Mirakler og undere.

Ser at JW sier at mirakler og undere ikke lenger fungerer?
De sier at det forsvant ved apostlene?
Men, hvor står det at de gavene, under, mirakel, etc, forsvant med apostlene? Står det ikke at det skal være her til DEN FULKOMNE kommer? Og, er det fulkomne kommet?
[f]

Da apostlene døde, forsvandt deres evne til at udføre mirakler. Den sidste apostel der døde, var apostelen Johannes. Kort før sin død skrev han de sidste dele af Bibelen. Dermed var Bibelen gjort fuldkommen.
Hvordan var det du skrev?
"Men, hvor står det at de gavene, under, mirakel, etc, forsvant med apostlene?"
Det står i 1 Korintherne 13:8-10:
"Kærligheden svigter aldrig. Men hvad enten det er [gaver til] at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab, den vil blive afskaffet. For vor kundskab er delvis og vor profeteren er delvis; men når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet."

Det står ikke at gavene ble borte med apostlene. Det var det jeg spurte om.
Jeg sa: Vil ikke gavene forsvinne når det FULLKOMNE, eller det du skriver, DET FULLSTÆNDIGE, kommer? Og, ER denne kommet? Om ikke, kan du sa si at gavene er forsvunnet? Blir ikke det galt å si?
Det fullkomne, (fuldstændige), er Jesus. Og Han er enda ikke kommet. Så hvordan kan du da si at gavene er borte?
[f]

været apostlenes evne at udføre mirakler m.m. 😮
Det er [s]HELLIGÅNDEN[s] der virker ved enhver nådegave.
Talsmanden som Jesus sendte ( Helligånden) da han forlod jorden.
[f][s][l]
Johs.15
Talsmandens gerning
v5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? v6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg.
v7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil [s]Talsmanden[s] ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
v8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. v9 Om synd: at de ikke tror på mig; v10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; v11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
v12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.
v13 Men når han kommer, [s]sandhedens ånd,[s] skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.
v14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. v15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
***************
[f]
Skulle vi der lever i dag, være foruden [s]HELLIGÅNDEN[s] nej - nej - Helligånden virker lige til Jesus ( det fuldkomne ) kommer igen - han har da IKKE efterladt os Faderløse.
For dem der vil tage imod Guds gaver - og gå i Hans tjeneste vil Helligånden virke til helbredelse - udfrielse - tungetale -m.m.[f]
Og det er hvad vi ser verden over - mirakler - syge bliver helbredt - mennesker tager imod Jesus[l][s][l]
*************
[s] Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. v24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.[s]
****************
Lukas.9
Udsendelsen af de tolv
v1 Jesus kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme.
v2 Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge,

v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,
v10 men når det [s]fuldkomne kommer,[s] skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.
*********************
[f]
Vi skal se det fuldkomne ( [l]Jesus[l] ) ansigt til ansigt, og når han er hos os, har vi ikke længere brug for nådegaverne.
**************************
v12 [s][f] Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men [s]da skal vi se ansigt til ansigt.[s][f]
Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
********************
Apost.G.2
Peters prædiken pinsedag
v14 Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: »Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: v15 Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. v16 Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel:
[f][s][l]
v17 Det skal ske i de sidste dage, siger Gud:
Jeg vil udgyde af min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres unge skal se syner,
jeres gamle skal have drømme.
v18 Selv over mine trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage,
og de skal profetere.
v19 Jeg gør undere oppe på himlen
og sætter tegn nede på jorden,
blod og ild og kvælende røg.
v20 Solen forvandles til mørke
og månen til blod,
før Herrens store og herlige dag kommer.
v21 Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.
[l][s][f]

Men det er vel dette som JW sliter med. De ser ikke at Jesus ikke er kommet enda, fordi WT har lært dem at Hn kom i 1914.
Lurer på om det er enda en av de løgner WT kommer med, for å få medlemmer. Slik at de medlemmer ikke skal tro at de ikke er kristne?

jo hvordan Helligånden virker[s] - så kan vi da ikke være i tvivl vel Kyu [s][f]🙂
http://www.christlove.dk/
http://www.mirakler.dk/
http://www.missiondanmark.dk/vidnesbyrd/24803/

I tvil i det hele tatt 🙂
Jeg VET at gavene fremdeles blir gitt ut.
Jeg VET at Han fremdeles gjør mirakler.🙂
Det jeg skulle ønske, er at ALLE kan få se det. Da særlig alle de som er blitt lurt inn i et system som later som de er kristne, men som egentlig holder sine medlemmer i et jerngrep.
Det er skremmende å se alle de unge mennesker som har gått i døden for WT. Jeg tror at de VIL treffe Gud, men de får ikke lov.[:*(] Det jeg håper på, er at Gud likevel vil se hva de vil, og at Han viser dem hvor Han er.
[l]
Kyu

den damen som ba, og ble gravid, fikk jeg lyst til å fortelle hva Gud gjorde for min beste venninne.
Hun og mannen hadde prøvd i 7 år på å bli gravide, da hun ba meg be for henne. Og selvsagt gjorde jeg det. Gud hører bønn, uansett! Så, hver kveld i en stund, (husker ikke hvor lenge nå) ba jeg om at hun måtte få lov å bli gravid.
Etter en stund følte jeg at vi hadde fått svar. Jeg følte at Gud sa til meg at hun ville bli gravid. Vi hadde ikke telefon på den tiden, så jeg skrev et brev til henne og fortalte hva Gud hadde sagt.
En måneds tid senere ringte hun. Hun var gravid.😃
De fikk en sønn. Så en datter. Så en sønn. Og nå for 11 år siden, en datter.😃
Gud HØRER. Og Han gir. Og gir. Og gir. Og Han elsker oss så høyt, at Han vil gjøre alt for oss! Min venninne stoler på at Gud hører, og at Han svarer.
Det som jeg prøver å si til dem som påstår at Gud ikke svarer, ikke hører, er at: Han hører! Han svarer! MEN, Han svarer ikke alltid det vi vill ha. Noen ganger er svaret JA, andre ganger NEI. Men grunnen er at Han vet hva som er best for oss!
[l]
Kyu....

