Min historie, kan det tilgives?

Lige der, lige foran mig stod hun pludselig, den veninde som jeg for par år forinden havde mistet kontakten med, da hun uden videre bare var flyttet uden et ord.
I årene der var gået havde mine tanker gået til hende med jævne mellemrum, jeg savnede vores gode venskab og alle de gode stunder vi havde tilbragt sammen. Tit havde jeg forsøgt at finde ud af hvor og hvad der var blevet af hende, men uden nogle resultater.
Dagen oprandt hvor jeg efter arbejde tog ned i byen for at handle, kunne lige nå det inden børnene fik fri fra skole. I min hast på vej ud af butikken var jeg nær braget direkte ind hende, hvor blev jeg dog glad for at se hende. Uden nogen form for betænkelighed gik jeg hende glad i møde, jeg var så åben og så parat til at genetablere det venskab der få år forinden pludseligt havde fået en brat afslutning.
Ligeledes udstrålede hun glæde og spurgte, før jeg nåede at spørge hende, hvordan det gik. Med stor glæde fortalte jeg hende hvordan lykken i den seneste tid havde tilsmilet mig.
Jeg havde ca. fem måneder forinden, mit møde med hende, opgivet min lejlighed og var flyttet sammen med min kæreste (som jeg også var sammen med inden hun flyttede) i hans hus.
Pludselig fik hun et ubeskriveligt blik i øjnene og udtalte nogle ord, som fuldstændig slog benene væk under mig.
Hun sagde, der er lige noget du skal vide, din kæreste har altså sendt mig nogle sms’er. Min første tanke og reaktion på det var…nåååe ja men han sms’er jo med så mange, så det er der da ikke noget galt i….alt imens jeg sagde det, kunne jeg godt mærke hvordan maven knugede sig sammen i angst og frygt. Hvad var det egentlig hun prøvede at fortælle mig !?
Børnene ventede og jeg havde lovet at hente dem lige fra skole, så vi udvekslede telefonnumre i en fart, aftalte at ringes ved.
Hvordan jeg kom ned til skolen og hjem med børnene huske jeg ikke, jeg husker kun at tankerne hvirvlede rundt i mit hoved, hvad var det hun havde forsøgt at sige…..at min kæreste havde været mig utro ??? hvad skulle jeg nu gøre, skulle jeg ringe til hende og høre hende ad eller skulle jeg ringe til ham og spørge om han havde noget han gerne ville fortælle mig. Jeg var i syv sind og havde fuldstændig mistet evnen til at tænke klart.
Hvad der skete i løbet af den eftermiddag og aften fremstår temmelig rodet i mine erindringer, men fakta var at de havde været sammen, ikke kun en enkelt gang men løbende igennem halvanden år, deres forhold sluttede først, på omtrent det tidspunkt, hvor han bad mig om at flytte hjem til ham.
Hun forklarede mig at hun kun havde gjort det fordi hun ville bevise over for mig at han ikke var til at stole på. Han forklarede at det var hende der startede ved at blotte sine bryster og bede ham mærke efter om de havde samme størrelse.
Lige meget hvad, prøvede de at skylde skylden på modparten, hvilket i mine øjne er totalt latterligt, da de begge to var lige gode om det. Som min veninde burde hun havde respekteret vores forhold frem for at bruge min fortrolighed til at få ham i fedtefadet. Han var et skvat, han skulle have vist sig som den mand jeg fejlagtigt troede han var og takket nej. Hun tvang ham jo ikke til noget, man kan trække hesten til truget men man kan ikke tvinge den til at drikke.
Det var et hårdt slag at få, jeg følte mig som fanget i en fælde, jeg havde meget tydeligt og klart gjort opmærksom på at jeg ville have klare linier inden vi flyttede sammen. Det var vigtigt for mig da beslutningen ikke kun omhandlede mig, men også mine børn.
Der stod jeg så pludselig med et faktum, som jeg føler jeg skulle have haft forinden min beslutning om at opgive ikke kun mit hjem, men også andre ting, som jeg møjsommeligt havde sparret sammen til igennem min tid som enlig forsørger. Men værst af alt var dog at jeg havde flyttet mine børn, revet deres rødder op og givet dem noget de havde drømt om i flere år….en familie med både en mor og en far. Hvordan kunne jeg tage alt det fra dem igen efter så kort tid.
Det kunne jeg ikke, lige såvel som jeg ikke bare kunne glemme og tilsidesætte den lykkefølelse jeg følte i de første måneder vi boede sammen, indtil den dag jeg mødte hende.
Så jeg valgte at blive, at give det en chance. Nu er det så godt og vel et halvt år siden og jeg arbejde på at tilgive, men det er ikke så let.
Besynderligt nok er det ikke utroskaben der gør mest ondt, og er sværest at tilgive, ikke at det ikke piner mig, for jo det gør det, særligt fordi det varede i så lang tid, og fordi det var to mennesker jeg regnede med og som begge to udgav at holde af mig. Jeg føler mig ikke bare bedraget men dobbeltbedraget.
Dog er den største smerte, løgnene samt det faktum at man kun kender folk til tænderne.
Jeg elskede min kæreste med en sådan styrke at alene at sidde og betragte ham kunne få varme og kærlighed til bruse i min krop. Ikke fordi han er særlig flot, det er han ikke, men hans charme og hans moral, ja alt hvad han stod for, (i hvert tilfælde det han udgav at stå for) jeg stolede virkelig på manden. Han var den eneste ene i, sådan følte jeg, og det var en dejlig følelse, en følelse af at jeg var en af de få heldige der havde fået netop den mand der bragte alle de gode følelser op i mig. Ærligt så troede jeg ikke at noget eller nogen kunne ændre på det.
Naiv kunne man med rette kalde mig. Det er jeg måske stadigvæk, i og med at jeg valgte at blive og give det en chance.
I dag savner jeg følelserne af brusende varme når jeg kigger på min kæreste. Jeg holder af ham, meget endda, men billedet er krakeleret, han er ikke længere den jeg forelskede mig i.
Jeg arbejde som sagt med at tilgive, og utroskaben er ikke det værste at tilgive, men at han fratog mig muligheden for tage et valg baseret på sandheden som den var, samt at han forgav at være noget han ikke var, er nok det sværeste at tilgive.
Han gør hvad han kan for at vise at han fortryder sine handlinger og angre dem. Nu håber jeg bare at jeg en dag bliver i stand til at tilgive og igen føle glæde og kærlighed når jeg ser på ham.
Jeg prøver at holde fast i de gode og lykkefyldte måneder vi havde før sandheden kom frem, og huske på at det er værd er at kæmpe for at få igen. Men føler mig ikke overbevist om at det kan lade sig gøre.

Håber inderligt at det lykkedes, men vil gerne høre andres historier, kan man rede et forhold efter den ene part har været utro? Kan kærligheden lives op igen, - er det overhovedet muligt at tilgive? hvis.....hvordan og hvad skal der til?

Det er stort det du gør, og jeg håber inderligt at det vil lykkes for dig.
Om dine anstrengelser vil bære frugt ved jeg ikke, og jeg tror ikke der nogen der kan sige hvad der er at gøre for at det skal lykkes.
Du har valgt tilgivelsens vej. Det er stort og krævende. Jeg tror at du er nødt til at se på situationen som den er nu og lade den ubehagelige del af fortiden ligge, for den kan vist ikke bruges til noget positivt. Brug det der sker i dag, og tag udgangspunkt i det i er for hinanden nu. Hvis i ønsker et godt forhold, så skab det, og se på de positive signaler. Den bagvedliggende nagende orm må ikke få løv til at vokse sig større men skal udsultes så den med tiden bliver mindre og mindre. Så nemt kan det siges, og så helvedes svært er det. Dit udgangspunkt og håndtering af problemet er beundringsværdig og jeg ønsker for dig, at du får lavet en streg der slutter den del af fortiden der er for dårlig.
head up

....giver mig simpelthen kuldegysninger, så forfærdelig er den! Men jeg beundrer dig, at du holder ud for dine børns skyld.
Jeg vil absolut råde dig til at opsøge en parterapeut. Med eller uden ham. For jeg tror simpelthen du ender med at ødelægge dig selv med alle de tanker og bekymringer.
Jeg er helt paf!
Håber det aller aller bedste for dig og dine unger! ;o)
Knus
-A

hvis du kan klare det. Men det kræver gud hjælpe mig, meget at tilgive sådan en omgang!
Jeg var skredet med mine børn omgående. Desværre har det for mig vist sig, at en gang utro = altid utro!

jeg har været ude for noget lignende - ganget med ti. Ganske kort: manden udgiver sig for at være én person, og efter ligesom dig at have rykket alt op (dog minus børn) og ændret min gode tilværelse, står jeg efter et års ægteskab med en anden person, som jeg aldrig i livet ville ha haft noget med at gøre, hvis jeg havde kendt sandheden.
Jeg gik regulært i chock, levede et stykke tid med det, og kom nogenlunde ud af det med skindet og økonomien i behold. Tilgivelse har aldrig nogensinde været inden for mulighederne, denne udadtil så reelle mand var kort sagt psykopat af den virkelig raffinerede slags.Løgn, bedrag og vold var realiteten
Så jeg kan levende sætte mig ind i din situation. Du er blevet bedraget, og har taget din afgørende beslutning for dig selv og dine børn på falske præmisser, og både elsket og flyttet sammen med en mand, som viste sig at være - en anden. Modbydelig situation, du har faktisk mistet den, du elskede og stolede på.
Jeg forstår godt, du har reageret, som du har. Men er det ikke mest fordi du har dine børn at tænke på? Hvad ville du have gjort, hvis ikke dine børn var i klemme? Hvis du havde kendt sandheden, var du så flyttet sammen med ham?
Jeg er bange for, at du aldrig rigtig vil kunne glemme bedraget. Jeg er bange for, at det vil æde dig op i længden. Føj, hvor har de været lede ved dig,begge to!! De har det forhåbentlig ikke godt med sig selv.
Jeg ønsker det bedste for dig - hvad det så end er. Håber du har nogen at snakke med om det, for ellers tror jeg ikke du klarer at blive. Du må ikke lade dig selv betale prise i form af depression, som er en nærliggende fare i din situation. Prøv evt. en psykolog, en præst eller lignende, der har en vis indsigt i mennesker.
Pyh ha - hvor er det altså synd for dig. Håber ALT det bedst for dig og dine børn. Du lyder som et rigtigt sødt menneske, og din bedrager af en kæreste fortjener dig SLET ikke.
"Veninden" har du forhåbentlig gjort op med.

"... deres forhold sluttede først, på omtrent det tidspunkt, hvor han bad mig om at flytte hjem til ham"
I hvertfald i min optik. Det siger mig, at manden har foretaget et bevidst valg og været afklaret med at det også har indeholdt et fravalg. Det siger mig også at han har én holdning til det at være kæreste og en anden til det at være en familie. Og ved du hvad, det er slet ikke så dårligt et udgangspunkt. Husk! det er dig og livet med dig, der var hans valg.
Jeg tror faktisk, der er noget "gods" i ham og han er værd at satse på.

for sin del af - så vil han aldrig tage ansvar for noget.
Væk med ham og din dårlige veninde.
vh Anonym

det kan godt lykkes. Men det kræver måske en omgang parterapi hvor i begge deltager og han får øjnene op for din smerte. Og selvfølgelig tager sin del af ansvaret. Det lykkedes for os - men nemt er det ikke- det er hårdt arbejde.
Skal det lykkes skal jeres gensidige kærlighed til hinanden være det, der bærer Jer i gennem.
Jeg har tilgivet men ikke glemt. Såret er blevet til ar - jeg bestemmer selv hvor tit jeg vil pille i dem.
Når jeg i dag ser på min mand, ser jeg bag hans kærlige blik den samme som jeg forelskeee mig i for mange år tilbage. Men jeg ser også hans dårlige samvittighed og hans grånende tindinger. Jeg ser også hans sorg over de dæmoner der kom ind og ødelagde noget værdifuldt vi havde.
Men jeg vælger at focusere på hans handlinger ift. mig og mere kærlig kan ingen mand opføre sig.
Jeg håber det bedste for dig, men du må ikke glemme dig selv i alt dette. Det er nødvendigt at i sammen får defineret hvad det er i sammen vil med jeres liv, hvilke drømme har i? sammen og hver for sig? Hvilken vej vil i gå nu? ( den tidligere var ikke god for jer) Pas godt på dig.....det er en hård proces du står midt i.

