Man må lære at skelne
Sri Isopanishad, mantra 11
SANSKRIT
vidyam cavidyam ca yas / tad vedobhayam saha
avidyaya mrityum tirtva / vidyayamritam ashnute
OVERSÆTTELSE
Kun den, som sideløbende kan tillære sig uvidenhedens såvel som den transcendentale kundskabs metode, kan hæve sig over indflydelsen fra gentagen fødsel og død og nyde udødelighedens fulde velsignelser.
Kommentar af Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Alle har lige siden begyndelsen af den materielle verdens skabelse forsøgt at opnå evigt liv, men naturens love er så strenge, at de ikke tillader nogen at undslippe dødens greb. Der er ingen, som ønsker at dø; ej heller har nogen lyst til at blive gamle eller syge. Naturens love giver imidlertid ingen immunitet mod alderdom, sygdom eller død. De fremskridt der er gjort indenfor materiel viden har heller ikke løst disse problemer. Den materielle videnskab har opfundet atombomben og således fremskyndet dødsprocessen, men der er ikke blevet opfundet noget, der kan modvirke den ubarmhjertige indflydelse fra alderdom, syg dom og død.
Fra Purana'erne hører vi om Hiranyakasipus handlinger. Han var en konge, der materielt set var meget fremskreden. Han havde i sinde at overvinde den grusomme død ved hjælp af sine materielle færdigheder og styrken fra sin uvidenhed, og derfor praktiserede han en
meditationsform, der var så voldsom, at ind byggerne på alle planetsystemerne blev forstyrrede af hans mystiske kræfter. Han tvang universets skaber, halvguden Brahma, til at åbenbare sig for ham. Da Brahma stod foran ham, bad han om at blive velsignet med amara, udødelighed. Brahma sagde, at han ikke kunne give denne velsignelse, eftersom end ikke han, den materielle skaber, og herskeren over alle planeter, besad amara. Som det bekræftes i Bhagavad-gIta (8.17), lever Brahma i ufattelig lang tid, men det betyder ikke, han er udødelig.
Hiranya betyder "guld", og kasipu betyder "blød seng". Denne listige herre, Hiranyakasipu, var meget interesseret i disse to ting - penge og kvinder - og ved at blive udødelig ønskede han at nyde disse til fulde. Han bad Brahma om mange velsignel ser i håb om indirekte at få opfyldt sit begær efter udødelighed. Eftersom Brahma fortalte ham, at han ikke kunne give ham udødelighedens gave, bad Hiranyakasipu om ikke at blive dræbt af noget menneske, noget dyr, nogen gud eller noget andet levende væsen blandt de 8.400.000 arter. Han bad også om ikke at måtte dø til lands, til vands eller i luften, og om at intet våben ville være i stand til at fælde ham. Hiranyakasipu troede således tåbeligt, at disse garantier kunne redde ham fra døden. Til trods for at Brahma gav ham alle disse velsignelser, blev han alligevel i sidste ende dræbt af Guddommens Personlighed i Dennes form som Nrisiha, Herrens inkarnation som halvt løve, halvt menneske, og intet våben blev anvendt til at dræbe ham, for han blev slået ihjel af Herrens negle. Han omkom heller ikke til lands, til vands eller i luften, for han blev dræbt på skødet af det forunderlige væsen, Nrisimha, der var hinsides Hiranyakasipus fatteevne.
Hele pointen her er, at selv ikke Hiranyakasipu, den mægtigste af alle materialister, kunne blive udødelig på trods af alle sine anstrengelser. Hvad kan vore dages ubetydelige Hiranyakasipu'er, hvis forskellige planer konstant kæntres, da håbe på at opnå? Sri
Isopanishad formaner os om ikke at gøre ensidige forsøg på at vinde kampen for tilværelsen. Alle kæmper en hård kamp for tilværelsen, men den materielle naturs love er så strenge, at de ikke tillader nogen at overskride dem. For at opnå permanent liv er man nødt til at berede sig på at vende tilbage til Guddommen.