Du har ret i at Jesus var fuldkommen, men han havde allerede været der dengang Paulus skrev dette brev. Du skal læse hvad der står:
"For vor kundskab er delvis og vor profeteren er delvis; men når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet." (1 Korintherne 13:10)
Det var altså kundskaben der ikke var fuldkommen. (Den var delvis)
Og det var deres profeteren der ikke var fuldkommen. (Den var også delvis)
Derfor, når det fuldkomne kommer (den fuldkomne kundskab og den fuldkomne profeti), så vil det delvise blive afskaffet. Den fuldkomne kundskab og den fuldkomne profeti finder du i Bibelen. Når vi tilegner os kundskab ud fra Bibelen, vil det delvise forsvinde.

tage og læse hvad der står i BIBELEN - så vil du forstå [f]
v5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? v6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg.
v7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil [s]Talsmanden[s] ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
************
Jesus efterlod os ikke Faderløse, han gav os [s]Helligånden[s].
Hvem andre en Jesus er FULDKOMMEN ?
Når Jesus kommer IGEN, skal vi stå ansigt til ansigt med ham, og da vil vi ikke mere få brug for nådegaverne.
Sådan står der i min BIBEL [s][f][s]
Hvor må I dog føle jer fattige alle I jehovas vidner - når [s]Helligånden[s] er sigtet fra i jeres bog [:*(]
Og Jesus er blevet en engel...[:|]
Hvad er der så tilbage, der kan frelse jer - INTET [:|]

Rom.11,29
For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke [f][s][l]

Jeg har selv oplevet at blive helbredt flere gange, fra det ene øjeblik til det andet.
Jeg ringer til Hans og Inge Berntsen, eller tager til deres møder, hvor man oplever med egne øjne, hvor stor Gud er [s][l]
************
Jeg lovede engang, at fortælle et vidnesbyrd, da vi var inde på emnet Andagtsbøger.
Min mor ville sende mig en andagtsbog - og hun ville pakke den godt ind, så hun tog først noget julepapir om den, og derefter brunt papir. ( det var udenfor juletiden )
Hun fik sendt bogen, og var til et møde i hendes kirke nogle dage senere.
Efter talen / foredraget / prædieken var der bøn og stilhed ind for Gud.
Nu siger en fra kirken : "Jeg ser en bog, den er først pakket i julepapir dernæst i brunt papir - den vil blive til stor velsignelse for modtageren." [s]
Og min mor næsten "råbte" : Det er den andagtsbog jeg lige har sendt til min datter " 😃[l]
Den ER blevet til stor velsignelse for mig i årene efter, det er som om Jesus taler direkte til mig, når jeg slår op i den, i forskellige situationer.[f][s][l]

at du måske var interesseret i at forstå skriftstedet. Det var du så ikke.

noget at komme med .. 😮 det er DIG der ikke har forstået, hvad der er skrevet direkte fra BIBELEN her i denne tråd.
At du ikke forstår er nok fordi I har ændret på teksten
- og fordi I er fyldt med løgne og falske profetier fra vagttårnsselskabet.
[f]
5.Mosebog.13
v1 Alt det, jeg befaler jer, skal I omhyggeligt gøre.[f] Du må ikke føje noget til og heller ikke trække noget fra.[f]
[f][s][l]

Hvordan kan en profeti være ufuldkommen? Gud kan ikke lyve. Guds Ånd kan heller ikke lyve. Hvordan kan en profeti så være ufuldstændig?
Jeg forstår godt, hvordan en profeti kan være stykkevis - som en brudstykke af noget større - men jeg forstår ikke, hvordan den kan være ufuldkommen.
Til gengæld kan jeg godt forstå at kundskab kan være ufuldkommen, men hvis Paulus' kundskab ikke var fuldkommen, kan man jo ikke rigtigt tage det han skriver, for noget helt bogstaveligt. Det kan man til gengæld hvis hans kundskab er stykkevis: som små sandheder i del af noget større.
Jeg synes derfor, det virker forkert, at "det fuldstændige" skal kædes direkte sammen med den delvise kundskab og profeteren. Det fuldstændige/fuldkomne må skulle stå for sig selv.
Og hvis jv's udlægning skal passe, SKAL ordet oversættes "ufuldstændig" og ikke "ufuldkommen". Så kan man med møje og besvær få det til at passe, hvis man vel og mærke læser det på en bestemt måde. Men det er virkelig ordkløveri ud i sætningsgrammatik det her!
Se evt. denne hjemmeside: http://www.danskoase.dk/
solsystem

Jesus var fullkommen. MEN, gavene var der også etter at Han reiste tilbake til himmelen. Og Paulus sier at :Når det fullkomne kommer.
Det må jo bety at dette gjelder når DET FULLKOMNE KOMMER TILBAKE? Og Jesus er enda ikke kommet tilbake. Vi venter fremdeles på Ham. Han kan komme i natt, eller om 20 år. Men Han er enda ikke kommet for å hente sine. Og med det blir gavene her fremdeles. Det må du vel være enig i?
Du sier:"Derfor, når det fuldkomne kommer (den fuldkomne kundskab og den fuldkomne profeti), så vil det delvise blive afskaffet. Den fuldkomne kundskab og den fuldkomne profeti finder du i Bibelen. Når vi tilegner os kundskab ud fra Bibelen, vil det delvise forsvinde."
Så, det du sier, er at når man KAN Bibelen, så vil Gud ta gavene fra oss? Er det det du mener?

Takk for at du delte det med oss..🙂
Gud er god! Og Han lever i dag..🙂

Ufuldstændigt og ufuldkomment betyder det samme. Det betyder ikke at det er forkert, det betyder blot at det hele ikke er der.

Han snakkede om kundskab og profeti. Paulus snakkede ikke om Jesus Kristus. Han sagde ikke: "Når den fuldkomne kommer tilbage." Han sagde: "Når det fuldkomne kommer, vil det delvise forsvinde."
Vi er ikke fuldkomne, og den kundskab vi sidder inde med er heller ikke fuldkommen, men den kundskab du finder i Bibelen er fuldkommen. Det er Guds ord, formidlet til menneskene igennem Jesus Kristus.

sådan som jeg forstår ordet "fuldkomment", så betyder det fejlfrit. "Ufuldstændigt" ser jeg lidt som noget andet - nemlig: at det hele ikke er der.
solsystem

at du undgår at besvare de skriftsteder, der tydeligt viser jehovas vidner er "på glatis" ?
Jeg gentager : Ingen andre end Jesus er fuldkommen - det er HAM vi skal stå ansigt til ansigt med - det STÅR der jo [l][s][l]

men alt hvad Gud har skabt er fuldkomment. Men du kender måske ikke Bibelen?
"Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han." (5 Mosebog 32:4)

