Vil du være Gud?

Når man skal fortælle en historie starter man med begyndelsen. Det siger sig selv. Men to bøger i Bibelen har taget dette princip et skridt videre. Her er det ene sted:
"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" 1 Mos 1:1
Bibelens åbningsvers fortæller os, at der var en begyndelse. Vi kunne jo forestille os "begyndelsen" som "Big Bang"! Noget skabte noget i begyndelsen, nemlig Gud! Man behøver ikke hedde Einstein for at gennemskue, at Gud så ikke selv blev skabt, for så havde der jo været en tidligere "begyndelse", hvor Gud blev skabt! Gud er evig og uden begyndelse, så spørgsmålet om hvordan Gud blev til er meningsløst: Gud blev ikke til, Gud "ER".
Allerede det første vers i Bibelen fortæller os altså, at i denne historie deler vi virkeligheden op i to: Gud der skaber (og er evig) og verden der er skabt, og som er forgængelig! Skabningen og skaberen.
Den ide med at starte sin beretning med "begyndelsen" var så god, at et af evangelierne genbruger den, med sin egen tilføjelse, som slet ikke er så uvæsentlig endda. Denne gang lyder indledningen om begyndelsen:
"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er." Joh 1:1-3
Kristendommen har altså lyst til at fortælle noget mere om begyndelsen. "Ordet", som er Guds Søn (se vers 14: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed") var sammen med Gud.
Hvadbehar! Det er da noget af en nyhed! Var der flere personer der var Gud? Ja, det påstår Bibelen. Ordet er ikke en del af skabningen, for ordet "var" allerede "i begyndelsen". Derfor skynder forfatteren sig også at slå fast, at alt blev til ved "Ordet". Ordet er altså skaberen (Gud), ligesåvel som Faderen er! Ligesom "skabningen" består af mange ting, er der altså mindst to personer som er "Skaberen".
Dette slås fast adskillige steder i Bibelen. Her er endnu et sted:
"Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! ..... Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone." Åb 3:14-15,21
Jesus er ophav til skabningen- igen denne store lyst til at sige, at Jesus ikke er en skabning, næ Jesus er skaberen selv!
Er det ikke fuldstændigt i strid med jødernes lære at antage, at der var to personer der var "skaberen"? Nej, faktisk ligger det og gemmer sig i selve jødernes skabelsesberetning, da den når sit højdepunkt med skabelsen af mennesket. Da står der nemlig:
"Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." 1 Mos 1:26-27
Lad "os" skabe! Det lyder som mere end en person. Da Adam og Eva har spist af "æblet" kommer denne ide igen:
"Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!« Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ." 1 Mos 3:22-24
Der var altså mindst en person sammen med "Gud" da verden blev skabt. Og starten på Johannes evangeliet kommer med en ny radikal tanke, nemlig at det var Messias, "Guds Søn".
Men Sønnen blev jo selv på en måde skabt da Han blev født! Det fortæller Johannes evangeliet også meget hurtigt: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh 1:14
Jesus var altså både skaberen (og kaldes "Gud" mange steder i Bibelen, ligesom de første kristne iflg. Bibelen bad til Ham og tilbad Ham). Men Jesus var også menneske (han kaldes flere steder "menneskesønnen"), men var også "Guds Søn" (dvs. Gud).
Men kristendommer er endnu mere radikal end at foreslå, at Jesus var Gud. Den siger også, at kristne kan blive Guds børn:
"For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham." Rom 8:14-17
Dette går et voldsomt skridt videre, end blot at tilbede Gud. Her taler vi om at være meget tætte på Gud! Dette "Abba", som der står vi kalder faderen var et intimt kælenavn for far på græsk- vel noget i retning af "farmand" eller det engelske "daddy". Så står der her, at vi alle skal være Gud, ligesom Jesus er?
Nej, nok siger Bibelen, at et nyt menneske skabes, når man bliver "født påny" som Guds barn. Men det er dog stadig en skabning, og en skabning er ikke Gud, sådan som skaberen Jesus er det. Lige nøjagtigt denne pointe præciseres dette sted:
"Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.
Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.
I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Ved ham og til ham er alting skabt.
Han er forud for alt,
og alt består ved ham." Kol 1:13-17