Den måde, hvorpå man vender tilbage til Guddommen, er en anden form for kundskab, og man er nødt til at blive delagtig gjort i denne viden gennem de åbenbarede skrifter som Upanishad'erne, Vedanta-sutra, Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam. Man er nødt til at studere denne hellige litteratur for at opnå transcendental kundskab. Kun gennem denne metode kan man blive lykkelig i dette liv og opnå et evigt lyksaligt liv efter at have forladt denne materielle krop.
Det betingede levende væsen har glemt sit evige forhold til Gud og anser den midlertidige plet på jorden, hvor han fødtes, som det eneste sted, der har nogen betydning. Herren har været så venlig at give de ovennævnte skrifter i Indien samt andre landes skrifter for der igennem at minde det glemsomme menneske om, at dets hjem ikke er af denne materielle verden. Det levende væsen er et åndeligt væsen, som kun kan blive lykkelig ved at vende tilbage til sit åndelige hjem.
For at sprede budskabet, der kan bringe én tilbage til Gud dommen, sender Gud Sine ægte tjenere ned fra Sit rige for at udføre Sin mission, og nogle gange kommer Han endda Selv for at gøre dette arbejde. Eftersom alle levende væsener er Hans elskede sønner, Hans
uadskillelige dele, piner det Gud, mere end det piner os selv, at se de lidelser, vi konstant må gennemgå i den materielle tilstand. Den materielle verdens elendighed tjener til indirekte at minde os om vores uforenelighed med død materie. Intelligente levende væsener tager som regel disse påmindelser til efterretning og engagerer sig i at udvikle vidya, transcendental kundskab. Menneskelivet er den bedste chance for at udvikle åndelig viden, og et menneske, der ikke drager fordel af denne mulighed, kaldes en naradhama, den uheldigste blandt mennesker.
Avidya'ens vej, dvs. udviklingen af materiel viden, med det ene formål at maximere sin sansenydelse, er intet andet end et for løb af gentagen fødsel og død. Eftersom det levende væsen eksisterer åndeligt, er han ikke nødt til at gennemg fødsel eller død. Fødsel og død er noget, der hidrører kroppen, sjælens ydre tildækning. Døden sammenlignes med at tage tøjet af, og fødslen med påny at tage det på. Tåbelige mennesker, der er dybt absorberede i kultiveringen af avidya, uvidenhed, ser intet galt i denne ubarmhjertige proces. Forblændet, som de er af den illusoriske energis skønhed, gennemgår de derfor den samme elendighed igen og igen uden at tage ved lære af naturens love.
Derfor er udvikling af vidya, transcendental viden, essentiel for mennesket. I vor nuværende sygdomsramte, materielle tilstand bør sansenydelse derfor begrænses så meget som muligt. Den kropslige tilstand af uhæmmet sansetilfredsstillelse tilhører uvidenhedens og dødens vej. De levende væsener mangler ikke åndelige sanser. Hvert eneste levende væsen besidder i sin oprindelige, åndelige form alle de sanser, der på nuværende tidspunkt er materielt manifesterede.
I den betingede tilstand er vores oprindelige sanser dækket af den materielle krop og det materielle sind. Vore materielle handlinger, dvs. handlinger rettet mod at tilfredsstille de kropslige sanser, er forvrængede genspejlinger af vores oprindelige, åndelige aktiviteter.
I sin syge tilstand handler den åndelige sjæl, under indflydelsen af den materielle naturs tildækning, for kropslig nydelse. Virkelig sansenydelse er kun mulig, når materialismens sygdom fjernes. Først i vor rene, åndelige form, der er fri for alle materielle besmittelser, er det muligt virkeligt at nyde sanserne. En patient er nødt til at blive rask, før han igen rigtigt kan nyde sanselige glæder.
Målet med menneskelivet bør således ikke være at søge glæde i forvrænget sansenydelse, men derimod at kurere den materielle sygdom, som tvinger én til konstant at søge kropslig eller mental tilfredsstillelse. Det faktum at den materielle sygdomstilstand er blevet forværret, vidner ikke om kundskab men om avidya, uvidenhed. Et godt helbred får man ikke ved at lade sin feber stige fra 41 til 42 grader, men derimod gennem at sænke sin temperatur til de normale 36,7. Dette bør være menneskelivets mål. Tendensen i den moderne civilisation går imod at forhøje temperaturen i vores allerede feberagtige materielle tilværelse, der nu er kulmineret med 42 grader i form af atomenergi.