Fuldkommenhed og fuldendthed udtrykkes på hebraisk med afledninger af udsagnsord som kalal′ (at gøre fuldendt eller fuldkommen [jf. Ez 27:4]), sjalam′ (at fuldføre, fuldbyrde [jf. Ne 6:15; Job 23:14]) og tamam′ (at være fuldført, være til ende [jf. Jos 4:10; Es 18:5]). I De Kristne Græske Skrifter bruges ordene te′leios (tillægsord), teleio′tēs (navneord) og teleio′ō (udsagnsord) på samme måde, idet de indeholder tanken om at bringe til fuldendelse, gøre målet fuldt (Lu 8:14; 2Kor 12:9; Jak 1:4), at være fuldvoksen eller moden (1Kor 14:20; He 5:14), at have nået den tilsigtede eller fastsatte ende, hensigten, målet (Joh 19:28; Flp 3:12).
Betydningen af den rette synsvinkel. For at forstå Bibelens brug af begrebet fuldkommenhed må man ikke begå den meget almindelige fejl at tro at alt hvad der kaldes fuldkomment, er det i absolut forstand, det vil sige fuldkomment til det yderste, i enhver henseende. Fuldkommenhed i denne absolutte forstand ejes kun af Skaberen, Jehova Gud. Derfor kunne Jesus sige om sin Fader: „Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Mr 10:18) Jehova er uforlignelig og derfor værdig til al pris; han besidder egenskaber og evner som ingen kommer på højde med; „hans navn alene er ophøjet“. (Sl 148:1-13; Job 36:3, 4, 26; 37:16, 23, 24; Sl 145:2-10, 21) Moses lovpriste Guds fuldkommenhed med ordene: „For Jehovas navn vil jeg forkynde. Tilskriv vor Gud storhed! Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5Mo 32:3, 4) Alle Guds veje, ord og lovbud er fuldkomne, lutrede, uden fejl og mangler. (Sl 18:30; 19:7; Jak 1:17, 25) Der vil aldrig kunne findes nogen berettiget grund til at gøre indsigelse mod, kritisere eller finde fejl ved ham eller hans gerninger; tværtimod er der altid grund til at lovprise ham. — Job 36:22-24.
Al anden fuldkommenhed er relativ. Når begrebet fuldkommenhed bruges om nogen anden eller noget andet, er fuldkommenheden derfor relativ, ikke absolut. (Jf. Sl 119:96.) Det vil sige at noget er „fuldkomment“ i forhold til den hensigt eller det formål som det er udtænkt eller frembragt til at skulle tjene, og i forhold til den brug som det ifølge sin bestemmelse skal anvendes til. Selve betydningen af begrebet „fuldkommenhed“ kræver at der er en der afgør hvornår „fuldkommenheden“ eller „fuldendtheden“ er nået, hvor høj normen er, hvilke krav der skal opfyldes, og hvilke egenskaber der er nødvendige. I sidste instans er Gud som Skaberen normgiveren og den endelige dommer, den der bedømmer værket efter sine egne retfærdige hensigter og interesser. — Ro 12:2; se JEHOVA (En Gud med en moralnorm).
Til eksempel kan anføres planeten Jorden. Efter at Gud havde fuldført sit værk på den ved slutningen af den sjette skabelsesdag, erklærede han resultatet for „virkelig godt“. (1Mo 1:31) Den opfyldte hans høje norm for ypperlighed og kunne derfor siges at være fuldkommen. Dog gav han derefter menneskene til opgave at ’underlægge sig’ den, åbenbart i den forstand at de skulle opdyrke den og gøre hele jorden, og ikke blot Eden, til en Guds have. — 1Mo 1:28; 2:8.
Tabernaklet, eller teltboligen, som blev bygget i ørkenen på Guds befaling og efter hans detaljerede forskrifter, tjente som et forbillede på eller en profetisk model i mindre format af et „større og fuldkomnere telt“, hvis Allerhelligste er Jehovas himmelske bolig, som Kristus Jesus gik ind i som ypperstepræst. (He 9:11-14, 23, 24) Det jordiske telt var fuldkomment på den måde at det opfyldte Guds krav og tjente sin bestemmelse. Men da Guds hensigt med det var opfyldt, ophørte det med at blive brugt, og det forsvandt. Den fuldkommenhed som dets modbillede besad, var af en langt højere karat.
Byen Jerusalem med Zions Bjerg blev betegnet som „fuldendt i skønhed“. (Kl 2:15; Sl 50:2) Det vil ikke sige at hver lille del af den helt bogstaveligt var overordentlig smuk og tiltalende, men udtrykket refererer snarere til den brug Gud gjorde af byen som hovedstad for sine salvede konger og som stedet hvor hans tempel befandt sig, således at byens skønhed hidrørte fra den pragt og herlighed han omgav den med. (Ez 16:14) Den rige handelsby Tyrus skildres som et skib hvis bygmestre — de der arbejdede for byens materielle interesser — ’havde gjort dets skønhed fuldendt’, idet de havde fyldt byen med luksusvarer fra mange lande. — Ez 27:3-25.
I hvert enkelt tilfælde må man altså tage sammenhængen i betragtning for at afgøre i hvilken forstand og i hvilket forhold der er tale om fuldkommenhed.
Moselovens fuldkommenhed.  Den lov der blev givet til Israel gennem Moses, indeholdt blandt andet forordninger om et præsteskab og frembæring af forskellige dyreofre. Selv om den var givet af Gud og derfor fuldkommen, kunne hverken Loven, dens præsteskab eller dens slagtofre gøre dem der var under Loven, fuldkomne, sådan som den inspirerede apostel viser. (He 7:11, 19; 10:1) I stedet for at frigøre fra synd og død gjorde den blot synden mere åbenbar. (Ro 3:20; 7:7-13) Alle disse guddommelige foranstaltninger tjente ikke desto mindre det formål som Gud havde bestemt dem til; Loven var „en opdrager“ der skulle lede mennesker til Kristus, idet den dannede en fuldkommen „skygge af kommende goder“. (Ga 3:19-25; He 10:1) Når Paulus taler om noget som „loven ikke magtede, idet den var svag på grund af kødet“ (Ro 8:3), tænkte han derfor åbenbart på at den kødelige, jødiske ypperstepræst (der ifølge Moseloven havde ansvaret for ofringerne, og som på forsoningsdagen gik ind i Det Allerhelligste med offerdyrenes blod) ikke formåede „fuldt ud at frelse“ dem som han betjente, sådan som Hebræerne 7:11, 18-28 forklarer. Selv om slagtofrene der blev frembåret af det aronitiske præsteskab, udvirkede at folket bevarede et ret forhold til Gud, befriede de dem ikke fuldstændigt og fuldkomment for bevidstheden om synd. Apostelen hentyder til dette når han siger at slagtofrene ikke kunne „gøre dem der træder frem med dem, fuldkomne“, det vil sige med hensyn til deres samvittighed. (He 10:1-4; jf. He 9:9.) Ypperstepræsten kunne ikke tilvejebringe den genløsningsbetaling der var nødvendig for en fuldstændig løskøbelse fra synden. Det kan kun Kristi varige præstetjeneste og fyldestgørende offer udvirke. — He 9:14; 10:12-22.
Moseloven var ’hellig, retfærdig og god’ (Ro 7:12, 16), og enhver der i alle henseender kunne leve op til denne fuldkomne lov, ville dermed bevise at han eller hun var fuldkommen og værdig til at få tilkendt liv. (3Mo 18:5; Ro 10:5; Ga 3:12) Det var af netop den grund at Loven medførte fordømmelse i stedet for liv, ikke fordi Loven ikke var god, men på grund af den ufuldkomne, syndige natur hos dem der var underlagt den. (Ro 7:13-16; Ga 3:10-12, 19-22) Lovens fuldkommenhed gjorde deres ufuldkommenhed og syndighed særlig åbenbar. (Ro 3:19, 20; Ga 3:19, 22) I denne henseende tjente Loven også til at identificere Jesus som Messias, for han alene kunne holde Loven fuldt ud, hvorved han beviste at han var et fuldkomment menneske. — Joh 8:46; 2Kor 5:21; He 7:26.
Bibelens fuldkommenhed. De Hellige Skrifter udgør et fuldkomment budskab fra Gud; et budskab der er lutret, rent og sandt. (Sl 12:6; 119:140, 160; Ord 30:5; Jo 17:17) Under arbejdet med at lave afskrifter gennem et par tusind år er det klart at der har indsneget sig nogle fejl, men det erkendes at de er ganske uvæsentlige. De afskrifter og oversættelser vi har i dag, er altså ikke fuldstændig fejlfri, men de er alligevel formidlere af budskabet fra Gud.
