andens reaktion.
Svære valg
Bogen er utrolig spændende, fordi den viser den splittelse og de svære valg, som Rushy må træffe som andengenerationsindvandrer, kvinde, fraskilt og udearbejdende - og de kampe som Jens må kæmpe for at få lov til at være sammen med Rushy. Rushy er, hvad danskene ville opfatte som integreret. Mens hun af den pakistanske gruppe er for dansk og en hån for sine forældre samt en falden kvinde, fordi hun er fraskilt.

Tak for jeres svar...
Nu er der gået nogle dage hvor jeg slet ikke har givet lyd fra mig til ham...
Han ringede til mig og skrev en enkelt sms som jeg ik fik svaret på. Og siden jeg engang har haft et selvmordsforsøg, mistænker han sikkert at jeg igen er begået selvmord. tror ihvertfald han er bekymret, da jeg heller ik har givet lyd fra mig til vennerne. Jeg vil bare ikke høre fra nogen. Han har ringet rigtig MANGE gange, hvor jeg ik har taget tlf. han har også fået folk til at ringe, hans søster, for han tror sikkert at det kun er ham jeg ik vil snakke med.
Jeg ved ik hvad jeg skal gør??? Hvis jeg skriver til ham, hører jeg måske aldrig fra ham mere.. for så er han ik bekymret længere. samtidig ved jeg ikke om jeg er klar til at starte et venskab med ham, da følelserne måske kommmer tilbage hvis jeg ser ham, eller hører hans stemme, men har heller ikke helt lyst til at miste ham.
Den eneste jeg har lyst til er at få ham til at føle sig savg, og at han skal være klar over at han har mistet... At han skal elske mig stadig, men hele tiden tænke på at bare hvis han var stærkere kunne det blive mig og ham....
Ved ikke om I kan føle mig.
Jeg er ret forvirret, og aner ikke hvad jeg skal gøre?? Har været hos en veninde langt væk fra mit hjem i 4 dage i træk, fordi jeg ikke kan holde ud at være alene, og græde og græde....
Har I nogle forslag hvad jeg kunne gøre???
Skriv venligst om du er en mand der svarer eller en kvinde.
Mange tak.

Hej igen..
tak for dit svar.. og for at du vil hjælpe mig.. Men det ser ret håbløst ud.
Han vil slet ikke snakke om det overhovedet jo. For ham er det som en afsluttet kapitel, som han slet ikke vil snakke om.
Og jeg vil kun tage ham tilbage, hvis han selv kom en dag og sagde, Høre jeg er helt vild med dig.. og dropper hende den anden..
Men jeg ved at han aldrig gør det. med mindre hende den anden dropper ham.... Måske efetr et par år efter hun er kommet her og måske har fået sin opholdstilladelse. Men jeg tror med DEN mor han har... Skal de nok holde sammen.... Hun styrer jo alt...

Jeg er en mand.
Hvis den mand du er så håbløst forelsket i, er fra en famile med stærk arabisk kultur, hvilket det tyder på ud fra det du skriver, så har du virkeligt ikke en chance.
Hvis han vælger dig så:
- vanærer han sin far og mor, så de ikke kan se sin familie i øjnene
- hans famile, forældre, søskende, fætre, kusiner og måske nogle af hans venner vil ikke have med ham at gøre
- han er opdraget til at familien er det vigtigste, så de to ovenstående punkter betyder vildt meget for ham
Du og jeg kan hurtigt blive enige om at det er noget middelalder pis... men vi kan ikke lave om på det.
Tænk på hvis han udsætter sig selv for alt det for at være sammen med dig... og I efter et år finder ud af det I ikke vil være sammen alligevel... så står han helt alene i verden.... mens du bare kan ryste dig lidt blive trøstet af famile og venner, og finde en ny kæreste.
Han vil altså skulle løbe en MEGET STØRRE RISIKO end du skal.
Nu kommer mit forslag:
Tag tilbage til din veninde, og bliv hos hende til du er færdig med at græde.
Sig til ham at du forstår hans situation, og at han aldrig må kontakte dig igen... fordi det gør for ondt på dig.
Jeg er ked af jeg ikke kan hjælpe dig tilbage til ham... men det er altså umuligt.

