MIG!!! MINE FØLELSER OG TANKER.. de ting jeg gør, og ikke gør

Hej.
jeg forstår de ikke.
hvad er der galt md mig, hvlle gøre andre fortræd. hvorfor ønker jeg at der skal ske så mange ting for mig.?
jeg er 2 personer, den ene er god og ville leve dette liv, sammen med min dejlige familie, og venner.
og den anden gider ikke livet mere, gider ingen ting, hader alt og alle, ville gøre mig fortræd, ville i det hele taget bare gøre livet til ingen nytte.
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ad mig selv.
ved ikke hvad jeg skal tro på, jeg er tit i mine egne tanker efter alt der her er sket.
nogle gange drømmer jeg faktisk om bare at blive i mine egne tanker og ikke vende tilbage. ikke vende tilbage til den virkelige verden. bare forsvinde ind der hvor jeg kan styre mig selv.
der er kset mange ting, men det der er sket det sidste ½ år, har ændret fuldstændig på mig.
mange spørger om jeg har det godt, og om hvordan det går, jeg siger jeg har det godt og det går fint.. fordi.. hmmm hvad skal jeg ellers sige.?
at jeg har det pisse dårligt, at jeg er 2 personer, som ville gøre mig selv fortræd og dig fortræd, jeg ville ikke være i denne verden mer, jeg hader mine tanker og mit liv, jeg tror kun på de ting som ikke er gode, jeg ønsker alt årligt jeg har i det hele tget lyst til at tage livet af mig selv.....
hvad tror du ikke folk ville sige til det?, de ville tro jeg er skør, men det har ikke noget med det at gøre, jeg kan bare ikke være som alle andre er, det virker så nemt for alle andre, men for mig❓hmm jah det går ikke så godt som du nok kan høre..
jeg ved ærligtalt ikke hvem jeg skriver til.
men her er noget af det jeg gr med inden i og skjuler.
Tenna.

Det er ikke altid nemt. Du er ikke skør og det er heller ikke sådan man vil/skal opfatte dig som. Du har en svær tid, hvis man har oplevet noget dårlig i sit liv. Du har brug for hjælp, tal med nogen om det og få det beabejdet. Skriv det ned, skriv digte om, hvad det er du ikke har det godt med, få det ud og du vil få det bedre. Du kan også prøve at lave noget som gør dig glad og det du godt kan lide at lave. Det giver selvtillid og man får det også bedre af det.
Jeg vil foreslog dig at du får kontakt med din læge og snakker om, hvordan du har det og måske tale med en psykolog. Eller tal med en rigtigt god ven/veninde du kan stole på og som kan støtte dig igennem den svære tid, som du har.
Jeg er selv en pige, som har haft det svært og har været igennem nogle hårde tider. Jeg ved at der kommer flere og at der er opture og nedture i livet, men det har gjort man stærkere at havde været kommet igennem dem og det gjorde jeg ved ar skrive digte og tale om det. Jeg følte også at verden ville se underligt og tro at jeg var skør, men sådan er det ikke.

