Måske var det en drøm...måske ikke...

Først lå jeg i min seng og følte mig utilpas...kunne ikke røre mig...gad ikke røre mig. Det var egentlig ligegyldigt at røre mig, om jeg så aldrig nogensinde mere skulle bevæge mig mere...det var helt ligegyldigt...
Så opdagede jeg, der stod en person henne ved døren 5 meter fra mig...Jeg tror det var en mand, men ikke en jeg kendte. Han stod med ryggen til mig, og bar en gul-meleret ulden frakke. På hovedet havde han en hat a la den, den hvide klovn bærer, men altså i sort. Jeg kunne se hans ansigt i profil, for han vendte sig halvt om, for ligesom at sige "kommer du?" Han var hvid i ansigtet og hans øjenomgivelser var helt sorte og hans læber var brune.... Han virkede meget magtfuld.
Måske, hvis jeg havde set et billede af ham, havde jeg syntes han så uhyggelig ud, men uhygge var ikke min følelse nu...og heller ikke angst...mere bare undren.
Jeg lå sengen og kiggede på ham...så kom jeg til at tænke på hans hat. Det VAR en klovenhat. Han var en klovn, og det eneste, han kunne var at narre: "Du gør mig ikke godt." tænkte jeg, og så var hans magt med et ophævet. Han vendte sig om ligesom efter at være blevet afsløret. Han smilede forlegent.
Min følelse indeni blev fortrolig, og tryg. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og det var fuldstændig, som det skulle være. Det behøvede jeg ikke mere. Jeg blev varm og meget behageligt til mode. Havde aldrig mere lyst til andet end at være i den følelse...en vidunderlig følelse, som kunne rumme alle...også klovnen. Han stod stadig ved døren og nu lagde jeg mærke til at hans sorte øjne virkede som om han var træt og syg og havde brug for at blive favnet og omsluttet af denne store følelse....Det var den måde, der kunne sluttes fred på...
Jeg måtte bruge en kæmpe kraftanstrengelse på at bryde hele dette drama...for jeg havde jo nogle forpligtelser her i livet, jeg skulle tilbage til...men det føltes som om, at hvis jeg hvade givet efter, og ladet mig suge ind i den, der enorme følelse, så var jeg ikke kommet tilbage igen.
Måske var det en drøm...måske ikke....
****************************************
Man må selvom, hvad man tror det er, men jeg kunne mærke det havde noget med døden at gøre. At jeg fik lov at mærke, det er sandt, der ikke er nogen grund til at være angst for døden.

Sikker en oplevelse, noget du kan tygge på for de næste pår år.
Lyder næsten lidt som et mushroom drøm, men det tror jeg nu ikke på den her gang.O)
Det er i hvert fald noget frisk læsning, om noget vi alle kommer til at opleve.
Boning

´
....... er i bund og grund de samme der er bange for at leve!