Han er iranere, og hans familie er overhovedet ikke religiøs... O han har ik ret meget kontakt til faren.
Sidder og tænker om jeg skal være venner med ham, for så har jeg ham i det mindste i mit liv som ven eller hvordan??
Jeg ved bare ikke hvordan jeg vil kunne aceptere det, og ikke være jaloux hvis han er ude med en pige....
Og hvordan kan jeg lade være med at få håbet tilbage hvis jeg skulle fortsætte med ham som venner.... Altså håbet at han måske vil falde for mig som han gjorde i starten, og måske vil droppe hende den anden efter hun er kommet heroppe.... :s

Du kan godt vælge at være hans ven eller elsker... men kan du holde til det?... det er meget hårdt i meget lang tid!
Hvad med at du siger til ham, at nu er det slut med Jer to... og han skal kun henvende sig hvis han vil dig 100%... altså uden hende iraneren.... det er også hårdt for dig, men det går over efter nogle måneder.

Du har sikkert ret.. Men jeg har jo virkelig presset mig så hårdt til at ikke kontakte ham, i håb af jeg kan glemme ham... Men så går der 2-3 dage, så kan jeg ikke lade være.
Har idag skrevet til ham at jeg har tænkt tingene igennem, og kom til det resultat at jeg må give slip på mine følelser for ham, men vil godt beholde vores venskab da han stadig er mig kær, hvis han havde lyst, hvilket han svarede ja til.
Jeg har det mere rolig nu, hvor jeg ved at jeg stadig må /kan høre fra ham, hvis det var.
Så skal jeg bare lære at kontrollere mig selv, og hele tiden huske mig selv på at han kun er en ven.. Og virkelig prøve at ikke få håbet tilbage selvom det kan være hårdt.
Har idag bestilt en billet til at rejse, hvor jeg kommer til at være væk i ca. en måned, og håber på at den lille måned vil hjælpe mig mere på vej væk fra følelserne.
Men jeg håber jeg kommer til at møde en anden en inden hende den anden fra Iran kommer, da jeg føler at det er den eneste måde, at jeg kan undvære at ikke føle mig forladt...
Tager GERNE imod jeres råd generel.. og ang. hvordan jeg kunne undvære at få håbet tilbage at han måske vælger mig, eller følelserne..
Hvad er jeres måde og gøre det på, og jeres erfaring??
Mange tak for hjælpen.

Det er virkelig en meget svær situation for dig. Jeg kan mærke du virkelig elsker ham iraneren, og så er det bare ikke sådan ligetil at skrotte ham! Med mindre han har svigtet dig eller vist han ikke elsker dig. Men det har han jo netop ikke, når han er tvunget af omstændigheder (vi alm. danskere slet ikke kan sætte os ind i) til at følge familien og så gifte sig med een han ikke elsker. Men han må jo vælge alligevel en dag, ellers vælger livet for ham, og det kan være det bliver en grum skæbne at leve sammen med den kvinde han sådan er blevet påduttet. Dig valgte han jo. Men lige nu er han jo heller ikke tvunget til at vælge, sålænge du stadig holder fast ved ham, og han ved du altid vil være der for ham.
Jeg kan ikke råde dig bedre end anbefale dig at følge dine følelser for ham et stykke tid endnu. Det tror jeg at jeg ville gøre, i din situation - for det er jo ikke HAM der har valgt dig fra. Jeg tror han sikkert har samme følelser for dig, men du skal nok ikke presse ham på nogen måde eller stille et ultimatum ligfe nu. Hold kontakten vedlige MEN begynd at være noget for dig selv NU! Find ud af det alene uden hele tiden at tænke på ham, og oplev så dig selv gennem andre end lige ham. Og vis ham så at du glæder dig til at komme videre med dit liv - og uden ham, hvis han ikke vil/kan vælge dig!
Men han skal konfronteres med at du nu også fjerner dig fra ham... så vil han blive konfronteret med sine egne følelser for dig. Jeg har bare på fornemmelsen, at det vil gøre ondt på ham, hvis han kan mærke du er ved at finde dig selv uafhængigt af ham og har accepteret, at det nok ikke bliver jer to. Lige nu ved han jo han har dig følelsesmæssigt, så han bliver slet ikke konfronteret med sine egne følelser, og at det vil gøre meget ondt på ham at miste dig...
Jeg håber alt godt for dig - og forstår dig så godt. Husker da jeg var ung, og mine følelser sad udenpå, for pokker hvor var det svært!!
Men du må kæmpe for dig selv og lære at blive uafhængig af om en mand elsker dig eller ej. Det er det bedste for dig selv og det kan du ligesågodt lære nu som siden, for det er den eneste vej, hvis du vil leve som en lykkelig kvinde. Det vil gavne dig i det forhold til den mand, som du engang med tiden binder dig til. Jeg håber virkelig det bliver ham iraneren en dag, for du elsker ham virkelig kan man mærke.:-))
Alle gode ønsker for dig herfra. Og husk nu dig selv midt i alt dette!
Knus
Pus

