hvor længe er det ok at være ked af det og usikker

Hej
Jeg fandt for 4 md. siden ud af at min mand igennem 1½ år havde haft en affære med en anden ansat i firmaet. jeg må sige at jeg ingenting vidste om det før jeg fik det af vide. har spurgt meget og fået - det jeg tror er nogle svar - men ikke alle, men alt det kan være lige meget. Det jeg godt vil vide er hvor lang tid tager det og hvilke gode råd er der så man kan komme sig over at han har været semmen med en anden. Den dejlig mand som jeg bilder mig ind jeg elsker, siger han hele tiden har elsket mig og det stadig kun er mig han elsker.Jeg arbejder virkelig meget med mig selv for at komme mig over det, men det er så skide svært og jeg bliver ked af det hele tiden. forsøger ikke at vise det, men gør det natuligvis ind i mellem. men fordi jeg faktisk er ked af det hele tiden holder jeg det mest for mig selv. har, fordi jeg ikke orke, ikke fortalt det til andre end en, og det var lige da jeg fik det afvide og siden har jeg ikke ville tale om det. Det jeg gerne vil vide er ; Hvor lang tid er det ok at være ked af det og så lige et rigtigt godt råd til at komme vidre. hilsen mig

Så længe du kan bære på byrden er det OK at være ked af det, men efter en Hård og kontant skilsmisse vil du nok kikke dig om efter en anden.
Som der så også vil være det bedste for Dig, efter at han har været dig utro, kan du være helt sikker på at det er noget som der vil forsætte med den næste og den næste. Osv. Osv.
Det er kun din modpart som den er gal med hvis der er nogen som der er hinnanden utro.
Så held og lykke til Dig fra en speciel erfaren af.

Tro mig.Din mand vil gøre det igen.Nogle mænd kan ikke undværre den spændning der er i utroskab.Hvis du tilgiver ham,har han frit spil.Utro efter 1½ års ægteskab,altså her er da noget helt galt.Du skal ikke tilgive utroskab,men leve med det,hvis du bliver hos ham.
En tyr kan du ikke stoppe,når den er sluppet løs.den skal ud at finde nye køer at parre sig med,hvis du forstår hvad jeg mener.

kære dig som er ked af det...
fra et menneske til et andet ; det er ok at være ked af det så længe du er det OG HAR BRUG FOR DET- men spørgsmålet er jo hvor længe du har brug for det fordi det er godt for dig at give lov til at være ked af det?? og hvor længe du er ked af det fordi du ikke ser andre muligheder end "ked-af-detheden"
Nogle gange når vi svigtes og rystes i vores grundvolde- der hvor vi stolede mest- bliver vi lammede- og en følelse af ked af det- lammer tanker og handlinger så du ikke aner hvad du gerne vil eller hvordan man kommer ud af døren om morgenen og vi "orker" ikke at tale om det
..
Du skriver du ikke orker at snakke om det/ vise det/ eller fortælle det til nogen, men jeg tror du skal passe på din sorg og ked af-det-hed ikke bliver din egen hemmelighed og virkelighed som du bare bærer rundt med dig. selvom det river i dit hjerte og alle de tabuer der er med at være den der bliver svigtet, hæmmer dig fra at tale om det så GØR DET!! ellers bliver det bare en sort masse af forvirring, sorg, vrede som på et tidspunkt æder alt op, æder kærligheden til din mand op, æder dig og dit selvværd/ tillid til andre- som ikke kan være derinde i dig mere for vreden/ svigtet/ ked af det...
tavsheden æder os op, fordi når du siger det højt bliver det virkeligt- smertefuldt i starten men virkeligt- og så kan du derfra handle.. ked af det er en passiv følelse at havne i- men hvad er du er ked af? - måske vred, måske forvirret, måske bange?? hvad dækker det over af tanker og følelser- når du finder ud af det kan du få svar på hvad du skal gøre for at blive gladere igen fordi du kan handle på det...TAL med andre eller skriv til en fremmed- bare gør noget- som du er startet på- det er et skridt på vej..held og lykke fra en som deler :-)