Mange hilsner
jalmar

Siden jeg ikke kunne sende min besked får du den her.
Vi kan ikke undgå at dømme andre mennesker. Det er næsten hyklerisk at proklamere, at man kan indtage en position som ikke dømmende, selvom dog Jesus opfordre til ikke være fordømmende og som vi dømmer, skal vi selv dømmes. Men der er en klar forskel på at dømme og fordømme næsten. Dømme kan vi ikke undgå, men at fordømme mennesker er helt igennem rettet mod personens selv, mens at dømme en omhandler en persons gerning og det er en helt anden sag. Det du taler om er at være ærlig overfor næsten, men her kan jo stilles spørgsmål om hvorvidt vi skal stiller vores følelser til skue for næsten. Det er jeg ikke sikker på vi skal i alle tilfælde, idet andre mennesker som en selv bør besidde en indsigt til at kunne dømme deres egne handlinger. Ingen mennesker kan undgå at såre andre mennesker, sådan er det, men ligefrem at åbne sine sår for andre mennesker er ikke altid den rette metode. På den anden side vil enhver som søger hævn og ramme andre mennesker vil holde deres sår åbne.
Når folk "råber og skriger" skal de faktisk holdes deres kæft, undskyld mig. Et aflad for sin egen ondskab, foresaget af sine frustrationer og vrede, er lige ondt mod næsten uanset hvad. Vi skylder ingen noget andet en tilgivelse, at acceptere det onde er en glide bane og af den onde. Ondt er det når vi tolerere ondt.
Historie er fortælling, erkendelse er personlig erfaring. Dog kan historie være udmønte sig i erkendelse med tilstrækkelig indlevelse. Når du lytter til andre mennesker vil man autmomastisk komme med en bedømmelse. Jeg er ikke enig i mennesker har sammen behov, udover mennesker trænger til tøj, mad og væske. Mennesker er forskellige og har forskellige behov. På samme tid er vi meget ens, men dog ikke mere ens vores natur byder os.
Jeg er også uenig i vi skal imødekomme andres behov, udover de første 3 nævne og basale livsnødvendigheder. Vi skal behandle andre som vi selv ønsker at blive behandlet, og det er kernen. Skal vi imødekomme behov og behandling vi ikke selv ønsker?
Vi kan ikke springe sprogbarrierer over, det er umulig. Kultur og religion er også en form for sprogbarriere, men ikke sagt vi ikke skal prøve at komme udenom dem.
Jeg er slet ikke enig i at alle ønsker at være gode mennesker, en sådan påstand er min livserfaring for stor til. Alle søger kærlighed, ja, men mange ved ikke hvad kærlighed er, og finder kærlighed til sig selv og andre, istedet for i sig selv. Vi kan ikke dele ud af kærlighed til os selv, men kan dele ud af kærlighed i os selv. Misforstået livsfilosofi er årsagen til alt ondt i denne verden, her tjener religiøse skrifter deres formål, som foreksempel Bibelen. Verden kan fungere som et spejl, vi ser os selv i det lys vi gerne vil se os selv i. Vi behøver et nyt lys, et verdens lys, et overophøjet lys for at kunne bedømme vores handlinger udfra en objektivitet istedet for en selvvurdering. Vi skal have den bedømmelse skrevet på vores hjerter for kunne opnå en ærlighed i forhold til livet og sin næste.

Dem der gør selvmord frygter åbenbart ikke døden, men ønsker ikke at leve. En ting er sikkert, de fleste der ligger på deres dødslege vil holde ved livet til enden, de er åbenbart ikke bange for at holde ved livet på trods af plagerne.
Er du bange for døden? Jeg har set døden i øjnene, jeg frygter den ikke i den forstand, men ønsker den ikke.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, Men tak skal du i hvert fald have.

Du svarer på følgende:
*************
Prøv at gøre dette
   
Skrevet af Halfevil333 Registreret bruger - Kl 18:01, 8.jul.2007
Spørg andre sådan her: "Hvad kan jeg gøre for dig?"
Lad være med at kalde noget af de andre gør for noget som helst. Brug ikke din tid på at bedømme, vurdere eller fordømme.
Det ER ikke godt/smukt/rigtigt, og det ER ikke dårligt/grimt/forkert.
Det andre gør påvirker dine følelser...fortæl det i stedet for. Feks. "Jeg føler mig glad og lettet, når du fortæller at din opelevelse var sådan" eller "Jeg føler mig ked af det og frustreret, når jeg ser du ikke overholder det vi har aftalt"
Foreslå hvad den anden kan gøre for dig, og lad det være et frit valg.
Når det er den anden person der råber og skriger kan du høre, at vedkommende føler sig frustreret, vred og ked af det. Spørg vedkommende om det er det han/hun føler. Accepter at du ikke gætter det rigtige i første omgang. Stil derefter det gyldne spørgsmål: "Hvad kan jeg gøre for dig?"
******************************************************************************
Jeg kan ikke sige dig, hvor erkendelse begynder og historie holder op, men jeg kan love dig at hele verden ændrer sig, når man begynder at gøre sådan. Det starter med at man lærer at lytte til andre mennesker...så finder man ud af...at alle har samme behov.
Om du er kineser, araber, amerkianer, eskimo...alle har grundlæggende de samme behov, og vi kan forstå andre ved at imødekomme de behov.
Så har du sprunget både sprog, kultur og religionsbarrierer over i et hug.
Du vil opdage, at alle har lyst til at være gode mennesker. Alle søger kærlighed.
*****************************************
Jeg synes det er svært at køre to debatter i den samme tråd, så mit svar til dig bliver kort, og hvis du vil debattere det yderligere, må du oprette en ny tråd.
Mit svar er: Jeg påstod ikke at nogen kunne proklamere sig "ikke dømmende"...jeg sagde man skulle PRØVE at lade være...Jeg gav dig nogle tips til, hvordan man kunne nå frem til en erkendelse om gud og sandhed...jeg giver ikke nogle færdige løsninger, så jeg kan ikke tage imod dit svar. Det forudsætter, det var det jeg gjorde...
Hvis du siger mennesker ikke kan undgå at dømme hinanden, så kan de det ikke...
Jeg ser noget andet i fokus...jeg ser at nogen prøver at lade være...
Du er uenig med mig i stort set alt hvad jeg siger... og du fortæller mig, at du ved hvorfra ondskab stammer...Du fortæller at din livserfaring er for stor til at du tror på at alle mennesker ønsker at være gode mennesker.... Det har jeg ingen kommetarer til. Det er som du ser verden, det har jeg ingen intentioner om at lave om.
Jeg har aldrig hørt om en person, der ønskede at være et dårligt menneske. Kan du nævne et?