Hvor er det sødt af dig at sige sådan.
Jeg tror faktisk han holder meget af hende, for han har jo alligevel trygheden hos hende, og de har jo sikkert oplevet en masse sammen gennem de 4 år de har været sammen.
Nu er jeg som venner med ham, men forstår ham virkelig ikke.
Det er som om han heller ikke kan finde ud af at være venner. Bare fordi jeg ikke lige svarer tilbage på hans sms'er skriver han , at han ik skriver mere til mig da han kan se, at jeg ikke gider at snakke med ham. Forstår ham virkelig ikke.. at hvorfor han opfører sig sådan... Det er som om han bliver meget usikker..
Han siger selv vi er venner, men opfører sig mærkelig som om han bliver sur på mig fordi jeg er med ham som venner...
Han driver mig til vanvid...🙁
Han sagde selv i starten hele tiden at vi skulle blive venner, og endelig når jeg har accepteret det, og prøver at skubbe mine følelser væk fra ham, for at kunne beholde vores venskab, trækker han sig tilbage... som om han bliver irriteret fordi jeg ikke er efter ham længere... Hvorfor????
Hvad skal jeg gør??
Skal jeg bare vente og håbe på at han vil acceptere det?? Eller mister jeg også ham som ven???

Det er dig der sidder med den lange ende, så tage det bare roligt. Som jeg læser det er iraneren ham der burde have betegnelsen "forvirret". Han er sgu da stadig helt vild med dig, det er jeg altså ret så overbevist om. Så hvoirfor i alverden skulle du dog trække dig helt væk fra ham, det synes jeg ikke du skal. Men tag ham hele tiden på ordet, og ikke på hvad du TROR han mener og føler. Altså siger han han kun vil venskab, jamen så tager du det til efterretning og du opfører dig KUN som en ven for ham. Det kan du sagtens når du har øvet dig et stykke tid ;-)
Altså holde dine stærke erotiske følelser for ham i baggrunden og lade de venskablige følelser komme frem i stedet. Tag det hele som en øvelse for dig, for det vil udvikle dig til senere at klare ham (hvis det bliver jer, hvilket jeg håber) eller mænd i alm. De kan godt lide at gemnme sig bag to kvinder hvis de får lov - den gammeldags type altså, og det tror jeg desværre din iraner nok er (grundet hans baggrund). Men du skal ikke lade dig indfange af deres manipulationer, så tag ham på ordet når han siger venskab og vær så VEN og kun det, så skal du bare se hvor svært HAN får det. For jeg er ret så overbevist om at han er lige så vild med dig ;-)
Ja han holder sikkert af sin kone, men husk det er et arrangeret ægteskab. Dig valgte hans FØLELSER, så du har fat i den lange ende. Hvis du bevarer roen og er helt cool (nemmere sagt endt gjort) hvilket ikke er det samme som at du skal være kold overfor ham. Vær den søde dejlige kvinde som jeg er sikker på du er, og som han i sin tid faldt for. Men vær det i sikkerhed om at du er god nok - lad være at blive febril eller usikker på dig selv.
Bare et råd fra en mere erfaren kvinde. Jeg ønsker dig om ham iraneren at IU får æov at leve jeres kærlighed ud, for jeg føler ind gennem skærmen at I begge har de samme følelser for hinanden. Så hold dig til at I to har noget værdifuldt sammen, og tag den derfra., Vær glad for det, og lev så dit liv iøvrigt uafhængigt af om kærlighedskabalen nu også går lige op hver dag :-)

