SUR MOR

Til eftertanke:
SUR MOR
Når jeg bliver gammel, og mine døtre/sønner har fået mand/kone, hus og børn, så vil jeg besøge hver af dem et døgn, og vil starte med, når jeg kommer, at smide mit overtøj i kurven til huer og vanter og stille skoene på spisebordet.
Før de går igang med at tilberede en lækker middag til mig, vil jeg lægge mig på sofaen for at se en af de videofilm jeg har til gode. Indimellem vil jeg spørge om, hvad vi skal have til middag, eller tale i telefon (deres selvfølgelig) med mine venner.
Efter middagen vil jeg stille min tallerken oven på opvaskemaskinen for derefter at læse ugeblade.
Næste morgen vil jeg gå i bad før de andre, og vil lægge makeup og rigtig nusse om mig selv, mens de andre står og tripper for at komme til at tisse, de har nemlig kun ET badeværelse.
Naturligvis vil jeg lade det våde håndklæde ligge på gulvet sammen med mit snavsede undertøj.
Når de er taget på arbejdet, og posten kommer med dagens avis, vil jeg nyde at rode rundt i sektionerne og måske tage en af dem med mig.
Inden jeg går, vil jeg lade morgenbordet stå, kyle teposen ned i vasken, træde ud af sutskoene midt på køkkengulvet, undlade at smide katten ud, lade lyset brænde og glemme at låse. Så kan det være, de kommer i tanke om, hvorfor JEG VAR SÅ SATANS SUR, DA DE VAR TEENAGERE.

Et meget tankevækkende brev jeg fandt i mine gemmer under oprydning.
Brevet er ikke forfattet af mig, men jeg synes at det fortæller en del om det, at have teenagere i huset ;-)
Alle jer med små børn....... GLÆD JER! *GGG*
M.V.H.
Bulderfnis

Jeg kender den godt, brugte den blandt andet i min tale til min søns konfirmation. Den er nemlig som skrevet herhjem til :O)

både brevet som jeg også har - og teenager-syndromet.
Jeg har 3 drenge som er kommet godt (men ikke problemfrit) igennem de svære år, en datter som er midt i det (mere besværlig end drengene var) og en søn som venter et par år endnu.
Brevet er meget meget sigende!

kan gøre meget. Selv om du skriver at du ikke er forfatter, så virker det på mig som et surt opstød. Måske ligger der noget i opdragelsen af børnene? Måske mangel på respekt?
Min elskede mor døde for 3 år siden, da jeg var 26 år gammel. Jeg har altid lært at vise respekt, og ikke tage andre for givet! Hvis min mor kom hos mig, bare en enkelt gang mere i mit liv, ville jeg bære hende rundt, som ville hun gå i stykker hvis jeg satte hende ned. Jeg ville gøre alt for hende, hvilket jeg også ville/gjorde mens hun levede.
Jeg ved godt dette ikke er et direkte svar på dit indlæg, men også blot stof til eftertanke. Lad være med at tage noget for givet. Tal om problemerne og få dem løst. Gør det i dag, for det er ikke sikkert at der er en dag i morgen.
Hilsen fra en ulykkelig barnløs på 2. år, som vil gøre alt for mine forhåbentligt kommende børn, også når de bliver teenagere!

jeg tror nu ikke indlæget var tænkt som et surt opstød min ven - men mere var for at dele det lidt morsomme brev med os andre.
Vi vil alle gøre alt for vores børn - hele livet igennem - alle forældre gør det så godt som de nu kan, - stol på det !
Men jeg læser din smerte imellem linierne - og føler stærkt med dig, da jeg også har mistet begge mine forældre i en forholdsvis ung alder.
Tro mig, du glemmer aldrig din mor - men med tiden vil du kunne tænke på hende uden at føle smerte mere.
Mange tanker til dig!

at jeg ville komme med et surt opstød, Det var bare for at vise hvordan de fleste normale teenagere opfatter verden. Teenagere tror jo nærmest at solen står op om morgenen KUN for deres skyld da de jo er verdens navle, det er jo ganske normalt.
Brevet viser jo bare hvor hårdt det kan være at have teenagere i huset UANSET hvor højt man elsker dem.
Jeg har selv haft 2 dejlige teenagere som nu er voksne, Jeg har dog endnu ikke gjort som i brevet ;-)
Det er meget trist at du har mistet din mor og håber at du snart kommer videre i din sorg.
Jeg ved også hvor hårdt det er at være barnløs når man ønsker sig så brændende. Min søn og svigerdatter forsøger nu på tredje år at få børn....og jeg tror på at det snart vil lykkedes....også for dig.
m.v.h.
Bulderfnis

Jeg sender straks det brev til dem alle tre...

...men jeg følte bare lige jeg havde lyst til at blande mig. Tak for de søde ord.
Knus fra mig

sammen med 2 teen agere.
Mon det er normalt???
Lige nu har jeg tænkt mig at forbyde dem at komme i mine gemakker, for de har selv 2 udmærkede rum i huset.
Tak for indslaget, som jeg kopierer og sender til deres mailbokse.

jeg har ellers nøje planlagt at låse dem inde i et skab indtil de er færdige med det der hormonpjat :-D
Godt indlæg ellers :-)