øv...den kærlighed

savner min X så meget at der ikke går en eneste dag uden jeg tænker på hende.
Første gang jeg så hende vidste jeg bare at hun var den for mig, ka ikke rigtig forklare hvad det var ved hende andet end hun bare er min drømmekvinde og nu efter vi er gået fra hinnanden har jeg stadig den "latterlige" følelse af hun er den eneste ene for mig, jeg har slet ingen interesse i nogen som helst andre piger, har ellers prøvet med en anden, men allerede da jeg kyssede hende første gang vidste jeg bare det var forkert, så det holdte ikke.
Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme af med de følelser for min X, for selvfølgelig er der jo andre derude, men mine føleser for min X er lige så stærke nu som de var den gang og de påvirker hele mit liv og min hverdag, det føles som om jeg dør en lille smule hver dag.
Det holder bare ikke, jeg vil videre, men ved ikke helt hvordan, ved ikke hvordan jeg nemmest får hende ud af hovedet og kommer videre med livet...

spørger bare :-))

I stedet for at tænke på andre (hende) skal du tænke lidt på dig selv. Gøre noget DU har lyst til med dine venner f.eks. Du kan jo ikke tvinge hende ud af dit hoved, og jo mere du tænker på hende jo mere ensporet bliver dit liv. Indse at der skal 2 til kærlighed og det ikke skulle være jer, når hun ikke havde de samme følelser som dig. Du behøver jo ikke have en kæreste for at være en mand vel?

Det er svært at sige farvel til noget man elsker, men du prøve at komme over det. Du er blevet bange for miste igen, fordi det gør så helves ondt at miste. Alle disse følelser som er så uforståeligt, men du skal sku komme igen. Når alt kommer til alt er det ikke dig der noget vejen med, og jeg tror din kærlighed har været stor og smuk.
Jeg selv blevet skuffet i livet over det miste, og som jeg har skuffet andre ved, jeg ikke kunne elske dem. Det har ikke specielt behageligt, at skulle opleve dette had fra kvinder på grund af de ikke kunne få en. Men sådan tror jeg ikke du det læser jeg mellem linierne du elsker bare med hjertet og så gør det ondt. Men fin nogle kvinder at snakke med i nogle chat rum, måske hvem ved finder du kærlig kvinde, de er der ude hvis du ikke kommer så skriv, så kan du komme med på Cykelferie til Nordkap der er maser af musikfestivaller og du får mulighed for tænke masser af tanker over livet og eksistensen. Men prøv nu at gå lidt ud i byen, alle kan ikke rock stjerner i tilværelsen hvor kvinder bare kommer springene.
Held og løkke,
Mvh Claes

tror det der gik galt var at de sidste par måneder vi boede sammen, havde vi ikke noget arb nogen af os også begyndte vi lige så stille at gå hinnanden på nerverne af at gå op og ned af hinnanden hele dagen.
Havde ikke indtryk af der var nogen anden eller hun ikke rigtig elskede mig, men det ka jeg jo selvfølgelig ikke vide 100% sikkert

den der med cykelferie til Nordkap...haha den kendte jeg sq ikke og i byen det gør jeg ikke, bryder mig ikke om at drikke eller være fuld også er byen mange gange et lidt kedeligt sted at være.
Med hensyn til andre kvinder så har jeg mødt flere der var virkelig smukke, søde og dejlige, men jeg ka sq ikke rigtig se dem som andet end en ven osse selvom jeg godt ka se hvor vidunderlige de egentlig er, så ka jeg ikke slet ikke se dem som kæreste og det på trods af jeg rent faktisk godt ka næsten sidde og savle over dem, men heller ikke andet hvis de kommer for tæt på så tager jeg afstand med det samme.
Men det der er det værste for mig er den ligegyldighed for livet jeg har fået, det er faktisk lidt skræmmende så ligeglad med mig selv og livet jeg er blevet, jeg ville ønske jeg bare kunne ligge mig og lukke øjnene og bare ikke vågne igen, jeg har mistet troen på livet og det er den ligegyldighed jeg vil af med, for den skræmmer mig virkelig meget, jeg synes jeg har prøvet at tænke på alt muligt andet end hende og den tid vi havde sammen, men de skide minder de kommer jo som regel snigende når man mindst er forberedt på det, meen det gør kærligheden jo som regel osse, når man mindst venter det, men jeg tvivler lidt på den kommer til mig, når jeg hele tiden sammenligner alle jeg møder med hende og ligegyldigt hvad de gør, vil de jo aldrig nå op på højde med hende, hmm det er sjovt nok så klog man ka være i hovedet, jeg ka godt se at jeg skal komme videre og alle de ting, men så er det minderne kommer også er det al fornuft forsvinder og jeg kun har hende i hovedet, selv alle de ting jeg siger til mig selv jeg hader ved hende og ikke ka li, de forsvinder også sidder jeg kun med det perfekte billede af hende i mit hoved