...men hvis du gør ende på det hele, så er det.
Du kan ikke styre dine forældres liv, de laver lige så mange fejl i livet som resten af planeten, du kan skrige, råbe, græde, true, gøre alt mulig...men aligevel ikke blive hørt, det er fordi mennesker er som dig selv - de har deres egne problemer, og kæmper med dem så du tror det er løgn, men det kan man ikke se - det kan de selv kun se, du kan kun se det hos dig fordi det er der hvor dine smærter er.
Men du er ikke skyld i deres problemer, og det er blodig uretfærdig hvis du skal gå rundt hele livet tunget af deres problemer, fordi det er din familie og det går ud over dig.
Men så skal du til at sige STOP - jeg gider ikke det pis mere, du bliver nødt til at være stærkere end dine forældre er, det er åbenbart at de ikke lytter, hvilket er surt, men på den anden side - er de som dig, bare på deres egen måde, i deres egen verden.
Jeg har mistet begge mine forældre, inkl. min beste ven - min mormor.🙁 Det er hårdt, især når man ikke har nogen at sige det til, jeg måtte se min mor blive slået af min far, og jeg kunne ikke gøre ret meget med det - men jeg fik mor flyttet til sidst, men det var hårdt, fordi jeg var alene i denne verden.
Der er nogle der siger - det der ikke tager livet af dig, gør dig stærkere. Der er et gran af sandhed i det, det er ikke optimalt, det er ikke perfekt - men du kan altid love dig selv at en dag når du stifter en familie selv - kan du love dig selv og dine børn at du aldrig vil udsætte dig for det du har oplevet, det KAN du - fordi du VED hvor ondt det gør. Det bliver din styrke! Du har fuld kontrol over dig selv - de har de ikke.
En ting jeg gør når jeg er fortvivlet, er at enten arbejde med noget, eller bare lave noget jeg godt kan lide, det er en vild kamp mod den åndsvage stemme inde i hovedet der giver mig skylden for alt, men det sjove er at den stemme er kun "mig", og derved er det kun mig der kan rette på problemene hos mig (du kan ikke rette dine foreldres problemer, det kan de kun selv), men red dig selv tøs - du har fået et liv, det kan godt virke surt, men surt? Prøv at vokse op som gadebarn i brazil, hvor du bliver misbrugt af en eller anden klam stodder fordi du skal ha penge til mad og sniffe lim, uvirkelig ik?
Du skal nok komme gennem det - bare vær stærk og husk, din fremtidige familie er så stærk som du vil være, og de skal være trygge - fordi du ved - af erfaring - hvordan det er, og hvordan det bør være, det kan du vise dem!

jeg har prøvet at snakke med både en familie rådgiver, og børn, og unge centeret.
men til ingen nytte. jeg kan bare ikke snakke om det der er sket..
ikke engang med min bedste veninde som jeg kendt i 8 år nu.
jeg ved ærgelig talt ikke hvad jeg skal gøre.

hej.
jeg ved ikke helt hvad det hjælper, hver eneste gang det er ved at gå godt.
kommer der en meget stor nedtur.
jeg har det fofærdeligt efter alt det her er sket.
jeg kan ikke se mig her i livet mere.
jeg kan ikke se mig her i denne familie mere.
hvad skal der ske fremover? hvad kommer der til at ske nu?
jeg har for mange spørgsmål som jeg stiller mig selv hele tiden.
ærligtalt ved jeg ikke engang om livet er værd at leve mere, for hvad er grunden
til at folk lever i dag. hvad er grunden til at vi har problemer?
hvad er grunden til at folk dør.
mit hoved er fyldt op med spørgsmål, som jeg aldrig ville kunne få svar på.
når jeg skal snakke med en fremmed (psykolog) får jeg ondt i maven, og dte er
ikke bare ondt i maven, det er virkelig smerter jeg får.
bare tanken om det ord (psykolog) får jeg ondt i maven.
jeg er rædselslagende for (psykologer, læger, kommunedamer) kommunedamer kan jeg heller ikke lide, mst fordi de ville have sendt mig på børnehjem.
og lægerne, ja de udskrev min mor, selvom vi havde sagt hun ville prøve at begå selvmord igen. og rigtig nok ike en gang en uge effter log min mor på sygehuset igen.
men hvad nytter det at se sig selv som et fobilled i livet?

