Selvrefleksionsionens armé

Slægter amoralsk facaden på,
kikkende på den anden side af ruden,
virker rummet tømt for luft,
til krybende nanospekulationer,
om de lange nætter,
uden vilje til at rejse sig,
uden evne til at forslå sig,
med de amputerede,
unge tanker,
uden fremtid.

De er en armé,
hvori jeg indtræder,
som en soldat,
uden mandat,
til at skelne,
gråzonerne,
fra hinanden.

Fægter i blinde med brødre,
skyder centrale holdninger,
tyndt for substans,
og lader ytringen glide,
så ordene langsomt flyder,
løbende som en flod,
af lyriske misiler
mod en ukendt fjende.

Kommanderer fra den anden side af ruden,
får rammerne til at sprænge,
vinduet til at flække,
kikkende i de øjne,
der får mig flyvende,
til at gå i knæ,
med tårer,
trampet ned,
i skår.

Af de opskårede hudflager,
sprøjter blodet dit navn,
ud i gulvets revner,
mister besindelsen,
og flakker omkring,
kære fjende,
kære spejl.
http://anglicismo.smartlog.dk/selvrefleksionsionens-arm--post214440