Nogle synes måske at Bibelen er sværere at læse end mange andre bøger, at den kræver en større indsats og koncentration; de finder måske at den er vanskelig at forstå. Kritikere mener måske at Bibelen, for at kunne siges at være fuldkommen, skulle være fri for selv overfladiske uoverensstemmelser, eller hvad de opfatter som modsigelser. Intet af dette svækker imidlertid Bibelens fuldkommenhed. Den sande målestok for dens fuldkommenhed består i at den svarer til Jehova Guds normer, at den fuldt ud tjener den hensigt han som dens sande Forfatter har tiltænkt den, samt at den som sandhedens Guds offentliggjorte ord er fri for falsk lære. Apostelen Paulus peger på at „de hellige skrifter“ er fuldkomne, idet han siger: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2Ti 3:15-17) Hvad De Hebraiske Skrifter gjorde for israelitterne når de fulgte deres bud, hvad hele Skriften gjorde for den kristne menighed i det 1. århundrede, og hvad Bibelen kan gøre for mennesker i dag, er et overbevisende vidnesbyrd om at Bibelen er et ideelt redskab i Guds hånd og udvirker det som var Guds hensigt med den. — Jf. 1Kor 1:18.
Af hele Den Hellige Skrift, inklusive Guds søns lære, fremgår det at det først og fremmest afhænger af den enkeltes hjerte om vedkommende forstår Guds hensigter, gør hans vilje og opnår frelse til liv. (1Sa 16:7; 1Kr 28:9; Ord 4:23; 21:2; Mt 15:8; Lu 8:5-15; Ro 10:10) Bibelen er som den eneste bog i stand til at „bedømme hjertets tanker og hensigter“, det vil sige åbenbare et menneskes sande personlighed. (He 4:12, 13) Det fremgår klart af Bibelen at Gud ikke har ladet kundskaben om ham være noget man kan tilegne sig uden at gøre en indsats. (Jf. Ord 2:1-14; 8:32-36; Es 55:6-11; Mt 7:7, 8.) Det er også tydeligt at Gud har ladet sin hensigt blive åbenbaret for de ydmyge og skjult den for de hovmodige, for ’således har det behaget ham at handle’. (Mt 11:25-27; 13:10-15; 1Kor 2:6-16; Jak 4:6) At enkeltpersoner hvis hjerte ikke er modtageligt for Bibelens budskab, kan finde ting i den som efter deres mening retfærdiggør at de afviser dens budskab, dens retledning og dens tugt, er på ingen måde et bevis på at Bibelen er ufuldkommen. Det anskueliggør tværtimod de ovennævnte bibelske argumenter og viser at Bibelen er fuldkommen ifølge dens Forfatters norm — og det er alene hans norm der gælder. (Es 29:13, 14; Joh 9:39; Apg 28:23-27; Ro 1:28) Det i Guds ord og handlinger som de verdsligvise finder „tåbeligt“ eller „svagt“, har med tiden stået sin prøve og har med hensyn til visdom og kraft vist sig langt at overgå jordiske kritikeres teorier, ræsonnementer og filosofiske ideer. — 1Kor 1:22-25; 1Pe 1:24, 25.
Nu som førhen er tro en vigtig forudsætning for at forstå og værdsætte Guds fuldkomne ord. Nogle mener måske at Bibelen burde indeholde visse enkeltheder og forklaringer om hvorfor Gud i bestemte situationer godkendte eller fordømte nogle, eller hvorfor han valgte en bestemt handlemåde, mens de synes at andre enkeltheder i den bibelske beretning er overflødige. Men selv om Bibelen svarede til menneskers, for eksempel ens egne, normer eller kriterier, ville det ikke være et bevis på at den opfyldte Guds norm for fuldkommenhed. Jehova viser hvor forkert et sådant synspunkt er, idet han erklærer at hans tanker og veje er højere end menneskers, og han forsikrer at hans ord vil ’gennemføre hvad han har sendt det til’ og altså tjene hans hensigt med det. (Es 55:8-11; Sl 119:89) Det er netop hvad udtrykket fuldkommenhed betyder, som det fremgår af definitionen i indledningen.
Fuldkommenhed og den frie vilje. Det foregående hjælper os til at forstå hvordan fuldkomne skabninger, skabt af Gud, kunne blive ulydige. At påstå at fuldkomne skabninger ikke kan synde, er at ignorere definitionen af hvad fuldkommenhed er, og at benægte kendsgerningerne. Guds fornuftbegavede skabninger er moralsk frit stillede, idet de har ret til personligt at afgøre hvordan de vil handle, men de må naturligvis samtidig bære ansvaret for deres handlinger. (5Mo 30:19, 20; Jos 24:15) Det er tydeligt at det var sådan det forholdt sig med det første menneskepar så deres hengivenhed for Gud kunne blive sat på prøve. (1Mo 2:15-17; 3:2, 3) Som den der havde skabt dem, vidste Jehova hvad han ønskede af sine skabninger, og af Bibelen fremgår det at han ikke ønsker en automatisk, rent mekanisk lydighed, men en tilbedelse og tjeneste der udspringer af et hjerte og sind der er tilskyndet af ægte kærlighed. (Jf. 5Mo 30:15, 16; 1Kr 28:9; 29:17; Joh 4:23, 24.) Hvis Adam og hans hustru Eva havde manglet evnen til at vælge i denne sag, ville de ikke have opfyldt Guds krav; de ville ikke have været fuldstændige, fuldkomne, ifølge hans norm.
Vi må huske at fuldkommenhed for menneskers vedkommende er en relativ fuldkommenhed, begrænset til det menneskelige, jordiske plan. Selv om Adam var skabt fuldkommen, kunne han ikke gå uden for de grænser som Skaberen havde sat for ham; han kunne ikke spise jord, grus eller træ uden at tage skade; hvis han prøvede at indånde vand i stedet for luft, ville han drukne. Tilsvarende ville det få dårlige følger hvis han lod sit sind og hjerte nære af urette tanker; det ville føre til urette ønsker og til sidst medføre synd og død. — Jak 1:14, 15; jf. 1Mo 1:29; Mt 4:4.
At det er skabningens personlige vilje og valg der er det afgørende, vil man let kunne se. Hvis man vil hævde at et fuldkomment menneske ikke kan handle uret i et moralsk spørgsmål, måtte man da ikke også, som en logisk følge deraf, hævde at et ufuldkomment menneske ikke kan handle ret når der er tale om et moralsk spørgsmål? Dog er der ufuldkomne skabninger der handler ret i sådanne moralske spørgsmål hvor der er tale om lydighed mod Gud, idet de endog vælger at blive forfulgt frem for at handle anderledes, mens andre samtidig med fuldt overlæg handler uret. Det er således ikke alle urette handlinger der kan tilskrives menneskelig ufuldkommenhed. Det afgørende er personens vilje og valg. Tilsvarende var den menneskelige fuldkommenhed alene ikke nogen garanti for at det første menneske ville handle ret, men derimod dét at det gjorde brug af sin egen frie vilje og traf sit valg, motiveret af kærlighed til Gud og til det der var ret. — Ord 4:23.
Den første synder og kongen af Tyrus. Endnu før menneskene syndede og blev ufuldkomne, var synd og ufuldkommenhed opstået i det åndelige domæne, sådan som det fremgår af Jesu ord i Johannes 8:44 og beretningen i Første Mosebog, kapitel 3. Klagesangen i Ezekiel 28:12-19 er henvendt til den jordiske „Tyrus’ konge“, men sigter øjensynlig også til den åndesøn af Gud som var den første der syndede. ’Tyrus’ konges’ hovmodighed, det at han gjorde sig selv til ’en gud’, at han blev kaldt en „kerub“, og at „Eden, Guds have“ omtales, svarer nøje til Bibelens oplysninger om Satan Djævelen, der blev opblæst af hovmod, og som forbindes med slangen i Eden og kaldes „denne tingenes ordnings gud“. — 1Ti 3:6; 1Mo 3:1-5, 14, 15; Åb 12:9; 2Kor 4:4.