Jeg har aldrig kunne fordrage psykologer og "offentlige" da jeg var 12-14, de havde sjældent gode ting at sige, jeg kan huske en gammel heks på 50 år på et kommunekontor, som sagde at jeg nok aldrig blev til noget osv, hun var virkelig ond. Det er sådanne mennesker der får en til at frygte psykologer og offentlig ansatte der skal rådgive en.
Desværre findes der sådanne nogle, som får os til at heldst ikke ville tale med nogen, men på et eller andet tidspunkt bliver du nødt til det, men kun nogen du har tillid til, det andet går ikke.
Har du en bedste ven? Måske en længre ud i familien du rent faktisk kan stole på? En eller anden skal man ha at tale med, hvis ikke, så sidder man bare der inde med det hele, og det er ikke sjovt. Det har jeg prøvet længe, jeg talte med en psykolog, han var ikke særlig skarp, men han var en der lyttede til en fordi det er hans job, senere blev jeg lidt ligeglad, men det har helt sikkert hjulpet at tale ud, især fordi psykologen egentlig ikke kendte mig særlig godt, og en psykolog har 100% tavshedspligt, dvs. man kan sige hvad man vil til ham, og så må han ikke sige noget til andre, ellers ryger han ind i spjældet😉Ret betryggende egentlig🙂Og så er det altså godt at tale ud, få det væk fra systemet. Helt væk kommer det nok aldrig, men væk nok - til at man kan få samlet kræfter så alt ikke ser så håbløst ud.
Snart er du voksen, de kan ikke længre sende dig på børnehjem, du bliver ikke svagere - tvært imod, får du mere rettigheder og kan selv bestemme over dit liv. Jeg ved ikke hvordan det er med at flytte for sig selv i Danmark, men er det ikke noget med at du skal være 15 først? 15-16 eller 18...det er ikke længe til, du er 14 nu, ik? Du har holdt ud så langt, yes - det er din sejr. Nu er det snart på tide at du høster hvad der er dit - dit eget privatliv - din ret til at styre det hele selv, det er lige om hjørnet.
Så skal du se livet bliver sjovere, venner vil møde dig, og du kan invitere dem hjem du kan lide, og smide dem du ikke kan li på porten, så finder du hurtig ud hvad der er meningen med livet, og så kan du lave , og blive - det der passer dig, ikke din familie - vel..helt til du måske selv vil stifte en familie en dag, og måske lære dem de værdier du står for, så bliver værden måske en bedre plads at leve i? Husk det starter med dig...

hej.
jeg ved det er mig som selv har valgt at jeg ikke ville snakke med nogenfremmed person.
men i mine tanker ser jeg kun en fremmed som prøver at blande sig ind i mine ting.
jeg tænker, hvad fuck skal han vide om mig, han skal ikke blande sig i mit liv, for det er mit liv og ikke hans liv.
sådan har jeg med det meste.
ingen skal blande sig i mine ting.
fordi tænker også at jeg på en måde ikke gider have hjælp fra dem, når de alligevel ikke kender mig.
men jeg ville ikke engang give folk lov til at komme tæt på mit hjerte.
jeg har aldrig snakket med nogen om hvordan jeg har det.
for jeg føler mig ubehagelig, ved samtalen.
for det handler jo om mig.
det var noget andet hvis det handler om andre, for så var det jo ikke noget med mig at gøre. så var det en anden liv.
jeg ved ikke hvad der har gjort at jeg ikke kan lide at snakke om mig selv.
jeg tror bare at jeg ikke kan lide mig selv.
det er over 4 år siden jeg sidst har sagt, at der er noget ved mig slv jeg godt kan lide.
de har længe været sådan at. jeg hele tiden siger noget grimt om mig.
jeg er grim, tyk, dur ikke til en skid,hader min personlighed, hader i det hele taget bare mig, den måde jeg er på kan jeg ikke fordrage.
sådan har jeg det.........
jeg er bange for migselv. i mange sammenhæng.
øhmmm..... jeg føler jo jeg er 2 personer. og jeg er bange for de 2 personer.
så det ved jeg ikke hvordan jeg gør.
jeg ved at min fremtid afhænger af mig, men jeg kan ikke se nogen fremtid for mig.
så måske er det bare meningen at jeg ingen fremtid har.
at livet ender her, så jeg er behøver spekulere på livet.
jeg er måske bange for at indse, hvis jeg en dag opdager at jeg dur til noget andet, end bre at hade mig selv.
hvad skal jeg gøre hvis den dag kommer.
vil jeg resikere at den dag kommer ?
hilsen : <3