Tak til alle jer, der har taget jer tiden til læse min historie, og på hver jeres måde med jeres skrevne ord, har givet mig støtte, råd, og ikke mindst forståelse. Det betyder meget for mig, så endnu engang tak.

Kære Nattergal
Ja den er hård og led og jeg kan godt forstå du føler dig dobbelbedraget.
Først og fremmest.. Den veninde synes jeg ikke det er værd at spilde mange sekunder på. Først siger hun til dig at din mand har bedraget dig med hende.. Så siger hun at det var for din egen skyld, ja faktisk for at gøre dig en tjeneste. Og desuden var det bare eteksperiment hun selv fik initieret! Hun får det jo nærmest til at lyde som et offer hun har bragt dig og tilmed lagt krop til. Har du husket at takke hende behørigt. Man må sige at hun er lidt fatsvag, når hun først opfattede dette eksperiment som fuldbragt efter 1½ år i ægtesengen!!
Alt det andet. Jeg skal ikke kunne sige om det er muligt at tilgive utroskab, men det er så absolut muligt at arbejde med det og med sig selv og at komme videre. Ligegyldigt om du skal blive hos ham eller ej, skal du jo videre, så du kan være et helt og varmt og kærligt menneske overfor dine børn.
Jeg synes han er en svinepels din mand, det synes jeg alle mænd der snyder er. I er nødt til at arbejde fælles på projektet at blive sammen, i må se på alt hvad der lægger bag det. Hvad har I hver især med af bagage, der til en vis grad påvirker Jeres valg i livet.
For mig at se, lyder det som om der er noget at arbejde med, for dig ihvertfald, du skriver jo at du stadig elsker ham. Hvis det passer så bliv!!!!
Ihvertfald til at starte med, du kan altid gå senere, men det er meget svært at komme tilbage, hvis man først er gået. Det var more or less sådan jeg ressonnerede da jeg opdagede min mands utroskab, og jeg er her endnu efter 1 år!
For mit eget vedkommende er jeg glad for at jeg ikke bare skred. Vi har stadig noget vej at gå endnu, men vi er trods alt sammen om at prøve. (Det skal siges at min mands utroskab startede 3 mdr efter jeg havde født vores søn og varede 6 mdr, indtil jeg opdagede det, dagen før vi i øvrigt skulle fortælle min familie at vi var blevet forlovet!!).
Når forvirringen er total inde i hovedet og hjertet, skal man ikke tage de store beslutninger i livet der vil få så stor betydning for dit senere liv, og da slet ikke når du også har børn, det påvirker. Jeg tror på at den dag et forhold slutter ovenpå disse historier, så vil man ikke værei tvivl. Du vil kunne mærke ligeså sikkert som amen i kirken at du bare ikke orker at se på ham mere.
Derfor bliv og prøv alt hvad der er værd at prøve for Jer. Få det bedste ud af det I har og det I kan få. Skulle den anden følelse blive stærkere om at gå, så må du jo ende med at handle på den.
Og som et positivt outlook... Der er mere positivt i vente, hvis du giver noget positivt tilbage til ham. Han siger han elsker dig, så tag imod kærligheden.
KH annaanna

Tak for dit søde svar, din forståelse og dine råd:-).
Min såkaldte veninde som jeg egentlig ikke længere ser værdig til at gå under denne betegnelse, har jeg ikke haft kontakt med siden hun gjorde mig opmærksom på sandheden. Hun smadrede mit liv og min lykke på mindre end 5 minutter, og tilbød herefter sin støtte. Og nej jeg tror ikke jeg fik sagt tak for hendes offer og såkaldte hjælp.
Et eller andet sted har jeg dog ondt af hende, da forklaringen om at hun gjorde mig en tjeneste, er temmelig langt ude, for som du også er inde på, taler længden af deres forhold imod dette. Jeg er dog af den overbevisning at hun rent faktisk håbede på at han ville vælge hende frem for undertegnede, hvilket jo nok blev afbekræftet da jeg fortalte hende at vi, min kæreste og jeg, var flyttet sammen, kort efter deres forholds ophør.(hvilket var hende valg i følge hende, og hans valg i følge ham :-/ ) Hun har sikkert følt sig brugt, udnyttet og kasseret, hvilket resulterede i hendes afsløring af det hele.
Dog har jeg indimellem fået et glimt af hende når jeg har været en tur gennem byen, og når jeg ser hende bliver jeg så indædt vred og bitter på hende, i den forbindelse bliver jeg vel helt naturligt også vred og gal på min kæreste, nok har hun lokket og opnået noget af det hun ville, men uden hans hjælp var det ikke lykkedes hende. Hun ødelagde noget for os og i mig ved at fortælle sandheden, men han forærede hende alle redskaberne, til formålet, på et sølvfad.
I forhold til det hele har jeg sværest ved at forstå hvordan han kunne tale så varmt for at vi skulle flytte sammen og blive en familie når han sideløbende var sammen med hende. Kunne forstille mig at du må have haft lignende tanker, jeres forestående forlovelse taget i betragtning. Den er jo lige så led og hård.
Men jeg beundre at du har valgt at blive og at du er åben for at tage imod den kærlighed du får, det er noget som jeg nu vil prøve at gøre mere ud af. selv om jeg indimellem føle at det er svært at tage imod, fordi jeg selv har frygteligt svært ved at give. Jeg tror at tanken om at stå i en lignende situation i fremtiden bremser mig. Jeg er nok bange for at give efter for den kærlighed og tillid som jeg tidligere følte og ubetinget gav ham. Jeg er også vred på mig selv fordi jeg lod kærligheden blænde mig og var naiv nok til at ignorere og tilsidesætte mine egne fornemmelser.

K.H Nattergalen

inderst inde ved jeg jo godt at leve er at turde. Dermed også turde tro på kærlighed og på at andre mennesker er til stole på. somme tider støtter jeg mig lidt til et digt skrevet af inger schiøtt, som netop handler om at være åben for de ting livet nu engang bringer. Jeg håber virkelig jeg med tiden kan få brudt den mur ned som jeg den seneste tid har bygget op omkring mig selv, i et forsøg på at skåne mig selv for ligende smerte igen.
Første skridt på vejen er nok at jeg har fået taget hul på bylden igennem dette debatforum, jeg har ikke før talt så meget om det med andre, af frygt for at møde deres evt. fordomme i fht. mit valg om at blive. Istedet for har jeg sørget for, hele tiden at holde mig beskæftiget med andre ting, så som arbejde, hjælpe fammilie og venner med alt muligt, i et forsøg på at fortrænge de triste tanker og følelser. Kan nu se at jeg bare har skubbet det hele foran mig, men læsset blev tilsidst for tungt.
du har endnu engang ret når du skriver:
Du skal lære dine børn at være åbne og tillidsfulde og ikke bange og lukkede. Det fortjener de altså. De skal kunen møde verden med åben pande!
Du må tvinge dig selv ud på rampen engang imellem, turde tro...
De ord vil jeg især huske på.

Du spørger om jeg havde det på fornemmelsen, og ja ret tideligt i deres forhold. dvs. jeg havde på fornemmelsen at der måske var en anden, men hun (min såkaldte veniden)var på intet tidspunkt i mine overvejelser.
Min kæreste og jeg var jo ikke sammen andet end et par dage om uge, han havde jo sit hus og jeg mine børn og lejligheden. på et tidspunkt undrede jeg mig over hans dalende behov og lyst til at elske med mig, hvilket jeg yderst sjældent før havde oplevet og da slet ikke i længere perioder. Jeg spurgte ham forsigtig en dag, om han var på vej væk fra mig, og om han havde mødt en anden. han blev tosset og sagde at jeg aldrig igen skulle anklage ham for at være mig uto, for sådan var han altså ikke. Jeg vente det ind imod mig selv og tænkte at det jo også bare var mig der var for nærtagende og for følsom. Inden vi flyttede sammen spurgte jeg indirekte igen, ved at bede om rene linier og ærlighed, inden jeg tog min endelige beslutning.
ja man føler sig skide dum!
KH Nattergalen

jeg har lige læst dit første indlæg og alle kommentarerne, men da jeg nu læser det her, synes jeg tingene nu tager en helt anden drejning. Han har jo direkte løjet dig op i dit ansigt, da du spørger ham for at tage din store beslutning på det rigtige grundlag.
Undskyld jeg siger det så direkte: Han er simpelthen INGEN kærlighed eller tillid værdig. Føj for pokker da, at man kan være SÅ led over for et andet menneske. Jeg synes næsten det er svært at give nok udtryk for sin afsky. Hvordan kan du overhovedet holde ud at være i nærheden af sådan en svinepels (som en anden helt rigtigt kalder ham)?

Som jeg skrev i mit første indlæg, så er det ikke selve utroskabet jeg har sværest ved at forholde mig til og tilgive, men netop løgnene og det faktum at han fratog mig muligheden for at tage et valg basseret på sandheden.
I den første tid efter følte jeg mig ikke kun forådt men også fanget i en fælde.
Han har dog forklaret at han ganske simpelt var bange for at fortælle sandheden, dels fordi han vidste hvor meget det ville sorge mig og dels fordi han brændende ønskede at vi skulle flytte sammen, og med rette mente, at sandheden ville komme i vejen, for opfyldelsen af dette ønske.
Egoistisk ja og ikke nogen undskyldning, men hvis det er sandt, (hvilket naturligvis kan betvivles) så er det et eller andet sted også tegn på at han virkelig gerne ville os.
Tror ikke han på et eneste tidspunkt overvejde de konsekvenser der kunne komme ved at lyve og fortie sandheden. Tror han følte sig sikker på at hun (veninden) ikkke ville røbe noget fordi hun jo udgav sig for at være min veninde, der ikke ville mig noget ondt.
Sagen er, at hans håntering af det hele, kun gjorde ont værre.

ligesom du "hans dårlige samvittighed og hans grånende tindinger. Jeg ser også hans sorg over de dæmoner der kom ind og ødelagde noget værdifuldt vi havde."
jeg er ikke i tvivl om at han fortryder, både utroskabet og hans håndtering af sandheden.
Men desværre ser jeg ikke længere, eller skulle jeg sige endnu, (for jeg håber det kommer igen) den mand jeg forelskede mig i.
Lige som du beskriver din mands handlinger ifh. dig er min kæreste, aldrig før har han været så sød, forstående og tålmodig.
Men endnu har jeg virklig svært ved at ikke også at focusere på grunden hertil, fremfor selve handlingerne.
Dog glæder det mig at læse dit svar, da det trods alt giver lidt håb, og håb er jo en stor gave så tak for den:-)

Det du skriver er bla. en af grundene til at jeg stadigvæk er hos ham.
Fordi mit hjerte et eller andet sted siger som du, at det var mig og livet med mig han valgte. Men det er ikke altid at min forstand og min frygt for igen at blive såret, kan følge denne tankegang.

