Træt af "Karrieredanmark"

Hvornår blev det lige sådan, at alt skulle ensrettes og alle skulle løbe stærkere og stærkere. Man skal helst have nået alle sine mål når man er 25. Man skal helst have en dobbeltgrad, lederstilling, frivilligt arbejde, have børn, være gift osv i en meget tidlig alder.
Ok nu ved jeg godt det er sat på spidsen, men i ved hvad jeg mener?!
Jeg ser tit teenagere lige kommet ud af gymnasiet som nu føler et stort pres på dem. De skal være meget målrettede i en meget tidlig alder. Jeg oplever selv at der pludselig kigges skævt til det jeg laver. Og jeg har endda aldrig været uden arbejde, jeg er studerende og stadig kigges der skævt til mig. Jeg er 28 og igang med min BA. Jeg har boet flere år i udlandet, jeg har ikke noget friilligt arbejde, tilgengæld holder jeg mig selv igang. Jeg har et arbejde, jeg passer mit studie. Det er ikke et elitearbejde jeg har og mit studie er heller ikke elite. Faktisk er der ikke ret meget af det jeg laver som er elite, men jeg har det godt i det tempo det kører.

Alligevel oplever jeg sgu at folk er begyndt at kigge skævt til mig. Oven i købet nogle af mine venner der altid har sagt, at de ikke bare vil ræse det hele igennem på nogle få år, men også huske at nyde livet lidt. Men de er selv hoppet med på karrierevognen. Det har jeg sådan set heller ikke noget imod, men jeg synes det er forkasteligt at der åbenbart ikke er plads til folk som går af en anden sti.
Jeg forstår det ikke. Oplever du det samme og hvordan og hvornår blev det sådan her?

snigende som en pest, der breder sig. MEN stå fast min ven, det er dig, der har fat i den lange ende.
Jeg selv lever under mottoet: Retten til at være langsom i en travl verden.
Og ja - det giver anledning til noget "bøvl" ind i mellem.
Jeg har bevidst valgt karrierevenner fra - jeg gider dem ikke.
Det er dig, der er foran. Om få år vil det være "in" at være langsom og tage tingene lidt mere roligt. Lad dem kigge skævt til de brækker nakken - jeg bakker dig 110 % op.
[s][s][l][l][s][s][l][l][s][s]

Du er din egen hårdeste dommer, og det er din egen mening der betyder noget for hvordan du tager ansvar for dig selv, din familie og evn. børn.
Det kan godt være du mener folk ser skævt til dig. Og nogen gange har vi ret, men ofte ikke. Men du bliver nød til at lære at hvile i dig selv og lade det prelle af.
Det går jeg ud fra alligevel du gør da du ellers havde lade dig ensrette for længe siden.😉
Jeg kan ikke genkende fra egen verden at folk kikker skævt pga det eventuelt tager "for lang tid" at gennemføre en uddannelse.Det er andre ting der får folk til det her, vi er flokdyr og ve den der træder ud af geled.
Så klap dig selv på skulderen, for at have formået at have hoved og hjerte med i hvad du laver. Så du ikke brænder ud af stress. Det er måske det der køre gennem hoved på dig når du tager energien til at skrive det her. Hvilket er godt, for vi har brug for at se vores dæmoner i øjnene. Ellers får de lov at vokse os over hovedet. Så er de ikke nemme at have med at gøre. Nip det i starten, det letter vejen frem.
Men du har nok ret i at vi presser og ensretter de uddannelse-søgende til dit og dat. Og de og vi skal lære selv at sige fra. Forhåbentligt får de stoppet det forfremtidige studerende.Men vi skal nok se en hel del lig på bordet før noget bliver ændret.Sådan er det desvære ofte.

udfra den liberalistiske tankegang: fleksibel, flytbar, god til, at arbejde i teams, skal kunne tage overarbejde, være på mail døgnet rundt, være til , at finde på mobilen, arbejdsliv og privatliv skal flyde sammen i en strøm.
Kort sagt mennesket skal ikke have karakter , skal ikke være en personlighed. Men en vandgoble uden rygrad, som kan møbleres rundt af arbejdsgiveren. Desuden skal personen ikke være i fagforening, dvs.stå retsløs, så personen bliver endnu mere sårbar, flytbar og fleksibel.
Indse det , det er den nuværende regering og Dansk folkeparti og arbejdsgiverne, der ønsker slaver, og du siger fra tillykke, du er ikke hjernevasket, der er fremtid i dig, du tør stå ved digselv .

