Fagforening mistænker help.dk for ulovlig formidling
Udstationering. Træ-Industri-Byg (TIB), tror ikke på, at hjemmesiden help.dk driver lovlig virksomhed. Firmaets indehaver har dækket sig ind med advokattilsagn, men kan ikke få klart svar fra myndighederne.
Markedet skriger efter folk, der kan skabe kontakt til billig håndværkerhjælp i Østeuropa.
Det har udmøntet sig i en heftig aktivitet på den danske hjemmeside
www.help.dk, der formidler kontakt mellem danske boligejere og håndværkere i andre europæiske lande.
Men fagforbundet Træ-Industri-Byg (TIB) mistænker hjemmesiden for at drive ulovlig aktivietet
- Det hele er meget "tys-tys". Vi synes, det er mærkeligt, at man ikke kan se, hvem der står bag hjemmesiden, og desuden har vi en ide om, at det er "arme-og-ben"-virksomheder uden reel registrering i deres hjemland, der kommer op og altså ikke udstationerede håndværkere, siger forbundets talsmand for bygningsgruppen Peter Hougaard Nielsen.
Han mener ikke, at de pågældende håndværkere, som ofte løser opgaver til en tredjedel af prisen for danske boligejere, får en ordentlig løn. Og TIB vil kræve, at de indordner sig efter danske overenskomster, hvis de altså reelt er selvstændige virksomheder.
- Er der tale om udstationerede håndværkere, vil vi kunne ty til sympatistrejker og eventuelt sørge for, at andre ikke leverer varer til dem, siger Peter Hou-gaard Nielsen
Stifteren af hjemmesiden, Allan Skovmand, mener, at fagbevægelsens har været lige lovlig aggressiv.
- Vi bliver ringet op af flere fagforeninger. F.eks. ringede TIB''s repræsentant for Nordsjælland og var meget højrøstet. Han sagde, at han sad med politiet og ToldSkat og var i gang med at efterforske os og endte med at true med politianmeldelse, fortæller Allan Skovmand.
Han er klar over, at der hurtigt går politik i sagen, og besluttede derfor at stå frem i TV2 i søndags.
Myndigheder svarer ikke
Når det gælder lovligheden af hans virksomhed har han forgæves forsøgt at få klare svar fra myndighederne
- Vi har skrevet flere gange, og hverken ToldSkat eller Udlændigestyrelsen svarer. Derfor har vi fået advokater på, som har givet grønt lys. Men de siger samtidig, at der mangler retspraksis på området, siger Allan Skovmand.
Det vigtigste direktiv er udstationeringsdirektivet. Her står der, at udsendte folk (fra et EU-land til et andet) skal behandles efter værtslandets regler om arbejdstid, hviletid, mindsteløn, ferie, ligebehandling og så videre.
Forbundets Peter Hougaard Nielsen siger, at han har været vidne til mange uheldige episoder.
Her er danskere blevet snydt af udenlandske håndværkere, som har arbejdet sort til lav løn og samtidig afleveret noget fejlbehæftet arbejde.
Allan Skovmand mener at have dækket sig ind.
- Vi benytter agenter i udlandet, som - hvis det er en virksomhed- kontrollerer, at den er registreret, gældsfri og forsikret, siger han.