mine hemmeligheder

jeg har i hele mit ikke ville se i øjnene, at jeg i perioder lider lidt af depression. Men efter jeg har været hos en psykiater og han stillet diagnosen lettere depression og endvidere angst i forskellige former...Det var noget af et ckok at læse, men jeg vidste det godt inderst inde....men alligevel har jeg så svært ved at acceptere, at jeg kæmper en evig kamp mod depressionen og angsten, for det styrer og fylder for meget i mit liv... Nogle folk mener bare, at jeg er doven, men det er jeg bestemt ikke, jeg vil så gerne og gør også i lange perioder de ting, som jeg har lyst til, lige indtil jeg bliver alt for streset og opiver endnu engang.
Mine hemmeligheder er ovenstående og jeg vil ikke fortælle mine omgivelser dette, jeg tør ikke, jeg vil ikke, jeg er bange for, at de ser ned på mig, at de ikke kan lide mig, at de ikke forstår mig....
Har har hele mit liv haft så svært ved, at være stabil på arbejdsmarket og uddannelse, jeg har så dårlig samvittighed overfor mig selv, mine medstuderende, min omgangskreds...Jeg vil så gerne være stabil, men et eller andet indeni mig gør, at jeg ikke kan finde ud af, af være stabil og det er de dage, hvor jeg føler, at jeg er en klovn, som ikke er så meget værd, at jeg er træt, at jeg ikke orker, at der bliver stillet krav til mig, når andre problemer i mit liv fylder for meget, så vil jeg helst være mig selv - hjemme i min egen lille hule.
Men jeg ved, at kommer jeg afsted, så bliver det for det meste en god dag, skulderklap til mig selv, sociale relationer, gode og sjove oplevelser, for jeg kan jo godt lide at være der og lide de fleste mennesker der....
Jeg føler, at jeg altid skal have en hjælpende hånd, et kærligt spark, så jeg kan "tage mig sammen" til at komme op om morgenen i ordentlig tid og så klare en travl hverdag...Jeg ønsker ikke at gå derhjemme på pension, for jeg er ikke gammel, jeg har børn, som jeg gerne vil være et godt forbillede for, have en god uddannelse, som jeg er igang med nu, men er så uhyre svært at tror på, at det denne gang nok skal lykkeds..
Skal jeg virkelig gå i terapi resten af mine dage, skal jeg virkelig for første gang i mit liv tage medicin- jeg tror det, for at jeg kan overskue en hverdag...
Er der andre end jeg, der har det sådan og hvad hulen gør i ????

"Skal jeg virkelig gå i terapi resten af mine dage"? Nej - det skal du en periode til du er ude af din depressive tilstand. Den er ikke livslang. Den er periodisk som et brækket ben.
"skal jeg virkelig for første gang i mit liv tage medicin- jeg tror det, for at jeg kan overskue en hverdag... " Muligvis, muligvis ikke, men du skal i hvert fald ikke have medicin unden understøtning af terapien.
Dine omgivelser ville måske have mere forståelse for, du ikke kan leve op til krav altid, når de kender baggrunden. Siger du intet regnes du vel bare for sådan én man ikke kan regne med. En ustabil. Var det ikke præcis det, du ikke gerne ville?

så du er ikke alene.
Husk at der er bi-virkninger ved al medicin - og det medicin man bruger mod depression kan forstærke depressionen og bla give flere selvmords tanker osv
Jeg vil anbefale dig at kigge på de alternative behandlere bla samina.dk hun er kanon dygtig til at hjælpe folk med depressioner.
Du får redskaber der kan hjælpe dig fra første behandling.
Det etablerede system danmark er for tungt og langsomt,så mange kommer for langt ud i deres depressioner.
Jeg anbefaler samina fordi jeg personligt har været hos hende.

hej med dig,
du skriver intet om hvor gammel du er.
jeg er selv 20 om en månede, og jeg har det PRÆCIS på sammen måde som dig. og det er rigtig hårdt ja, for man fortæller det ik til nogen, men går kun og holder det for sig selv, og så får man det bare rigtig dårligt med sig selv, fordi man føler sig så doven og ustabil.

jeg skal i gang med min uddannelse til januar, men tror ik helt på at jeg holder ud for at være ærlig.

Jeg vil også helst være hjemme, og det tror da fanden, når nu det er så svært at være ude.
Jeg lider af angst og socialfobi, og jeg vil virkeligt gerne have noget medicin for det, jeg hørte forleden aften i lorry der var en kvinde der havde skrevet en bog om hvordan hun kom ud af angsten, som bogen også hedder.
Jeg tror det bedste man kan gøre er at tro på at det en dag vil lykkes.

