Pas på Jer selv!
i 7. klasse slukkede lyset sig for alvor. Mit sind gik i sort, selvmordstankerne og hadet til mig selv der senere udviklede sig til anoreksi i 8. klasse.
Anoreksien kom jeg over af mig selv, idet det blev opdaget og jeg ikke ville have min familie rodet ind i mit liv. Min hjerne fandt på noget nyt at gemme sig under - depressionen. Den kunne ingen jo se!
Gik under for en svær depression i starten af 9. men spillede fortsat komedie. (havde haft en depression siden 7. bare 'kun' moderat.)
Brød sammen for min klasselærer og kom til skolesundhedsplejersken, der ret hurtigt opgav mig. Kom på venteliste til skolepsykologen, men inden jeg nåede ham, ringede en voksen fra nettet til kommunen og klagede sin nød.
På det tidspunkt var min eneste verden nettet - Jeg kunne fortælle åbent om alle mine sorger, men det kom aldrig tæt på. Blev aldrig konfronteret med det!
Kom til lægen akut og truet med indlæggelse. Lovede at lade være med at skære mig og ikke begå selvmord - ironisk nok!
Næste mandag kom jeg til skolepsykologen, der med det samme sendte mig til Augustenborg psykiatrisk ungdomsbehandling. Til et team der arbejder akut.
Dem snakkede jeg med omkring 4 gange. Det hjalp ikke og selvmord blev snart den enste løsning. Flere gang skar jeg mig i pulsåren, men det lykkes ikke.
Måske fordi jeg ikke kunne være det bekendt bare at skride uden noget - i det mindste ikke uden afskedsbrev!
Det brev blev grunden til at jeg er her i dag. Min mor fandt det på mit værelse ons. den 10 dec sidste år.
Det var ellers meningen jeg ville gøre alvor af det følgende weekend de ikke var hjemme.
På det tidspunkt skar jeg mig op til 100 gange om dagen, brændte mig selv og gik med ekstreme selvdestruktive tanker.
Nægtede selvfølgelig ALT, men hun kørte mig til Augustenborg sygehus, hvor jeg så blev akut indlagt. Fik her fast vagt å i 2 uger for at forhindre jeg 'gjorde noget dumt'.
Derefter blev jeg parkeret. Hjælpen var så som så - dvs. ingen! Da jeg så ikke orkede at stå oprejst mere og bare lå i min seng, blev jeg overtalt ('tvunget') til at tage medicin selvom jeg egentlig var/er imod det.
Var parkeret i 4 lange måneder, hvor de egentlig bare misbrugte mig psykisk. Kørte på mig, så jeg var rædselsslagen for mange af dem, stak af fordi de ignorerede mig og tilpassede mig - satte 'jeg er lykkelig' masken på igen.
Dog havde jeg dog lært at snakke med mine forældre. Fra start af havde jeg sagt, at jeg bare havde brug for at komme lidt væk. Tænke over tingene for sig selv. det kom jeg og da mine forældre så tog mig hjem pga DÅRLIG behandling på hospitalet, havde jeg besluttet at jeg VILLE videre!
Det er en lang, sej kamp! Har holdt over 8 måneders fri fra skole og er lige startet i 10. for at få styr på det hele. Medicinen har jeg droppet ligesom for at slippe alt hvad der overhovedet har haft med hospitalet at gøre - det som forsøgte at ødelægge mit liv!
Og det KAN lade sig gøre! Find noget at kæmpe for. Jeg har heldigvis en hest, der gør sit til at få mig stablet på benene igen. Ham lever og ånder jeg for og har de efterhånden okay igen!
Så det er MULIGT at komme over ALT igen! Hullerne man falder i kan være næsten uendelig dybe, men der er altid en vej til at komme op!
Mvh. Anna
Anoreksien kom jeg over af mig selv, idet det blev opdaget og jeg ikke ville have min familie rodet ind i mit liv. Min hjerne fandt på noget nyt at gemme sig under - depressionen. Den kunne ingen jo se!
Gik under for en svær depression i starten af 9. men spillede fortsat komedie. (havde haft en depression siden 7. bare 'kun' moderat.)
Brød sammen for min klasselærer og kom til skolesundhedsplejersken, der ret hurtigt opgav mig. Kom på venteliste til skolepsykologen, men inden jeg nåede ham, ringede en voksen fra nettet til kommunen og klagede sin nød.
På det tidspunkt var min eneste verden nettet - Jeg kunne fortælle åbent om alle mine sorger, men det kom aldrig tæt på. Blev aldrig konfronteret med det!
Kom til lægen akut og truet med indlæggelse. Lovede at lade være med at skære mig og ikke begå selvmord - ironisk nok!
Næste mandag kom jeg til skolepsykologen, der med det samme sendte mig til Augustenborg psykiatrisk ungdomsbehandling. Til et team der arbejder akut.
Dem snakkede jeg med omkring 4 gange. Det hjalp ikke og selvmord blev snart den enste løsning. Flere gang skar jeg mig i pulsåren, men det lykkes ikke.
Måske fordi jeg ikke kunne være det bekendt bare at skride uden noget - i det mindste ikke uden afskedsbrev!
Det brev blev grunden til at jeg er her i dag. Min mor fandt det på mit værelse ons. den 10 dec sidste år.
Det var ellers meningen jeg ville gøre alvor af det følgende weekend de ikke var hjemme.
På det tidspunkt skar jeg mig op til 100 gange om dagen, brændte mig selv og gik med ekstreme selvdestruktive tanker.
Nægtede selvfølgelig ALT, men hun kørte mig til Augustenborg sygehus, hvor jeg så blev akut indlagt. Fik her fast vagt å i 2 uger for at forhindre jeg 'gjorde noget dumt'.
Derefter blev jeg parkeret. Hjælpen var så som så - dvs. ingen! Da jeg så ikke orkede at stå oprejst mere og bare lå i min seng, blev jeg overtalt ('tvunget') til at tage medicin selvom jeg egentlig var/er imod det.
Var parkeret i 4 lange måneder, hvor de egentlig bare misbrugte mig psykisk. Kørte på mig, så jeg var rædselsslagen for mange af dem, stak af fordi de ignorerede mig og tilpassede mig - satte 'jeg er lykkelig' masken på igen.
Dog havde jeg dog lært at snakke med mine forældre. Fra start af havde jeg sagt, at jeg bare havde brug for at komme lidt væk. Tænke over tingene for sig selv. det kom jeg og da mine forældre så tog mig hjem pga DÅRLIG behandling på hospitalet, havde jeg besluttet at jeg VILLE videre!
Det er en lang, sej kamp! Har holdt over 8 måneders fri fra skole og er lige startet i 10. for at få styr på det hele. Medicinen har jeg droppet ligesom for at slippe alt hvad der overhovedet har haft med hospitalet at gøre - det som forsøgte at ødelægge mit liv!
Og det KAN lade sig gøre! Find noget at kæmpe for. Jeg har heldigvis en hest, der gør sit til at få mig stablet på benene igen. Ham lever og ånder jeg for og har de efterhånden okay igen!
Så det er MULIGT at komme over ALT igen! Hullerne man falder i kan være næsten uendelig dybe, men der er altid en vej til at komme op!
Mvh. Anna