...og den kan ingen give dig, kun dig selv.
Er du stærk, behøver du ikke slippe nogen ind på dit liv, det bestemmer du selv, som du selv siger, du behøver ikke/vil ikke ha en fremmed ind på dit liv, det er helt iorden, for det bestemmer du selv.
At opgive i en alder af 14 år, er liiiiige lovlig tidlig, og klart - jeg har ikke oplevet din sorg, og det du er udsat for i livet, men vær klar over at de andre er også udsat for ting, jeg har oplevet ting jeg aldrig i mine vildeste drømme kunne komme til at fortælle dig, fordi det er hårdere for mig (altså mine ting) en det er for dig, ligesom DINE ting er hårdere for DIG end mig.
I sidste ende er der der kun EN der forstår dig bedst, nemlig...den kan du godt regne ud. Dig!
Men tænk nu lidt over det, har du fortjent det bøvl du har gennemgået? Fortjener du at blive smadret af livets hårde gang - gang på gang? Næh...det synes jeg ikke nogen gør, ikke mig, ikke dig...men livet er fuldt af de der ting der nok skal komme efter en, så er det ligesom lidt af spillet at give livet lidt modspil...
...gå efter det DU har lyst til, og du fortjener. Hvis du lige nu sidder og tænker...der er ingenting i verden jeg har lyst til, så tænk og tænk til du hitter det, det ER der indeni dig...det lover jeg dig, jeg behøver ikke engang kende dig for at vide det, jeg er nemlig meget ældre end dig, og kender mange af de ting du har været igennem, men jeg ved også at der er nogle rigtig FEDE ting på vej, især siden du er så ung, så har du nogle af de SEJESTE venner og SEJESTE oplevelser på vej til dig...
...vil du virkelig lade livet snyde dig for alt det? Tro mig, det kommer - hvis du vil ha det, men hvis du vil ha det, så må du fatte benene og løbe efter det, fordi det som du allerede ved...er det typiske...det kommer ALDRIG til en, man må kæmpe for alt. Og lad nu være med at sige at du har opgivet, for det kan en på 14 ikke, en på 14 er fuld af POWER - du er ung og din krop er klar til at tage verden med storm, alt kan virke ulykkeligt lige nu - fordi dine smærter er virkelige! Men det er en kamp, og du fortjener at vinde - men kun hvis du selv mener det! Jeg kan ikke gøre det for dig, men af det jeg kan læse af det du har skrevet til os herinde - så er der ingen tvivl at du har både hjerne, hjerte og geist tilbage, selv om ting kan virke håbløst - er de langt fra håbløst, du er her - derved er der håb.
Og så hopper vi væk fra den suppe, fordi den har kogt for længe.
Hvordan finder du din glæde igen? Hvor er den hen? Det bliver din mission fra nu af (hvis du vælger at tage den, men det er DIT valg, ikke mit, ikke din familie, ikke dine venner) men DIT valg!
Gå hen til et sted hvor du har fred, fred for forstyrrende omgivelser hvis du kan, hvis ikke...find et! Nu skal du gå på opdagelse ind i en verden af eventyr, udfordring og spænding - indeni dig selv.
Du skal tage en virtuel tur indeni dig selv og forsøge at huske alle de gode ting i dit liv. Til at starte med - kan det virke bælgmørkt derinde, næsten tomt...man kan ikke se noget...men det er en test, og det koster lidt...du skal bare til at lede hårdt, og det kan tage noget tid, flere timer tilmed, måske dage. Imens kan du spise noget du kan lide, måske gå nogle ture, og tænke over det, så kommer det lige pludselig, og så starter det sjove!
Saml så mange af de ting du kunne lide, og skriv det ned, ud ifra de ting du har skrevet ned, hvad kan du så bedst lide? Du behøver ikke fortælle det til os, det er dit private liv - det gør du som du vil med, det vedkommer ingen anden end dig! Saml flere ting, og træk en streg til de ting der ligner lidt hinanden, bagefter sætter du en streg (ligesom 1 . 11 . 111 (osv...tælle)) og til sidst når du ikke rigtig kan finde på mere, så tæl sammen og se hvad der vægter mest hos dig.
Ud ifra det resultat, kan du starte på nyt, derfra kan du dyrke det du kan lide, og blive rigtig god til det, det giver dig ekstra styrke, og tro mig - du vil blive MEGET overrasket over hvor godt det her virker, det er en slags "tråd" man mister når alt gør ondt, det er den "tråd" der viser vejen til der hvor du hører til - nemlig et bedre liv, for dig - med dig!

