hvem bærer skylden for spiseforstyrrelser?

Hej.
vi har projektopgave om spiseforstyrrelser, og vil gerne vide noget mere.
vi har snakket om hvem der bærer skylden for spiseforstyrrelser, og vi kan ikke rigtig blive enige om hvis skyld det er 🙂
hvad synes i?
hvis det fx. er en 15 årig pige, er det så forældrenes skyld? hendes egens skyld? vennernes skyld? eller i virkeligheden noget helt andet?
håber i vil hjælpe 🙂
kærlig hilsen Emma, Hülja og Mathilde

Jeg var spiseforstyrret som helt ung. Holdt bare op med at spise i lange perioder og nåede på et tidspunkt en vægt på 38kg til mine 155cm højde.
For mig var det en kombination af mobning og lavt selvværd der gjorde udfaldet. Jeg blev mobbet massivt i skoletiden og havde samtidig en mor der hele livet har været "rund". Jeg fandt ud af hjemme at det var noget negativt for min mor var også blevet mobbet. Og selvom jeg på det tidspunkt var normalvægtig og havde dyrket sport siden jeg var 5 år og i øvrigt var rigtig god i skolen, så føltes det som om det eneste jeg kunne få succes ved var hvis jeg tabte mig så meget at andre i hvert fald ikke kunne kalde mig tyk.
Men hvorfor mobber børn og unge (og voksne) hinanden med vægten? Det er jo dybest set fordi de billeder og budskaber vi mødes af overalt, viser os at det at have fyldige former eller evt. veje for meget er forkert og uskønt. Og det er det jo ikke nødvendigvis. Nogle mennesker er kraftigere bygget end andre og bliver f.eks. syge hvis de skal tvinge deres krop ned på en bestemt vægt. Måske skal de bare veje 5 kg mere end de får at vide, for at være sunde, stærke og trives. Nogle mennesker med andre gener (herunder mig selv, som er af blandet herkomst) har en anden højde og bygning end danskere og kan derfor aldrig nogensinde bliver høje og magre som idealet egentlig er. Jeg har kæmpet, og kæmper selv nu som voksne, hele tiden med de konstante budskaber om at man skal gøre dit og dat for at holde vægten. Og jeg kæmper også med at acceptere min krop for alvor. Jeg bør jo indse at jeg ALDRIG bliver 170cm og kommer til at veje 50kg. Jeg er lavere og jeg har barm, talje og hofter. Jeg er bare rundere end gennemsnittet efter jeg blev voksen, men den slags skeler idealer og negative budskaber jo ikke til.
Jeg tror, ud fra min egen erfaring og andre kvinder jeg kender (både unge piger og voksne) at det er en kombination af ikke at have fået et positivt kropsbillede tidligt i livet, f.eks. ved påvirkning fra forældre som enten kritiserer barnet eller deres egen krop,og så alle de negative budskaber der sendes. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst hørte et positivt budskab om sundhed og/eller vægt. Dagligt kommer der nye formaninger og forslag til hvordan man kan holde vægten nede i medierne. Man kan ikke åbne et blad, en avis eller se nyhederne uden at der er noget om det og det påvirker da mange. Desværre tror jeg også at en del normal-vægtige kvinder ser sig selv helt forkert. For et par år siden viste en rundspørge i England at op imod 80% af en gruppe på 5000 kvinder hadede deres krop og f.eks. ikke havde lyst til at vise sig i badetøj eller undertøj. Undersøgelsen kan også godt bruges som et fingerpeg i Danmark, fordi vores livsstile ligger tæt på hinanden - og det er da trist at så mange hader deres egen krop. 80% af den kvindelige befolkning er ikke dybt usund og derfor tror jeg helt klar at medierne spiller en stor rolle i det her.