Jamen jeg ved ikke rigtig selv hvad det er... Jo, en beretning, men fra hvad? Jeg sov ikke, jeg var ikke vågen, jeg var småsyg, ikke feber...bare smadder utilpas...Ventede på min søn skulle komme hjem fra lejrtur med skolen senere samme dag.
Det er ihvertfald noget, der står meget stærkt for mig. Følelsen var enormt stærk, den er der stadigvæk, selvom det er over en uge siden... Gav det DIG noget?

Det gav da noget at tænke over.
Nej du...jeg tager ikke svampe, og har aldrig prøvet det. Jeg har ikke noget behov for at tage stoffer, men jeg må indrømme, at jeg heller ikke tør. ;o)
Ja, jeg tror også det er noget vi alle kommer til at opleve...og så er det vidunderligt at vide, at angsten ikke er en følgesvend. Den bliver her...mens man selv smutter ;o)

måske mere en kliché umiddelbart. Jeg ser ikke noget bevis for det ihvertfald. Vil du fortælle mig hvorfra du får sådan en tanke?

Jo...de der begår selvmord frygter alt. At tage livet af sig selv er et forsøg på at løse et problem, der er værre end frygten for døden. Angst er værre end døden. Hvis angsten tager magten fra en, er det lettere at slippe tøjret...men det er ikke nogen NEM løsning. Og den er bestemt forbundet med angst, frygt, smerte, skyld, sorg...det har ingen ende. Det er med at andet populært ord - helvede.
Nej...ikke alle, der ligger for døden frygter den. Min mormor bad om den i flere år...pludselig en nat kom den til hende...og hendes ansigt var helt smukt rent og lettet, da hun blev fundet næste dag.
Fordi man ikke er bange for døden, er det ikke ensbetydende med at man ønsker den. Og døden i sig selv har ikke noget med angst, smerte og skyld at gøre...døden er meget fredfyldt. Men det er jo klart vi er bange for smerte, for det er det der afholder os fra at komme i livsfare...og vi skal leve for at tage os af vores kære (nu skal man bare skelne meget hårdt i mellem at være bange og være angst...det er to vidt forskellige ting)
Hvordan har du set døde i øjnene?

Det gav mig noget, at du åbnede dig sådan. Men det er jo din oplevelse - for mig er det mere en fortælling om, hvad du oplevede.
Jeg tænker meget, at dybt personlige oplevelser kan man ikke rigtigt dele. Man kan fortælle om dem, og andre kan relatere ved, at de også har haft dybt personlige oplevelser (jeg har tidligere delt nogle af mine). Men i sidste ende, er det jo kun dig der havde oplevelsen (ligesom din nærdødsoplevelse).
En ting bed jeg meget mærke til, i din beretning - da du bevidst tænkte, at han ikke havde magt over dig, forsvandt den "magiske" magt. Den ringede hos mig - det med at "give trolden et navn"....

Det var også lige det tidspunkt, i hændelsen der var det mest intense...det mest ærlige. Det glæder mig at lige præcis det nåede ud over kanten.
Jeg er også enig med dig i det med det personlige i oplevelsen. Man kan jo ikke give den personlige oplevelse videre - ku,n netop som du siger, berette om den.
Fantastisk at du kan huske, at jeg har haft en nærdødsoplevelse. Det berører mig dybt at du kan huske det...Jeg føler mig meget ydmyg overfor det... Det er det største jeg har oplevet i hele mit liv!
Tusind tak for dit svar...

