Jesu Bjergprædiken - Hvem er virkelig lykkelige?
Vi ønsker alle at være lykkelige. Med dette i tanke begynder Jesus sin bjergprædiken med at fortælle hvem der virkelig kan kaldes lykkelige. Derved fanger han øjeblikkelig den store tilhørerskares opmærksomhed. Hans indledende ord må dog virke selvmodsigende på mange.
Jesus henvender sig til sine disciple og siger: „Lykkelige er I fattige, for Guds rige er jeres. Lykkelige er I som sulter nu, for I vil blive mættet. Lykkelige er I som græder nu, for I skal le. Lykkelige er I når menneskene hader jer . . . I skal fryde jer på den dag og springe, for, se, jeres belønning er stor i himmelen.“
Sådan gengiver Lukas indledningen til Jesu bjergprædiken. Men ifølge Mattæus betegner Jesus også dem som lykkelige der har et mildt sind, er barmhjertige, rene af hjertet og som stifter fred. Jesus gør opmærksom på at de er lykkelige fordi de vil arve jorden og modtage barmhjertighed, og fordi de vil se Gud og blive kaldt Guds sønner.
Det at være lykkelig forbinder Jesus ikke blot med munterhed og latter. Sand lykke bunder dybere og indebærer tanken om at være tilfreds, en følelse af at man lever et rigt og tilfredsstillende liv.
Jesus viser derfor at de der virkelig er lykkelige, er mennesker der erkender deres åndelige behov, er bedrøvede over deres syndige tilstand, men kommer til kundskab om Gud og tjener ham. Selv om de udsættes for had eller forfølgelse fordi de gør Guds vilje, er de lykkelige i bevidstheden om at de behager Gud og vil modtage evigt liv som belønning fra ham.
Mange af Jesu tilhørere mener imidlertid, ligesom mange i dag, at et menneskes lykke afhænger af om det har succes og kan nyde mange af livets goder. Jesus ved at det forholder sig anderledes. Han stiller en modsætning op der må forbavse mange af hans tilhørere, idet han siger:
„Ve jer, I rige, for I har fået hele jeres trøst. Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte. Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde. Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer, for det var det samme deres forfædre plejede at gøre ved de falske profeter.“
Hvad mener Jesus med dette? Hvorfor beklager han dem der er rige og som nyder livets glæder og menneskers ros? Det gør han fordi et menneske der har alt dette og er optaget af det, ikke vil have plads i sit liv til tjenesten for Gud — den tjeneste der alene medfører sand lykke. På den anden side mente Jesus ikke at fattigdom, sult og sorg i sig selv gør et menneske lykkeligt. De der er så ufordelagtigt stillede, reagerer imidlertid ofte positivt på Jesu undervisning, hvorved de velsignes med sand lykke.
Derefter siger Jesus, henvendt til sine disciple: „I er jordens salt.“ Hermed mener han naturligvis ikke at de er salt i bogstavelig forstand. Salt har imidlertid en konserverende virkning. Der lå en stor bunke salt i nærheden af alteret ved Jehovas tempel, og præsterne anvendte det til at salte ofrene med.
Jesu disciple er „jordens salt“ i den forstand at de gennem deres forkyndelse har en bevarende indvirkning på andre. Alle der tager imod det budskab de forkynder vil nemlig bevare livet! Sådanne mennesker vil desuden opdyrke egenskaber som stabilitet, loyalitet og trofasthed, der beskytter dem mod åndeligt og moralsk fordærv.
„I er verdens lys,“ siger Jesus til sine disciple. ’Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men for at sætte den på standeren.’ Derfor siger Jesus videre: „På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk.“ Dette gør Jesu disciple både ved deres offentlige forkyndelse og ved at tjene som lysende eksempler gennem en opførsel der stemmer med Bibelens principper. - (Lukas 6:20-26; Mattæus 5:1-16)
Jesus henvender sig til sine disciple og siger: „Lykkelige er I fattige, for Guds rige er jeres. Lykkelige er I som sulter nu, for I vil blive mættet. Lykkelige er I som græder nu, for I skal le. Lykkelige er I når menneskene hader jer . . . I skal fryde jer på den dag og springe, for, se, jeres belønning er stor i himmelen.“
Sådan gengiver Lukas indledningen til Jesu bjergprædiken. Men ifølge Mattæus betegner Jesus også dem som lykkelige der har et mildt sind, er barmhjertige, rene af hjertet og som stifter fred. Jesus gør opmærksom på at de er lykkelige fordi de vil arve jorden og modtage barmhjertighed, og fordi de vil se Gud og blive kaldt Guds sønner.
Det at være lykkelig forbinder Jesus ikke blot med munterhed og latter. Sand lykke bunder dybere og indebærer tanken om at være tilfreds, en følelse af at man lever et rigt og tilfredsstillende liv.
Jesus viser derfor at de der virkelig er lykkelige, er mennesker der erkender deres åndelige behov, er bedrøvede over deres syndige tilstand, men kommer til kundskab om Gud og tjener ham. Selv om de udsættes for had eller forfølgelse fordi de gør Guds vilje, er de lykkelige i bevidstheden om at de behager Gud og vil modtage evigt liv som belønning fra ham.
Mange af Jesu tilhørere mener imidlertid, ligesom mange i dag, at et menneskes lykke afhænger af om det har succes og kan nyde mange af livets goder. Jesus ved at det forholder sig anderledes. Han stiller en modsætning op der må forbavse mange af hans tilhørere, idet han siger:
„Ve jer, I rige, for I har fået hele jeres trøst. Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte. Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde. Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer, for det var det samme deres forfædre plejede at gøre ved de falske profeter.“
Hvad mener Jesus med dette? Hvorfor beklager han dem der er rige og som nyder livets glæder og menneskers ros? Det gør han fordi et menneske der har alt dette og er optaget af det, ikke vil have plads i sit liv til tjenesten for Gud — den tjeneste der alene medfører sand lykke. På den anden side mente Jesus ikke at fattigdom, sult og sorg i sig selv gør et menneske lykkeligt. De der er så ufordelagtigt stillede, reagerer imidlertid ofte positivt på Jesu undervisning, hvorved de velsignes med sand lykke.
Derefter siger Jesus, henvendt til sine disciple: „I er jordens salt.“ Hermed mener han naturligvis ikke at de er salt i bogstavelig forstand. Salt har imidlertid en konserverende virkning. Der lå en stor bunke salt i nærheden af alteret ved Jehovas tempel, og præsterne anvendte det til at salte ofrene med.
Jesu disciple er „jordens salt“ i den forstand at de gennem deres forkyndelse har en bevarende indvirkning på andre. Alle der tager imod det budskab de forkynder vil nemlig bevare livet! Sådanne mennesker vil desuden opdyrke egenskaber som stabilitet, loyalitet og trofasthed, der beskytter dem mod åndeligt og moralsk fordærv.
„I er verdens lys,“ siger Jesus til sine disciple. ’Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men for at sætte den på standeren.’ Derfor siger Jesus videre: „På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk.“ Dette gør Jesu disciple både ved deres offentlige forkyndelse og ved at tjene som lysende eksempler gennem en opførsel der stemmer med Bibelens principper. - (Lukas 6:20-26; Mattæus 5:1-16)