Du bliver nødt til at indse at mennesker med depression er ganske almindelige mennesker som ikke kan overskue alle problemer. Andre vælger at være kyniske eller direkte voldelige fordi de har disse frustrationer. Heldigvis er du ikke en af dem.
Desværre, for dit ego, bliver du nødt til at melde klart ud til dine nærmeste omgivelser. De kan ikke respektere dig for den du er, når du udelukker så vigtige detaljer om dig selv. Hvis det er respekt du vil have, SKAL du starte med at være dig selv.
Der er rigtig mange som har det sådan. Jo mere man lukker sig selv inde på sit værelse, jo mere kan man se på stedet hvordan det går oppe i knolden. For her sætter man flest spor af sin personlighed.
Jeg taler kun af egen erfaring. Det er lidt svært at præcisere noget, da alle mennesker er forskellige.
Men er der en ting jeg fortryder i alle de år jeg havde en depression, er det at jeg absolut intet gjorde for at forbedre mit liv. Jeg brugte min resterende energi på at behage mig selv, troede jeg (søde sager, alkohol, film, cola, computerspil, chokolade i så store mængder det kan lade sig gøre). Men det hjælper kun til næste dag. Jeg benægtede at have det på den måde.
Erkeldelse er et meget meget vigtigt skridt. Det næste du tager bliver endnu større, fordi det er din egen beslutning. Tænk over hvor gode vi mennesker er til at tilpasse os. Uanset hvor kompliceret eller umuligt det end måtte se ud, kan vi altid tilpasse os. Når vi ved dette, er der ingen grænser for hvad vi kan gøre for os selv. Kun dem vi bilder os selv ind.
Vi bilder os selv ind at det hele er noget lort. Vi bilder os selv ind at vi ikke kan overskue det hele. Vi bilder os selv ind at vi har det hårdere end vi har. Selv diagnosen "lettere" deprimeret, virker som noget af det værste der kunne overgå os.
Kære ven, du er heldig fordi du ved præcis hvad du skal gøre. Det er blot nogle store skridt at tage.
Follow your bliss..

Hej Klient
Jeg forstår dig så udemærket da jeg for to år siden var i samme situation. Jeg havde depression, socialangst og har også fundet ud af at jeg har en personlighedsforstyrrelse som hedder borderline.
Det var forfærdeligt og jeg ønsker aldrig at få det sådan igen. Det er godt at høre at du har været ved en psykiater, så du kan få noget hjælp, det er da nemlig mange mennesker som ikke gør, netop fordi de føler at ingen vil forstå dem og at andre vil se ned på dem.
Med hensyn til medicin kan jeg ikke sige hvor lang tid du skal tage det, det afgør din behandler. Som en anden skrev er der mange bivirkninger ved antideprisiva, men jeg vil nu alligevel råde dig til at følge din behandlers anvisninger og ikke gå til en alternativ behandler, som kan være hvem som helst, da der ikke er nogen regler omkring dette.
Jeg er selv på medicin endnu, men skal snart stoppe. Jeg fortryder ikke at jeg har taget medicin, for det har hjulpet mig meget på de fysiske symptomer, som fx energi, søvn, madvaner, selvmordstanker og mere.
Med hensyn til terapi er det slet ikke så opreklameret som man ser i film. Mange mennesker er rigtig flove over at gå i terapi, men jeg føler mig faktisk ret heldig at jeg kan få lov at arbejde med mig selv to timer hver uge med en professionel. Jeg føler at der er ved at komme orden i mit liv og at jeg kender mig selv meget bedre efter jeg er startet i terapi (kognitiv i starten og nu gruppeterapi). Så mit råd er: Hop ud i det, du er ikke den eneste og det er også dejligt at møde mennesker, som har det helt på samme måde.
At du undlader at fortælle dine omgivelser om din "hemmelighed" kan jeg godt forstå. Det er svært at føle sig "tosset", men rent faktisk er omgivelserne tit posotive, når de først finder ud af hvad der er galt. Måske går de allerede nu og tænker: Hun blir da også mere og mere sær. Hvis du fortæller dem, at du er syg og har brug for deres hjælp til at blive rask, er jeg sikker på, at de vil forstå, hvorfor du måske har opført dig mækeligt. Det er de færreste mennesker, som ikke vil hjælpe et andet menneske, som siger hun er syg.
Jeg fortalte selv min familie og venner om min depression, og da jeg også er studerende fortalte jeg min klasse, hvilke problemer jeg havde, og tro mig det var ikke så let som det lyder. Jeg tænkte det var knald eller fald om de ville kunne se mig i øjnene igen. Jeg blev meget overrasket over den respons jeg fik fra folk. Senere har mange sagt til mig at det også var meget lettere for dem at de vidste besked, fordi de ikke var nødt til at gætte sig frem til alt muligt, og mange gange kan det jo skabe rygter osv.
Selvom du føler det er meget svært, synes jeg du skal fortælle om dine vanskeligheder. Det er ikke sjovt at gå med det selv, og hvis du ikke føler du kan fortælle det til alle mellem himmel og jord, så gør det til de nærmeste, de vil helt klart støtte dig.
Håber du kan bruge det til noget
Held og lykke med det hele.
MVH Christina, Ribe

Hvis ikke værre. Jeg føler slet ikke jeg kan dele det med nogen. Mine forældre ved jeg får medicin og har været til psykiater en gang, men de tror vist det er for at få opmærksomhed.. Jeg ved ikke hevm jeg skal tale med for ikke at blive set ned på. Har så meget stolthed, men blev skubbet til lægen og psykiateren og kan godt se det var det rigtige. Men der går 6 uger mellem hver gang og det er alt for langtid når man har de slemme tanker som medicinen kan give(jeg har)... Puha er hårdt.. Er ung enlig mor, og føler mig meget alene med dette.