..er noget mærkeligt noget. Jeg spurgte også min kæreste et par gange, om han havde gang i noget. Jeg sagde endda direkte til ham at han opførte sig som alle dameblade beskriver når de "rådgiver" deres læsere m.h.t. partneres utroskab. Mega stereotypt du ved; træning, tøj, spejle altså en vis selvoptagethed eller selvopmærksomhed. Han benægtede det også, og jeg valgte at tro på det.
Man kan jo altså ikke bevise noget, før det er bevist.
Nogle gange så undrer jeg mig stadig over hvor al den løgn kom fra. Jeg synes det er mega-strengt at lyve så direkte.
Nåt jeg kigger på mig og min kærestes forhold idag, så betyder utroskaben ikke på den måde, så meget mere. Det er ligeså meget alt det der kom med op til overfladen. Jeg har fået et nyt syn på min kæreste, og det er ikke kun på den positive måde. Jeg synes det er svært at forholde sig til, alt det han nu også indeholder. Evnen til at lyve, såre og bedrage. Jeg kan sagtens høre at det lyder rigtig naivt, men det troede jeg jo ikke han havde.
Når vi idag stadig prøver at komme videre, er det med en hånd nede i den store rodekasse, altså hvor kommer alt det her fra? Hvad har vi med i vores baggage fra før. Tidligere forhold, forældre osv. Og jeg må sige at der dukker ting op, særligt fra min kærestes fortid, som overrasker ham. Særligt omkring hans forældre.
Det betyder for ham at han har så mange svære indsigter der skal laves, og det er ikke særligt sjovt.
Jeg sidder jo også nu og kigger på hvordan jeg stimulerede forholdet i en forkert retning. Jeg havde også en del med det at gøre, og et ansvar for at skabe et miljø, hvor det ikke føltes trygt at tale om alle de svære følelser og ting. Det synes jeg 1. er skide svært at acceptere og 2. er skide svært at laver om på. For utroskab fremmer jo ikke ligefrem trygheden.
Det gode for mig er at vi prøver.
Jeg prøver nu, helt for mig selv at finde ud af hvad jeg gerne vil have af livet, og hvordan det skal være. Og jeg prøver at gøre de ting mulige for mig. Ikke hensynsløst og på bekostning af min familie, men eks. sådan noget med jobskifte, bedre tid i hverdagen, mindre stress, tale med folk om det her, eks her på siden. Alt muligt der vil forbedre mit overskud til at forholde mig konstruktivt til min familie.
Jeg tror bare jeg har indset, lidt for sent vel at mærke, at det er mig der skal tage vare på mig, og ikke den romantiske idé om at min kæreste tager vare på mig og gør det hele godt.
Det er sgu en måde at flygte fra sig selv på.
Det er vores eget ansvar.
På den måde bliver hele den grimme historie et wake-up-call. Et ledt oghårdt et af slagsen, men måske giver det mig flere muligheder for at tage ansvar for mig selv, hvis jeg formår at modtage opkaldet. You know?
Jeg prøver vist at sige at du ikke kan bruge dit krudt på at slå dig selv oven i hovedet over hvor dum du er, selvom det er nærliggende at gå den vej.
Du må ind og mærke efter hvad du gerne vil have ud af livet, hvordan tingene skal være, hvad der er bedst for dig. Du må lytte til dig selv og ikke falde i kvindefælden, der altid siger at man godt kan ofre lidt af sine drømme og overbevisninger osv for at få manden. Du kan godt være opmærksom på dig selv og få manden, måske bliver man ovenikøbet en bedre partner, hvis man har hele sig selv med.
Alt det her er meget nye tanker for mig, og jeg synes da at det er svært, og nogle gange lidt angstprovokerende bare at skulle springe ud og tage det fulde ansvar for mit eget liv. Jeg mener det er et ansvar på et meget mere grundlæggende niveua, det er på en mere pro-aktiv måde, end bare at sidde fast i den samme skure.
eks. for mig lige nu er at jeg ikke synes mit job passer til det ønske jeg har om familielivet. Nu skifter jeg så job, men jeg har i lang tid bare prøvet at planlægge mig ud af det, og det har ikke hjulpet, jeg er blevet mere utilfreds og irreteret. Bare det at beslutte at skifte job, gør at jeg føler mig mere handlekraftig og herre i eget hus-agtig.
Jeg kan derfor også se at noget af min utilfredshed skyldes mig selv, og det har jo gået ud over min kæreste, på den måde (når han gør det samme i sit liv) kan man havne i en nedadgående negativ spiral. Nu prøver vi begge to at vende den til en opadgående positiv spiral...
Måske ligger der også en del af den slags du kan tage fat i og ændre lidt på? Tag magten i dit liv og indret det så du føler dig "med".
Giver det nogen mening for dig?
KH Kastrup

Det med spejlene, træning, ja selv skjorterne skulle til en forandring stryges. Jeg slog det væk med at det nok bare var fordi han havde passeret de 40 og var gået ind i panikalderen.
Jeg skriver at mit billede af ham er krakeleret, og dine ord rammer helt plet på, de ord jeg nøjagtig selv manglede da jeg skrev krakeleret. Jeg ser nu også en mand der er i stand til at lyve, såre og bedrage, hvilket jeg synes er meget svært at håndtere.
Måske er det naivt, ikke at tillægge den man elsker disse egenskaber, i så tilfælde var jeg også naiv. Men synes ikke det at være naiv kun behøver at have en negativ klang. At være naiv er jo et eller andet sted også at have en evne til at se og tro på det bedste i andre og i livet som helhed.
Men jo sammen med naivitet følger der er naturligvis en vis fare for at man, som jeg også gjorde, luller sig ind i en verden alene baseret på romantiske drømme og håb, uden at tage de faktiske realiteter med i sine overvejelser

Mht. wakeupcall, ja så kan jeg godt følge dig, jeg så også pludselig mig selv i et nyt lys, jeg så hvordan jeg altid har tilpasset mig alle andre og deres behov. Jeg har altid hoppet og sprunget for at være den bedste søster, datter, svigerinde, veninde og til sidst kom jeg selv og min kæreste. Er tit og ofte blevet såret på det baggrund, fordi alle på skift trak på mine ressourcer. Jeg har meget svært ved at sige nej hvis nogen ønsker min hjælp, kærlighed omsorg mm Jeg påtog (og gør det stadigvæk, for som du selv er inde på, ændre man ikke bare adfærd fra den ene dag til den anden) mig ganske enkelt ansvaret for at alle omkring mig skulle/skal være glade. Det bevirkede at jeg tit og ofte har været ked af det og totalt drænet følelsesmæssigt.(da ingen gav lyd fra sig når alt var godt, eller aldrig tilbød mig deres støtte, når jeg havde behov) Den der altid samlede mig op bagefter og dragede omsorg til mig var min kæreste. Han sagde tit til mig at nu måtte jeg altså lære at sige fra, så jeg ikke gang på gang selv gik ned med flaget. I dag kan jeg godt se at det ikke kun var det det handlede om for ham, det handlede også om at jeg i min iver for at tilfredsstille alle andre, glemte ham og vores forhold, hvilket han dog aldrig bragte på banen. Så ja jeg kan godt se at vi også var inde i en ond cirkel som var nødvendig at bryde, ellers var det før eller siden endt galt, utroskab eller ej.
Jeg bebrejder ikke dem som har benyttet sig af min velvilje og mit ønske om at hjælpe og støtte, for ingen af dem kunne have gået så langt, hvis ikke jeg selv havde tilladt det.
Men prøver nu at tage ansvar for mig selv og min egen lille familie før alle de andre, et par stykker af dem har dog meget svært ved at respektere dette, men jeg prøver at holde stand, selv om det er rigtig rigtig svært for mig at sige fra. Min kæreste og også jeg selv arbejde på at blive mere åben, altså give mere udtryk for hvad vi har behov for, brug for, og ønsker, i stedet for passivt at vente på at det hele kommer af sig selv.

Så jo dine ord giver mening…..rigtig meget. Selv om det er svært at ændre på, er erkendelse vel det første skridt på vejen.
Tak for dine ord og dine svar, det betyder rigtig meget for mig, det letter meget at få nogle ord og noget forståelse med på vejen fra en der selv har været og er i sammen situation.
KH Nattergalen

Kære Nattergal
Ja, det er rigtigt at forståelsen fra andre betyder rigtig meget.
Det gør det muligt nogle gange at komme videre.
Idag er jeg dog i et dybt sort hul, og jeg kan slet ikke komme videre. Jeg synes heller ikke tingene ser så positive ud for mig og min kæreste, og dermed også min lille søn. Nogle gange synes jeg bare at vi prøver og prøver at komme videre. Vi går tilterapi, og jeg er som regel optændt af positive tanker og håb når vi går derfra.
Jeg har det som om filmen er ved at knække. Jeg kan ikke modtage min kærestes forsøg på at ændre sine mønstre. Jeg føler mig alene og ensom og usexet, jeg tænder ikke på ham lige nu. Sågar kan jeg føle mig fristet til at flirte med en anden blot for at blive stimuleret lidt positivt... Århh Fuck.
Det gør jeg ikke, om ikke andet fordi min handlekraft ikke er til det. Desuden orker jeg det ikke IRL, det er bare tanker. Ovenikøbet noget jeg sage til min kæreste som et forsøg på atkickstarte min lyst til sex.
Guess what.... han forstod ikke rigtig hvad jeg sagde. Hah ha ha, det er sgu da næsten komisk.
Når jeg endelig nærmer mig ham og siger at jeg på et niveau godt kan forstå hvorfor han endte i en affære i sin tid, pga trang til positiv bekræftelse fra en hvor hverdagen og vasketøjet ikke var inde i billedet, så kan han slet ikke forstå at jeg kan have det samme behov!
Måske er det også for meget for langt. Jeg prøvede sådan set bare at sige til ham, at jeg også har brug for den bekræftelse en der kigger på mig med stolthed, og som ligner en der vil kæmpe for mig... Og tænder på mig.
Sorry Nattergal.. Idag er jeg temmelig nede.
Knus Kastrup

Kære Kastrup
Jeg har lige læst hvad du og nattergalen har skrevet... tak til Jer begge for at øse erfaringer og tanker ud til alle der vil tage i mod... uanset hvilken part man er i et utroskab er det dyrbar viden.
Trist og høre at du er nede i dag.... håber et lille smil fra mig kan muntre dig op.
Varme hilsner
Den glade elsker