Men det også ok. Ja, jeg kendte personer, for hvem det var at voldtage en kvinde ikke ragede dem en kæft. Ja, jeg kendte personer for hvem at spiller russisk roulette med et andet menneskes liv ikke betød noget. De havde ingen tro på noget, de var faktisk ligeglade med alt. Tror ikke det kunne rage dem mindre hvorvidt om de gode eller dårlige mennesker, skulle de vælge bevidst ville det være sidste. Jo, nogle mennesker prissætter ondskab, for dem er det at være født en forbandelse, det starter med vrede og ender i had. Bestemte situationer kan få det værste frem i mennesker, er overbevist om det "fredelige menneske", engelig er en potientel dræber under bestemte miljø og situationer. Jeg er ret sikker man af dem endda vil proklamere de er gode mennesker. Det er svært at forstå sådanne mennesker eksistere, men det gør de altså. Ikke alle har set det samme, hvilket mange debatter på Solen bekræftiger. Jeg indrømmer jeg er et ondt mennesker, derom slet ingen diskussion. Jeg ved hvad der lever i mig og lever i andre. Det lever i alle, hvad der ikke viser sig på overfladen, ligger og lurer i ethvert menneske.
Tak for debatten.

Se du tror jo på helvede, det gør jeg også, har nemlig været der.
Det er selvfølgelig påstande. Men sådan er det med alle påstande, de holder jo ikke i en given situation. At være bange og angst er ikke forskellige ting, men forskellige dybder.
Jeg har hvad der kan tælles på en hånd stået i situationer hvor døden var så tæt på, hvor jeg tænkte det her overlever jeg ikke. Jeg har været en tur på hospitalet, hvor det ikke var sikker på jeg kom derfra igen.

Nej, jeg tror ikke på det bibelske "Helvede", der hvor Satan skulle holde til. Ligesom jeg heller ikke tror på Paradis, som et sted hvor gud og englene bor. Men derfor kan jeg godt sige "Paradisæbler" og "himmerigsmundfuld" eller udbryde "Gud i himlen".
Alle de betegenelser er inkorporeret i det danske sprog som betegenelser for noget andet end lige det bibelske.
Og lad være at fortælle mig hvad jeg tror på. Det ved du ikke, når du ikke vil tage i mod det jeg siger.
Jeg forstår du har gennemgået noget meget forfærdeligt. Jo, at være angst og at være bange er to vidt forskellige ting. Det ene har et formål, det andet er en sygdom.
Hvad er det du har oplevet, hvor du har været tæt på at dø? Har du været i krig?

Kender du nogen, der ØNSKER at været et dårligt menneske?
Der er forskel på det, og så hvordan DU dømmer at de er. Jeg forsvarer ikke hvad vedkommende har gjort, for det kan jeg ikke, lige så lidt som jeg kan fordømme det. Der er altid nogle omstændigheder man ikke kender til, som gør at det bliver rigtigt for den person at gøre som vedkommende har gjort. Det man så kan blive vidne til, er at vedkommende opfører sig med synlig mangel på empati, og det kan man naturligvis ikke acceptere. Det er man nødt til at gå ind at skabe en balance i.
Men man ændrer ikke noget, før man forstår hvad det er for et behov, der ikke er imødekommet hos den person, og som afstedkommer en så tilsyneladende bestialsk adfærd.
Min søn spurgte mig da han var lille og begyndte at opdage at der var krig og tortur ude i verden...."Hvorfor er der krig?".... Jeg forstår ikke krig, så jeg måtte svare ham, at hvis jeg forstod krig, og kunne forklare det, så ville jeg kunne forstå og forklare ondskab, og måske selv handle sådan, men det gør jeg ikke, så jeg kunne ikke svare ham.
Det følte han sig meget tilfreds med...han forstod heller ikke ondskab, og havde det godt med ikke at høre til dem, der forstod krig.
Men for dem der fører krig er det jo en rigtig ting. Ellers gjorde de det jo ikke. Så ivrig er man kun, hvis det man gør føles rigtigt. Så et eller andet sted er der et perspektiv, en forståelse som jeg ikke har, og som jeg heller ikke er interesseret i at få....
Tilsvarende den person du nævner...der er en forståelse, en sammenhæng, et perspektiv, der gør det rigtigt for vedkommende at behandle den kvinde sådan, som du beskriver. For at forstå, hvordan det hænge sammen, må man have det fulde perspektiv med.
At forstå tingene fra en anden persons side er ikke det samme som at sympatisere med vedkommende...men at prøve at stille sig i vedkommendes sted og se verden med vedkommendes briller på. ØNSKER vedkommende at været et dårligt menneske?
Hvorfor siger du, at du er et ondt menneske? Er det noget du vil fortælle?* Eller er det for personligt?