Husk dig selv! og
Lykke til fra
Pus
Man ge mænd ville have det fint med at have

Men jeg ved bare ikke hvoprdan jeg skal opføre mig.. Skal jeg hele tiden vente til han skriver før jeg skriver tilbage.. og at han skal ringe??
Skal jeg altid stille mig til rådighed for ham, hvis han altså vil mødes, og jeg så kan , skal jeg sige ja, eller skal jeg spille kostbar???
Ved ikke helt hvordan jeg skal opføre mig... Og også fordi jeg her på det sidste været efter ham( klistrende) føler jeg nu at han nok tænker at hende der er vild med mig lige meget hvad.... og har ikke et liv ved siden af for hun vil altid se mig... Og jeg føler han hele tiden vil hjem til mig... Er det frodi han regner med at få noget eller??
Ved bare ikke hvordan jeg skal opføre mig som en veninde for ham, når jeg stadig har følelser, og vil så meget gerne have ham...
Håber I kan hjælpe..
Er meget glad for at jeg kan skrive med nogen herinde..
Mine egne venner., og familie er blevet træt af at høre på mig for længe siden.. :(

Du skal bare skrive alt hvad du har lyst til, for det vil kunne hjælpe dig ud af den pine du befinder dig i. Jeg kan mærke du er en meget lidenskablig pige (det var/er jeg også - men jeg kan bedre styre det nu. Som ung husker jeg lign. situationer som din her;-)
Man vil ham SÅ meget, at man er parat til at sælge sig selv for nær sagt hvilken pris...og man hænger fast i den situation hvor han ville en så meget uden forbehold. Men din iraner vil dig stadig, det er jeg ret overbevist om - men han har ikke godt af at regne med dig som et sikkert kort, når han vil have sex. Jeg tror slet ikke han har samme følelser for sin "påduttede" kone (hende har jeg i denne situation meget mere ondt af faktisk!) - men selvfølgelig skal du ikke være hans sikkerhedsventil for et ægteskab som ikke bygger på kærlighed. Så du må tage udgangspunkt i dette. Og så se at få denne besættelse (som du er i nu) omdirigeret ind i noget andet - f.eks. kunne du jo føre den over i en overlevelseskamp for dig selv, så du ikke ligger så meget under for dine egne følelser for ham. Han skal altså mærke næste gang han møder dig, at du er en selvstændig kvinde og godt kan finde ud af det selv...det må du øve dig i. Du skal da stadig se ham, selvfølgelig, men han skal mærke at du ikke er en våd karklud han kan vride hvad vej det skal være. Det er der ingen der har gavn af - du ville jo heller ikke gide en mand, hvis han havde en så passiv eftergivende rolle i forhold til dig vel?
Altså det du er ude i nu unge dame, er en regulær kønskamp - mænd og kvinder afprøver hinanden og grænserne, og vi kvinder skal tage kampen op nu og ikke lade os styre rundt efter mænds forgodtbefindende. Det er ikke til gavn for nogen af parterne.
Men du skal heller ikke fornægte dine egne følelser. Hvis du lider under ikke at se ham, jamen så "brug" ham, som han måske vil bruge dig. Gå i seng med ham engang imellem men vis at du er fri af ham ellers - det kan du godt, hvis du tager hans valg for pålydende. Du skal bare øve dig i det. Jeg har gennemlevet noget lign. som du i mine unge dage - var som besat. Husker jeg indtalte mine følelser for den stakkels mand på et bånd - mine omgivelser mente jeg var så kærlighedssyg at de (som din familie og venner BLOT RYSTEDE OPGIVENDE PÅ HOVEDET.:O)
Jeg kan ikke komme med mere end dette - ikke andet end at lige så skønt det er at kunne føle så stærk for en mand som du gør - og gøre ham lige så vanvittig efter dig - lige så rædselsfuldt er det at være en så udpræget følelsesmenneske. Du må se at blive din egen herre i dit eget hus, ellers får du et pinsomt kvindeliv. Lær det nu som siden. Bliv herre i dit eget hus og tag den så derfra!
Hjælpe kan jeg ikke, det er op til dig selv nu at finde vejen ind til ham igen eller ud af det forhold, hvis det ødelægger dit liv, som jeg føler det gør lige nu.
De varmeste tanker herfra, fra en som mener at forstå dig :-)
KH
Pus