Kære Kastrup
Først er jeg rigtig ked af at høre at du er nede i dybt sort hul, for jeg kender godt følelsen af sorg og håbløshed, der befinde sig dernede.
Muligvist det lyder fjollet, men lige så ondt det kan gøre at miste følelsen af at være elsket af et andet menneske, kan savnet af at føle kærlighed og det at elske et andet menneske gøre lige så ondt.
Når jeg har mine nedture er det som regel forbundet med min egen manglende evne til at elske min kæreste med hele hjertet og hele forstanden, som jeg gjorde tidligere. det gør ondt i mig, at de helt store følelser ikke længere findes i mit følelsesregister.
For med kærlighed og det at elske et andet menneske så højt, følger også en hel del glæde og håb, for livet og fremtiden.
Jeg kan indimellem blive så bitter på ham, min kæreste, fordi jeg føler at han tog noget værdigfuldt (den store kærlighed, glæden og håbet) ikke kun fra mig men også fra sig selv. Hvordan kunne han gamble med de følelser jeg følte for ham, betød de virkelig ikke mere for ham.
Jeg har selv oplevet tanker om at flirte med andre mænd, har heller ikke tidligere haft de tanker. Men mon ikke det netop er trangen til at blive bekræftet som kvinde? Efter utroskab, følte jeg og føler jeg stadig, at jeg netop ikke slår til som kvinde.
Jeg synes ikke du forlanger for meget ved at bede om at han ser på dig med stolthed og viser at han vil kæmpe for dig, jeres lille søn og jeres fælles fremtid, eller for den sags skyld viser at han har lyst til dig. Det mangler da bare.
Men når det er sagt vil jeg nu også sige at min kæreste kæmper for os, men det er ikke altid jeg er i stand til at se det, dermed sagt at jeg ikke altid er åben for at tage imod og se det han gør. Måske fordi jeg nogle gange bliver så fokuseret på at se alt det som jeg tidligere valgte at overse. (hans negative sider og roller) På den måde, bilder jeg mig selv ind, undgår jeg at føle smerte igen.
Men tror også at vi skal passe på med at være så bange for at føle smerte igen, at vi ikke giver os selv lov til at føle og se de gode og positive ting. Det er jo ikke kun vores partnere vi fratager noget men også os selv. Men hvor er det dog svært, at åbne op for kærlighedens strømme, når man nu en gang har erfaret hvor meget smerte der kan følge med.
Ville ønske jeg kunne give dig knus og et par lyttende øre, hvad som helst der kunne hjælpe dig lidt på vej op ad det dybe sorte hul. Ved hvor hårdt det er at befinde sig dernede. du er i mine tanker.
Knus fra Nattergalen

der genskaber balancen i forholdet.
Da det var ham/hende der gav sin partner en knæk i selvtilliden. Også selvom det kan forsvares at være utro, vil jeg påstå, at det er det allerværste i dette, at den KAN opleves af den svigtede part, som en afmontering af seksualiteten og glæden ved at være kvinde/mand. DET ER DET ALLERVÆRSTE ved utroskaben tror jeg. Det sker nok, fordi det netop har med sex at gøre selvfølgelig...
Så kan den utro part - her manden - ikke give sin partner selvsikkerheden igen som kvinde med et stort K, men lader hende om det, så er kvinden i fare for virkelig at miste sig selv i dette. Pas på Kastrup...selvom du ikke kan lide mig, så føler jeg at jeg forstår dig et sted her,og min vurdering er at din kamp for dit forhold kan blive en ALT for dyr pris.Du kan miste dig selv i alt dette...red dig selv som kvinde, på den ene eller anden måde. Jeg er kvinde så jeg taler kun ud fra hvordan jeg i samme situation ville reagerer. Og jeg ville altså ikke leve tæt sammen med en mand, hvis utroskab først havde fået mig til at miste mit selvværd som kvinde, hvorefter han ikke forstod at genskabe balancen, så jeg igen følte mig attraktiv som kvinde - og ja for netop HAM!
Det må være den utro parnters opgave at bekræfte det han/hun har afkræftet,og kan man ikke det, så mener jeg man skal afslutte forholdet!!
Det er "livsfarligt" for en kvinde at leve i et så betændt forhold,intet mere efter min mening....som jo ikke værdsættes herinde, men som jeg selvfølgelig alligevel ikke kan lade være med at udtrykke..;)
Jeg ville hurtigst muligt bringe mig selv i sikkerhed, og begynde helt forfra med at bygge mig selv op på ny. Kvinder er nemlig ret gode til at finde deres eget værd, når de er alene eller sammen med veninderne. Så hæng ikke fast i en utro mand, der ikke kan få jer til at føle jer som attrraktive og skønne kvinderigen.
GØR DET IKKE!!!!
Red hvad reddes kan..og flygt dog væk fra de dårlige energier, hvis de stadig hænger ved forholdet.Og bliv igen glad for at være det menneske og den kvinde I SELV vælger at være, måske på en langt bedre måde end med den mand der svigtede...ikke kun da han var utro, men dobbelt up ved ikke at bekræfte sin kvinde, så hun kan mærke og føle sit selvværd igen som netop KVINDE.
Det er op til hver enkelt af os at kæmpe for vores eget køn. Jeg vil ALDRIG give køb på det, og jeg ville forlade den mand der tog mit selvværd fra mig uden at genetablere det!
Måske får jeg hele tøsebanden efter mig igen...men det må jeg jo så finde mig i.Jeg forsøger også med mine indlæg at skubbe til man kæmper lidt mere for sig selv og lidt mindre for dette alt for opreklamerede parforhold.
Hvem siger det altid er så sundt for os kvinder????
Knus og søsterlig hilsen
Pusser

hermed et mentalt knus til jer begge fra mig - jeg føler med jer i jeres kamp.
Lotte

hvis man er tilstrækkelig opsat på noget - et projekt- en idè - et andet menneske - you name it.
Spørgsmålet er mere, om ens tyngde ligger udenfor en selv eller har centrum i et andet menneske - en idè - et projekt osv...
For mig at se, så er problemet her, at så mange kvinder har så pokkers svært ved at se sig selv INDEFRA og bare være i sin essens helt uafhænging af hvad man(d) nu tænker og føler. Vi kvinder er opdraget til at være objekter fremfor subjekter, så dette skal man først og fremmest omkode, hvis man skal gøre sig FRI!
Fra min tidlige barndom oplevede jeg, hvad denne ufrihed kunne gøre ved kvinder...og der besluttede jeg at INGEN mand NOGENSINDE skulle få skovlen under mig!!
Jeg var min egen og jeg var 100% min egen. Dette har jeg kæmpet for og fulgt siden...omend det har kostet meget personligt arbejde og mange nedture, så er det sgu lykkedes mig altid at gå sejrrigt ud af forhold der svækkede mig og gjordemig ufri.Jeg tror også det er detmænd kan være bedst tjent med, de der tør være sammen med strærke kvinder. For det er min erfaring, at jeg som kvinde giver meget mere til den jeg elsker, når jeg har denne frihed og uafhængighed i mit væsen som udgangspunkt.:-)
Når jeg "falder i" (for det sker jo..;-) og bliver afhængig af hvad den ene eller den anden mand nu har af følelser for mig, så mister jeg ikke kun mig selv i dette, jeg mister også evnen til at elske helt og fuldt...
Set fra min vinkel, er det derfor en dødssejler, at gå på kompromis med kærligheden, hvis det betyder, at man mister sig selv (ikke mindst som kvinde) i dette projekt. Så må man frigøre sig fra projektet, ideen og altså i sidste ende også den mand, der fastholder en i den onde cirkel...
Ha en god dag :-)
Pus

Håber ikke, du har skrevet ovenstående for at please kramperne! Men du plejer ikke ligefrem at please, så det gør du nok ikke! Du kan alligevel se og forstå en del af vores problematik og holycow behøver ikke at have så ondt af dig og bla. andre jeg behøver alligevel ikke have så ondt af os selv fordi vi ikke kunne tilbageholde vores foragt! Tjaeh!
Der er så bare det, at DU er kompromisløs og har kræfterne til i den situation at kunne 'begynde for dig selv'. Så enkelt er det ikke for de fleste efter et langt ægteskab, hvor det så viser sig, at man har - selvforskyldt naturligvis - dannet sig et helt forkert billede af sin ægtefælles karakter og værdisæt, som det tager år at finde ud af om man kan leve med.
I håb om at du ALDRIG må komme i 'vores' situation, - og heller ikke bringer andre i den - trækker jeg mig tilbage til mine godser til en SOL-fri sommer med masser af solskin, håber jeg.

i min tidlige barndom mod at lade mænd styre mit liv, det har betydet jeg allerede i min tidlige ungdom var kompromisløs ud til det fanatiske, idet jeg dengang havde en tro på kærligheden kun kunne realiseres for mig,l hvis den mand jeg bandt mig til var 100% tro i tanke og handling. Mit første ægteskab røg sig en tur på den ïdeologi (for det er det vel?) idet jeg tabte al respekt for ham en dag jeg oplevede han flirtede med an anden. Jeg mistede respekten eller rettere MOTIVATIONEN idetmine forstillinger omkring den SANDE kærlighed nok var så radikal efterat have oplevet min mor og andre kvinder i familien pines og plages af den mand de elskede. Det er jo os kvinder der selv skal frigøre os fra disse bindinger, ellers vil vi altid være henvist til hvad vores partner nu synes eller ikke synes i dag og i morgen, og det er altså pinefuldt at være SÅ afhængig af en andens kærlighed, og EKSTRA pinsomt, hvis samme kærlighed har svigtet en. For mig at se var og er der kun een vej, og det er at tage hele ansvaret for hvem man er og vil være på sig. Man skal vælge sig selv, og sætte de værdier man SELV finder er ens egne og gør at man er en attraktiv kvinde. SKIDT med hvad jeres mænd mener - er de til andre og I af denne årsag føler jeres selvværd som KVINDE undermineret, så må man redde sig selv her og nu, ellers synker man langsomt men sikkeret ned i en muddergrøft, hvor der skal mere end et par stærke mandsarme for at hive en op af igen. Så hellere flygte væk fra åstedet, hvis altså ens selvværd er ødelagt og ens kæreste ikke har formået at give genoprette det han ødelagde.
Hvis min mand i morgen forelskede sig i en anden, ville det IKKE ødelægge mit selvværd(jeg ville blive ulykkelig af andre årsager- savnet osv.).Men som sagt, så har jeg fra en helt ung alder defineret hvad jeg SELV ville med mit liv og dette helt uafhængigt af hvad mine mænd måtte mere og synes. F.eks. hvordan jeg vi l klæde mig eller udtrykke mig som kvinde, det er min helt private sag, og synes den mand jeg lever sammen med at en anden kvinde virker mere tiltrækkende på ham, jamen så tager jeg det til efterretning. Men jeg kunne ikke drømme om at lave mig om af den grund, når jeg nu har gjort mig så umage for at finde min egen vej, og min egen personlige stil som kvinde (plagiere ikke andre-men kan godt lade mig inspirere af andre kvinder selvfølgelig) så vil jeg ikke give køb, men vil foretrække at leve alene, ja gerne i ensomhed også, hvis alternativet er at jeg mister glæden ved at være den jeg nu er,og bevidst har valgt at være!
Kvinder er ALLE skønne!Men påhver sin måde, for det er simpelthen naturen,der har indrettet det sådan,at vi skal være tiltrækkende -som blomsten der udsender tiltrækkende dufte er kvinden unik som væsen. Det er derfor kvinders egen skyld hvis de ikke forstår at værdsætte sig selv og pleje deres plante, bare fordi der kommer en skidderik forbi og tisser på en, så man kommer til at lugte af hans pis i stedet. Lad tårerne vaske det bort, men fortsæt ikke i et forhold, hvor ens blomst får lov at visne hen lidt efter lidt, uden manden forstår at pleje den. Red jer selv for pokker!
Det er måske derfor jeg har været så arrig på mange af jer. Jeg ærgrer mig over jeres situation...men ligefrm ondt af jer, som visse har af mig? Det ved jeg nu ikke om jeg har, for det med at have ondt af andre er jo ofte en selvproicering er det ikke? Menman må respektere at det er kvindens eget valg at blive i et firhold, mens hendes kvindelighed langsomt men sikkert undermineres....
Jeg synes bare det er synd og skam, når kvinder UANSET ALDER giver op, og ikke er i stand til at kæmpe for sig selv og deres unikke køn. Det er jo også mit køn, såselvfølgelig kan jeg sætte mig ind i jeres situation.
Men diskussionen har jo drejet sig om noget helt andet.....min position som elskerinden har jo sat grænserne på forhånd mht. forståelse os imellem.
God sommer.:-)
Pusser

