Klarer vi den

Min kæreste og jeg er ude i en krise, som primært skyldes at hans næsten voksne datter har svært ved at acceptere at der er kommet en ny kvinde ind i hendes fars liv. Hun mener at hun ikke for nok opmærksomhed fra sin far og udtrykker sig somom hun ønsker at jeg skal forsvinde.
Jeg elsker min kæreste og føler mig overbevist om at han også elsker og vil mig. Men omvendt, så er jeg ikke i tvivl om at hvis han føler sig tvunget til at vælge, så vil han vælge datteren.
Klarer vi os igennem krisen og ind i et fuldt etableret forhold, med hus og måske ægteskab på sigt?

Hej du. Det drejer sig om tryghed/sikkerhed.
Bådet du, din kæreste og dit barn er i samme skude.
Og i bruger en fantastisk masse energi på at undskylde jer, frem for at præsenterer jer som dem i er.
Prøv at sætte jer ned og sig oprigtigt hvad i føler. I kan eventuelt skrive det i sedler og smidde det i en krukke, som i fælles roder rundt i, og taækker op af ved køkkenbordet.
Det værste i kan gøre er faktisk ikke at gøre noget!.
Tag konfrontationen. Der er plads til jer alle, og datteret vil på et senere tidspunkt forstå, oforfor du skiftede manden ud.

Vi Sexologer slår jo altid et slag for retfærdigheden.
Din Datter holder på en udokumenteret rettighed. Retten til far og mor.
Men når du møder din datter om tyve år, er hun ikke en skid bedre end dig.
Så har hun også skiftet partner adskillige gange.
Hold på din kæreste, og smid din lortedatter på is i en stund.
Livet forstås bagfra.
vh Sørenb Søren Pind, degraderet borgmesterogvalgtorsk fra venstre

Kære EnDerHolderVejret,
Du har ret i, at datteren er ”på vagt” over for dig og hendes usikkerhed får hende til at søge trøst hos sin far. Jeg tror dog, at det værste er overstået og at du får mulighed for at arbejde dig ud af det.
Jeg vil nemlig foreslå, at du prøver at opbygge dit eget forhold til datteren – et forhold, som ikke nødvendigvis inkluderer hendes far. Du siger, at hun er næsten voksen og det får mig til at tænke, at hun stadigvæk er i puberteten og måske slås hun med flere ting udover Jeres forhold.
Har du overvejet at invitere hende ud – måske på en mindre udflugt? Jeg tror, at I to skal få nogle oplevelser sammen (uden hendes far) og du burde tale sammen med hende om dine følelser og bekymringer. Hun skal få lov til at se og opleve dig som et selvstændigt menenske, i stedet for at skulle forholde sig til ”Jer” som en truende enhed.
Ønsker dig det bedste,
Venlige hilsener,
Martina