Da venstre, konservativ og Dansk folkeparti fik magten i 2001. Vi andre kan huske tolerance, ægte kollegaliv, mens socialdemokratiet havde regeringsmagten. Dengang gav vi den en ekstra skalle fordi vi havde lyst, danskerne har altid været et arbejdsomt folk. Først i 2001 blev tonen, at vi er dovne og så mister man lysten.

- ham der vil "køre ræset" og have stor bil, villa og flyvemaskine må da hjertensgerne bruge sit liv på det hvis det er det han vil og går op i. Hvad skulle der være galt i det❓Og hvis jeg bare vil ligge og slappe af i en lille båd med en kølig pilsner, - ikke arbejde for meget og i øvrigt klarer mig fint med bussen og min cykel, - jamen så er det min sag. Det er da dig der giver udtryk for at du har slavementalitet, ikke at der er nogen der gør dig til det.

som du kalder det, skal man da netop ikke have børn eller gifte sig tidligt. Det er håbløst umoderne at få børn, før man har rundet de 30 og fået skudt karrieren godt i gang, og bryllupper blandt meget unge er da også utrendy - tænk, hvis man gik glip af noget ved at binde sig for tidligt.
Synet på, hvor hurtigt, man skal gennemføre sin uddannelse, hænger til enhver tid sammen med samfundets behov. Da jeg blev student, var der ikke særligt meget brug for vores arbejdskraft, så vi blev direkte rådet til at tage et sabbatår eller to - det modnede og gjorde os mere studieparate, hed det sig. Få år efter blev sabbatår frarådet, fordi der var behov for arbejdskraft, og nu var det pludselig MEGET vigtigt at komme i gang med sit studium straks, for man blev ikke nogen god studerende ved at tage et år eller to helt væk fra bøgerne. Udbud og efterspørgsel, med andre ord.

det er dig, mig, naboen osv. der sætter dagsordnen.
Har du hørt at danskerne rejser udenlands flere gange om året, børnene skal have tv på deres værelser, mobiltelefoner, måske endda en computer hver osv.
Hvor kommer pengene fra tror du?
Det er da dig selv der sætter dagsordnen.
Enig i at politikerne vil have at de studerende skal starte på deres uddannelse straks efter endt skolegang, men de bestemmer ikke hvor mange penge du vil bruge til div. ting = hvor mange penge du SKAL have for at kunne klare dine udgifter.....det er dine behov og dig der bestemmer det.

Jeg står som 24 årig og oplever det modsatte. Folk vil nu gerne have børn tidligt. det hele taget vil folk gerne have overstået alting så tidligt som muligt. Der er sket en ensretning i den retning, det er underligt

Jeg kan godt lide mit liv som det er. Jeg når de mål jeg vil, jeg undrer mig bare over, hvordan der pludselig skete denne ændring. Før var det fint at jeg gjorde som jeg gjorde, men nu er jeg pludselig en taber. Og jeg aner ikke hvorfor, jeg har jo altid haft arbejde og jeg læser og passer min skole.
Jeg er meget mystificeret

Jeg tror mine venner er hoppet i elitefælden.
Jeg har to der stadig kører deres eget løb og er meget tilfredse med deres liv. De oplever det samme som jeg gør.
Jeg mener netop at jeg hvilker i mig selv, men jeg burde jo selvfølgelig være ligeglad med hvad andre mener.
Jeg synes bare det er underligt at før var det ok det man lavede og nu er det pludselig ikke ok længere. Men jeg har ikke rigtig ændret i noget af det jeg har lavet. Jeg læser stadig på uni og har jobs ved siden af plus dyrker musik i min fritid. Jeg er tilfreds med tempoet og livet og jeg har overskud til familie og venner, men så er man åbenbart bare lidt doven, hvis man kan have overskud til det.
Ja, meget mærkeligt.
Men jeg kan sagtens forstå din betragtning i af situationen, det med selvværd er jo også mest nærliggende lige at få klarlagt først.

men facts er, at alderen for førstegangsfødende er næsten 30 år, hvis den da ikke allerede har rundet de 30.
Det siger da meget.