Kære Jer, der fangede mig i det sorte hul.
Smil og tanker hjælper mærkværdigt nok, også fra alle dem man ikke kender, men som forstår hvad jeg føler og tænker når jeg er der. Mere end de nærmeste der ingen anelse har om hvad det er der foregår her helt inde ved kernen.
Jeg er oppe af mit sorte hul igen (blev lidt småfuld i en god hvidvin.. sagde det hele til kæresten, han prøver virkelig, han forstår også godt og vil godt indrømme at noget af det jeg siger er rigtigt og han bliver også rigtig ked af det, så der er jordforbindelse!).
Til Pusserpigen vil jeg sige, at der ikke er noget med om jeg kan lide dig eller ej. Jeg har skrevet at adjektiverne gør det vældigt pinsomt engang imellem... osv. Til gengæld har jeg også skrevet at jeg synes du må mene hvad du vil om dette og hint, og så iøvrigt erklæret mig uening i meget af det du mener.
Hvorom alting er, så er jeg glad for dine sobre indlæg her til mig, og jeg vil gladeligt erkende at jeg faktisk synes du har ret i det du skriver her... Dybest set er det hele et valg.
Jeg har valgt at blive og på den måde kæmpe for min kvindelighed. Ikke som den samme jeg var før jorden rystede, men som en anden og klogere kvinde. Jeg vil stadig kræve at jeg ikke skal dele min kæreste med andre, han vil heller ikke dele mig, og i øvrigt vil jeg ikke deles!
Det er vores aftale herhjemme, og den vil vi forsøge at overholde, måske med en større og mere rummelig forståelse os imellem. Det er det jeg håber på!
Ja det er synd og skam når kvinder opgiver sig selv. Det har jeg absolut ikke tænkt mig, jeg håber derimod det vil lykkes mig at være lidt mindre ultimativ i mine krav til andre OG mig selv. Ting bliver svære når alt er all or nothing. (Her taler jeg ikke om forhold som princip, men om alle de hverdags-situationer der bliver lidt mere trælse og svære, når forsøget ikke er godt nok).
Tak fordi I hjalp mig med at komme op af hullet. Jeg blev faktisk meget rørt over Jeres svar. Lige der forstod jeg hvor fin SOL'en er.
KH Kastrup

at du er oppe igen, og at der jordforbindelse :-)
knus fra nattergalen

også atvi kan mødes et eller andet sted alligevel..vi har samme køn måske derfor ;-)
Under alle omstændigheder er du den af mine "modstandere" der virker mest hudløs ærlig,og derfor den jeg tror kommer helskindet ud af krisen. Og selvfølgelig skal du og andre kvinder (mig selv iberagnet) aldrig nogensinde give køb på vores egen personlige følelse af at være Kvinde med stort K. Det er noget rent personligt som vi netop selv skal definere - og kun den mand der værdsætter dig er dig værd. Vi kvinder kan sagtens selv give os selvværd og livsglæde vedbare at være til - hvad har vi ellers vore veninder til iøvrigt❓Så demænd kan bare komme an, rører de ved vores selvværd som kvinder, så skal de få "kærligheden" at føle.....
Knus
Pusser

Hej Pusserpige
Jeg ved ikke om det er kønnet der gør det. På en eller anden måde tror jeg det ikke.
Den meningsudveksling du og jeg netop har haft, er der vel ikke særligt mange der kan være uenige i. Heller ikke dem du virkelig har krydset klinger med.
Når jeg synes at du her har noget vigtigt at sige og faktisk et helt grundlæggende budskab, så er det helt klart fordi, at min egen oplevelse igennem min store nedtur har været at det ville reelt have været så "nemt" at give op. Altså nemt i citationstegn. Det ville have haft sin helt egen problemstilling.
Men nemmere måske end at gå ind i den kamp jeg nu er i. Kampen for forholdet, den fælles forståelse, den fælles målsætning og ikke mindst kampen inde i mig, som helt sikkert er den værste og mest irreterende.
Den sidstnævnte er jo kampen for at blive mere rimelig. Jeg må jo se på den del af det her set-up der bl.a. foranledigede min kæreste til at søge anden bekræftigelse og efter hans udsagn, hævn over mig.
Ja I så rigtigt. Hævn.
Jeg har aldrig bedrevet noget tilsvarende der kan udløse dette ønske om hævn, men til gengæld må jeg indrømme at jeg har bedrevet noget andet. Trælshed, nedværdigen, dårlig omtale og tiltale. Punken. Og stille og roligt over årene fået plantet i ham at han ikke var særligt kærlighedsværdig. Så i de klareste øjeblikke må jeg jo sige, at jeg godt kan se, hvad der satte ham i ønsket om at blive bekræftet i ikke at være så skidt et menneske, som min tone umiddelbart kunne få hvem som helst til at tro han er.
Men det er han jo ikke. Jeg kan pege på forskellige ting der gør, at jeg har opført mig sådan.
Ikke særligt mange er rimelige for de har ikke særligt meget med ham at gøre. Snarere med mig selv. Kopi af min mor.. eget "ønske" om noget "større", min drift til at se negative ting hurtigt osv. Måske har jeg vidst det før, men jeg skulle åbenbart rystes for at SE det. HØRE det, OPDAGE det osv.
Stadigvæk vil jeg fastholde at jeg ikke har ansvaret for alt det her, det var hans valg at være utro. Men som jeg siger, måske giver det en lille smule mening i mine klareste øjeblikke. Nøjagtig som at jeg for nogle dage siden beskrev min egen trang til at blive attrået og værdsat UDEN den daglige trummerums indblanden. Jeg er ikke i nærheden af at gennemføre noget som helst, end ikke i nærheden af at have muligheden, for jeg vil slet ikke rode i den mulighed.
Det klare budskab jeg hører fra dig er jo netop valget og kampen for sig selv. Jeg kunne være gået... Men det havde jo ikke skjult at kampen med mig selv er den største udfordring og den havde ikke været mindre nødvendig som single. Så havde jeg jo bare mødt en anden mand, hvor man kan gisne om at historien måtte have gentaget sig. På den måde vælger jeg at give det her forhold med den her mand, som også er far til min 1½ år gamle søn en reel chance.
Dermed føler jeg også at jeg vælger mig selv, og at give mig selv en reel chance i det her forhold.
Jeg vælger mig selv som menneske og kvinde, og mor. Min søn skal da ikke bo uden sin far fordi jeg ikke prøver alt og gør alt hvad der er mig muligt for at tingene kan være optimale for ham.
Jeg mener ikke på offer-måden. Jeg har hørt nok om ofre hele mit liv (så får jeg bare ikke nyt tøj i år, så du kan komme på sommerferie osv fra min mor, så lader jeg bare være at holde ferie så du kan få en vaskemaskine osv) Det er ikke sådan.
Jeg vælger sgu at tage kampen op mod mig selv. Jeg er sgu mere værd end det, og jeg vil have min mand. Det er den kamp, som foregår inde i mig.
Du beskriver selv hvor lang tid det har taget dig at nå dertil hvor du er, og at det var hårdt. Giv lige andre samme tidslinie og credit. Det kan godt være alle ikke havner der hvor du er, men de havner måske der hvor de gerne vil være, og det må da være det optimale?
Når jeg påstår at ikke mange vil være uenig i, at det er kampen med sig selv og retten til at tage egne valg og vælge sig selv og det er bedst for en selv,så er det fordi at det også for mig er ganske indlysende.
Det der måske har forpurret billedet er det indædte forsvar for elskerinden, og i øvrigt at du netop engang imellem vælger at være noget strid i tonen. Jeg ser det nu mere som, at hvis du synes dine indlæg skal have en respekt og ønsker debat-seriøse svar, så må du da se alle andres indlæg fra samme synsvinkel.
Jeg kan uden problemer respektere dine indlæg og svare ordentligt på det jeg vil svare på, det indebærer også at jeg ikke forvrider eller "misforstår", ihvertfald ikke med vilje, og dem jeg bare synes er for trælse, dem svarer jeg ikke. Jeg sender da ikke en svada om deres egen uformåen bare for lige at give mit spark med.
Og som jeg har skrevet tidligere så mister du den udfordrende approach du kunne have ved at drive folk fra dig og sætte dem i forsvarsposition.
Det er sgu ikke engang et spørgsmål om holdninger det er almindelig psykologi og et spøgsmål om samtaleteknik.
Lige præcis det ved jeg lidt om, da en del af min uddannelse indeholder kommunikation og samtale teknik/psykologi.
Man kan jo sagtens vælge at ignorere det, men så vælger man også at budskabet bliver forpurret og som det vel egentlig er sket her.. Så kan man risikere at blive en paria.
Du kan kalde det, at ikke gå på kompromis med dig selv. Jeg synes bare ikke man behøver at indgå de store kompromiser for at tale med/til andre mennesker. Det kan man jo sagtens uden at sælge sig selv.
Nok om det. Tilbage til den umiddelbare påstand...
Jeg tror ikke du vil træffe på mange der er uenige i hvad du har skrevet til mig.
Personligt synes jeg at jeg er blevet lidt klogere af at læse dig her. Og tak for det.
KH Kastrup

Kære glade elsker
Jeg belv mega glad for "dit smil". Jeg bliver så bekræftet i forståelse, rummelighed og kærlighed over at vi to, fra hver vores side "af bordet" kan rumme hinanden og også støtte hinanden.
Dit smil var reelt det der rørte mig dybt og bragte en bette tåre i øjenkrogen. Det får mig til at tro på noget mere i kærlighedsforholdet.
Jeg mener, her er vi på hver vores side, og så kan vi alligevel rumme og forstå hinanden og så i øvrigt have det lille overskud til at se ud over os selv.
Jeg håber virkelig alt det bedste for dig.
KH Kastrup

Kære Nattergal
Jeg må jo sige at jeg føler en vis ensartethed i vores oplevelser.
Tak fordi du er her på SOL'en, selvom du er her af årsager man kunne ønske sig foruden. Jeg får stor glæde ud af at udveksle meninger med dig.
Håber du selv har det godt????
KH Kastrup

Kære kastrup
Jeg kan kun sige i lige måde, har haft rigtig stor glæde af vores meningudvekslinger, og er ligeledes glad for at du er her på sol'en.
Lige i dag ville jeg ønske jeg var blevet hjemme, vi jeg og kæresten tog af sted sammen ind til byen for at hente en dykpumpe, så vi kunne rede huset for unødvendige vandskader. Havde bare ikke tænkt på hvilken vej vi skulle, vejen forbi ”hendes” hoveddør. Først da bygningen tårnede sig op lige foran mig, mærkede jeg suget i maven, billeder og tanker om dem i hinandens arme lige derinde bag den dør, hans forsøg på at finde en egnet p-plads der ikke ville røbe ham osv osv alt væltede igen frem.
Igen tog vreden, bitterheden og smerten overtaget, bitterhed og smerte fordi jeg igen for mit indre øje så dem sammen, hans og også hendes fælles bedrag imod mig. Vrede fordi jeg ikke kan kontrollere mine følelser og tanker når jeg kommer forbi, vrede over at hun indirekte bestemmer hvor jeg skal færdes, for at undgå et eventuelt møde med hende, samt de billeder og tanker det medfører og som gør så ondt, og hvilken jeg helst er foruden.
Hvad skal der til for at jeg, igen kan færdes frit og ubekymret rundt i byen? Jeg ved godt det er i mit eget hoved, mine egne tanker der begrænser mig, men hvordan kan jeg stoppe dem?
Min kæreste forsøgte at ignorere min reaktion, begyndte at tale om andre ligegyldige ting, hvilket virkede modsat på mig. Lige netop der havde jeg brug for at ham, og en tilkendegivelse af hans kærlighed. Det er som om han ungår mig og trækker sig væk fra mig når jeg har allermest brug for ham. vi har "talt" om det og han har forklaret, og jeg forstår godt, at det er ubehageligt for ham at tale om og blive konfronteret med både min og hans egen smerte i denne forbindelse. Men er jeg urimeligt når jeg bede ham forholde sig til mig, følelserne og tankerne i sådan en sitution, selv om det medfører ubehag hos ham?
Undskyld hvis det hele er lidt rodet og forvirrende...men det er mine tanker og følelser også lige nu.
KH Nattergalen