hej:
det med at jeg skal tænke på min fremtid gør min bange.
for jeg ved ikke rigtig hvad den ville bringe.
jeg er bange for at søge et svar.
jeg ved ikke hvad der ville ske når jeg sætter mig ned og tænker.
for det meste går det galt, når jeg tænker.
så er bange for at tage det første skridt.
men kan godt se at det skal være snart.
hvis der ikke skal gå noget galt.
men jeg er bange for hvad der ville komme ud af det.
ville der komme noget godt ud af det.?
men jeg er enig, jeg skal sætte mig ned og tænke på hvad jeg vil med fremtiden.
jeg ville tænke på hvad jeg er god til.
men jeg er bange for at når jeg finder du af det, at jeg så ville være for bange til at tage det næste skridt.
det med at jeg ikke kan lide at snakke med fremmede.
er ikke en god ting nu.
min mor har opdaget at jeg har ar på armen, og at jeg skriover dagbog hver dag.
og at jeg er begyndt at skrive til jer her inde.
så hun syntes jeg skal snakke med en psykolog.
men det ville jeg ikke, har også sagt til hende at det ikke ville hjælpe mig.
tvært imod ville det gøre det hele værre.
hun siger faktisk at jeg skal og at jeg ikke har noget valg.?
hvad skal jeg gøre ved det.?
jeg nægter simpelhen at snakke med en psykolog.
jeg er virkelig bange for dem, på en måde,:
jeg er bange for hvad der kommer til at ske.
jeg er bange for hvad jeg kommer til at gøre til hensyn med samtalerne.?
hvad skal jeg gøre

Ikke mig, ikke din mor...men helt og alene dit valg. Var det mig (og det var det, engang) så ville jeg bare forsøge det - alt - for at unslippe den indre smærte, psykologen kan ikke skade dig, han/hun skal iflg. Dansk lov - holde alt hvad du siger 100% hemmelig, så på en eller anden skør måde - er det som at tale til os her som ikke kender dig, men psykologen har langt bedre erfaring med løsninger i livet end enkeltpersoner herinde.
Du har intet at tabe på det, din frygt vil forsvinde i løbet af de første 10 minutter hos psykologen. Du behøver jo aldrig nogensinde fortælle nogen at du har været hos psykolog en dag, det har jeg aldrig fortalt nogen der VED hvem jeg er direkte anyway, og hvis de fandt ud af det, so what? Du forsøger da i det mindste at søge lidt hjælp blandt folk der bryder sig om dig (ligesom os).
Det at du forsøger, indikerer at du er smart, du er problemløsende istedet for problemsøgende! En svag person ville allerede gået under, men det gør du ikke - fordi du er stærkere end dem der rent faktisk er svage, men du har også brug for en skulder engang iblandt, og det at gå til en "professionel" psykolog...vil på en måde give dig den distance fra folk som du ønsker nu - samtidig som at du får en guide, tænk på psykologen som en slags læge der skal reparere nogle ting der ikke virker, værre er det ikke, du får det ikke dårligere af det - tvært imod. Og hvis du syntes det var latterlig (ikke noget for dig), så er du fri til at gå...det er dit valg trods alt.
:)

..
det er ikke så nemt som det ser ud til.
jeg har ikke mit eget valg om jeg ville snakke med en psykolog,
og om jeg ikke ville snakke med en ps.
jeg har ikke et valg. jeg er tvunget til det.
af både min far, mor, og kommunefolkene.
de syntes alle sammen jeg skal gøre det.<
de siger ejg ikke er gammel nok til at bestemme om jeg vil.
fuck dem..... hvorfor er jeg ikke bare ældre end jeg er nu.?

...du er måske ikke gammel nok til at flytte hjemme fra, men du er gammel nok til at have dine egne meninger og du behøver jo ikke fortælle hverken din familie eller "psykologen" alt.
Så et eller andet sted - kan du stadig "styre det" som du selv vil, men lad være med at se på dig selv som et offer - for det er du ikke (hvis du vil!).
Vær stærk, kom igennem dette, det kan du godt klare, der er ikke mange år til før du kan få din egen lejlighed, og styre det hele selv, men det kræver lidt gå på mod - lidt a'la det du gjorde da du fortalte os hvordan du har haft det.

