Jeg tror vi må slippe hinanden
Jeg tror vi må slippe hinanden
så jeg kan blive mig selv igen.
Du sagde, du elskede mig
så længe du havde brug for mig
og da du ikke kunne bruge mig til mere
gik du videre
uden at sige noget
mens jeg blev hængende
grænseløst naiv
og lod mig udnytte.
Vi skulle forblive venner
men helt ærligt ved jeg ikke mere
om du nogen sinde har været mig nogen særlig god ven.
Jeg har været dig en god ven, ved jeg,
men var der nogensinde gensidighed mellem os?
Ved du overhovedet, hvad kærlighed er?
Gør jeg?
Jeg ved, hvad trofasthed og sammenhold er.
Det tror jeg ikke du gør.
Du fører dig frem som den fine mand
og klynker til mig så snart du er lille og svag,
men jeg må ikke klynke og være svag,
og jeg er ikke ung og smart nok til at du kan bruge mig
at vise frem for dine såkaldt fine venner
som aldrig har set dig rystende, dødssyg og deprimeret
så jeg kan bare passe mig selv
og bruges som "ven" i hverdagen
når du er ensom eller syg
eller der er noget praktisk du ikke kan finde ud af.
Når jeg er deprimeret kalder du mig doven
og påstår, jeg ingenting gør selv for at komme videre.
Du kunne ikke drømme om af dig selv at hjælpe mig
eller holde mig i hånden og stryge mig over håret
når det er mig, der er syg, ensom, ked af det
eller bare føler mig forladt af alle.
Jeg sagde, jeg elskede dig
og jeg elsker også den kerne i dig, der er anderledes end alt det lort
og som jeg har set mange gange trods ovenstående.
Men du gør intet for selv at styrke den.
Du lever bare videre med din umodne dårlige adfærd
som om intet var hændt
som om du ønsker at forblive 17
når du næsten er midaldrende.
Jeg gav dig mine sidste frugtbare år.
Jeg gav af min evne til omsorg
og får derfor ikke selv nogen familie.
Jeg er ved at blive bitter
og der er ingen til at hjælpe mig
jeg skal selv klare det følelsesmæssige
det praktiske
det økonomiske
det arbejdsløshedsmæssige
det hele
og hvis det ikke lykkes er det bare ærgerligt.
Det hele er ikke din skyld, det er ikke det,
men jeg var der, da du havde brug for mig
du lovede mig guld og grønne skove
og glemte det da du blev rask.
Nu har jeg brug for nogen
men her er ingen.
Jeg ved, du er umoden
men jeg gider ikke blive ved at undskylde dig.
Jeg ved, der er og var kærlighed mellem os,
og vi vil savne hinanden
men jeg vil ikke lade mig behandle skidt
selv ikke af nogen jeg elsker.
Hvis du ikke vil gro og blive en rar og varm voksen meget hurtigt
så skal du gå din vej
ud af mit liv.
Jeg vil savne den inderste kærlige varme del af dig,
men det har jeg allerede gjort længe,
fordi du viser den så sjældent.
Så lev da vel
og bliv voksen for dig selv.
så jeg kan blive mig selv igen.
Du sagde, du elskede mig
så længe du havde brug for mig
og da du ikke kunne bruge mig til mere
gik du videre
uden at sige noget
mens jeg blev hængende
grænseløst naiv
og lod mig udnytte.
Vi skulle forblive venner
men helt ærligt ved jeg ikke mere
om du nogen sinde har været mig nogen særlig god ven.
Jeg har været dig en god ven, ved jeg,
men var der nogensinde gensidighed mellem os?
Ved du overhovedet, hvad kærlighed er?
Gør jeg?
Jeg ved, hvad trofasthed og sammenhold er.
Det tror jeg ikke du gør.
Du fører dig frem som den fine mand
og klynker til mig så snart du er lille og svag,
men jeg må ikke klynke og være svag,
og jeg er ikke ung og smart nok til at du kan bruge mig
at vise frem for dine såkaldt fine venner
som aldrig har set dig rystende, dødssyg og deprimeret
så jeg kan bare passe mig selv
og bruges som "ven" i hverdagen
når du er ensom eller syg
eller der er noget praktisk du ikke kan finde ud af.
Når jeg er deprimeret kalder du mig doven
og påstår, jeg ingenting gør selv for at komme videre.
Du kunne ikke drømme om af dig selv at hjælpe mig
eller holde mig i hånden og stryge mig over håret
når det er mig, der er syg, ensom, ked af det
eller bare føler mig forladt af alle.
Jeg sagde, jeg elskede dig
og jeg elsker også den kerne i dig, der er anderledes end alt det lort
og som jeg har set mange gange trods ovenstående.
Men du gør intet for selv at styrke den.
Du lever bare videre med din umodne dårlige adfærd
som om intet var hændt
som om du ønsker at forblive 17
når du næsten er midaldrende.
Jeg gav dig mine sidste frugtbare år.
Jeg gav af min evne til omsorg
og får derfor ikke selv nogen familie.
Jeg er ved at blive bitter
og der er ingen til at hjælpe mig
jeg skal selv klare det følelsesmæssige
det praktiske
det økonomiske
det arbejdsløshedsmæssige
det hele
og hvis det ikke lykkes er det bare ærgerligt.
Det hele er ikke din skyld, det er ikke det,
men jeg var der, da du havde brug for mig
du lovede mig guld og grønne skove
og glemte det da du blev rask.
Nu har jeg brug for nogen
men her er ingen.
Jeg ved, du er umoden
men jeg gider ikke blive ved at undskylde dig.
Jeg ved, der er og var kærlighed mellem os,
og vi vil savne hinanden
men jeg vil ikke lade mig behandle skidt
selv ikke af nogen jeg elsker.
Hvis du ikke vil gro og blive en rar og varm voksen meget hurtigt
så skal du gå din vej
ud af mit liv.
Jeg vil savne den inderste kærlige varme del af dig,
men det har jeg allerede gjort længe,
fordi du viser den så sjældent.
Så lev da vel
og bliv voksen for dig selv.