at du er. Han skal da bestemt forholde sig både til følelserne og tankerne, og måske det ubehag der opstår hos ham selv også???
Det er jo formodentlig en blanding af både skyld og flovhed hos ham selv, når han bliver konfronteret med sine handlinger.
Den der ligegyldige tale er vel et forsøg på at aflede som du skriver og det har den stikmodsatte effekt.
Det er sådan lidt strudsen Rasmus-agtigt. "Hvis jeg ikke kan se, kan I ikke se mig, derfor stikker jeg hovedet i busken". Direkte overført til at hvis han ikke taler om det, så er der ikke noget at tale om, og dermed ikke noget problem, eller?
Din følelse er fuldstændig naturlig. Det er jo ret almindeligt at det kan være svært at nærme sig gernings- eller ulykkessteder, og efter min mening kan dette overføres direkte. Hendes hus er jo "gerningsstedet" og selv om du ikke tænker på det hele tiden, så bliver du jo også konfronteret med det, når du står der. Jeg ved ikke hvordan man stopper den slags tanker, men det kommer til at fylde mindre med tiden, jeg tror bare ikke du kan regne med nogensinde at kunne gå forbi hendes dør som var det en hvilken som helst anden dør. For det er det ikke længere!!!
Jeg tror din kærestes ubehag ved at forholde sig til sådanne situationer er ganske normal... forstået på den måde, at mange mænd (med fare for at generalisere groft) inklusive min egen, nogle gange har så svært ved at åbne op for alt det svære så de (næsten) til enhver tid hellere vil forsøge at undvige. Det er også en måde at forblive ansvarsfri.
Tilbage til strudsen Rasmus. Hvis man ikke kan se det, er der ikke nogen problem.
Jeg ser det tit herhjemme, og det gode er at min kæreste selv er begyndt at anerkende den mekanik som eksisterende hos ham, men trouble is, at det er et helt langt livs vane! Og de er jo svære at bryde.
Det kræver vilje, fokus, koncentration og en god portion selvkritik, og evt. en psykolog. Mange af den slags mekanikker er jo indlært fra tidlig barndom, så det er enormt svært at sætte ord på det og "afsløre" det!
Gad vide om drenge bliver opdraget til ikke at berøre det svære, (drenge græder ikke)? Ihvertfald siger man jo at drenge kopierer deres fædre (FUCK) og piger deres mødre (DOBBELT FUCK) for mig ihvertfald.
Jeg synes du beskriver meget fint hvad det er du har brug for i den slags situationer, og det er du nødt til at holde fast i, han skal jo da forholde sig til dine følelser, det er vel nærmest det hele øvelsen går ud på, eller???
Måske vil det hjælpe ham til at forholde sig til sine egne, det kan da heller ikke have været helt uden betydning eller som minimum må det da have medført nogle tanker at gå forbi den dør. Har du spurgt ham om dem?
Jeg tror ikke en døjt på at han kan gå forbi der, uden at der er en eller anden reaktion, hvad end det måtte være. Hvis han kan det, så er han en træmand, og sådan har du jo ikke beskrevet ham.
Hold fast, og forlang lidt mere indlevelse af ham, han kan altså ikke rigtig tillade sig bare at lade det være dit problem. I er to i den båd,også når den gynger.
Knus Kastrup

Har jeg læst alle indlæggende i denne tråd. Det er første gang jeg besøger SOL og dermed dette forum. Mit debatnavn afslører jo sikkert hvem jeg er. Og det er da også meningen. Tak Kastrup for dine (overvejende) objektive indlæg, som for det meste giver håb for ligesindede.
Og til dig min kære Nattergal - mine handlinger kan ikke på nogen måde forsvares og jeg er oprigtig ked af al den smerte jeg har forvoldt. Ikke kun mod dig men også vores børn - vores familie, mig selv som jeg har frataget den store glæde, at blive elsket betingelseslyst.
Ingen herinde kender hele vores historie og den er for så vidt heller ikke relevant for denne situation. Men da jeg foreslog vi skulle flytte sammen ud til mig i huset, var det med hjertet. Det var mit dybeste ønske at vi nu skulle være en rigtig familie. Noget som du havde ønsket dig i årevis. Og som også jeg havde efterhånden havde et inderligt ønske om. Men det var som om verden sank i grus det øjeblik sandheden om mit bedrag blev kendt. Ikke kun for dig men også for mig. I det øjeblik indså jeg hvor dum, egoistisk, selvisk og NAIV jeg havde været. At tro at man kan skjule en så ussel handling er noget nær det dummeste.
At se den lykke der var, forsvinde med et eneste slag pga. dumhed er næsten ikke til at bære. At se den man elsker synke ned i fortvivlelse er værre. At høre sin søn sige: "Det var dejligt far, men en skam det ikke varede så længe", fordi han tror de skal flytte igen, er SLET ikke til at bære. Og lige nu sidder jeg og får tåre i øjnene over alt den sorg jeg har påført vores familie.
DAMN hvor har jeg været dum. Og jeg ved godt jeg nogen gange er en stivnakke. Og at jeg nogen gange ikke er særlig imødekommende eller lydhør over for dine behov. Men du skal vide jeg prøver! Du skal vide at det er os to jeg ønsker. Og du skal vide at jeg ELSKER dig af hele mit hjerte.
Forhåbentlig kan du når vi er kommet helskinnet igennem denne oplevelse, kalde dig Fønix. For jeg er sikker på at du vil rejse dig af asken, for igen at blive en smuk svane, der vil berige vores liv med din kærlighed og entusiasme.
Kys og kram fra Strudsen Rasmus :-)

som jeg godt vil svare mere uddybende på. Men jeg vender tilbage, når der er tid til et gennemtænkt svar.
Glad for din kritik, ja for det er svært med det internet, man fremstår ofte mere firkantet end man er. I normale sammenhænge er jeg i forsamlinger (hvor der opstår konflikter) næsten altid den, der er diplomaten og får folk til at finde sammen om nogle fælles punkter...mange har takket mig for den evne faktsik..:-)
...men også lærerigt at jeg i dette forum har fået rollen som den provokerende og angstfremkaldenden Pusserpigen....det må være min rolle som elskerinden, som jeg har svært ved at adskille fra den rolle de mange der provokeres af mig lever med.
Jeg skal forsøge at gøre det lidt bedre næste gang jeg skriver herind..;-)
Knus
Pus

Hvor er jeg igen glad for dine ord, fordi det på så mange måde bekræfter mig i at jeg ikke er alen i mine tanker på dette punkt.
Pudsigt nok har jeg selv forsøgt at forklare ham mine synspunkter mht. at forholde sig til mig, mine følelser, tanker mv. ved hjælp af ”strudsebilledet”, dog har han ikke rigtig (før nu måske) kunnet se hvad jeg mente. Tak… tror nogle gange det hjælper at få det forklaret af en udenforstående, som på trods af dette, selv har en del indsigt i problemstillingen.
Når han/de vender det døve øre til, og lukker øjnene for de svære følelser og tanker der ind imellem kommer op i og rører sig i mig/os, så føles det netop som om han/de fralægger sig ansvaret for resultatet af hans/deres egne handlinger, i lige præcis de øjeblikke hvor behovet for at de tager ansvaret er størst.
Men jeg tror at du har ret at den her ”stik-hovedet-i-jorden” mentalitet er en livslang vane som uden tvivl er sværd at bryde. Men jeg håber at min kæreste ligesom din en dag vil erkende det, for det er, lige som med så meget andet, første skridt på vejen, i forhold til at bryde den.
KH Nattergalen

Jeg har nu læst dit inlæg et par gange, jeg har forsøgt at fange essencen af det du skriver, men er ikke sikker på at det helt er lykkedes for mig at følge din tankegang fuldt og helt.
Jeg vil starte med at sige at for mit vedkommende handler tilgivelse ikke nødvendigvis om at gå på kompromi med kærligheden eller andre ting for den sags skyld. For mig handler tilgivelse om at acceptere og se de triste og smertefulde ting i øjnene, som jeg har været udsat for i livet, for derefter at slippe de negative energier der forbundet hermed, og som, (hvis jeg ikke slipper dem) kan fratage mig andre glæder i livet, fordi jeg holder mig selv fast i gammelt nag, negative tanker, fordomme og forudindtagelser som hindre mig i at levet livet frit og åbent.

Hvis jeg skulle vælge at lukke af for og afskærer alle de mennesker fra mit liv, som på den ene eller anden måde har handlet således at jeg har følt mig såret, udnyttet osv. Så ville der nok ikke være så mange tilbage. Der er jo en hvis rigtighed i det ordsprog der siger: det er dem som du elsker højest, der kan sorge dig mest. Vender jeg den om ville der nok også være mange der så skulle have lukket af for mig, for jeg kan da ikke frasige mig ansvaret for at have såret og gjort andre ondt.
Når jeg siger at tilgivelse for mig ikke handler om at gå på kompromi med kærligheden, er det fordi at der for mig i det at tilgive, ikke automatisk er tale om at jeg skal afgive mine holdniger til fordel for den anden part, eller skal bifalde dennes handlinger. Men der ligger i tilgivelse, set med mine øjne en accept af at vi mennesker ikke altid ser, oplever, forholder os til, og handler på samme måde i en given situation. Hvilket ikke behøver at betyde at der er handlet i en ond mening, selv om det i nogen tilfælde gør ondt på andre.
For mig er er der et tæt sammehæng i det at gøre sig selv FRI og i det at tilgive.
Så jo du har nok ret, alt kan tilgives, og jeg føler mig ligenu også sikker på (det er i hvertilfælde det jeg ønsker) at jeg en skønne dag både tilgiver min veninde og min kæreste for deres handlinger. ikke for deres skyld alene, men primært for min egen skyld.
Jeg ønsker genske enkelt ikke at blive en indlukket og bitter kvinder, der fratager mig selv muligheden for at leve livet som en FRI kvinde.
En FRI kvinde, der kan elske og blive elsket, uden at jeg lader mig bremse af tanker omkring de ting som muligvis kan ske engang i fremtiden, på bagrrgund af de ting der er sket i fortiden.
Kort sagt, jeg ønsker på sigt, at leve i nuet frem for i fortidens smertefulde minder.
Dermed ikke sagt at fortiden og de sår den har givet skal glemmes og ignoreres, dem vil jeg til stadighed forholde mig til, i og med at jeg vil søge at bruge dem konstuktivt i forhold til mig selv.

Jeg har ikke kun i dette, lært og opdaget noget nyt om min kæreste, jeg har i stor grad også lært noget om mig selv.
Jeg ved ikke om du kan forstå og følge min tankegang, da det er ikke så let endda at sætte ord på?!

