Mørke

Er det her vi ender, er det her vi nu,
afventer dommen for os to?
Hvem fører slaget når bladets æg
er slebet og trænger mig helt til vægs?
hvem hører bumpet og blodet dryppe
når det er blevet forsent at flygte.
Men så ender vore drømme da her
hvor kolde vinde og strømme er
og langsomt tankernes isnende slør
til takten fra hjerternes fælles rytme uddør
den lille lue der nu svinder
har mistet sin glød med de glade minder
og varmen har sluppet sit tag i det sind
der før stod åbent og lukked´mig ind
Hør nu en hvislen derude i det øde
hvor vi går en mørkelagt dag imøde
en hær af døde stemmer der kalder
på dig og med hånlatter bønfalder
det vaklende hjerte at blive som stål
og brænde din lidenskab op på et bål.
Da morgenrøden fra lysets hjem
med iskrystaller og dis brød frem
og solen bag skyers dække steg
da stod det mig klart som dagslys i maj
at vinterens første frost var på vej
Når vi om lidt skal mødes igen
er al liv og håb da svundet hen?
Her hvor dommen lader os tilbage
med hver vores nød, vor smerte og klage
lad dig ikke mærke med sorgen
på denne tidlige vintermørke morgen
Nu stop al den løse tale om længsel
fortræng dine søde ord til glemsel
husk denne ild og glød blev slukket
da vinden fra nord fik skodderne lukket
kom ikke herind
løft ikke din pen
sig aldrig mer´jeg er din ven
Styr du dine drømme og sæt dig dine mål
lad vintren formildes fra lidenskabernes bål
når først al nag og smerte brænder
når kærlighedens vraggods sin røgsøjle sender
til vejrs hvor sangen om os to ender
så er du fri
og måske dit lyke vender.