Imens himler de tåbelige politikere op om, at der trods alt er fremgang i verden mod det bedre, hvis vi blot kan få øget produktionen. Denne mangel på indsigt er et direkte resultat af den materielle videns udvikling og forsømmelse af livets vigtigste formål,
som er udvikling af åndelig viden. Sri Isopanishad advarer os her imod at følge denne slagne vej, der kun leder til døden. Derimod må vi udvikle åndelig kundskab, så vi fuldstændigt kan løsrive os fra dødens grusomme favntag.
Dette betyder dog ikke, at alle kropslige handlinger bør ophøre. At holde inde med al aktivitet er ikke muligt, på samme måde som det ikke er muligt at fjerne sin temperatur fuldstændigt i tilfælde af sygdom. "At få det bedste ud af en dårlig handel" er det mest passende udtryk. For at tilegne sig åndelig viden udgør kroppen og sindet jo netop det nødvendige redskab. Det er derfor nødvendigt, hvis vi skal nå vort mål, at tage vare på kroppen og sindet. Temperaturen bør dog holdes på de normale 36,7 grader. Indiens store vismænd og helgener har forsøgt at befordre dette gennem at afbalance åndelig og materiel viden. Det tillades ikke i den åndelige proces at misbruge den menneskelige intelligens til uren sansenydelse.
Unaturlige menneskelige aktiviteter, som er rettet mod sansenydelse, bliver i Veda'erne reguleret ifølge principper som stiler imod endelig befrielse. Dette system er baseret på religion, økonomisk udvikling, sansetilfredsstillelse og befrielse, men på nu værende tidspunkt viser mennesket ingen interesse for religion eller befrielse. De har kun et mål i livet - sansetilfredsstillelse - og for at nå dette lægger de storstilede planer om økonomisk udvikling. Vildledte mennesker mener, at religion bør bibeholdes, eftersom den bidrager til den økonomiske udvikling, der er nødvendig for sansetilfredsstillelse. For at sikre fortsat sansenydelse i himlen efter døden, etableres der således en eller anden form for religiøs praksis. Dette er imidlertid ikke det virkelige formål med religion.
Den religiøse vej er i virkeligheden tilsigtet selvrealisation, og økonomisk udvikling er sekundær, dvs. kun nødvendig for at holde kroppen sund og rask. Et menneske bør leve et sundt og enkelt liv med en klar intelligens i behold for at forstå vidya, virkelig kundskab,hvilket er menneskelivets vigtigste mål. Livet er ikke blot til for at arbejde som et æsel eller kultivere avidya i feberagtig stræben after sansenydelse.
Vidya'ens vej bliver bedst forklaret i Srimad-Bhagavatam, hvori mennesket rådes til at anvende livet for at søge indsigt i den Absolutte Sandhed. Den Absolutte Sandhed kan erkendes som Brahman, Paramatma og endelig Bhagavan, Guddommens Personlighed. En tænksom person kan komme til forståelse om Den Absolutte Sandhed, gennem den kundskab og frihed fra tilknytning, som kan opnås ved at følge Bhagavad-gItas atten principper, der blev beskrevet i forklaringen til Mantra Ti. Det endelige mål med disse atten principper er at opnå transcenden tal hengiven tjeneste til Guddommens Personlighed. Derfor opfordres alle klasser afåmennesker til at lære sig den kunst, det er at udføre hengiven tjeneste til Herren.
I sin Bhakti-rasamrita-sindhu, som vi har udgivet på engelsk med titlen "The Nectar of Devotion", beskriver Srila Rupa Gosvami den sikre vej til vidya. Kultiveringen af vidya sammenfattes i Srimad-Bhagavatam (1.2.14) med følgende ord: tasmad ekena manasa
bhagavan satvata patih srotavyam kirtitavyas ca dhyeyam pujyas ca nityada - "Man bør derfor konstant og med fuld opmærksomhed høre om, forherlige, huske og tilbede Guddommens Personlighed, som er Den der beskytter alle hengivne."
Medmindre religion, økonomisk udvikling og sansetilfredsstillelse sigter imod at opnå hengiven tjeneste til Herren, er de alle blot forskellige former for uvidenhed, hvilket tilkendegives i Sri Isopanishad i de følgende mantra'er.