Du tror ikke selv på de ord du bruger? Det er bare ord? Tomme lyde, begreber og forestillinger, uden tro, uden virkelighed? Når du bruger ordet helvede er det samme betegnelse på en tilstand som kommer fra Bibelen, som beskrives uudholdelig. Hvis du læste mit indlæg kunne du jo se, jeg ikke skrev du tror på det "Bibelske helvede" (Som om der var en forskel). Helvede er en realitet. Du beskriver et helvede, ergo helvede eksistere. Derfor er ordet helvede ikke fantasi, derfor er ordet satan ikke fantasi. Der findes godt og ondt og så videre. Det er fuldstændig tåbelig at sige noget såden ikke eksistere, når man bruger ordene. Bibelen taler om et helvede, fordi mennesket kender til helvede. Bibelen taler om Himlen, fordi mennesker kender til Himlen. Bibelen taler om Hellighed, fordi mennesket kender til hellighed. Ergo der er intet fantasi over de betegnelser, hverken Bibelsk eller ikke Bibelsk. Det er tilstande, som eksistere og erkendes indvendig.
Nej, jeg vil ikke tage imod det du siger, ligeså som du ikke vil omvendt.
Det ønsker jeg ikke komme ind på, for personlig og vil ikke holde mig anonym.
Tak for debatten.

Jeg ved det ikke, nej alle vil jo gerne være "gode". En fængselpræst sagde engang til mig, du tror ikke på ondskab, du vil erfare nogle mennesker er helt igennem onde, idag må jeg gi ham ret. Halvt kan ikke gøres helt, ergo de forbliver onde, menneskeheden er halv, ikke halfevil333. Bibelens pointe er vi alle er onde, fordi vi er halve og lukne, fordi som du skriver har vi det i os, men det bliver vi ikke mindre onde af, fordi der en forklaring.
Men skal lige til at flytte hus, kan du hygge dig der :)

Naturligvis kan jeg huske du har haft en nærdødsoplevelse. Har du glemt vores mange debatter sammen?

De, der har givet mig noget, husker jeg skam stadig meget tydeligt, og der er du iblandt. Helt sikkert. Jeg håber, men forventer ikke selv at blive husket af nogen. Jeg føler mig glad over at du husker mig...virkelig! :o)
Jeg har holdt mig fra religionsdebatterne, da jeg fandt, der var for meget tyranni. Der var ikke en lyst til at forstå det andre sagde....
Nogengange har nogen skrevet noget helt fantastisk, og så er det blevet moset ned i møget...det er jo den samme tendens man ser alle vegne...det føles ærlig talt trættende, og ikke særlig oplivende at læse hadefuldhed og intolerance blandt folk, der debatterer TRO. Tro er noget af det dybeste og mest intime, der findes i et menneske, og det bør man behandle med den nænsomhed, man selv har behov for. Det er så ikke alle der er enige med mig om det, eller også har ikke alle samme behov for nænsomhed som jeg har. Det må jeg jo tage konsekvensen af.
Så for at forny mig selv en lille smule, så har jeg været lidt rundt i sitet...
Jeg kan godt lide at debattere tro. Altså menneskets behov for at tro på noget, helt frigjort fra de systemer, det er bundet op på...men det bliver mere end ofte en ordfejde om hvem der tror det rigtigste...og nej tak til det herfra ;o)
Er det ikke som om, man på den måde ofte ender op med at gentage sig selv i samtaler med dem, der er enige med en?

Jeg har også selv været væk fra debatten i et ½-års tid. Men som jeg ser det har troen 2 væsentlige aspekter.
Det ene aspekt er den personlige oplevelse af troen - den du repræsenterer, hvor man stille og roligt fortæller og debatterer, hvad man hver især oplever. Den form for diskussion bliver sjældent kritiseret, da den jo netop er dybt personlig - man kan ikke diskutere om en oplevelse er rigtig eller ej.
Men så er der jo også lige den organiserede religion. Hvor troen bliver sat i system, og trossystemerne bliver forskellige. Det er naturligvis her nidkærheden og fanatismen får grobund. Når jeg går ind i diskussioner om den organiserede religion er det altid for at pointere dens ulemper. Og det er altså ikke ligegyldigt, om diverse sekter amnipulerer med medlemmerne. Mindre grader af manipulation må blive folks egen sag (manipulation forekommer jo også i ethvert ægteskab), men når man eksempelvis begynder at forkynde, at små børn der dør af mangel på blodtransfusioner er ærværdige martyrer for den sande tro må jeg sige stop - sådan en religion skal efter min opfattelse bekæmpes. Nok er nok!