Jeg kender flere der er styrtet igennem karriereræset og dårlig når at opleve og registrere det de gennemgår. Stress, stress, stress. De kigger faktisk tit misundeligt til folk der ikke ensretter sig, men følger deres eget tempo og ikke stresser, men stadig laver noget de er glade for.
Jeg oplever simpelthen at folk kigger lidt misundeligt efter dem der står imod ensretningen og laver hvad de nu finder bedst.
Så måske er det det du oplever, de camouflerer det bare som en slags "nedladenhed".

En af mine veninder er designer og er startet sent, men jeg har da sjældent set et mere harmonisk menneske end hende. Hun er virkelig en inspirationskilde. Hun opnår det hun vil og gør det på hendes måde. Hun har, som du nævner, overskud til familie og venner og alt muligt, samtidig med at hun passer det hun skal.
Hun er hvad jeg vil kalde ægte lykkelig🙂

I hvert fald med at blande sig i andres liv 😕
Jeg tror, de lykkeligste mennesker er dem, som følger sit hjerte.
For nogle er lykken at tjene mange penge og have en fin titel, mens det for andre er duften af friskbagt brød og børnestemmer.
Du er da i din gode ret til at gøre tingene i dit eget tempo 🙂
For alt for mange mennesker ender det, som John Lennon engang sagde "Livet er det der sker med dig, mens du har travlt med at lægge andre planer."
Mange hilsner
dr100

gør hvad du finder rigtigt - andre folks mening er kun 'inspiration' - og ikke guldkorn, der viser dig vejen. Så vær du glad for, du kan tænke selv, og ikke er en lallende robot som kører efter det fastlagte program med villa, vovse og volvo m.m.
Jeg har altid kørt tingene i mit eget tempo. 5 år i gymnasiet (2 udsmidninger), 11 på uni og holdt mig fra fuldtidsarbejde i mange mange år, selv om jeg har været selvforsørgende også som studerende😉Jeg kender udmærket til følelsen af 'gruppepres', men den må man bare modstå og så finde sin egen vej.
Men når man ikke gør som alle de andre, så må man også forvente at vejen kan være lang, trang og besværlig og at der er en risiko for total fiasko. Pt. tager jeg nok en lang omvej hen i mod, det som jeg allerhelst vil og kører med karrierekanonen, ironisk nok mod mit ønske, men jeg er økonomisk trængt. Hvis det fortsætter lidt endnu, så kan jeg så måske få råd til at finansierer det, som jeg allerhelst vil om et års tid.

Det er en gammel kendt sag at når man først sit mål, er man så at sige færdig som menneske, der skal helst være en gulerod ude i horisonten ellers bliver livet menningsløst, så hvis man allerrede skulle have nået målet som 25 årig, så bliver resten af rejsen sku en lang affærer.

Vi skal jo også tjene til opvarmning af alle bygninger i vinter-perioden.
Og bistand, understøttelse til alle dem, der kommer fra 3. lande for at udnytte den velfærd, som vi selv har arbejdet op.

hej med dig
jeg tro at det først og fremmest er arbejdskulturen der har ændret sig markant. Det er svært "bare" at passe sit arbejde. Idag stilles der krav om konstant udvikling, efterudannelse osv og i jobs over et vist niveau forventes der interessetid. Min kone fx. arbejder på en super karriere arbejdsplads. Her er det almindelig kutume at alle arbejder gratis efter arbejdstid indtil chefen er gået - fordi det ser godt ud. Da vi fik vores første barn gik min kone hjem kl. 16:00 for at amme. Det blev bemærket - som hendes chef (iøvrigt kvindelige og mor til 4) sagde til en personale samtale, så blev hun ikke rigtigt betragtet som en "seriøs" medarbejder ............
I min brance (it) er det næsten umuligt at have et job der kan passes almindeligt. På mit niveau er det så svært at jeg valgte at sige job op og blive selvstændig istedet - ikke fordi jeg er den type menneske - men det er simpelthen den eneste måde jeg kan styre min arbejdstid, så det passer sammen med mine ambitioner om at være en familiefar med overskud.
Da vi fik vores barn nummer 2, valgte vi at flytte til udlandet for at få luft til at være familie på en anden måde...............
;-) 1-2-3