Kær Pus.. Jeg føler virkelig at du forstår mig, og genkender mine følelser.
Mit problem er at jeg ikke tager hans valg pålydende. Ved ikke hvorfor, selvom jeg hele tiden siger til mig selv at han ikke dropper hende den anden, er der en lyd inde i mig der siger at han godt kunne finde på det.
Men Nu tager jeg ud og rejse, hjem til min familie, i håb af jeg kan komme længere væk fra ham (følelse mæssigt), men jeg er så bange hvis jeg igen kontakter ham når jeg engang kommer tilbage, og igen havne i den samme situation.
Jeg kan ikke gå i seng med ham, eller BRUGE ham på den måde uden at udvikle endnu flere følelser.
Og jeg vil også prøve at ikke kysse ham heller når jeg ser ham, hvis jeg nogen sinde ser ham.
Og du siger "vis at du er en selvstændig kvinde", så spørger jeg hvordan???
Normal er jeg en meget sikker person, og meget selvstændig, men så snart jeg kommer i et forhold, stille og roligt begynder jeg at vænne mig(for meget da) til den fyr jeg nu er sammen med, og foretrækker at vræe sammen med ham frem for venner, veninder... Og til sidst bliver det sådan at jeg bare bliver hjemme og altid er klar til at se ham når han vil.
Hvordan gør man det??? Hvordan opføre man sig således så vedkommende ikke tænker, "Ja ja, lige meget hvad tid, eller hvornår vil hun alligevel sige ja... "
Og skal jeg absolut lade være med at fortælle ham om mine følelser nu når vi er "venner" ??
Kom lige til at skrive at jeg savnede ham igår, men skyndte mig at skrive at den sms ikke var til ham. hihi....
Nævner igen at jeg er meget glad for at du/I gider at læse og svarer tilbage. Det hjælper meget.
God weekend.