„Tyrus’ konge“, hvis navn ikke nævnes, boede i en by der hævdede at være „fuldendt i skønhed“, og kongen selv var „fuld af visdom og fuldendt [tillægsord beslægtet med det hebr. kalal′] i skønhed“ og „uangribelig [hebr.: tamīm′]“ i sin adfærd fra den dag han skabtes indtil der blev fundet uretfærdighed hos ham. (Ez 27:3; 28:12, 15) I første række gælder klagesangen i Ezekiels Bog måske det tyriske kongedynasti snarere end en bestemt konge. (Jf. profetien mod den unavngivne „Babylons konge“ i Es 14:4-20.) Hvis dette er tilfældet, sigtes der måske til de tyriske herskeres venskabelige og samarbejdsvillige indstilling under kongerne David og Salomon, da Tyrus endog bidrog til opførelsen af Jehovas tempel på Morijas Bjerg. Oprindelig var der således intet at udsætte på den officielle tyriske holdning til Jehovas folk, Israel. (1Kg 5:1-18; 9:10, 11, 14; 2Kr 2:3-16) Senere tiders konger afveg imidlertid fra denne ’uangribelige’ kurs, og Tyrus gjorde sig fortjent til den fordømmelse som Guds profeter Joel og Amos, foruden Ezekiel, udtalte. (Joel 3:4-8; Am 1:9, 10) Ud over at vise ligheden mellem kongen af Tyrus’ handlemåde og Guds hovedmodstanders er denne profeti endnu et eksempel på hvordan ordene „fuldendt“ og „uangribelig“ kan bruges i relativ forstand.
Hvordan kan ufuldkomne tjenere for Gud kaldes ’uangribelige’?
Den retfærdige Noa var „uangribelig blandt sine samtidige“, og Job var „uangribelig og retskaffen“. (1Mo 6:9; Job 1:8) Lignende udtryk bruges om andre tjenere for Gud. Eftersom de alle var efterkommere af synderen Adam og derfor selv var syndere, er det klart at de var ’uangribelige’ i den betydning at de i enhver henseende levede op til de krav Gud stillede til dem, krav som tog deres ufuldkommenhed og svaghed i betragtning. (Jf. Mik 6:8.) Ligesom en pottemager ikke vil forvente den samme kvalitet af en vase der formes af almindeligt ler, som af en der formes af særlig fint ler, således tager Jehova i sine krav hensyn til ufuldkomne menneskers svaghed. (Sl 103:10-14; Es 64:8) Selv om sådanne trofaste mennesker begik fejl og overtrædelser som følge af deres kødelige ufuldkommenhed, var deres hjerte ikke desto mindre „helt [hebr.: sjalem′] med Jehova“. (1Kg 11:4; 15:14; 2Kg 20:3; 2Kr 16:9) Så vidt som det var muligt for dem, var deres hengivenhed fuldstændig og sund og opfyldte Guds krav til dem. Eftersom Gud fandt behag i deres tilbedelse og det var ham der var deres Dommer, kunne ingen mennesker eller åndeskabninger med rette finde fejl ved deres tjeneste for ham. — Jf. Lu 1:6; He 11:4-16; Ro 14:4; se JEHOVA (Hvordan han kan have med ufuldkomne mennesker at gøre).
I De Kristne Græske Skrifter anerkendes menneskenes nedarvede ufuldkommenhed. I Jakob 3:2 siges det at hvis nogen kunne tøjle sin tunge og ikke fejle i ord, ville han være „en fuldkommen mand, i stand til . . . at tøjle hele sit legeme“; men i denne henseende ’fejler vi alle mange gange’. (Jf. Jak 3:8.) Det er dog muligt for ufuldkomne mennesker i visse henseender at opnå fuldkommenhed i relativ forstand. Jesus sagde til sine disciple: „I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ (Mt 5:48) Han havde her talt om kærlighed og gavmildhed. Han viste at ens kærlighed var ufuldstændig eller mangelfuld hvis man blot elskede dem der gengældte ens kærlighed; hans disciple skulle gøre deres kærlighed fuldkommen eller lade den udvikle sig fuldt ud ved også at elske deres fjender, hvorved de ville følge Guds eksempel. (Mt 5:43-47) På samme måde fik den unge mand der spurgte Jesus om hvordan han kunne opnå evigt liv, at vide at hans tilbedelse af Gud, der allerede omfattede lydighed mod Lovens bud, stadig manglede noget på nogle vigtige punkter. Hvis han ’ville være fuldkommen’, måtte han lade sin tilbedelse af Gud udvikle sig fuldt ud (se Lu 8:14) ved at gøre det der endnu manglede. — Mt 19:21; jf. Ro 12:2.
Apostelen Johannes viser at Guds kærlighed er gjort fuldkommen i dem der forbliver i samhørighed med Ham, idet de overholder hans søns ord og elsker hinanden. (1Jo 2:5; 4:11-18) En sådan fuldkommen kærlighed driver frygten ud og giver „frimodighed i tale“. Sammenhængen viser at Johannes her taler om „frimodighed i tale over for Gud“, som for eksempel i bøn. (1Jo 3:19-22; jf. He 4:16; 10:19-22.) Den i hvem Guds kærlighed kommer helt og fuldt til udtryk, kan tillidsfuldt træde frem for sin himmelske Fader uden at føle sig fordømt i sit hjerte som en hykler eller en der har Guds mishag. Han ved at han holder Guds bud og gør det der behager hans Fader, og kan derfor frit udtrykke sig og fremsætte sine anmodninger over for Jehova. Han føler det ikke som var han underlagt visse begrænsninger af Gud med hensyn til hvad han må sige eller bede om. (Jf. 4Mo 12:10-15; Job 40:1-5; Kl 3:40-44; 1Pe 3:7.) Der bor ingen sygelig frygt i ham; han træder ikke frem på „dommens dag“ med en dårlig samvittighed eller med noget ønske om at skjule visse ting. (Jf. He 10:27, 31.) Ligesom et barn ikke er bange for at bede sine kærlige forældre om noget, således er den hos hvem kærligheden er fuldkommengjort eller fuldt udviklet, heller ikke bange for at bede Gud om noget, men han nærer forvisning om at „uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os. Og når vi ved at han hører os hvad vi end beder om, så ved vi at vi vil få det vi har bedt om, eftersom vi har bedt ham om dem.“ — 1Jo 5:14, 15.
Den „fuldkomne kærlighed“ fjerner altså ikke frygt af enhver art. Den fjerner ikke den ærbødige, sønlige frygt for Gud som er affødt af dyb respekt for hans stilling, magt og retfærdighed. (Sl 111:9, 10; He 11:7) Den fjerner heller ikke den normale frygt der får et menneske til om muligt at undgå fare eller at beskytte sit liv, eller den frygt der er en følge af at man pludselig bliver opskræmt. — Jf. 1Sa 21:10-15; 2Kor 11:32, 33; Job 37:1-5; Hab 3:16, 18.
Ved kærlighedens „fuldkomne bånd“ opnås der endvidere fuldstændig enhed, hvorved sande kristne bliver „fuldkommengjort til ét“. (Kol 3:14; Joh 17:23) Fuldkommenheden i denne henseende er tydeligvis også relativ, da individuelle forskelle i personlighed, evner, vaner, samvittighed og lignende stadig vil være til stede. Men når fuldkommenheden er opnået, vil den føre til enhed i handling, tro og lære. — Ro 15:5, 6; 1Kor 1:10; Ef 4:3; Flp 1:27.
Kristi Jesu fuldkommenhed. Jesus blev født som et fuldkomment menneske. Han var hellig og syndfri. (Lu 1:30-35; He 7:26) Hans fysiske fuldkommenhed var naturligvis ikke ubegrænset, men lå inden for de grænser der er sat for mennesker; han blev træt, tørstig og sulten, og han kunne dø. (Mr 4:36-39; Joh 4:6, 7; Mt 4:2; Mr 15:37, 44, 45) Det var Jehova Guds hensigt at bruge sin søn som ypperstepræst til gavn for menneskene. Selv om Jesus var et fuldkomment menneske, måtte han ’gøres fuldkommen’ (gr.: teleio′ō) til denne stilling, idet han i alle henseender måtte opfylde de krav Faderen stillede, og føres frem til det mål der var sat for ham. Disse krav indebar at han måtte blive „sine ’brødre’ lig i alle henseender“, idet han måtte udholde lidelse, lære lydighed under prøve, ligesom hans „brødre“, hans disciple, måtte. Således kunne han „føle med vore svagheder“ som en der er blevet „prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd“. (He 2:10-18; 4:15, 16; 5:7-10) Desuden måtte han efter sin død som et fuldkomment offer og efter sin opstandelse modtage udødeligt, åndeligt liv i himmelen og blev således „gjort fuldkommen for evigt“ til sit embede som ypperstepræst. (He 7:15–8:4; 9:11-14, 24) På samme måde vil alle de der skal tjene som underpræster sammen med Kristus, blive „gjort fuldkomne“, det vil sige blive ført til det himmelske mål de søger, og som de er kaldet til. — Flp 3:8-14; He 12:22, 23; Åb 20:6.
