Krigens sår vil læges
ABRAHAM var med i en guerillagruppe i 20 år, men nu er han holdt op med at kæmpe og vil aldrig mere være med i krig. Faktisk er nogle af hans tidligere fjender blevet hans bedste venner. Det der fik ham til at forandre sig, var Bibelen. Den gav Abraham håb og indsigt og hjalp ham til at få Guds syn på tingene. Bibelen fjernede hans kamplyst og hjalp ham til at overvinde sine følelser af sorg, fortvivlelse, had og bitterhed. Han opdagede at Bibelen er som lægende medicin for hjertet.
Hvordan kan Bibelen læge følelsesmæssige sår? Bibelen kunne ikke ændre på det Abraham havde været ude for, men da han læste i Guds ord og gik i dybden, kom han til at se på tingene med Guds øjne. Han har nu et håb for fremtiden, og han prioriterer anderledes. Det der har stor betydning for Gud, har nu også stor betydning for ham. Sådan gik det til at sårene i hans hjerte begyndte at heles og han blev hjulpet til at forandre sig.
Abraham blev født i 1930’erne i Afrika. Efter den anden verdenskrig blev hans land behersket af et magtfuldt naboland, men mange af hans landsmænd ønskede at opnå selvstændighed. I 1961 blev Abraham medlem af en frihedsbevægelse som førte guerillakrig mod nabolandet.
„De var vore fjender. De havde til hensigt at dræbe os, og derfor satte vi os for at dræbe dem,“ fortæller Abraham.
Abrahams liv var ofte i fare, og derfor flygtede han i 1982 til Europa, efter 20 års væbnet kamp. Han var på det tidspunkt sidst i fyrrerne, og nu hvor han havde mere tid til rådighed, tog han bestik af sit liv. Hvad var der blevet af hans drømme og forhåbninger? Hvilken fremtid gik han i møde? Abraham kom i kontakt med nogle Jehovas Vidner og begyndte at overvære deres møder. Han kunne huske at han i Afrika nogle år tidligere havde fået en traktat af et af Jehovas Vidner. Traktaten beskrev et kommende paradis på jorden og en himmelsk regering som ville udøve herredømme over menneskeheden. Kunne det virkelig være sandt?
Abraham siger: „Bibelen viste mig at alle de år jeg havde brugt på krig, var spildt. Den eneste regering som vil behandle alle retfærdigt, er Guds rige.“
Kort tid efter at Abraham var blevet døbt som et af Jehovas Vidner, flygtede en mand ved navn Robert fra Afrika til den samme europæiske by hvor Abraham boede. Robert og Abraham havde deltaget i den samme krig, men på hver sin side. Robert havde ofte spekuleret over hvad meningen var med livet. Han var religiøs, og fra sin bibellæsning vidste han at Guds navn er Jehova. Da nogle Jehovas Vidner fra Abrahams menighed tilbød at hjælpe Robert til at få en større forståelse af Bibelen, sagde han straks ja.
Robert fortæller: „Lige fra begyndelsen lagde jeg mærke til at Jehovas Vidner brugte navnene Jehova og Jesus i anerkendelse af at de er to adskilte personer. Det stemte med hvad jeg allerede vidste ud fra Bibelen. Noget andet der gjorde et dybt indtryk på mig, var at Jehovas Vidner er velsoignerede og venlige over for andre, uanset nationalitet.“
De to tidligere fjender, Robert og Abraham, er i dag gode venner. De er heltidsforkyndere i den samme menighed af Jehovas Vidner. „Under krigen spekulerede jeg ofte på hvordan folk fra to nabolande, hvoraf mange bekender sig til den samme tro, kunne hade hinanden,“ siger Abraham. „Selv om Robert og jeg tilhørte det samme trossamfund, gik vi i krig mod hinanden. Nu er vi begge Jehovas Vidner, og vores tro har forenet os.“
„Det er forskellen,“ tilføjer Robert. „I dag bekender vi os til en tro som gør os til en del af et ægte brodersamfund. Vi vil aldrig mere gå i krig.“ Bibelen har øvet en stærk indflydelse på disse tidligere fjenders hjerte. Had og bitterhed har gradvis veget pladsen for tillid og venskab.