hej!
mange tak for din besked.
vi har arbejdet lidt med at medierne spiller en stor rolle i de spiseforstyrredes problemer. vi er rigtig glade for at du har svaret og hvis det er okay vil vi gerne spørge dig om et par spørgsmål i sammenhæng med vores fremlæggelse.
f.eks er der én bestemt person du synes var grunden til præcis din spiseforstyrrelse?
hvilken spiseforstyrrelse havde du?
hvordan kom du af med din spiseforstyrrelse?
nu hvor du er blevet voksen hvordan har du det så med at du har haft en spiseforstyrrelse?
vi har hørt fra andre at man aldrig helt slipper med en spiseforstyrrelse eller at det ihvertfald er meget svært, har din spiseforstyrrelse givet dig problemer i hverdagen? også efter du er blevet voksen?
tak på forhånd! 🙂
hilsen Mathilde, Hülja og Emma.

jeg kan fortælle kort at min spiseforstyrrelse (anoreksi) som jeg fik stillet diagnose på i en alder af 10 år ikke rigtig var nogens skyld. jeg var ih og åh så perfekt og det at fejle var ikke nogen mulighed for mig. min mor havde tralvt, min far var diabetiker og jeg var enebarn. jeg fik alt opmærksomheden derhjemme, men jeg gjorde det jo også godt. hele mit liv var planlagt jeg skulle blot leve det i så stor stil som jeg nu kunne. (ifølge mine forældre) jeg var ønskebarnet som de udtalte sig om mig til ALLE - og model, ja det var jeg også. det at min far var slem diabetiker talte en stor rolle i mit liv. min mor og far var i perioden ude i en skilsmisse, som faktisk aldrig blev en skilsmisse, men i et halvt år boede jeg alene med min far. jeg sov ved ham hver nat i tilfælde af at han skulle få et anfald. jeg lå altid klar med telefonen ved siden, for bange - det var jeg! min mor fik en meget slem depression, eller den blev værre kan man sige, da hun har lidt af mane depressioner gennem hele hendes liv. når de var værst kunne jeg høre hende nede i køkkenet græde meget slemt, smadre ting og råbe hårde om som jeg egentlig ikke kunne tåle at høre dengang. jeg var den eneste der kunne få hende til at smile - sagde hun. man kan vel sige jeg voksede op med alt for store forventninger og alt for meget ansvar på mine små skuldre. jeg klarede det meget godt til at starte med men på et tidspunkt ramte jeg punktet hvor jeg ikke kunne mere. min far og jeg var tvunget til at flytte grundet brudet mellem mine forældre, og jeg skulle starte på en ny skole. det lod til at hele mit liv faldte sammen til små brikker og jeg havde svært ved at have et overblik og have kontrollen over hvad der skete, så keg begyndte at kontroller hvad jeg indtog af mad og drikke. jeg kendte jo metoderne fra min far som var diabetiker. kalorier, motion, kalorier, motion. det var det eneste mit liv handlede om, og mine forældre havde travlt nok med deres arbejde, diabetes, forhold og depressioner at de ikke lod sig mærke i hvad det førte til... mere vil jeg ikke komme ind på da det pretty much var grunden til min spiseforstyrrelse. :)

Hvem bærer skylden?
Ja, det er en god måde at løse problemet på.

Find den mystiske "skyld-bærer" og problemet er løst... haha

måske mode verden

- der er mange muligheder, men når man - som de gør på min datterdatters skole - udtager elever til "kontrolvejning" én gang hver tredie uge, så mener jeg egentlig de sundhedsplejersker, der har lavet det skema skulle bringes udenfor og skydes.....

Det ved jeg ikke?
var følsom, som ung,skilte mig ud,blev mobbet af klassens pigeklike,startede med lidt overspisning fordi jeg blev trist, så udviklede, det sig til anoreksi istedet, og jeg fandt inspiration i bøger,blade,medier mv.det stod på til jeg var 19, og fandt en rigtig sød, og dejlig kæreste, så forsvandt de tanker, og hvad dertil hørte...
men det fyldte meget, og spolerede mange år..
jeg er lidt ligeglad omkring selve skylden, men jo, opmuntring er da vigtig, og samfundets verdens syn på det overfladiske skønhedsideal, det gjorde, at jeg, som en svag person...med dårligt selvværd, tænkte, at jeg ville have bedre chance for, at blive "elsket" taget ind ved, at være sådan...
tog fejl!det, er så forkert...
passer på mig selv idag har min menstruation tilbage, og mærker ikke noget fysisk til det mere, selv om den slags selvfølgelig højner risiko for bla.knogleskørhed etc.det sked jeg nu hul i den gang,var ulykkelig,og tænkte kortsigtet,og gik ikke op i selve sundheden...
havde problemer med min mor, og hun led selv lidt af det?
det kan vel have haft en ret stor effekt?
...fra hendes side dengang...hendes mad/vægthysteri