’Vor tros fuldender’. Jesus kaldes „vor tros hovedformidler [el.: anfører] og fuldender“. (He 12:2) Det er rigtigt at Abrahams tro, længe før Jesu Kristi komme, blev „gjort fuldkommen“ ved hans gerninger i tro og lydighed, hvorved han vandt Guds godkendelse og Gud indgik en pagt med ham som han stadfæstede med sin egen ed. (Jak 2:21-23; 1Mo 22:15-18) Men troen hos alle disse trofaste mænd som levede forud for Jesu jordiske tjeneste, var ufuldstændig eller ufuldkommen i den forstand at de ikke forstod de dengang uopfyldte profetier om Jesus som Guds søn og Messias. (1Pe 1:10-12) Ved Jesu fødsel, tjeneste, død og opstandelse til himmelsk liv blev disse profetier opfyldt, og troen på Kristus fik et stærkt grundlag at hvile på, bekræftet af historiske kendsgerninger. Troen i denne fuldkommengjorte forstand kunne således siges at være „kommet“ ved Kristus Jesus (Ga 3:24, 25), som derved viste sig at være vor tros „anfører“ (AT), „Begynder“ (Ka, Li), „banebryder“ (DA92) eller „hovedformidler“ (NV). Fra sin plads i himmelen fortsatte han med at være troens fuldender for sine disciple, idet han udgød hellig ånd over dem på Pinsedagen og gav åbenbaringer som lidt efter lidt udfyldte og videreudviklede deres tro. — Apg 2:32, 33; He 2:4; Åb 1:1, 2; 22:16; Ro 10:17.
„Ikke skulle gøres fuldkomne uden os“. Efter at have nævnt en række trofaste mænd og kvinder i førkristen tid fra Abel og fremefter siger apostelen at ingen af disse „erfarede . . . opfyldelsen af løftet, da Gud havde forudset noget bedre for os, for at de ikke skulle gøres fuldkomne uden os“. (He 11:39, 40) De der omtales som „os“, er tydeligvis de salvede kristne (He 1:2; 2:1-4), „som har andel i den himmelske kaldelse“ (He 3:1), og for hvem Kristus har „indviet . . . en ny og levende vej“ ind til det hellige sted i Guds nærhed i himmelen. (He 10:19, 20) Den himmelske kaldelse indbefatter dét at tjene som Guds og Kristi præster i himmelen under Kristi tusindårige styre. De får også „magt til at dømme“. (Åb 20:4-6) Det himmelske liv og de dermed forbundne privilegier som de kaldede modtager, må derfor være det „bedre“ som Gud har forudset for de salvede kristne. (He 11:40) Deres åbenbarelse, når de skrider til handling fra himmelen for sammen med Kristus at fjerne denne onde tingenes ordning, vil imidlertid medføre udfrielse fra trældom under fordærv for dem af skabningen der rækker ud efter „Guds børns herlige frihed“. (Ro 8:19-22) Hebræerne 11:35 viser at trofaste førkristne vidner bevarede deres uangribelighed under lidelse „for at de kunne opnå en bedre opstandelse“, øjensynlig bedre end den som de „døde“ der omtales i begyndelsen af verset, fik, idet disse blev oprejst, men døde igen. (Jf. 1Kg 17:17-23; 2Kg 4:17-20, 32-37.) Når det om de trofaste førkristne vidner siges at de „gøres fuldkomne“, må det derfor sigte til deres opstandelse og genrejsning til liv, og til at de bliver „frigjort fra trældom under fordærv“ ved Jesu Kristi ypperstepræstelige virke og hans underpræsters tjeneste i tusindårsriget.
Menneskene opnår atter fuldkommenhed på jorden. Ifølge bønnen „lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden“ vil vor planet erfare den fulde opfyldelse af Guds hensigter med alt hvad dette indebærer. (Mt 6:10) Denne onde tingenes ordning, der er underlagt Satans herredømme, vil blive udslettet. Alle fejl og mangler hos de overlevende der fortsat viser lydighed og tro, vil blive fjernet så alt opfylder Guds norm for at kunne betegnes som fuldstændigt, sundt og godt. At Guds vilje indbefatter fuldkommenhed på det jordiske plan, fremgår af Åbenbaringen 5:9, 10. Det siges her at mennesker der er ’købt til Gud’ (jf. Åb 14:1, 3), vil blive gjort „til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden“. Under Lovpagten hørte det til præsternes pligter ikke blot at repræsentere mennesker over for Gud når de frembar deres ofre, men også at værne om nationens fysiske sundhed, idet de forrettede tjeneste ved renselsen af dem der havde besmittet sig, og bedømte om en person var blevet helbredt for spedalskhed. (3Mo 13-15) Desuden skulle præsterne medvirke til at forbedre og bevare folkets åndelige og mentale sundhed. (5Mo 17:8-13; Mal 2:7) Eftersom Loven indeholdt „en skygge af kommende goder“, må man forvente at det himmelske præsteskab under Kristus Jesus vil udføre et lignende arbejde under hans tusindårige styre. — He 10:1; Åb 20:4-6.
At den løskøbte menneskehed vil komme til at erfare at tårer, sorg, skrig, smerte og død ikke er mere, ses af det profetiske billede i Åbenbaringen 21:1-5. Gennem Adam trængte synd, og dermed lidelse og død, igennem til alle mennesker (Ro 5:12); dette hører med til „det som var før“, og som skal forsvinde. Døden er syndens løn, og „den sidste fjende der tilintetgøres, er døden“ under Kristi styre. (Ro 6:23; 1Kor 15:25, 26, 56) Det vil betyde at lydige mennesker vil vende tilbage til den fuldkomne tilstand som mennesket befandt sig i ved begyndelsen af tilværelsen i Edens have. De vil således kunne nyde ikke blot fuldkommenhed i tro og kærlighed, men også fuldkommenhed med hensyn til syndfrihed, idet de fuldt og helt står mål med Guds retfærdsnorm for mennesker på jorden. Profetien i Åbenbaringen 21:1-5 gælder ligeledes Kristi tusindårige styre, for „det ny Jerusalem“ som kommer ned fra himmelen, og som medfører at menneskenes lidelser ophører, siges at være Kristi „brud“, eller herliggjorte menighed, dem der udgør det kongelige præsteskab under Kristi tusindårige styre. — Åb 21:9, 10; Ef 5:25-32; 1Pe 2:9; Åb 20:4-6.
Den fuldkommenhed menneskene opnår, vil være relativ, begrænset til det jordiske, menneskelige plan. Dog vil den sætte dem der opnår den, i stand til i fuldeste mål at glæde sig ved livet som mennesker her på jorden. „Man mættes af fryd for [Jehovas] ansigt“, og „Guds telt er hos menneskene“, det vil sige hos lydige mennesker, mod hvem Jehovas ansigt er vendt idet de har hans godkendelse. (Sl 16:11; Åb 21:3; jf. Sl 15:1-3; 27:4, 5; 61:4; Es 66:23.) Fuldkommenhed vil ikke sige at alle forskelle er udlignet. I dyreverdenen, der er Jehovas ’fuldkomne værk’ (1Mo 1:20-24; 5Mo 32:4), er der en enestående variation. Planeten Jordens fuldkommenhed er heller ikke uforenelig med variation, forandringer eller kontraster; der gives rum for det simple og det komplicerede, det almindelige og det fantasifulde, det sure og det søde, det ujævne og det jævne, markerne og skovene, bjergene og dalene. Der vil være det tidlige forårs oplivende friskhed, sommerens varme med dens dybblå himmel, efteråret med dets skønne farver og vinteren med den nyfaldne snes rene skønhed. (1Mo 8:22) Fuldkomne mennesker vil heller ikke stereotypt ligne hinanden og have nøjagtig den samme personlighed, de samme evner og talenter. Som definitionerne der blev givet til indledning, viser, er dette ikke nødvendigvis den betydning der ligger i ordet fuldkommenhed.
(Insight on The Scriptures)