Hejsa...
Det er aldrig nemt at være den efterladte, når der stadig er følelser i klemme. Men har du overvejet, at du måske har sat hende op på en piedestal for at sikre dig mod en gentagelse. Sagt på en anden måde; det ramte dig så hårdt, at du for ikke at risikere at blive såret igen, har sat dig selv en forhindring i livet ved at lave dit billede af hende om til "perfekt"? På den måde er der ingen, der kan "slå" hende, og du har en god undskyldning for at trække dig tilbage fra livet og kærligheden, så du ikke skal sætte så mange følelser på spil igen.
Det kræver mod at give sig fri til at elske og blive elsket, fordi det også giver magt til et andet menneske, så de kan såre en. Prøv at søg lidt ind i dig selv og find ud af, om hun nu også var så perfekt, som du gør hende til, eller det i virkeligheden er, fordi du ikke har fået bearbejdet dine sårede følelser?
Mange bruger livet på at køre i en jævn og begivenhedsløs karrusel for at undgå de store følelsesudsving, mens andre foretrækker rutchebanen med spændingen, farten og alle op- og nedturene. Ingen af dem er fra start af rigtig eller forkert, det er jo op til personen selv. Men det må da ved gud være ærgerligt at stå om en del år og finde ud af, at man valgte forkert, fordi man ikke turde se sine følelser i øjnene.
Held og lykke med det.
Tanker fra
Deci

Hvor har du dog ret, det bunder jo rigtig nok i at jeg aldrig har fået bearbejdet mine følelser for hende, har ikke rigtig nogen og snakke med om følelser, kærester, kærlighed og alle sådan nogen ting.
Selvfølgelig er hun jo ikke perfekt (ingen der er) men kærlighed gør jo som sagt blind og hun har i den grad blændet mig fuldstændigt, men hvis jeg sætter mig ned og tænker godt og grundigt over det, er jeg ikke i tvivl om at jeg sagtens ka finde massere af fejl ved hende og pille det der "perfekte" billede af hende fra hinnanden, men en ting er hvad der foregår i hovedet, noget andet er hvad der foregår i "hjertet" og der er det altså følelserne vinder de fleste gange, iværtfald hos mig.
Nu er det jo ved at være 1½ år siden vi gik fra hinnanden og jeg har ikke snakket med hende siden, men der er ikke gået én eneste dag uden jeg har tænkt på hende og selv om jeg går og tænker på hvor meget jeg stadig elsker hende, går jeg samtidig og tænker på hvor meget det her ødelægger mig og for mig og det er jeg ved at blive kulret i hovedet af, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde med mig selv eller gøre for at komme videre, jeg er lidt dårlig til at snakke med andre om mine følelser (herinde er det noget nemmere)når man ikke behøver at se dem i øjnene som man snakker/skriver med.
Modet til at gøre mig fri, det har jeg og ønsket om at være fri af hende har jeg osse, men jeg ved bare ikke rigtig hvor jeg skal starte...hulk hulk
Ellers må jeg jo "bare" prøve at acceptere at hun for altid vil være min "drømmekvinde"......hmmm det rykker godt i føleserne at sidde og skrive alle de ting her, er osse første gang jeg er kommet ud med det, ka være det giver et lidt andet syn på det at komme ud med det....men det er sq hårdt, modbydeligt hårdt.

så der er kun een vej frem. Jeg har selv stået der et par gange, og uden mine gode venner, der tålmodigt (det siger de i hvert fald *Gg*) hørte på alt, jeg hældte ud, så var jeg nok ikke kommet så hurtigt videre.
1½ er altså lang tid at lukke sig inde, så du må godt nok til at sparke dig selv gevaldigt bagi, ok? Måske ender du alligevel med at huske hende som den perfekte kvinde, men hvem siger, den perfekte også er den rette? Måske har du netop brug for nogle modsætninger, der kan fremkalde nogle andre sider hos dig, som du har brug for at udvikle? Alt er muligt, hvis man bare ikke lukker af og sætter begrænsninger.
Nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, men den med du ingen har at tale med, det lyder ildevarslende i mine ører. Se i det mindste at få skrevet dig ud af dette dødvande, inden det ødelægger dig endnu mere og find livet igen. Der skal nok være et par stykker her på sol, der kan og vil lægge både ører og skuldre til. ;O)
Lige nu kalder dog MGP og min datter, så hav en god aften, ok?
Deci

Måske var det også en idé at oprette en profil her på SOL og prøve at deltage aktivt i debatten (hvis du altså ikke allerede gør det). Det kunne hjælpe dig til at fokusere på noget andet end hende, og samtidig give dig interessen for omverdenen tilbage igen i mindre grad. Det udvikler også i stor stil ens evne til at udtrykke sig skriftligt og sætte præcise ord på sine holdninger og følelser, så det kunne måske hjælpe dig, nu du skriver, du ikke er vant til lige netop det? Bare en tanke, jeg fik. ;O)
Nå, tilbage til pointgivningen. ;O)
Deci

Jeg havde en kæreste i lang tid som så til sidst skulle flytte til et andet land jeg tog ca. 4½år om at komme over det og troede aldrig jeg kom videre, hver gang jeg var sammen med en anden var det der bare ikke gnisten eller følesen. Der skete så det til sidst at jeg fandt en anden som kunne give mig den følese igen og alt i mit liv var som det skulle være igen, men det er så slut nu og man går med smerten igen, man magter det ikke og det tage alt ens energi. Nogen vil sige : Et liv uden kærlighed er ikke noget liv - det er blot en tilstedeværelse i verden, men er kærligheden det vær...? Det smerte man føler over går jo følesen af kærligheden...... :(
fortvivlet........