Jeg er en vred mor!

Jeg vælger at være anonym, da jeg simpelthen er så flov over mig selv og mine handlinger. Jeg er en mor på 25 år. Jeg har en datter på 4 år. Vi har indtil hun var 3 boet for os selv i København, men er så for nylig flyttet sammen med hendes far igen lidt udenfor København. (Grunden til vi ikke boede sammen var at jeg gerne ville studere og han gerne ville bo på landet, så det var den nemmeste løsning, men vi har altid været kærester og set hinanden tit) Da vi flyttede sammen igen, blev jeg gravid, havde nogen komplikationer, mht. graviditeten, og det gik lidt ud over min datter. Men nu hvor jeg har født, en søn, så synes jeg at jeg er direkte ondskabsfuld overofr min datter. Hvis ikke hun makker ret (hvilket jo er normalt i den alder) kan jeg mærke det koger op inden i mig MED DET SAMME. Jeg får lyst til at være ond ved hende, det er dog aldrig nået så vidt som at jeg har lagt hånd på hende, men jeg kan finde på at sige til hende at jeg ikke kan lide hende og at jeg hader hende og at alt ting er hendes skyld (selvom det nok er min), selvom jeg elsker hende mere end noget andet i hele verden. Når det hele så er overstået, så står jeg tilbage med en stor skyldfølelse og dårlig samvittighed og kaster ofte op efter dette. Selvom jeg får det så skidt og det sårer mig at se mig gøre min datter så ked af det, så gør jeg det igen den næste gang. Jeg er et forfærdeligt menneske. Når vi er hjemme sidder jeg bare og håber på at hendes farmor eller mormor ringer for at høre om ikke min datter vil komme forbi en eftermiddag eller i bedste fald overnatte ved dem, eller at min kæreste tager hende med et sted hen, bare væk fra mig!!! Kan det være en fødselsdepration? Overfor min søn er jeg den kærligste mor, det går så meget ud over min datter det her, det er forfærdeligt. Jeg er bange for at komme til at skade hende psykisk hvis ikke jeg får hjælp. Så vil høre om nogen har, eller har haft det på samme måde og om der er nogen råd jeg kan bruge måske. Har ikke turde at gå til lægen med det endnu, for er bange for at få at vide at jeg er uegnet som mor. Det skal lige siges at før vi flyttede og dengang vi boede alene, førmin søn kom til, var jeg altid sød og kærlig overfor hende. Er det bare mig der ikke kan magte 2 børn eller kan jeg få hjælp?
Håber ikke at jeres svar vil være alt for fordømmende!
Kærlig Hilsen Den dårlige Mor - 😖

du hurtigst muligt skal få en tid hos din læge, for det tyder helt klart på, at du har et problem, som der skal tages hånd om med det samme. Om det er en fødselsdepression eller andet psykisk må være op til lægen at vurdere. Men du er kun en dårlig mor, hvis ud IKKE gør noget.
Held og lykke.

Hej.
Jeg kender ikke så meget til fødselsdepresioner, men det lyder helt klart som om du har brug for hjælp. Det er synd for din datter, og dig. I det hele tager er situationen jo ikke holdbar, og hvis din datter hele tiden får at vide at alt er hendes skyld vil hun tage det til sig. Jeg synes du skal snakke med lægen. Om ikke andet kan han/hun evt. hjælpe dig til at få noget psykolog hjælp eller hvad der er brug for. Overvej også om du ikke kan hente hjælp hos familien og hvad siger din kæreste til det hele?

og skal du have hjælp.
Jo længere du venter, desto længere varer det inden hjælpen når at virke - så se at komme afsted til din læge.
Du kan være ramt af en fødselsdepression, du kan reagere på situationer og hændelser længere tilbage - svært at vide.
Du skal ikke være bange for at din læge vil forsøge på at fratage dig din datter - for når du selv kommer frem og beder om hjælp, så er du klar over at der er noget galt - derfor vil en tvangsfjernelse ikke være det første, der tænkes på.
Held og lykke - og god Jul til hele din familie.

Jeg fik det dårligt, da jeg læste hvad du skrev. Min første tanke var fordømmelse, men det hjælper jo hverken dig eller din stakkels lille pige. Min mor havde det på samme måde, som du, tror jeg. Hele min barndom mærkede jeg det. Jeg har lidt under det hele livet.
Det går så meget ud over din datter, så du i dag ikke kan forestille dig det.

Det er hårdt at have to børn. Jeg var også begyndt at være lidt hårdere over for mit ældste barn, men jeg kunne tage mig selv i det og stoppe det. Jeg tænkte på min egen barndom.
Du må og skal stoppe den opførsel. Søg hjælp hellere i dag end i morgen. Tænk, hvis du gik helt over gevind, så du måske mister alt. Din mand og dine børn.
Jeg syntes du lyder ærlig, men også farlig over for din datter. Måske har du en fødselsdepression, måske er du bare overkørt og træt. Men hjælp må, skal og bør du søge.

Lad ikke lægen bare slå det hen med et par piller. Du må gøre lægen klart, at du har brug for hjælp.
Måske trænger du bare til aflastning, kan du få hjælp fra familien. Du må tale med din mand og familien. Hvis du har en god familie og en god mand, kan du sikkert få bedre hjælp hos dem end hos lægen. Men gør noget nu !!!