jeg er super glad for at få gode råd, og vejledning, til hvad jeg skal gøre.
det er nok det jeg havde forventet mindst.
men ER GLAD FOR AT I GAD AT HØRE MIN HISTORIE!!.
jeg ville se hvordan det kommer til at gå.
og ville srkive tilbage om hvordan det er gået.
men er stadig lidt bange hvad angår fremtiden.
men håber det hjælper efter årene: )

...der er ingen af os der ved alt vel? Men jeg forstår godt din frygt omkring det, du kan lige forestille dig min frygt da jeg mistede hele min familie...men jeg lever endnu og har fået venner over mange år (det tager tid)
Held og lykke fremover, du er en stærk tøs! Det vil lykkes for dig, det er jeg ikke engang i tvivl om! ^___^

hej..
tak sjææleven:
jeg er glad for at du støtter mig i det.
er glad for dine gode råd.
men må se til det hen ad vejen:
skriver igen senere om hvordan det gik.

Et skridt af gangen...er helt ok.

tak søde :
du har hjulpet mig rigtig meget med alle de spørgsmål jeg havde.
er glad for at du har gidet at svare på mine indlæg.
du har været en stor hjælp..
men nu må jeg til at prøve at finde nogle svar selv, lige meget hvor lang tid det tager..
du har været ttil stor hjælp Sjæleven.

Kære du,
Jeg har været hvor du er - for mange mange år siden. Jeg er i dag i midten af trediverne og har et rigtigt dejligt liv, fatastisk arbejde (designer), mand, børn osv. Det troede jeg aldrig ville lykkes for mig, da jeg var på din alder, for jeg oplevede det, du står i lige nu.
Min mor forsøgte også at tage livet af sig selv to gange. Den ene gang fandt jeg hende og den anden gang fandt min søster hende. Hun var psykisk syg og var faldet helt sammen efter mine forældres skilsmisse. Begyndte at drikke, skiftede konstant humør og omsorgsniveau overfor os børn, og jeg havde tit en knude i maven af at føle mig forkert og uelsket. Følte skyld og var bange for at gøre noget forkert. Følte, at det var mit ansvar, at hun var ok.
Når jeg ser tilbage manglede jeg nogle vigtige holdepunkter i mit liv. Jeg manglede en 'voksenven'. En som kunne støtte mig,når det var allermest svært (min far trak sig også) og så at få luft hos en psykolog, så jeg dengang hurtigere kunne få lært at forstå, at det IKKE var min skyld og at mine følelser var helt naturlige ovenpå det, som jeg havde oplevet. Og så manglede jeg luft...at komme væk lidt...slippe for at føle ansvar, føle mig anderledes og bare være ung.
Er du bare lidt som jeg var dengang, så vil jeg anbefale, at du gør det samme. Har du en voksen, som vil være der for dig? Og måske du kan få gratis timer ved en psykolog, hvis du taler med din læge. Det kan måske lade sig gøre, da du har været udsat for selvmordsforsøg i den nærmeste familie. Og så synes jeg, at du virkelig skal undersøge efterskole. Hvis man ikke har mange penge, så kan man få støtte til et efterskoleophold. Min lillesøster kom på efterskole og hun siger, at hun følte det som en lettelse og nogle rigtig dejlige år.
Undersøg eventuelt også om foreningen SIND har nogle samtalegrupper for unge. De fandtes ikke for mig dengang, men jeg har hørt om dem siden. Hvis du bor i eller nær en storby,kan det være, at det er en mulighed for dig. Her kan man møde unge mennesker på sin egen alder, der også har oplevet/oplever svære ting med psykisk ustabile forældre. Hvor man sammen får hjælp og finder ud af, at man er ok.
For du skal huske, at du er helt normal. Der er intet forkert ved at du føler, som du gør. Du ER ok. Og du vil få et dejligt liv igen, det håber, tror og føler jeg mig ganske sikker på. At du nogle gang tænker, at du enten vil gøre dig selv eller andre fortræd, handler nok om, at du har brug for at komme af med dine følelser og din angst og din skuffelse over, at verden pludselig ændrede sig.
Jeg kan kun sige, at jeg kom ud på den anden side. At tingene kan blive rigtigt gode. I dag er jeg en lykkelig pige/kvinde. AL ting på trods så kan livet ende ud rigtigt lyst.
De kærligste tanker
En ven