Åbent brev til dig

hør så her: vi ligner ikke hinanden overhovedet på nogen måde overhovdet. Hvis du lignte mig bare en lille smule, så havde du nok aldrig kunnet finde på rent faktisk at lave alt det shit, som du har gjort. Hvorfor kan du ikke bare opgive mig? Tænk på at hvis du havde opgivet mig dengang, så havde alting været anderledes idag, ja måske havde vi ligefrem haft en chance. Men næ nej. Du bliver bare ved med at jokke i spinaten big time i flere år i træk. Dig og nicolaj er som to alen af samme stykke og du har altid taget hans parti og gjort alt, hvad han har ønsket i forhold til mig. Hvordan fanden kan du bilde dig selv ind, du befinder dig i min lejr? Og nogensinde har gjort?

Og helt ærligt: hvis jeg havde behandlet dig lige så dårligt i lige så lang tid, hvordan ville du så selv have haft det med mig?

Gør nu det, som du skulle have gjort for mange år siden og drop mig. Jeg flyttede jo og opgav jer totalt. Hvorfor har i aldrig kunnet opgive mig? jeg forstår det ikke rent rationelt. Vi ligner ikke hinanden og vi har intet til fælles. Under alle omstændigheder ville jeg aldrig kunne give mig selv fuldt ud i et forhold til dig. Så jeg har det sådan lidt: hvorfor fanden prøve, når jeg kender facit på forhånd. Skrid nu med dig og tag alle dine røvsyge psykopater, løgnere og misundelige elskere med dig. I er og har aldrig været velkomne fat det så!

Og jo jeg forstår godt, hvad der er foregået inde i dit hoved. Det er bare ærgeligt. Jeg kunne ikke i de givne omstændigheder have handlet anderledes end jeg faktisk gjorde. I modsætning til dig.
Sådan er livet. Første kærlighed er altid ulykkelig. Grov up ke responsibility. Og lad være med at gå i vejen for mig fremover og stop så det her.