Det eneste, du ikke må, er at holde det for dig selv. Tal endelig med andre om det. De skal bare lytte og ikke nødvendigvis give dig gode råd. Ved at tale højt om det, bearbejder du dig selv til at komme over det, fordi da du talte om det for 117. gang, fandt du pludselig et svar, der kan hjælpe dig.
Find ud af med dig selv, hvad du er værd, og hvad du vil acceptere, fortæl ham det, når du er afklaret.
Jeg har selv været ude for det samme, hvor jeg kom meget tæt på elskerinden, mens det stod på, fordi vi begge manglede en afklaring fra "den dejligste" mand i hele verden.
Jeg gik fra ham, men kom tilbage med det klausul, at hvis jeg på noget som helst tidspunkt finder ud af, at han igen har en affære, så er det helt slut (Vi har haft et forhold i 36 år).
I dag 9 år efter KAN det stadig ske, at den grimme mistillid kommer op i mig. Til gengæld er han så sød, at han forstår og strammer sig an. OK, der er ingen blomster, diamanter m.v., men ganske dagligdags ting, der får mig til at stole på ham igen. F.ex. bare det at ringe og sige, at man er forsinket og hvorfor. Det kan selvfølgelig være en løgn, men man vælger også selv, hvordan og hvorvidt man vil stole på ens ægtefælle.
Jeg har sagt til mig selv, at jeg bliver nødt til at tro på ham, og den dag jeg ikke gør det, må jeg flytte.

ja, jeg ved jo du har ret i rigtig meget af det du skriver. Har sat, som min egen tids horisont til jul, men ved ad godt det er dumt ikke bare at komme igang. ved bare ikke lige hvem jeg har lyst til at snakke med. Bilder mig ind at jeg selv har rigtig mange svar og hvis at den jeg snakker med ikke kommer med noget jeg kan bruge eller ikke forstå hvad det handler om så vil jeg bare forsvarer at han var utro. Der er en der har misforstået det med 1½ år. jeg har ikke være gift med hanm 1½ år men nu 7 år. han var utro 1½ år. Bare det at skrive det får det til at virke helt groteskt. Og det er netop den følese jeg har. At jeg ikke kan forstå det er hent og virkeligt. han har hele tiden været en fantastisk mand og far. derfor har jeg det som om at 1½ år af mit liv er en løgn. jeg er ikke mega ung, dette er min anden mand, så jeg er hverken naiv (troede jeg) eller særlig dum (hvilket jeg nu ved jeg er)men jeg har fundet ud af hvor sårbar jeg føler mig og det er skræmmende. jeg viste virkelig ikke at jeg kunne føle den form for angst og være så ked af det.
Jeg er rigtig glad for dit svar og vil arbejde vidre med at finde nogle at snakke med, for kan jo fornemme at jeg ikke er vildt god til at klarer dette selv. knus her fra

tak for dit svar der gav håb til en fortvivlet. det er godt at du har kunne komme igennem. jeg kunne få lyst til at spørge om det bliver ved med at være svært eller hvornår kommer hverdagen. jeg er ikke i tvivl om at det er bedst for mig at være på arbejde. der er det ligesom noget andet der er i fokus. og det er ad heller ikke hele tiden her hjemme at det gør ondt og jeg fæler mig ked af det, men det kommer hele tiden på de mest uventede tidspunkter. en sang, et billede far en ferie (så tænker jeg - ok vi var på ferie og han rinde eller sendte sms til elskerinden.øv øv) det gør ond selv om at det nu er overstået - hans udlægning af det - og at han elsker mig og kun vil have mig og blive her og at det er det han hele tiden har ville. Jeg tænker ok - 1½ år er bare ret lang tid at ha det på den måde - altså for ham - men det var svært at gå fra hende - hun ville jo også bleive ked af det og ................nå. nu vil jeg nok tage mig lidt sammen og forsøge at sove (hvilket har været en mangel de sidste 4 md.) Tak for dit søde og fornuftge svar. knus

"en gang utro, altid utro"
Den er noget forvrøvlet pladder.

Du har brug for at fortælle den samme historie 100 gange til din mand før den er ude
af dit system. Han skal lytte 100 gange uden at blive irretabel, men hjælpe dig over den
krænkelse, vrede, sorg og psykiske smerte han har påført dig.
Han har ikke gjort det for at såre dig, men hans formering instinkt har taget magten over
ham og det er han også ulykkelig over.
I terapi bruger vi boksehandsker hvor kvinden skal banke manden med dem, mens hun råber
af ham. Hun smadre en volvo med en økse og græder i musikterapi i timevis, indtil der ikke er mere tilbage.
Når der er tømt ud tager hun måske ham tilbage eller vælger en ny mand.
Det har jeg skrevet meget om i min nye bog Kvinder
hilsen
www.carl-mar.dk

så din beskrivelse af så voldsom udlevelse af frustration, sorg og/el. smerte kan jeg ikke støtte som en sund "terapi"form for alle...
Jeg stiller mig kritisk for de "følgeskader" så voldsomme udlevelser indlejrer i dem du forsøger at tage gennem en fysisk karthasis...
Og mig bekendt, er karthasis ikke bevist som en "sagliggørende", helende terapiform. NOgel duer det måske for, men andre kan du komme til at udsætte for så voldsomme gennemlevelser at det skader mere end det gavner.