SANSKRIT
vidyam cavidyam ca yas / tad vedobhayam saha
avidyaya mrityum tirtva / vidyayamritam ashnute
OVERSÆTTELSE
Kun den, som sideløbende kan tillære sig uvidenhedens såvel som den transcendentale kundskabs metode, kan hæve sig over indflydelsen fra gentagen fødsel og død og nyde udødelighedens fulde velsignelser.
Kommentar af Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Alle har lige siden begyndelsen af den materielle verdens skabelse forsøgt at opnå evigt liv, men naturens love er så strenge, at de ikke tillader nogen at undslippe dødens greb. Der er ingen, som ønsker at dø; ej heller har nogen lyst til at blive gamle eller syge. Naturens love giver imidlertid ingen immunitet mod alderdom, sygdom eller død. De fremskridt der er gjort indenfor materiel viden har heller ikke løst disse problemer. Den materielle videnskab har opfundet atombomben og således fremskyndet dødsprocessen, men der er ikke blevet opfundet noget, der kan modvirke den ubarmhjertige indflydelse fra alderdom, syg dom og død.
Fra Purana'erne hører vi om Hiranyakasipus handlinger. Han var en konge, der materielt set var meget fremskreden. Han havde i sinde at overvinde den grusomme død ved hjælp af sine materielle færdigheder og styrken fra sin uvidenhed, og derfor praktiserede han en
meditationsform, der var så voldsom, at ind byggerne på alle planetsystemerne blev forstyrrede af hans mystiske kræfter. Han tvang universets skaber, halvguden Brahma, til at åbenbare sig for ham. Da Brahma stod foran ham, bad han om at blive velsignet med amara, udødelighed. Brahma sagde, at han ikke kunne give denne velsignelse, eftersom end ikke han, den materielle skaber, og herskeren over alle planeter, besad amara. Som det bekræftes i Bhagavad-gIta (8.17), lever Brahma i ufattelig lang tid, men det betyder ikke, han er udødelig.
Hiranya betyder "guld", og kasipu betyder "blød seng". Denne listige herre, Hiranyakasipu, var meget interesseret i disse to ting - penge og kvinder - og ved at blive udødelig ønskede han at nyde disse til fulde. Han bad Brahma om mange velsignel ser i håb om indirekte at få opfyldt sit begær efter udødelighed. Eftersom Brahma fortalte ham, at han ikke kunne give ham udødelighedens gave, bad Hiranyakasipu om ikke at blive dræbt af noget menneske, noget dyr, nogen gud eller noget andet levende væsen blandt de 8.400.000 arter. Han bad også om ikke at måtte dø til lands, til vands eller i luften, og om at intet våben ville være i stand til at fælde ham. Hiranyakasipu troede således tåbeligt, at disse garantier kunne redde ham fra døden. Til trods for at Brahma gav ham alle disse velsignelser, blev han alligevel i sidste ende dræbt af Guddommens Personlighed i Dennes form som Nrisiha, Herrens inkarnation som halvt løve, halvt menneske, og intet våben blev anvendt til at dræbe ham, for han blev slået ihjel af Herrens negle. Han omkom heller ikke til lands, til vands eller i luften, for han blev dræbt på skødet af det forunderlige væsen, Nrisimha, der var hinsides Hiranyakasipus fatteevne.
Hele pointen her er, at selv ikke Hiranyakasipu, den mægtigste af alle materialister, kunne blive udødelig på trods af alle sine anstrengelser. Hvad kan vore dages ubetydelige Hiranyakasipu'er, hvis forskellige planer konstant kæntres, da håbe på at opnå? Sri
Isopanishad formaner os om ikke at gøre ensidige forsøg på at vinde kampen for tilværelsen. Alle kæmper en hård kamp for tilværelsen, men den materielle naturs love er så strenge, at de ikke tillader nogen at overskride dem. For at opnå permanent liv er man nødt til at berede sig på at vende tilbage til Guddommen.
Den måde, hvorpå man vender tilbage til Guddommen, er en anden form for kundskab, og man er nødt til at blive delagtig gjort i denne viden gennem de åbenbarede skrifter som Upanishad'erne, Vedanta-sutra, Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam. Man er nødt til at studere denne hellige litteratur for at opnå transcendental kundskab. Kun gennem denne metode kan man blive lykkelig i dette liv og opnå et evigt lyksaligt liv efter at have forladt denne materielle krop.