Samtidig med at Abraham og Robert var i krig, kæmpede to andre unge mænd på hver sin side af en konflikt mellem to nabolande. Også for dem blev Bibelen som lægende medicin for deres hjerter, men det vil jeg komme ind på i morgen.
Hav en god dag!
Hvordan kan Bibelen læge følelsesmæssige sår? Bibelen kunne ikke ændre på det Abraham havde været ude for, men da han læste i Guds ord og gik i dybden, kom han til at se på tingene med Guds øjne. Han har nu et håb for fremtiden, og han prioriterer anderledes. Det der har stor betydning for Gud, har nu også stor betydning for ham. Sådan gik det til at sårene i hans hjerte begyndte at heles og han blev hjulpet til at forandre sig.
Abraham blev født i 1930’erne i Afrika. Efter den anden verdenskrig blev hans land behersket af et magtfuldt naboland, men mange af hans landsmænd ønskede at opnå selvstændighed. I 1961 blev Abraham medlem af en frihedsbevægelse som førte guerillakrig mod nabolandet.
„De var vore fjender. De havde til hensigt at dræbe os, og derfor satte vi os for at dræbe dem,“ fortæller Abraham.
Abrahams liv var ofte i fare, og derfor flygtede han i 1982 til Europa, efter 20 års væbnet kamp. Han var på det tidspunkt sidst i fyrrerne, og nu hvor han havde mere tid til rådighed, tog han bestik af sit liv. Hvad var der blevet af hans drømme og forhåbninger? Hvilken fremtid gik han i møde? Abraham kom i kontakt med nogle Jehovas Vidner og begyndte at overvære deres møder. Han kunne huske at han i Afrika nogle år tidligere havde fået en traktat af et af Jehovas Vidner. Traktaten beskrev et kommende paradis på jorden og en himmelsk regering som ville udøve herredømme over menneskeheden. Kunne det virkelig være sandt?
Abraham siger: „Bibelen viste mig at alle de år jeg havde brugt på krig, var spildt. Den eneste regering som vil behandle alle retfærdigt, er Guds rige.“
Kort tid efter at Abraham var blevet døbt som et af Jehovas Vidner, flygtede en mand ved navn Robert fra Afrika til den samme europæiske by hvor Abraham boede. Robert og Abraham havde deltaget i den samme krig, men på hver sin side. Robert havde ofte spekuleret over hvad meningen var med livet. Han var religiøs, og fra sin bibellæsning vidste han at Guds navn er Jehova. Da nogle Jehovas Vidner fra Abrahams menighed tilbød at hjælpe Robert til at få en større forståelse af Bibelen, sagde han straks ja.
Robert fortæller: „Lige fra begyndelsen lagde jeg mærke til at Jehovas Vidner brugte navnene Jehova og Jesus i anerkendelse af at de er to adskilte personer. Det stemte med hvad jeg allerede vidste ud fra Bibelen. Noget andet der gjorde et dybt indtryk på mig, var at Jehovas Vidner er velsoignerede og venlige over for andre, uanset nationalitet.“
De to tidligere fjender, Robert og Abraham, er i dag gode venner. De er heltidsforkyndere i den samme menighed af Jehovas Vidner. „Under krigen spekulerede jeg ofte på hvordan folk fra to nabolande, hvoraf mange bekender sig til den samme tro, kunne hade hinanden,“ siger Abraham. „Selv om Robert og jeg tilhørte det samme trossamfund, gik vi i krig mod hinanden. Nu er vi begge Jehovas Vidner, og vores tro har forenet os.“
„Det er forskellen,“ tilføjer Robert. „I dag bekender vi os til en tro som gør os til en del af et ægte brodersamfund. Vi vil aldrig mere gå i krig.“ Bibelen har øvet en stærk indflydelse på disse tidligere fjenders hjerte. Had og bitterhed har gradvis veget pladsen for tillid og venskab.
Samtidig med at Abraham og Robert var i krig, kæmpede to andre unge mænd på hver sin side af en konflikt mellem to nabolande. Også for dem blev Bibelen som lægende medicin for deres hjerter, men det vil jeg komme ind på i morgen.
Hav en god dag!