5tilføjet af

LIGEBERETTIGELSE 1: Var Eva mindre værd end Adam?

PÅSTAND: Adam kom først, så han må da være mere værd end Eva!
SVAR: Faktisk kom hundene før Adam!
PÅSTAND: Kvinden skulle være Adams hjælper, så han må da være mest værd!
SVAR: Ordet der er oversat hjælper er "ezer". "Ezer" er også ordet der bruges når en konge hjælper en anden konge, et folk hjælper et andet folk og endda når Gud hjælper Israel. Så hvis man selv synes det lyder sandsynligt at Gud er mindre værd end Israel, kan man da godt tro på kvinden er mindre værd end manden!
PÅSTAND: Slangen valgte at friste kvinden, fordi den vidste hun ville være nemmere at narre!
SVAR: Eller også vidste den hun var den der bestemte (jeg havde nær skrevet havde bukserne på, men det havde de jo ikke). Beretningen viser i hvert fald, at Adam gjorde som kvinden sagde!
PÅSTAND: Efter de havde spist af æblet sagde Gud at Adam ville herske over kvinden!
SVAR: Ja, han sagde også der ville komme masser af tidsler. Tidslerne skulle de kæmpe imod når de dyrkede jorden, så hvad skulle de mon stille op med den manglende ligeberettigelse?!!?
Der kommer flere indlæg om Bibelen og ligeberettigelse i denne tråd!
tilføjet af

rigtig spændende tråd

glæder mig til at læse mere.
mvh multani
tilføjet af

Supergodt indlæg

Synd jeg ikke havde læst det her indlæg da jeg stadig kom i menigheden. Havde jeg afleveret det her til afskedsreplik, havde jeg forladt den med stil 😃
tilføjet af

LIGEBERETTIGELSE 2: I skal underordne jer under jeres mænd

"Hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren." Kol 3:18
Så kan I kvinder da lære det. Og NT er fyldt med denne lære - den er også gengivet i 1. Tim 2:11, 1 Kor 14:34, Ef 5:22, Titus 2:5 og 1 Pet 3:1, så der kan da ikke være nogen tvivl: Kvinder, kend jeres plads. Eller er det nu også det der står?
For det første står der ikke: "Hustruer, I er underordnet jeres mænd", men "Hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd". Der er en betydelig forskel på de to formuleringer. Forskellen betyder, at det er et aktivt tilvalg af hustruen at underordne sig sin mand - noget hun selv vælger. Paulus skrev ikke noget om, at manden havde ret til at tvinge sin hustru til underkastelse, men hun kunne selv vælge at gøre det.
Faktisk er NT meget omhyggelig med at fortælle, at hvis kvinderne ikke underordner sig, så "tager" de magten fra mændene. Se selv her:
"men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed" 2 Tim 2:12
Ligesom Paulus udstikker regler om, at mændene ikke må være hårde ved deres kone, giver Paulus altså her kvinderne en regel om ikke at bestemme over deres mand. Så hvem har den naturlige magt i forholdet, iflg. Paulus?
Den slags erkendelse kan jo få det til at løbe koldt ned af ryggen på enhver mand der bilder sig ind det er ham der har bukserne på, og vi ser da også en appel om ikke at gøre de kristne mænd til grin ved at konerne tog for meget magt. Det får Paulus til at formane de ældre kvinder til at lære de unge kvinder at have lidt god gammeldags respekt for deres mand:
"så de kan opdrage de unge kvinder til at elske mand og børn, v5 til besindighed og ærbarhed, huslighed, godhed, til at underordne sig under deres mænd, så Guds ord ikke bliver til spot" Titus 2:4-5
Man skal lige læse den et par gange, men der er ingen tvivl: de unge kvinder havde ofte "bukserne på" i den tidlige kirke. Det gjorde de kristne til grin, gjorde det, så det måtte stoppes. Og det er så her det er interessant at Paulus ikke fortalte mændene at de skulle sætte deres koner på plads - næ, han bad pænt kvinderne om at underordne sig, han bad de ældre kvinder om at lære de unge kvinder hvordan man underordner sig: Paulus havde med andre ord ingen argumenter udover appellen til kvindernes "bedre jeg".
Og hvad skulle Paulus næsten også argumentere med? Han havde jo selv sagt, at kvinderne er ligeså meget værd som mændene i kristendommen - de var lige meget arvinger til Guds Rige, nemlig arvinger i det kristne fællesskab:
"Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus" Gal 3:28
Paulus kommer med alle de typiske argumenter: manden blev skabt først, kvinden blev fristet af slangen, kvinden blev skabt som mandens hjælper - alle de argumenter jeg var inde på i trådstarteren (1 Tim 2:13-15), men det klinger jo lidt hult, eftersom det først var EFTER faldet manden begyndte at herske over kvinden (på samme måde som det først var EFTER faldet der kom tidsler i stedet for afgrøder).
Paulus bedste argument er altså at appellere til kvindernes "bedre jeg": kan I da ikke se vi kristne er til grin, når det er jer der bestemmer? Dybest set appellerer Paulus altså til at respektere omverdenens syn på tingene: kvinder, I bør underordne jer under jeres mænd, børn vær lydige, slaver vær ordentlige slaver.
Men idag er der ikke længere brug for den slags appeller: ingen har noget imod at vi ikke holder slaver længere, og ingen har noget imod at kvinderne har ligeberettigelse. Så vi kan langt om længe begynde at kæmpe for at mændene ikke bestemmer over kvinderne, længere, sådan som det også var FØR faldet.
Men vil I ikke nok lade være at bestemme over os, alligevel? Vi mænd bliver stadig til grin, hvis vi skal være tøffelhelte, hele tiden[:|]
Meget har været skrevet om Paulus kvindesyn. Sandheden er, at han var lysår foran omverdenens kvindesyn - og at hans "appeller" til kvinderne om at holde igen med magten i hjemmene skete på baggrund af at de kristne mænd var datidens tøffelhelte.
Til slut kan jeg afsløre, at jeg forleden fik tilbudt et æresmedlemskab af tøffelheltenes klub. Desværre blev jeg nødt til at takke nej: Jeg måtte ikke for min kone😉
tilføjet af

Du har lige aflivet...

min største frygt for at blive kristen 🙂
Og iøvrigt er det ingen hemmelighed, hverken mellem psykologer eller den almene befolkning, at mænd har det bedst når de føler de fører an. Det må de også hellere end gerne for min skyld. Bare det ikke tager overhånd.
hilsen en glad jagged
tilføjet af

Frygt ikke

Uha, det lyder da ikke rart, at du ligefrem har frygtet at blive kristen. Jeg er glad for indlægget hjalp lidt på det.....
Og ja, vi kan bedst lide at tro vi bestemmer. Jeg hader eksempelvis, hvis min kone sætter sig med ansigtet imod rummet når vi er ude at spise - det er min plads (forsvarspladsen, eller beskytterpladsen).....
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.