Det kan være hårdt at have 2 små børn, og måske støtter din kæreste dig ikke så meget, som han burde - det ved jeg jo ikke.
Men når din søn er så lille, som det lyder til, må du vel have kontakt til en sundhedsplejerske af og til. Hun kan måske også hjælpe dig.
Uanset hvordan du søger hjælp, så gør det, og hellere i dag end i morgen. Og jeg er sikker på, át du ikke behøver at være bange for at blive stemplet som en uegnet mor. Hvis du har taget dig kærligt af din datter de første 3 år, så kan du helt sikkert godt finde ud at at blive en god mor igen. Du skal bare have lidt hjælp. Forældre er heller ikke perfekte mennesker, der altid gør det rigtige.
Giv dig selv en chance, og tænk på, at du skal prøve at skabe en god stemning omkring begge dine børn. Jeg har selv haft hårde perioder, hvor jeg følte, at jeg ikke lavede andet end at skælde og smælde. Men det kan blive en ond cirkel, som SKAL brydes - af den voksne. Prøv at se det positive i din "store" pige, måske skulle du lade andre passe lillebror mens du laver noget spændende med din pige. Hun er så gammel, at hun forstår det og har brug for dig. En lillle baby kan godt klare at blive passet lidt mere af far eller bedsteforældre en eftermiddag af og til.
Det er måske også en svær omvæltning for din datter, at få en lillebror og at få en fuldtids-far igen. det tager tid at vænne sig til ændringer, men det vigtigste for børn er at de mærker, at deres forældre har det godt med det, som sker, så kan barnet bedre kapere det.
Husk også at gøre noget bare for dig selv af og til, så du kan lade op og fortsætte med at være en god mor. Det er IKKE egoistisk at dyrke en eller anden hobby, så det hele ikke kun handler om børnene.
Håber at du og din datter får det bedre (du må ikke sige til hende, at du hader hende!).
mvh.

til lægen og få den hjælp du/I har brug for.
For hver dag, hvert minut, du er sammen med din datter skader du hende psykisk og mentalt. Hendes selvopfattelse er sikkert allerede påvirket. Du ødelægger hende ganske enkelt.
Blot du tænker dårlige tanker om hende, er nok til at hendes underbevidsthed opfanger det. Børn er de bedste antenner - de opfanger usagte ord lige så godt som de udtalte ord.
Og når du tilmed taler så ukærligt og ødelæggende til hende, så er du så godt som sikker på, at ødelægge hende...
Er det det du ønske? Nej vel, så tag dig sammen og få fat på lægen og vær ærlig

Der er en ting til, du skal huske på. Du vil vel gerne have dine børn holder sammen, får glæde af hinanden. Min mor fik totalt ødelagt søskende sammenholdet.

Tag en snak med mor og svigermor. De hjælper dig sikkert gerne.
Jeg hjalp hos mine, da det var ved at brænde sammen. De var syge af stress, men et halvt år efter, så det anderledes ud.

Inddrag ham, så han tager sig mere af din datter og se så at få noget proff hjælp. Det her kan ikke lille 3- årig ikke være tjent med. Guud hvor er det synd, for Jer.

Ellers skal du nok få ødelagt din datter. Og lad ikke læge feje dig af med et par piller. Sørg for at faren og er en del af løsningen. Fatter han hvad der foregår? Det tror jeg ikke og han vil sikkert sige det går nok. men det gør det ikke. Du skal have hjælp før du ødelægger din datter.
hun er den nemmeste for dig at hælde din galde og vrede ud over. Og hun kan ikke frosvare sig. Tænk hvis du selv blev udsat for det du gør ved din datter.
Så skulle du nok give dem ren besked. Eller din mand han skulle nok også være i stand til at sig fra.
Men din datter er en forsvarsløs pige der er nem at udse sig som prygelknappe. Og det er ingen af jer tjent med hverken her eller nu.
Måske skal din datter også have hjælp. Hun suger jo dine irettesættelser til sig som en svamp og det er så grundstenen til hendes personlighed.
Hvad hjælper det at du får hjælp, men din datter sejler i sin egen sø og uden nogen form for hjælp.
Du ved det man i barndommen nemmer man sent glemmer.
Hun vil altid tro at hun ikke dur for det har hendes mor selv sagt og vist med al tydeligehed. Og faren har ikke sagt det ikke passer. Ergo må det være rigtigt, at hun ikke er god nok.

Mange kommuner har PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning), hvor man anonymt kan søge hjælp. Der har jeg fået meget hjælp - både telfonisk og personlig samtale.
Jeg synes at det er positivt at du har indset problemet.
Held og lykke

Tusind tak for alle jeres svar, det er dejligt at få at vide at det ikke er mine moderlige egenskaber den er gal med, men simpelthen noget psykisk. Faren er her, men han er officer i militæret så det er tit at han kun er hjemme i weekenderne,nogen gange kun hveranden. Men jeg har en god mor og svigermor som bor i nærheden, det kan være at jeg skulle til at lade dem passe min søn noget mere. Der er ikke nogen der ved hvordan jeg har det, jeg har skjult det, dette indlæg er min første tilståelse. Tror jeg havde brug for at komme ud med det anonymt i første omgang. For at undgå fordømmelsen fra familie og venner, men i har nok ret. Jeg SKAL søge hjælp. Og det er jo sandt at når jeg selv opsøger hjælpen, er det kun fordi jeg vil alt bedst for min lille pige!
Min kæreste ved godt at vores pige og jeg skændes en del, når der skal børstes tænder, puttes, i tøjet osv., men han ved slet ikke i hvilket omfang.

Kære dig
Jeg tror slet ikke man vil fordømme dig. Vær ærlig og sig du er ved at bryde sammen. Jeg er sikker på mor og svigermor hellere end gerne vil give en hjælpende hånd.
Jeg var da glad, da det gik op for mig, at min søn og svigerdatter trængte til hjælp og jeg kunne give dem den hjælp. Det er en rar fornemmelse, at mærke man kan bruges. Så sig du det bare. 😉