Strukturreform svigter de anbragte børn og deres familier

Strukturreform svigter de anbragte børn og deres familier
af Alice Sørensen, landsformand for FBU forældrelandsforeningen
I Danmark har vi ca. 14.000 børn, som ikke bor hos deres far og mor, men er anbragt uden for hjemmet, enten i familiepleje, opholdssted eller på en døgninstitution, fordi børnene har særlige behov, eller fordi forældrene af mange forskellige grunde ikke kan varetage omsorgen af deres børn. Det er børn og familier med historier, der berører de fleste, som stifter bekendtskab med dem.
Disse børn og unge og deres familie hører vi ikke meget til i det daglige. Men mange af dem vil blive dybt berørt af den strukturreform, som regeringen i disse dage forsøger at forhandle på plads.
I dag drives døgninstitutionerne for børn og unge af amterne lige som de andre specialtilbud, fx skoler, som mange anbragte børn benytter, også ligger i amtsligt regi. Det betyder, at institutionerne huser børn fra store geografiske områder. Og børnene er er dybt afhængig af den specialiserede indsats, de får både på døgninstitutionen og i skolerne. En indsats, som er kendetegnet af et højt fagligt niveau hos medarbejderne, som i kraft af deres uddannelse er i stand til at imødekomme børn og deres familiers særlige behov.
Som det ser ud i regeringens optik lige nu, bliver disse specialiserede tilbud flyttet fra amterne til kommunerne. Kommuner på 30.000 indbyggere, har slet ikke har en størrelse, der gør dem i stand til at tage ansvar for så specialiserede og udgiftskrævende sociale tilbud. Konsekvensen vil bl.a. være, at medarbejderne og dermed den ekspertise, de besidder - spredes fra 13 amter til 130 kommuner.
Og selv om der er et samlet antal anbragte børn på ca. 14.000 vil de enkelte og især de mindre kommuner ikke kunne fylde en institution. Derfor kræver det ikke megen fantasi at forestille sig, at kommunerne vil lukke institutionen, hvis den eneste anden mulighed er at skulle ud og forhandle om køb og salg af tomme pladser med 5-6 andre kommuner i området. Kommunerne kan føle sig fristet til at placere børnene sammen med andre børn med andre former for vanskeligheder, som kræver andre behandlingsmetoder - så det bliver en rigtig blandet landhandel - til gavn for kommunekassen, men langt fra for børnene og deres familier.
Desuden står amtet i dag for rådgivningen og den ekspertise forsvinder også. Vi kan endvidere være bekymret for at godkendelse og tilsyn af opholdssteder igen flyttes tilbage til kommunerne. Amtet har i dag også forsyningsansvaret, og ved at udlægge dette til kommunerne kan det betyder at der etableres og afprøves færre nye tilbud.
Derfor mener vi i FBU Forældrelandsforeningen, at specialopgaverne på dette sociale område skal placeres i de fremtidige regioner, fordi de får en størrelse, der kan påtage sig ansvaret for så omfattende opgaver - både faglig og økonomisk, som der er tale om her.
Vi har at gøre med mennesker, der ikke selv råber op. Derfor er det nødvendigt, at ansvaret for, hvem som tager sig af dem, er placeret helt entydigt og klart fra politikernes side.
Et ansvar, som handler om meget mere end kommunestørrelser, kolde kalkuler og streger på landkortet. Ellers vil vi se mange eksempler på børn og unge der stadigvæk ikke får den hjælp og støtte de har behov for, som bliver både glemt og klemt i systemet.
Dersom regeringen til trods for advarsler alligevel vælger at lægge det sociale område ud til kommunerne, så er det MEGET vigtig at der laves meget længere overgangsordninger end foreslået i oplægget. Det er vigtig, at vi som loven foreskriver tilbyder disse børn og deres familier stabilitet og kontinuitet i deres tilværelse og at børn ikke skal flyttes unødig.

Alice Sørensen
Palle Fløesvej 22
Hammerum - 7400 Herning

Svar til Alice,
Det er klart at komunerne må tænke økonomisk, det koster samfundet ret mange penge at drive Institioner. Som et hver samfund må man vurdere om man får noget for pengene.
Nu har selv været i familie pleje med ikke særligt godt resultat, og det er jo sådan det meste behandling i Danmark er styret af tro, og er ikke specielt åben for en vindenskablig evaluering af behandlingen.
De mennesker man behandler på instutioner vil jo være præget af det for livet, og de lære jo ikke det andre børn gør i samme alder. Jeg er udmærket bekendt med at børn som kan have svært ved, at skeldne mellem sig selv og andre har brug for nogle overskulige rammer. Men vi er bare nød til at erkende, at det danske behandlings system ikke er godt. Når man ser på de penge man offer på det, samt hvor er disse børns retsstilling, det bliver de jo ikke gjort bekendt med. Hvis de gjorde kunne et incest forhold jo ikke havde forsat i så lang tid som man så i sagen fra Nordjylland.
Du må jo være bekendt med at når de børn ikke oplever, at have kontakt til andre børn uden for instutions verden, så bliver det så meget svære at blive socialintegreret.
Vi har selvfølglig brug for specialskoler, men problemet er at undervisningen ikke er kontinuerlig, så det du får ud af den er meget begrænset. Netop på grund af man ikke på disse skoler følger elementær viden omkring kvalitet i undervisningen. Men de er bare blevet vænnet til at få penge uden at nogle skulle komme og sætte krav til dem.
Men jeg vil forslå i arbejder på, at disse instutioner kommer ind under staten, samt andre tilbud der måtte være til vores sårbare medborger.
MVH. Claes Pedersen

Svar til Claes!
Er enig med dig i at kommuner, stat og os som borger må hele tiden tænke på økonomi og sikre os at vi får det bedste for pengene.
Du har også ret i at mange tidligere anbragte har det svært i deres voksenliv, og at arbejdet for børn og deres familier kan gøres meget bedre. Der er også voksne som kan berette om, at forbi de blev anbragt så har de i dag et godt liv.
Der ligger nu en anbringelsesreform til høring, og i den har man meget fokus på børns rettigheder. Børn skal høres meget mere, og de får nu også nogle klagemuligheder, og det er jo godt.
Men at lukke institutioner når vi ikke har noget andet at sætte i stedet for, ser jeg som halsløs gerning. At overlade driften af dem til staten bliver det ikke nødvendigvis billigere af.
Derfor syntes jeg, at det er vigtig at bevare den ekspertise som er oparbejdet og arbejde for at gøre det endnu bedre.

Svar til Alice,
Jeg havde lige skrevet et lang indlæg til dig, så gik der koks i computeren. Jeg vil ikke spare penge på de socialle udgifter, jeg tilstæber kun at vi får det bedste ud af de penge vi bruger i den socialle sektor.
Der har jeg oplevet, at ansatte ikke føler noget ansvar for at bruge penge på den rigtige måde. Men at de mere tænker på at tilgode se sig selv frem for de mennesker som systemet er bygget op for at hjælpe.
Derfor finder jeg det er mest hensigts mæssigt, at det er staten der har det overordnet ansvar for behandlingen og hjælpen til mennesker med problemer i tilværelsen.
Jeg har mine synspunkter ud fra hvad jeg selv har oplevet, og det har i den kommune hvor jeg kommer fra været tale om neopotisme frem for en, saglig vurdering i hvordan man bruger pengene.
MVH. Claes Pedersen