Det betingede levende væsen har glemt sit evige forhold til Gud og anser den midlertidige plet på jorden, hvor han fødtes, som det eneste sted, der har nogen betydning. Herren har været så venlig at give de ovennævnte skrifter i Indien samt andre landes skrifter for der igennem at minde det glemsomme menneske om, at dets hjem ikke er af denne materielle verden. Det levende væsen er et åndeligt væsen, som kun kan blive lykkelig ved at vende tilbage til sit åndelige hjem.
For at sprede budskabet, der kan bringe én tilbage til Gud dommen, sender Gud Sine ægte tjenere ned fra Sit rige for at udføre Sin mission, og nogle gange kommer Han endda Selv for at gøre dette arbejde. Eftersom alle levende væsener er Hans elskede sønner, Hans
uadskillelige dele, piner det Gud, mere end det piner os selv, at se de lidelser, vi konstant må gennemgå i den materielle tilstand. Den materielle verdens elendighed tjener til indirekte at minde os om vores uforenelighed med død materie. Intelligente levende væsener tager som regel disse påmindelser til efterretning og engagerer sig i at udvikle vidya, transcendental kundskab. Menneskelivet er den bedste chance for at udvikle åndelig viden, og et menneske, der ikke drager fordel af denne mulighed, kaldes en naradhama, den uheldigste blandt mennesker.
Avidya'ens vej, dvs. udviklingen af materiel viden, med det ene formål at maximere sin sansenydelse, er intet andet end et for løb af gentagen fødsel og død. Eftersom det levende væsen eksisterer åndeligt, er han ikke nødt til at gennemg fødsel eller død. Fødsel og død er noget, der hidrører kroppen, sjælens ydre tildækning. Døden sammenlignes med at tage tøjet af, og fødslen med påny at tage det på. Tåbelige mennesker, der er dybt absorberede i kultiveringen af avidya, uvidenhed, ser intet galt i denne ubarmhjertige proces. Forblændet, som de er af den illusoriske energis skønhed, gennemgår de derfor den samme elendighed igen og igen uden at tage ved lære af naturens love.
Derfor er udvikling af vidya, transcendental viden, essentiel for mennesket. I vor nuværende sygdomsramte, materielle tilstand bør sansenydelse derfor begrænses så meget som muligt. Den kropslige tilstand af uhæmmet sansetilfredsstillelse tilhører uvidenhedens og dødens vej. De levende væsener mangler ikke åndelige sanser. Hvert eneste levende væsen besidder i sin oprindelige, åndelige form alle de sanser, der på nuværende tidspunkt er materielt manifesterede.
I den betingede tilstand er vores oprindelige sanser dækket af den materielle krop og det materielle sind. Vore materielle handlinger, dvs. handlinger rettet mod at tilfredsstille de kropslige sanser, er forvrængede genspejlinger af vores oprindelige, åndelige aktiviteter.
I sin syge tilstand handler den åndelige sjæl, under indflydelsen af den materielle naturs tildækning, for kropslig nydelse. Virkelig sansenydelse er kun mulig, når materialismens sygdom fjernes. Først i vor rene, åndelige form, der er fri for alle materielle besmittelser, er det muligt virkeligt at nyde sanserne. En patient er nødt til at blive rask, før han igen rigtigt kan nyde sanselige glæder.
Målet med menneskelivet bør således ikke være at søge glæde i forvrænget sansenydelse, men derimod at kurere den materielle sygdom, som tvinger én til konstant at søge kropslig eller mental tilfredsstillelse. Det faktum at den materielle sygdomstilstand er blevet forværret, vidner ikke om kundskab men om avidya, uvidenhed. Et godt helbred får man ikke ved at lade sin feber stige fra 41 til 42 grader, men derimod gennem at sænke sin temperatur til de normale 36,7. Dette bør være menneskelivets mål. Tendensen i den moderne civilisation går imod at forhøje temperaturen i vores allerede feberagtige materielle tilværelse, der nu er kulmineret med 42 grader i form af atomenergi.