adam og eva er ikke mig.
så derfor hvad de har syndes med, er ikke noget jeg har syndet med, jeg kan ikke stå til ansvar for noget jeg ikke kender, jeg var ikke engang født dengang de var til, hvis de over hoved nogle sinde har været til.
og at have spist et æbel, der gør en klogere, vil jeg næppe sige gør en mere ufuldkommen, da det gjorde at de kunne kende forskel på godt og ondt.
men set fra en sekts vinkel af, jamen så kan jeg da godt forstå deres logik, da de hellere vil have hjernedøde tilbedere, end folk der sætter spøgsmåls tegn op til de forskellige ting.

men vems ansvar er det i virkeligheden at adam og eva spiste af æblet?
hvis jeg sætter en hest ind på en mark, og siger til hesten, at den ikke må spisse af æble træet inde på marken, så vil den gøre det aligevellet, da det er den natur.
lige så er det menneskets natur at være naturlig.
og hvis mennesket er skabt, så er det ikke menneskets skyld, jamen så er det skaberens skyld.
hvis du har noget arbejds tøj, der går op i sømmene, jamen så giver du heller ikke arbejdstøjet skylden, du kontakter producenten, og brokker dig over et dårligt stykke arbejde.

har du glemt at logge ind - du kan da sætte grå hår på hovedet af en skallet 😃
Jeg ville gerne have du kommenterede de skriftsteder, men det kan du åbenbart ikke..😕
I stedet lægger du et kæmpe langt citat fra jehovas vidners "hjælpecentral" som jeg næsten vil garantere for, at ingen gider læse 😃
JEG gider ikke - hvorfor skulle jeg..jeg kender da [s]Jesus min Frelser og Gud,[s] hvorfor spilde tid på falsk lære.
Vi har Guds Ord Bibelen at holde os til, og da [f]NÅDEGAVERNE[f] virker og vi SER de virker til frelse for mennesker, så er der INGEN der kan rokke ved Guds Ord til os, ingen kan rive os ud af Guds hånd.
Heller ikke jehovas vidner 🙂