Jeg ved vist ikke helt hvad du mener. Jeg synes ikke at jeg ser eller oplever at der kigges skævt til folk som ikke vil gå karierre vejen.
Der blev ikke set skævt til mig da jeg læste til elektriker. Som ingeniør har jeg både arbejdet mig op og ned af karierre stigen både som alm projekt ingeniør, som leder, i det offentlige og i det private.
Hvis dine venner kigger skævt til dig fordi du kører i dit eget tempo så er det nok snarrere din venne kreds der er noget galt med. men bare rolig der er masser af normale mennesker.
venlig hilsen jacob

så lad karrierefolkene segne. Skift "vennerne# ud hvis det er nødvendigt, Selv har jeg det godt med at have "sagt farvel" til nogle af mine "venner". Mærk dig selv og tro på det.
Good luck. 🙂🙂🙂🙂

Jeg er meget enig i det Jonas skriver.
Der stilles størrer og størrer krav til os og allerede i børnehaven bliver vi målt på om vi kan opfylde "kravene".
At opfylde mål og krav følger dig i hele din opvækst og hver gang du har opfyldt et mål stiller du enten dig selv et nyt eller også er der andre der gør det for dig. Det skulle være så sundt at opstille sig mål, men jeg tror det i dagens Danmark er med til øge tempoet og forværre stress, fordi der bliver set "skævt til een", hvis du ikke har nogen veldefinerede mål med dit liv.
Hvor er accepten af originalerne og individualismen blevet af - dem som giver kryderi til den ensartede masse ?
Jeg ved ikke hvor, hvordan og hvornår.........?

Jeg kender godt din fornemmelse af at blive set skævt til.
For det første lagde jeg ud med at tage en faglært uddannelse som jeg i flere år var velbeskæftiget indenfor. Både før og efter har jeg altid haft forskellige jobs, især i pleje- og omsorgssektoren.
Jeg har rejst en del (selvfinansieret, ingen tilskud fra nogen) men for nogle år siden blev jeg ramt af en svær depression. De tog 2 år ud af mit liv og så skulle jeg tilbage på rette spor. Det blev en ny uddannelse; først HF og så en videregående uddannelse. Indimellem blev jeg så tilfældigvis gravid og jeg var ikke rigtig til sinds at "gøre noget ved det" af hensyn til min karriere og "hvor jeg burde være".
Idag er jeg stadig studerende. Jeg har lige ansøgt om at skifte studieretning da jeg har nogle helbredsproblemer som ikke længere tillader mig at uddanne mig i den retning jeg gerne vil. Jeg har fundet noget andet, men må jo så tage noget tid om, for det er ikke alt jeg kan få merit for.
Der ses også skævt til mig mange steder, men det er ærlig talt ikke mit problem. Indtil jeg, uforskyldt, blev ramt af sygdom har jeg forsørget mig selv og ydet for at kunne nyde som jeg har lært hjemmefra. At andre så synes jeg "burde være nået længere" er deres problem. Jeg tror nemlig en del af årsagen til min depression (og det nuværende problem) netop skyldes dette konstante pres hvor man skal finde sin hylde, hvor intet er godt nok før det er perfekt, tempoet skruet op - og hvor man bare ikke er noget værd medmindre man kan præstere for fuld skrue konstant.
Der er også andre årsager til mit knæk dengang men der er ingen tvivl om, at det omgivende samfunds pres har gjort rigtig meget. Til sidst anede jeg jo ikke hvem jeg var, fordi jeg ikke vidste hvad jeg selv ville og kunne trives med. Jeg gjorde bare hvad der forventedes af mig, uden skelen til om jeg så i øvrigt havde det godt.
Hvis min egen datter engang kommer efter skolen og siger at hun gerne vil tage et par år fri til at arbejde, rejse eller hvad det nu måtte være (så længe det er noget konstruktivt) så vil jeg ikke stille mig i vejen. Jeg vil endda hjælpe hende økonomisk hvis hun har behov og jeg kan, ene og alene i håbet om at hun vokser op og bliver et helt og harmonisk menneske som kender sig selv og sine begrænsninger.
Jeg ønsker ikke for NOGEN unge mennesker at de skal knække for det pres de idag er underlagt, for jeg synes det vigtigste er at de trives og er hele mennesker (så vidt man nu kan blive det).