Imens himler de tåbelige politikere op om, at der trods alt er fremgang i verden mod det bedre, hvis vi blot kan få øget produktionen. Denne mangel på indsigt er et direkte resultat af den materielle videns udvikling og forsømmelse af livets vigtigste formål,
som er udvikling af åndelig viden. Sri Isopanishad advarer os her imod at følge denne slagne vej, der kun leder til døden. Derimod må vi udvikle åndelig kundskab, så vi fuldstændigt kan løsrive os fra dødens grusomme favntag.
Dette betyder dog ikke, at alle kropslige handlinger bør ophøre. At holde inde med al aktivitet er ikke muligt, på samme måde som det ikke er muligt at fjerne sin temperatur fuldstændigt i tilfælde af sygdom. "At få det bedste ud af en dårlig handel" er det mest passende udtryk. For at tilegne sig åndelig viden udgør kroppen og sindet jo netop det nødvendige redskab. Det er derfor nødvendigt, hvis vi skal nå vort mål, at tage vare på kroppen og sindet. Temperaturen bør dog holdes på de normale 36,7 grader. Indiens store vismænd og helgener har forsøgt at befordre dette gennem at afbalance åndelig og materiel viden. Det tillades ikke i den åndelige proces at misbruge den menneskelige intelligens til uren sansenydelse.
Unaturlige menneskelige aktiviteter, som er rettet mod sansenydelse, bliver i Veda'erne reguleret ifølge principper som stiler imod endelig befrielse. Dette system er baseret på religion, økonomisk udvikling, sansetilfredsstillelse og befrielse, men på nu værende tidspunkt viser mennesket ingen interesse for religion eller befrielse. De har kun et mål i livet - sansetilfredsstillelse - og for at nå dette lægger de storstilede planer om økonomisk udvikling. Vildledte mennesker mener, at religion bør bibeholdes, eftersom den bidrager til den økonomiske udvikling, der er nødvendig for sansetilfredsstillelse. For at sikre fortsat sansenydelse i himlen efter døden, etableres der således en eller anden form for religiøs praksis. Dette er imidlertid ikke det virkelige formål med religion.
Den religiøse vej er i virkeligheden tilsigtet selvrealisation, og økonomisk udvikling er sekundær, dvs. kun nødvendig for at holde kroppen sund og rask. Et menneske bør leve et sundt og enkelt liv med en klar intelligens i behold for at forstå vidya, virkelig kundskab,hvilket er menneskelivets vigtigste mål. Livet er ikke blot til for at arbejde som et æsel eller kultivere avidya i feberagtig stræben after sansenydelse.
Vidya'ens vej bliver bedst forklaret i Srimad-Bhagavatam, hvori mennesket rådes til at anvende livet for at søge indsigt i den Absolutte Sandhed. Den Absolutte Sandhed kan erkendes som Brahman, Paramatma og endelig Bhagavan, Guddommens Personlighed. En tænksom person kan komme til forståelse om Den Absolutte Sandhed, gennem den kundskab og frihed fra tilknytning, som kan opnås ved at følge Bhagavad-gItas atten principper, der blev beskrevet i forklaringen til Mantra Ti. Det endelige mål med disse atten principper er at opnå transcenden tal hengiven tjeneste til Guddommens Personlighed. Derfor opfordres alle klasser afåmennesker til at lære sig den kunst, det er at udføre hengiven tjeneste til Herren.
I sin Bhakti-rasamrita-sindhu, som vi har udgivet på engelsk med titlen "The Nectar of Devotion", beskriver Srila Rupa Gosvami den sikre vej til vidya. Kultiveringen af vidya sammenfattes i Srimad-Bhagavatam (1.2.14) med følgende ord: tasmad ekena manasa
bhagavan satvata patih srotavyam kirtitavyas ca dhyeyam pujyas ca nityada - "Man bør derfor konstant og med fuld opmærksomhed høre om, forherlige, huske og tilbede Guddommens Personlighed, som er Den der beskytter alle hengivne."
Medmindre religion, økonomisk udvikling og sansetilfredsstillelse sigter imod at opnå hengiven tjeneste til Herren, er de alle blot forskellige former for uvidenhed, hvilket tilkendegives i Sri Isopanishad i de følgende mantra'er.