Kun Gud er fuldkommen i absolut forstand.

Kommer ikke fra Bibelen, men fra WT`s egen litteratur. Det betyr at det du tror på, ikke kommer fra Gud, men fra WT.
Jesus er den Fullkomne. Det er Ham vi venter på. Ikke kunnskapen på den måten WT sier.
Paulus snakket om NÅR det Fullkomne kommer. VI er ikke fullkomne. Vi er bare mennesker som aldri vil klare å forstå Bibelen slik Gud mente det. Du ser, vi vil aldri kunne forstå alt helt. Vi forstår litt av gangen. Men vi lever ikke så lenge at vi kan klare å forstå alt. Se bare John Åpenbaring. Har du forstått alt det som står der?
Og å gå til GT for å finne svaret på hva NT og Jesus sier, er litt dumt. NT er oppfyllelsen av GT. Og fremdeles er ikke Jesus kommet. Eller mener du at Han er det? Ja, eller nei!
Så spør jeg igjen: Mener du at når vi kan Bibelen, så forsvinner gavene gitt oss av Den Hellige Ånd? Ja, eller nei:::

den samme - [f]Jesus ER Gud[f] - har I set mig siger Jesus, så har I set [s]Gud.[s]
1.Kor.2
Guds skjulte visdom
v6 Dog, visdom taler vi om blandt de fuldkomne, men ikke en visdom, som er af denne verden eller fra denne verdens forgængelige herskere.
v7 Hvad vi taler om, er[s] Guds hemmelige visdom[s], som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed.
v8 Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de [l]ikke have korsfæstet herlighedens Herre.[l] v9 Men som der står skrevet:
Hvad intet øje har set og intet øre hørt,
og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,
det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,
v10 det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder.
v11 For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.
v12 Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. v13 Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
v14 Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.
v15 Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; v16 for »hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?« Men vi har Kristi tanker.
*************
Rom.12
v1 Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. v2 Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, [s]det som behager ham, [s][l]det fuldkomne.[l][s]
1.Kor.13
v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når [s][l]det fuldkomne[s][l] kommer, skal det stykkevise forgå.

Det var hvad jeg frygtede. - Et kilometerlangt copy&paste indlæg fra en Vagttårns-cd.
Jeg gider altså ikke læse det. Jeg har læst 1. afsnit. Det må være godt nok.
Jeg kan kun konstatere, at der er forskellige måder at læse Biblen på og at man kan komme med hver sin gode forklaring. Din måde, var ikke den, der faldt mig ind, da jeg læste skriftstedet. Jeg læser det helt anderledes - også efter virkelig at have lyttet til din forklaring. Nærmere kan vi vist ikke komme hinanden.
solsystem

at når bibelen siger et, så siger jehovas vidner gerne noget andet.
de har lange gode/dårlige forklaringer på hvorfor tingende lige skal forklares og forståes anderledes.
men resultatet er nu gerne det samme, noget andet end det bibelen siger.
men hav det rart solsystemmet, rart at se der stadig er liv i dig :)

ikke troende i dag, eller det gælder det måske heller ikke?
Hvad forstår du så, udfra skriftstedet, 1 Kor. 14:22
Derfor er tungetale et tegn. Ikke for de troende, men for de ikke troende. Og profetisk tale er ikke for de ikke-troende, men for de troende.
Du taler om at ville forstå skriftsteder ikke? Og da der i dag 2009 stadig findes ikke-troende, ville det så være retfærdigt, at dette var sat ud af kraft, eller????
Jeg tror i at tungetalen stadig er et tegn i dag. Jesus er ikke kommet igen. Var han det, var der ikke denne diskussion om 1914 eller ej. Ingen, ville være i tvivl INGEN. Og hvorfor, fordi hvert et øje skal se det. Såfremt hvert et øje skal se det, ville der ingen diskuteren være om dette. Logik.

Mvh
Manjana

vi er bare så omgivet af liv at vi tager det for givet,
men hvis vi tænker over hele det golde univers rundt om os
kan vi tydeligt se at jordens liv er et mirakel.
hvis der en dag skulle vise sig
at der er liv andre steder,
vil det så gøre GUD større eller mindre?
for GUD er liv.

fundet liv på mars.
nu magler vi bare at se det ;)
bare på jorden, er der fundet 5 oprindelses steder for liv.
hvor oget af det enda er svovl baseret🙂ikke på kul som du og jeg, vil jeg gå ud fra at du er ;)
med mindre du er en del af livet på mars?

´

... at TRO på noget som helst af hvad JW/WTS skriver i nogle af deres publikationer og slet ikke "NWT" - Det kan bevises, at NWT er skrevet/digtet/kopieret af FRED FRANZ m/hjælp fra Satanisten & Spirtitisten JOHS. GREBER til forherligelse af JW/WTS-SEKTEN's ukristelige Dogmer!

Og ovenstående kan faktisk bevises -
I Joh. 1:1 linie 3, skrev GREBER og Ordet var ÉN GUD!
Fordi
FRED FRANZ kunne kun engelsk -
GREBER havde kendskab til KOINE-GRÆSK + OLDHEBRAISK men var ikke úddannet Oversætter!
Ingen uddannet LINGVIST - ETYMOLOG - FILOLOG el. PALÆOGRAF,
som er de kundskaber der skal til at SKRIVE EN BIBEL, har deltaget i NWT's NT's udarbejdelse -
Adskillige skriftsteder i NWT passer IKKE overens med GRUNDSKRIFTET - Bl.a.:
Joh.1:1 - 2.Mos.3:14 - Joh.8:58 - Åb.22:6 - Rom.10:13

Med vemlig hilsen
jalmar

til Kyetsueko
Du skriver:
Men, hvor står det at de gavene, under, mirakel, etc, forsvant med apostlene? Står det ikke at det skal være her til DEN FULKOMNE kommer? Og, er det fulkomne kommet?
Nej der står i 1. Korinther 13:8
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.
Det er det "stykkevis" der vil blive indtil det fuldkomne kommer.
Nådegaverne forsvandt med Apostlene og de som de lagde hænderne på. For det var kun dem der havde fået disse evner.(af Jesus)