Tid til at være alene...

Er sammen m en helt usædvanligt dejlig mand - han overgår min"vildeste" fantasi på så mange måder og det siger ikke så lidt.
I løbet af vores tid sammen er jeg gradvist kommet i dybere og dybere kontakt m. forskellige følelser i mig selv, følelser fra fortiden hvor det var meget svært for mig at udholde meget tætte og tillidsfulde relationer - jeg ville have gjort næsten hvad som helst, i gamle dage, for at obstruere nærheden i min angst for at miste...
Har det nogle gange som om jeg bær på en stor sorg. Har oplevet dødsfald i nærmeste familie men det er ikke den form for sorg selvom fornemmelsen kan være lige så stærk. Har svært v at få vist ham at jeg også kan være det, bede om pladsen til det. Vil ikke skubbe ham væk.
Han er lidt yngre end jeg og nogle gange oplever jeg at det giver os et meget forskelligt erfaringsgrundlag, som i udgangspunktet er super stimulerende; og altså også en kilde til nogle afstande som kræver lidt mere end det nok så berømte...smil! Simpelthen pga hvor jeg selv er henne.
Er kort sagt ikke sikker på at jeg er det bedste kærestemateriale for ham...da jeg jo oplever mig ked af det og har svært v at kommunikere det til ham og de behov jeg mærker i den forbindelse.
Samtidig står det lysende klart for mig at jeg er sammen med et menneske, hvor den dybe kontakt er en velintegreret del af at samleve,,, det lyder så stift...og jeg elsker ham meget højt, hvis man kan sige det?!
Blev nødt til at skrive et ell andet...

det ser ud til at du har en fyr som er en del opmarsom på dig og at han ved hvordan dinne følser er.og det er en ret gode ting mit råd til dig vil være at du bare lukker op for alt hvad der er inde i dig overfor ham og jeg ved godt det ikke er helt nem at gøre det for det har noget med følser at gøre og det er mensker ikke så glade for at ander kommer for tæt på sjovt nok.men bare luk op for dem for du vil gøre ham maget glad ved at gøre det så held og lykke med det