KH nattergalen

Jeg kan godt mærke, at du er uddannet i samtaleteknik/psykologi osv.Det har i høj grad hjulpet på vores debatníveau (undt. da du var helt nede og bare lod shit ryge ud...men det skal der netop også være plads til her).Jeg bed især mærke til din hudløse ærlighed.Den tror jeg på er den eneste vej frem,og hvad det så ender med mellem din mand og dig, bliver det nok en situation du har gennembearbejdet og gennemlevet.Dvs. du har ikke smidt noget ind under gulvtæppet for at bevare velbehageligheden (fornemmer jeg) skidt som så senere dukker op i krissituationer. Så jeg tror på du kommer videre med dig selv i behold-og håber det bliver med din mand. Det tror jeg faktisk på.:-)
Jeg bed mærke i du skrev om hvordan du INDEN din mand var dig utro havde undermineret hans selvtillid(ikke kærlighedsværdig)- denne negative "punken" til den anden i årevis, sætter ens partner i en situation,hvor han/hun simpelthen må redde sig selv.Det kan gøres på mange måder, men her er en forelskelse jo et løft og en inspiration til ikke at blive knækket i sit selvværd.Ubevidst foregår der en kønskamp i et ægteskab, hvor man uden at ønske det alligevel kommer til at såre den anden, fordi man er uopmærksom og bare lader munden løbe over. Jeg ser nu (hvor min mand helt har ændret sig netop i sin rolle som "punkeren" i forholdet)at det har gjort mig mere modtagelig overfor min elskers tilnærmelser.Jeg husker tilbage, at jeg de sidste par år flere gange sagde til min mand, at den måde vi talte sammen på jo var det stik modsatte af en forelskelse, jeg advarede ham flere gange faktisk. Han har været utrolig hård mht. mine resultater indenfor mit fag (vi har samme fag, hvilket kan være barskt,især i vor brance)- det sårede mig gang på gang og undrede mig, da det faktisk var hans beundring for mine evner her der startede forelskelsen......
Alle disse små stikpiller folk giver hinanden, behøver ikke betyde noget,men din mand og jeg har altså følt vores selvværd truet eller undermineret tror jeg.Det er i hvert fald min forklaring på at jeg falder for en så meget yngre mand og hans begær og beundring af mig. Det har været skønt med den beundring, og har måske reddet mig, så jeg nu er fuldkommen oppe på mærkerne inspireret til skyerne mht. et nyt projekt. Og det er min elsker alene der har sat dette igang, og ikke min mand.
Så kunne de der svigtes med utroskab ikke prøve at tage den derfra, altså at man selv har påført den anden både smerte og et hak i selvtilliden INDEN ens partner så faldt i med utroskab,og påførte en samme smerte. Så vil det være nemmere at forstå og også langt nemmere at tilgive.Jeg personligt ville ikke have svært ved at tilgive din mand i din situation....som du beskriver den her. Imin situation er der ikke tale om hævn,idet jeg har været angst for at følge mine følelser for den anden mand, virkelig kæmpet imod i over et år.
Jeg er iøvrigt ikke så bange for at svigte min mand(han skal nok klare sig), som jeg er bange for at svigte mig selv i dette, netop fordi jeg stadig elsker ham så meget. Hvordan dette udvikler sig aner jeg ikke lige p.t.,men jeg kan sige så meget at jeg på ingen måde har dårlig samvittighed. Mærkeligt for det har jeg ikke - føler jeg har gjort det rigtige og jeg har reddet mig selv(min elsker har reddet mig)og på længere sigt måske reddet mit ægteskab, hvis jeg vælger at blive.
Et eller andet sted tror jeg vi forstår hinanden Kastrup.Og tak for dine ord.Jeg lærer også noget her...som du sikkert kan læse mellem linierne håber jeg ;-)
Stort Knus
Pus

du virker som ret afklaret nu.Det lyder virkelig godt at du også i tilgivelsen ser en frihed,for det har du ´helt ret i. Det er første skridt, herefter kommer så om dine følelser stadig er stærke nok til at elske åbent og fuldt og helt UDEN en lille djævel visker dig iøret at det må du ikke, for hvad nu hvis osv.osv.
Hvis du kan give den lille djævel et los i røveren også,og så begynde helt og aldeles FORFRA (det KAN lade sig gøre...det skete da for mig for snart en menneskealder siden....)så kan kærligheden mellem dig og ham du elsker jo virkelig udvikle sig på en platform der kanblive langt mere holdbar end der hvor I startede.
Lykke til og knus
Pus

det sene svar, men skulle lige læse dit indlæg samt overveje mit svar nogle ekstra gange.
Først vil jeg sige dig tak for den forståelse som jeg føler du har.
puuuh ha, sikken en omgang du selv har været igennem, er ikke tvivl om at det er 10 x værre end min situation lige her og nu. Alene det at du skriver at vold var en realitet, det er i sig selv nok.
Men du spørger hvad jeg ville have gjort hvis jeg ikke havde mine børn at tænke på, og om jeg ville være flyttet sammen med ham hvis jeg havde kendt sandheden. Det er faktisk to rigtige gode spørgsmål, som har givet anledning til en hel del overvejelser. Men ikke noget eksagt svar.
havde jeg ikke haft mine børn at tænke på, den er svær, for jeg har slet ikke lyst til at forholde mig til den tanke, da mine børn er det største og vigtigeste i mit liv.
Havde han gjort mig opmærksom på sandheden da jeg første gang spurgte og inden jeg tog mit valg, så havde tingene jo set helt anderledes ud, for i det tilfælde havde jeg "kun" behøvet at forholde mig til ham som utro, ikke også som løgner. der havde nok været en god sansynlighed for at jeg var bakket ud, men ved nærmere eftertænksomhed havde jeg måske nok, i kraft af min daværende mængder af kærlighed til ham, søgt at finde tilgivelse for deres affære. Som sagt så er affæren slem at forholde sig til, men det er løgnene der er mest opslidende. havde han været ærlig, ville jeg nok ikke have mistet så meget af respekten for ham, som nu er tilfældet. Det kræver trods alt sin mand at være ærlig og tage et ansvar for sine handlinger. Noget som jeg dybest set kunne have respekteret, selv om sandheden ude tvivl ville have forudsaget omtrent lige så meget smerte som nu.
Synes virkelig at det er svært at gisne om.
Jeg prøver vel nok at sige at det er så nemt at sige hvis og hvis, men vi kender i princippet ikke vores egen reaktion på en given situation, før vi reelt står i den. Når jeg vælger denne synsvinkel er det fordi jeg i mange år inden det reelt skete, havde et klart billed af min egen reaktion på et evt. utroskab fra min partners side, men det var ikke meget af det der faktisk holdt stik, da jeg først stod i det.
Jeg har da indtil flere gange tænkt, hvis jeg og han, dog bare havde gjort, eller ikke gjort, dit eller dat...så havde tingene og forholdet nok ikke udartet sig sådan. Det ændre bare ikke sitationen nu. Dermed sagt at hvis jeg skal videre bliver jeg nød til at tage udgangspunkt i tingenes faktiske tilstand og foholde mig til det. Det er ikke let, absolut ikke, selv om det måske lyder sådan i dette indlæg, der vil også højest sansynlig fortsætte med at komme flere hvis'er hen ad vejen. Måske kan de da også senere komme til nytte, det vil jeg ikke afvise.

Kære Pusserpige
Tak for ordene. Jeg vil svare dig når jeg lige har lidt bedre tid..
Jeg tror også at vi forstår hinanden her. Og derudover så er jeg så glad for at du kommer lidt tættere på, som jeg opfordrede dig til andetsteds.
Det bliver meget nemmere at forholde sig til dig, din problematik og resonnering osv når man kender lidt til din historie. Og det er også nemmere for mig (og andre sikkert) at give lidt mere af sig selv, når man ikke er alene om at give alle de sårbare oplysninger. Jeg føler at du åbner lidt op her, og det synes jeg er stærkt.
Er det nu egentlig ikke også forunderligt at rigtig mange af de her historier ligner hinanden en del, ligemeget hvad side man oplever utroskaben fra?
Til gengæld har jeg et spørgsmål til alle, der har oplevet utroskab fra deres partner.. Hvor mange har overvejet at opsøge elskeren/elskerinden, eller bare tage ud at kigge på hende/ham?
Jeg har overvejet det meget, men har ikke gjort det.
Jeg ønskede at tage ud og smide alt muligt lort i hovedet på hende, og afsløre hende, at "afklæde" hende, ydmyge hende ligesom jeg følte mig ydmyget da jeg opdagede det.
Jeg købte en bog med utroskabshistorier, som havde forskellige udfald af disse ønsker, men jeg må sige at det stort set var fælles for alle... De ønskede at se rivalen, se hvad den fremmede havde, hvad mangler man selv. Det var i den akutte fase efter opdagelsen.
Når jeg ikke gjorde noget ud af det, var det pga angsten for at gøre det. Det ville jo blive komplet ukontrollerbart for mig. Hvad ville hun kunne finde på at sige, ville der komme flere grimme ting på bordet osv osv.
Jeg er interesseret i at høre om der er nogen der har gjort det? Hjalp det? Eller gjorde det bare det hele værre?
KH Kastrup

Kære Pusserpige
Tak for ordene. Jeg vil svare dig når jeg lige har lidt bedre tid..
Jeg tror også at vi forstår hinanden her. Og derudover så er jeg så glad for at du kommer lidt tættere på, som jeg opfordrede dig til andetsteds.
Det bliver meget nemmere at forholde sig til dig, din problematik og resonnering osv når man kender lidt til din historie. Og det er også nemmere for mig (og andre sikkert) at give lidt mere af sig selv, når man ikke er alene om at give alle de sårbare oplysninger. Jeg føler at du åbner lidt op her, og det synes jeg er stærkt.
Er det nu egentlig ikke også forunderligt at rigtig mange af de her historier ligner hinanden, ligegyldigt hvilken side af utroskaben man oplever det fra?
KH Kastrup

og i mit tilfælde også min tidligere veninde har været i min overvejelser, men har ikke kunne overskue hvad det skulle fører med sig. Kan sagtens følge din tankegang mht. ydemyge hende lige som hun gjorde mig. Men ved også godt at det intet godt fører med sig.
Måske en dag når jeg igen har fået styr på og er kommet videre i mit liv med eller uden min kæreste, vil jeg måske kontakte hende pr. brev, og give udtryk for min skuffelse over hende som veninde, for derefter at slippe hende helt.
Men din situation er nok lidt anderledes, jeg vil umiddelbart råde dig til ikke at opsøge hende, da det kan medfører endnu mere smerte og endnu flere kvaler i forhold til dig selv og dit parforhold.
Vil her prøve at forklare. Da jeg efter mødet med min "veninde" havde hentet mine børn og var taget hjem, prøvede jeg at finde ud hvordan jeg skulle håndtere hendes indirekte besked om den affære hun havde haft til min kæreste. Jeg så 2 muligheder. 1 at ringe til ham og give ham mulighedn for selv at ligge kortene på bordet. 2 at ringe til hende og få bekræftet mine antagelser i forhold til hendes udtalelser og adfærd.
I dag vil jeg nok sige at jeg desværre tog det forkerte valg, nemlig nr. 2. Det betød at hun bad komme hjem til hende hvor hun så ville fortælle mig alt. Jeg tog altså hjem til hende hvilket på det tidspunkt syntes som det rigtige valg. jeg fik ikke kun bekræftet mine værste anelser, jeg fik også beviserne at se...sort på hvidt. Alle de mail samt sms'er han og hun havde sendt til hinanden. Dette var ikke behageligt læsning for mit vedkommende, men alligevel læste jeg alt....dam og fuck.
I dag ville jeg have ønsket at jeg havde taget nr. 1 ud af de 2 valgmuligheder, jeg den dag følte jeg stod over for. Sagen er at jeg ikke kun skal forholde mig til det han fortæller om deres affære, men også til alle de billeder som jeg via deres "brevveksling" har fået printet ind i hovedet. dette kombineret med at jeg har et klart og tydeligt billed af "gerningstedet" og de fysiske rammer for det de havde sammen, det er ikke fedt. Havde jeg valgt nr. 1 frem nr. 2 havde jeg heller ikke kendt hendes adresse, hvilket jeg lige nu godt vil være foruden.
Så mit råd til dig er lad det ligge, selv om jeg udmærket godt forstår din tankegang, men jeg bange for at du måske ender med at få nogle ting afvide som kun gør ont værre.
Byd ikke dig selv det, det kan give anledning mange søvnløse nætter, unødvendige bekymringer og mere smerte.
KH. Nattergalen