og mange tak for dit svar.
Jeg er glad for at jeg har arbejdet i udlandet i nogle år, hvor der åbenbart er større respekt for folk der laver noget andet og kan tænke selv, flabet sagt :-).
Men jeg ser jo mange unge mennesker der bukker under for presset og jeg kan slet ikke forstå at mange ikke ser det. Men man skal måske nok være nede på vores alder, før man rigtig mærker det.
Jeg synes det er tarveligt at folk kigger skævt til mig og andre der ikke har familie, fast arbejde, er selvstændig og færdig med mindst to uddannelser ved de fyldte 26 år.
Jeg ved at hvis Danmark fortsætter på den måde, så kan jeg altid finde arbejde i udlandet igen, da jeg jo har slået en del af mine folder dér, plus bevist at jeg godt kan klare mig selv. Så fortsætter hysteriet herhjemme, så vil jeg ikke være lang tid om at rykke rødderne op.
Mine forældre overvejer i forvejen at flytte til Spanien. Min mor har lidt gigt og det forsvinder helt når hun er nede i det milde klima, så når de bliver pensionerede, så kan det være vi alle flytter derned.
Vil du med ;0)

Ja, jeg vil jo nok blive ved med at undre mig over dette tydelige skel jeg kan mærke er kommet i befolkningen de seneste år.
Jeg mister mig selv hvis jeg bare går efter de andre, så jeg er nødt til at gå den vej jeg synes er bedst for mig. Her er et par stykker ude på min hyggelige sti :-)
Jeg stoler nok på mig selv til at vide at jeg nok skal klare mig.
Som jeg skrev længere nede, så har jeg arbejdet i udlandet i nogle år og er vant til at klare mig selv der, så fortsætter hysteriet og ensretningen af folk, så rykker jeg bare rødderne op og flytter tilbage🙂
Evt sammen med mine forældre, det kunne være hyggeligt hvis de kom med🙂

men sådan VAR det, det er ved at vende helt modsat nu.
Måske er lige netop den med børnene netop den der vender sig mest langsomt, men den tendens er skam på vej...watch me 🙂
Jeg ved at de næste mange årgange frem vil der være mangel på arbejdskraft, da årgangene er meget små, men det virker bare mærkeligt at der er så mange der bukker under for presset. Det må da kunne gøres på en lidt anden måde?
Jeg undrer mig stadig

Tak for dit konstruktive svar🙂

Hej Jonas 🙂
Som andre har været inde på, er der meget at hente ved at skifte omgangskredsen ud osv osv.
Til 7. og sidst bliver der kigget skævt til dig, fordi du ikke er uniform.
Og bare rolig - det bliver værre. 😉
Hvis du ikke allerede nu lever op til dine omgivelsers forventninger, vil du aldrig komme til at gøre det,
Er forventningen en kandidatgrad som 25 årig - ja så hjælper det ikke at du får den som 28 årig: i de andres øjne er det for sent, og det er noget du aldrig kan ændre på.
Du har graden meeen....
Det samme gælder børn osv osv.
Ja - det har konsekvenser. Arbejdsgivere er jo også "mennesker" med samme holdninger/fordomme som andre.
Dvs. at din frustration kommer af forskellen mellem andre menneskers forventninger til dig og din egen "lykkevurdering".
Du kan nu vælge:
- vil du (forgæves) prøve at leve op til andres idealer (og derved skuffe dig selv)
eller
- gøre hvad der gør dig lykkelig, og leve med andres "fordømmelse".
Ud fra dine kommentarer kan jeg se, at du nok vælger den sidste model.
Stor respekt din vej! 🙂
De fleste i din situation vælger jo forgæves at prøve at leve op til andres krav, og derved leve et liv hvor de føler sig utilstrækkelige/mindreværdige.
Jeg er selv 34 (mand) og venter mit første barn lige om lidt.
Jeg oplever selv "fordømmelsen" over, at jeg ikke tidligere har fået børn, og om jeg ikke er liiiidt for gammel til at få nummer 1.
Selv om jeg er lidt sent ude, vil barn, jeg og kone jo stadig elske hinanden. Præcis lige så højt som et 25 årigt par.
Andres fordømmelse er i ordets betydning noget der tilhører andre.
Kunsten er, at lade andre beholde deres fordømmelse - ikke at tage det til sig, lad det glide af, og søg din egen lykke.
Også selvom det falder udenfor konformiteterne.
Det er p.... svært. Jeg selv mestrer ikke endnu kunsten, men er ved at blive bedrer. Jeg lærer hele tiden 🙂
At leve op til andres idealer vil aldrig gøre dig lykkelig.