lidt for godt ;-)
Du skriver:"Og du siger "vis at du er en selvstændig kvinde", så spørger jeg hvordan???"
Det er jo ikke noget man automatisk ER i vores samfund. Det må du da øve dig på, og begynd nu.´Vær din egen vogter og kæmp for at få magten over dit eget liv. Jeg tror desværre at du har det som jeg havde det engang. Når en mand begærede mig følte jeg det næsten som en fysisk lammelse af mig. Tænkte engang på at det vist var edderkopperhanner der paralyserer og passiviserer hunne, så hun gør som han vil det. Du er med garanti en dejlig og tiltrækkende kvinde, det fornemmer jeg. Så du behøver overhovedet ikke lade dig "lamme>" af en mands evt. lyst/ulyst til dig. Du er nødt til at kæmpe hårdt for dette, altså at blive herre over dine egne følelser. Det er DIN krop - ingen mand i denne verden ejer den - og du er dig selv og kun dig selv hele livet igennem. Der er ingen andre der følger dig overalt som du selv gør, så prøv den derfra. DU og kun du nskal værne og beskytte dig selv - og evt. kaste dig ud i eventyr når du selv vil det.
Selvfølgelig kan du gå i seng med ham - men kun når I simpelthen ikke kan lade være! Gør det ikke for at holde på ham, eller for at få bekræftet at det er dig han vil. Men du kan godt lære dig selv at elske med ham og føle en masse, og så alligevel have dit eget selvstændige liv. Lige nu er du ved at udvikle dig til en selvstændig kvinde - det kræver udfordring, og den har du nu. Så tage den dog, og KVIND dig op. Selvfølgelig kan vi kvinder godt få magten over vores eget liv - det er bare så nydt for kvindekønnet - men husk vi er et par stykker før dig, der har gjort det. Så lær af det, og øv dig. Men lad være med at droppe ham, for jeg er ret så overbevist om at det er dig han vil...
Men du skal IKKE vente på ham , tag ham dog for pålydende, og nyd dit liv, evt. med andre. Det gør du ved at elske dig selv, og være lykkelig for du er så dejlig en kvinde, at ham du elsker også har været vild med dig, og sikkert stadig er det.
Tag dit liv i egne hænder nu. Det er mit råd, det er svært, men ikke umuligt!
Og min erfaring er at det gør ens liv værdigt og man føler sig stærk og dejlig somm kvinde selv i en høj alder. Alt det andet bullshitt, med at lade mænd vurdere ens værd fører kun til de usle kvindeskæbner vi har haft ALT for mange af i menneksehedens historie.
Afviser iraneren dine følelser, trækker du dem tilbage til dig selv, så er de DINE. Derfor behøver du da ikke blive kold overfor ham - men det er så fremover dig og kun DIG der bestemmer hvem du vil give dig hen til.
Vær tro mod dig selv, det kommer du længst ved!
Kærligst
Pus

Hej Forvirrede.
Jeg ved det er et stykke tid siden du har skrevet dette, og du skriver at du tager ud at rejse, men håber virkelig at du kommer til at læse det her på et tidspunkt alligevel.
Jeg har selv stået i samme situation som dig, den eneste forskel var at min kæreste (hvilket han havde været i 4 mdr. på det tidspunkt) ikke var gift endnu. Men hele hans familie pressede meget på at han skulle giftes med en iraner, da han selv er fra Iran. Han havde faktisk også givet op, og var ulykkelig. Græd hver gang vi sås osv. Men da han så at jeg nægtede at give op, bare pga. kulturelle forskelle (hvilket i jo ikke har) og pres fra hans familie, fik han nye kræfter og valgte at kæmpe for vores forhold.
Dette har er ca. 1,5 år siden, og vi har nu boet sammen i 1 år og 3 mdr. Hans familie har accepteret mig 100 %, og er glade for at vi valgte at holde ved hinanden og ikke bare føje dem.
MEN det var sindssygt hårdt, der gik over 4 mdr. mere før de begyndte at acceptere det, og min kæreste var jo ikke engang gift endnu.
Jeg ved godt det er svært, og alle dem der sagde til mig at jeg skulle droppe det dengang bad jeg om at rende mig.
Men du, som selv er iraner (jeg mener du skrev at I havde samme oprindelige nationalitet) må da kunne se sandheden i øjnene, lige meget hvor smertefuld den er. Er han først blevet gift, bliver han ikke bare lige skilt. Jeg ved godt at iranere tit ikke er så religiøse som fx arabere eller tyrkere, men de har samme stolthed, og samme mening om ære og skam. Så HVIS han skulle gå hen og blive skilt, så bliver det i hvert fald ikke lige foreløbig.
Og tro mig det bliver rigtig, rigtig hårdt for dig at vente- måske kan du, måske kan du ikke. Men så må du gøre op med dig selv, om du vil bruge så stor en del af dit liv (det kan godt være et halvt, et helt eller to år ikke lyder som meget, men det er det) på at vente på ham.
Men som en der selv har stået i en meget, meget lignende situation så håber jeg det går. Jeg håber at han ser at det er dig han vil være sammen med, og sætter sig op imod sin familie. Jeg håber at du kan holde ud at vente på ham, så hans mor kan lære at det ikke er hende der kan bestemme hvem hendes børn kommer til at elske. Og sidst men ikke mindst så du kan være sammen med den du elsker.
Held og lykke med det. Det hele skal nok gå op til sidst.
Inshalla.