Ens vægt, er jo, en af de ting, som det er muligt, at forandre, og øndre ved egen påvirkning..
det virkede beroligende,sulten kunne være en straf med en belønning i form af vægttab!fordi jeg følte mig uduelig,var sur på mig selv over andre ting
ting, som var udenfor min indflydelse,som jeg ikke sådan kunne forandre..
måske også en form for løsrivelsesproces idet jeg kunne såre min mor ved at nægte, at spise hendes mad, men lave min egen, og spise den alene på værelset..
andre skær i sig selv!anoreksien gav mg et lille kick tallet på vægten, men mit kropsbilledet var forvrænget...
jeg har undertrykt vrede hele min sene barndom/+ min ungdom til starten af tyverne været for sød,vendt vrede over uretfærdighed mv.ind i mig selv,ikke udtrykt vrede,gemt den væk,ikke kunne sige ordentlig fra,disse ting har jeg så småt lært, men ikke fuldt ud...øver mig endnu,overfor fremmede, er jeg ligeså sky, forsigtig, som altid...
er tryghedsnarkoman, og kan godt lide, at glide ind i mængden...
overvægtige mv.hetzes!
mit eget syn på skønhed sjovt nok har jeg altid kunne se det smukke, og skønne ved mennesker uanset kropstype, og vægt...den har faktisk ikke, så stor indflydelse, som det gøres til
men selvfølgelig er sundhed godt
men er ltæder idag
hverken direkte sund/eller usund
sulter aldrig/og propper mig aldrig
da begge dele
føles lige ubehageligt
fysisk/som psykisk
vil helre gå op i min væren, og handlen, og de ting, der giver livet mening...
har spildt nok krudt på det!er ked af, at flere, og flere unge ender i den onde spiral, tilskyndes til det
ved, at mange anorektikere idag ovenikøbet danner fællesskab omkring deres anoreksi/bulimi etc.og det holder dem fanget,deres gruppepres,gik alene med det, så på en måde var det nok nemmere for mig,at bryde ud af den spiral...
og som sagt var det ine kærester, der påvirkede mig i normal retning...
hvis de ikke havde hjulpet mig ud, el.set stille på...
så var jeg nok død, el.ligeså syg idag...
ved mange lever med det mareridt livet igennem...men det går først op for dem hvor forfærdeligt det egentlig er, når de slipper ud..
og kan se tilbage på det!!

Men årsager bag!er dybt individuelle...
det er en måde, at distancere sig fra virkeligheden på, det er en flugt...
det stjæler energi,hvis det er slemt mister man humøret,er energiforlladt, ens tankeverden blir "tom"(lidt forkert udtrykt),men det lukker ned for meget rent mentalt...
det kan igen også være, et ubevidst om, at "vente" med, at blive voksen...
det hæmmer ens livsudfoldelse, socialt set, er det en belastning,at det er en lorte lidelse kan ikke understreges klart nok...og hvis man er i sygdommen, er man ofte, så stædig, at ingen kan nå en til væk...man afskærmer...det smadrer ens personlighed,kreative udfoldelse,man blir selvkritisk=selvcentreret...og tror ingen andre forstår en!...kunne blive ved(men er træt af at tænke over det syge lort...ærlig talt..)

oftest.

virksomheder som fup og fidus firmaer slankedoktoren.dk er skyld i at utallige kvinder lider af forkert krops opfattelse.
de tager uhyrlige priser via nettet for ingenting, mobbe kunderne skal betale 3200 kr. ved indmeldningen.
piger med diverse spiseforstyrelser er personer der misbruger magt til at holde familien i et jerngreb, så de kan kontrolere alting.
Cand psyk spade.