Undskyld dobbelt-beskeder osv.
Jeg havde computerproblemer igår, så jeg troede den ikke sendte min første besked, hvilket gjorde at jeg skrev en ny, sendte den også osv.
Spørgsmålet om at tale med 2-parten ville jeg hellere oprette i en ny tråd, men det sendte den heller ikke.
Her til morgen kan jeg så se at det hele er sendt....
Så Sorry.
KH Kastrup

Kære pusserpige
Jeg deler dine synspunkter med hensyn til at den "svigtede part" må ind og se på det medansvar man harfor det der er sket.
Selvom det er en floskel, så tror jeg nu altså at det er de færreste der opsøger andre kvinder/mænd, hvis de har det rigtig godt derhjemme og bliver stimuleret positivt og elskeligt. Selvfølgelig findes de.... men det er jo ikke dem vi taler om her!
Jeg mener virkelig at jeg har en del af medansvaret for at skabe hele det set-up der gjorde denne affære mulig. Og i forhold til hvad jeg har skrevet om at se det som et wake-up call, så kan denne affære meget vel have reddet vores forhold også! (Ubehagelig tanke synes jeg, men ikke desto mindre, så er det nok sådan på sigt!).
Med det mener jeg absolut ikke at jeg har så meget som en lillebitte taknemmelighedsfølelse overfor den anden kvinde. Det er jo også ganske ualmindellig destruktivt, det der er sket. Og nu er det mit selvværd der er truet! Hvis jeg skulle gøre som min kæreste, så ville det jo nu være "min tur", og så er vi i skruen uden ende.
Der hvor jeg synes kæden hopper af! Det er jo altså min kærestes medansvar... det er også en del af hele billedet, der er jo ikke tale om en situation hvor jeg bare har gået og undermineret hans selvtillid dag ud og dag ind. Der er også hans bekræftelse af mig at tale om, den måde han handlede og agerede på. Jeg prøver ikke at sige at han er ansvarlig for mine ikke særlig pæne handlinger, men han er så sandelig ansvarlig for sine egne.
Således er der tale om et gensidigt ansvar for at det ikke kørte.
Hvis han skulle have gjort det ansvarlige, så skulle han jo have sagt fra, talt med mig, slået i bordet, stampet i gulvet... osv. Krævet vi gik til den terapeut, vi nu alligevel er havnet hos????
Det valg, det også er, at have en affære, er efter min bedste overbevisning ikke det smarteste at finde på! Det lægger bare endnu et lag på, af ting man skal komme sig over. Endnu et lag af distance!
Jeg vil påstå, at var vi kommet til psykologen inden denne affære, så havde vi særligt talt om adfærdsændring os imellem, sådan inde i den personlige kerne! Idag har vi jo brugt lang tid på at kortlægge hvorfor han overhovedet gjorde det, og alle de følelser og problemer det har givet.
Men som sagt, jeg forstår godt at han kunne have behovet! Når det nu var i den retning hans reaktion gik. I princippet kunne den bare have gået i en anden retning også! Forstår du hvad jeg mener?
Der er jo ikke kun en måde at redde sig selv på.
Jeg vil understrege at jeg stadig mener at du er nødt til at gøre det der er rigtigst for dig.
Jeg synes bare, at dem der er utro, er nødt til i det mindste ikke at bilde sig selv ind, at de gør deres partner en tjeneste, for det gør de ikke.
Du har jo selvskrevet andetsteds, at din mand ville blive ekstremt ked af det. Og nu skriver du, at han virkelig har ændret adfærd ang. sin nedvurdering og punken af dig! Og du skriver at han kan mærke at du er lidt ændret, og at du er nødt til at lyve om at du bare glæder dig til ferien osv... Det du gør, er jo begyndt at blande sig i Jeres hverdag så, selvom du skriver det modsatte!
Det må du jo også handle konstruktivt og ansvarligt med.. Måske er det på tide, at du genovervejer motivet for din affære?
Hvis Jeres oprindelige dårlige set-up ikke længere er der, så er du jo ene (om man så må sige) om at bringe slangen ind i paradiset!
Og så kan det godt være at du ligenu synes det er bedst for dig, hvad så når din soulmate gennem 18 år, bliver knust og står her hvor man kunne overveje at gå sin vej?
Når jeg har svært ved at tilgive min mand ,så er det fordi at det ikke fungerer som et regnskab. Jeg kan ikke bare sige. "OK skat, så står den 1-1".
Det her truer jo mig ligeså meget, (eller måske mere?) som min opførsel gjorde ham. Han har jo virkelig valgt at finde en anden, og udføre det, han har på den måde stået med den ene fod ude af døren, vrage mig, forlade mig.. det har jeg aldrig været i nærheden af at gøre mod ham. Han har valgt at hævne, med hans egne ord!
Det er da svært at tilgive.
Og al den tale om tilgivelse... Det er jo lidt svært. For hvorfor tilgav han så ikke bare mig istedet for at gøre det han gjorde?
Det er at vende det hele op og ned.
Men det er kun fordi det ikke er enkelt.
Ikke desto mindre en spændende diskussion. Og jeg fatter virkelig godt at hans valg dengang heller ikke var enkelt, jeg prøver ikke at sige at hans situation var så dødnem. Jeg prøver bare at sige at "JA" nok bærer de fleste af os "Bedragne" rundt på et medansvar, men vi har så sandelig ikke bedt om det selv og vi har ikke valgt for vores partner!
Hvad siger du?
KH Kastrup

Kære Kastrup,
Disse diskussioner hjælper også mig i denne tid,hvor jeg for alvor skal gøre op med mig selv omkring min fremtid...med eller uden min mand,med eller uden min elsker.
Der er så mange facetter i dette.Og ikke mindst min elskers kone! Tænker på hvordan hun må have det.Den dag jeg så hende ved et arrangement med deres yngste på skødet,som hun holdt kærlight om og som ville hun foretælle mig et og andet med sin attityde, tog jeg den beslutning at stoppe det.Jeg ringede og aflyste et møde med min elsker....jeg kunne pludselig se det vanvittige i det hele. Selvfølgelig vedkommer deres private familieliv i grunden ikke mig-det er jo HAM der er rendt efter mig i så lang tid. Så jeg har på ingen måde forsøgt at bryde ind i deres forhold. Hvorfor han har gjort det? Ja det er jo den sædvanlige historie...
Jeg kan godt lide hende,og kan i grunden ikke forstå hvorfor de ikke kan finde ud af det.Hun er en fantastisk mor,og hun er virkelig god for ham på mange måder.
Det nemmeste for mig ville være hvis han kunne standse DÈT nu. Jeg ved han har prøvet det, men altså han er forelsket i mig,så det er nok en helt anden situation end den du og nogle andres mænd herinde har været i.De skulle bare bekræftes af en anden kvinde,men har nok ikke haft de store følelser indblandet i affæren.
Så det er netop ikke så enkelt.
Jeg har skrevet det andetsted,men jeg skylder ikke min mand at overholde et troskabsløfte vi aldrig har indgået. Selvfølgelig lå det i kortene,at da vi flyttede sammen, så skulle det være os og KUN os nu. Andet kunne det jo ikke være, da vi begge var som to sårede dyr, der nærmest klamrede sig til hinanden, da vi endelig igen fandt sammen.I de 18 år vi har levet sammen har jeg også vågnet op med ham i tankerne, som da vi var væk fra hinanden,hvor han var det første jeg tænkte på når jeg vågnede (og omvendt). Men det sidste halve år har det været elskeren jeg har haft i tankerne lige når jeg vågnede,og det er forfærdeligt at dette har udviklet sig så vidt, når jeg jo ved hvor meget min mand betyder for mig. Vi HAR jo prøvet hvad det vil sige at være fra hinanden. Så jeg skal ud af dette med elskeren,og håber meget på han har forstået det nu, at han skal finde ud af det med sin familie nu¨eller sætte sin kone fri.
Jeg fortæller intet til min mand - han ved godt besked om jeg har noget kørende, hvilket jeg har mere end antydet...måske for at få ham til at vågne op inden jeg virkelig går for alvor. Jeg ville ikke kunne leve videre med den måde han det sidste års tid har kørt på mig. Og måske din mand har haft det som jeg- han har savnet DIG,men du har ikke været helt til stede for ham, og så faldt i med en kvinde, der var mere end villig.
Mere er der jo ikke i dette-han elsker hende jo ikke, så smid symbolet på jeres krise ud,og begynd helæt forfra.
Jeg har tænkt mig i denne ferie at få fortiden smidt ud og begynde forfra, som var hverken min mands svigt eller mit eget svigt senere en realitet,men noget der aldrig har fundet sted.
For hvad vedkommer fortiden NUET,når man elsker hinanden????
Det var det bedste svar jeg kunne give her :-)
Tak for en god snak!
Pus

Du skriver:"Hvis han skulle have gjort det ansvarlige, så skulle han jo have sagt fra, talt med mig, slået i bordet, stampet i gulvet... osv. Krævet vi gik til den terapeut, vi nu alligevel er havnet hos???? "
Hvis du kikker tilbage, gav han så ikke nogle advarsler, som du måske overså?
Jeg ved at jeg op til flere gange sagde til min mand, at vi nu havde en situation i vores snak osv.der fik mig til at tænke på det MODSATTE af en forelskelse. Jeg sagde det igen og igen, men han slog det hen og sagde blot undskyld og han elskede mig...og så kørte vi videre indtil næste gang der var problemer. Det fik mit selvværd især indenfor mit fag til at mindskes....det var det modsatte af beundring han gav. Flere gange sagde jeg til ham:Jeg forstår ikke at du tør dette!Kan du slet ikke se hvad det gør ved os...den poisi vi før havde er jo ved at forsvinde...
Osv.osv.
Så jeg kom med mange advarsler. Den aften jeg første gang mødte min senere elsker, husker jeg og han tydeligt.Han blev forelsket i det øjeblik han så mig - jeg kunne bare mærke det som en "lasestråle" fra ham,men blev ikke forelsket...dertil var jeg alt for fet up med problemer tror jeg.Men da jeg hjem husker jeg min mand skældte mig udover et og andet...og jeg tænkte "nu gider jeg ikke mere".Vi fik os en tur,og blev så gode venner igen...men næste dag ringede han så (elskeren) til mig-han var tydeligt interesseret i kontakt.Jeg syntes bare han virkede sød men også påtrængende,og lagde bestemt ikke op til mere kontakt!
Så at jeg "faldt i" skyldes lige så meget at min mand ikke forstod at tyde de advarsler jeg vitterlig gav.
Prøvat tænke tilbage Kastrup,om der ikke har været nogle advarsler alligevel,som du dengang burde have fanget.Vigtigt at du husker tilbage nu, så du kan undgå I kommerindi lign. misforståelser fremover...meget vigtigt dette!!!
Knus
Pus

.. ikke alene.
Det kan dog godt føles lidt sådan, når partneren lider af strudse-syge.
Men du er ikke alene i det.. Lige nu er jeg og en masse andre med dig, både i tanken men også i hverdagen når vores egen struds går rundt og leder efter buske..
KH Kastrup

Rigtig godt spørgsmål!!!
Jeg vil tænke godt og grundigt over det, og huske.
Vender tilbage..
KH Kastrup