Her sættes tingene på plads. Jesus er den førstefødte (dvs. den med rettighederne- sådan var det jo i "gamle dage"), det var Jesus der skabte os, Guds Rige er Jesu rige, Han "er forud for alt", medens det er os som skabninger der er blevet "frelst"! Vi får et intimt fællesskab med Gud, javel, men vi bliver ikke selv Gud! Gud er Gud og ikke en skabning!
Måske tror du ikke på noget af dette. Det behøver du jo heller ikke- det er bare noget der står i en gammel støvet Bog! Men nogle hvisker om, at de selv har erfaret det! Hvis du er bare lidt nysgerrig efter at vide om der kan være noget om det, så "kom og se" for dig selv:-)

De kvinder jeg har kendt .... bliver religiøse i 3 trin. Når jeg smider bukserne udbryder de "du godeste Gud". Når vi så er igang "ih du godeste Gud". Og når JEG er færdig "TAK Gud".
Om jeg vil være Gud? Et ret retorisk spørgsmål i mine øjne.
Lagermann

tihi

-Endnu et indlæg falder på jorden!
PiDK
(Jeg har ikke læst indlægget og har ikke lyst til det efter dit indlæg... nøj mand! :p)

Man skal jo ikke sætte sit lys under en skæppe:-)

Hej PiDK
Sikke fine steder vi to kommer ;o)
Jamen er det ikke ganske ejendommeligt hvor religiøse kvinder kan blive. Og på tidspunkter hvor man ikke er forberedt?
Det er da også okay at de giver én de navne, sålænge man beholder fødderne på jorden. Er lidt svært i vandret position, men i overført betydning så. Hehehehe.
Herlig Hilsen Lagermann

-er det let at forfølge den brændte lugt af sort humor!
Jeg må tilbage til min endnu mere sorte lektier!
Vi må se om der bliver tilføjet et par navne til din liste i aften ;o)
Hyggehejsa fra
PiDK

Er der forresten ikke noget med, at nogle har det mest i munden? Måske har Bibelen alligevel ret npr den skriver at:
"Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes" Matt 23:12

o´nej, synes det er mange nok i forvejen!
Nogle ballade-magere, de guder.
OG SÅ ER LAGERMANN, EN AF DEM. Nu må det stoppe.
Uff.
Hilsen; Glistrup, uden gud.

Det forekommer mig, at du ikke skelner mellem skabelse og dannelse. Bibelen skelner mellem skabelsen ud af intet (ex nihilo) og dannelsen af ting. Verden blev skabt (herunder mennesket), men mennesket blev også "formet" eller "dannet" af agermulden. Dvs, materialerne var allerede tilstede, de skulle blot formes osv.
Mennesket kan danne og forme, men ikke skabe noget af intet. Måske er forskellen ligegyldig for dig, men den er det bestemt ikke for mig! Mennesket kan kun være "skaberen" i betydningen, at vi kan ændre på tingenes udformning- hvilket selvfølgeligt også er dejligt og godt:-) Men det at du ikke laver denne skelnen gør, at jeg synes du misser den for mig vigtige pointe, at mennesket ikke kan blive Gud- det er os der er skabt og Gud der skaber!
Så skriver du:
"Hvis man siger, at der er en absolut begyndelse, der tjener som fundament for al videre tænkning, tale og handling, så er man en slags fundamentalist. Hvis man derimod siger, at der ikke er nogen begyndelse, at verden altid har været, så er man en slags irrationalist. Der er ikke rigtig noget valg, når man stiller det op på denne måde. Som Kirken altid har gjort.
Men selv om det måske er logisk nødvendigt med en begyndelse, er det ikke en materiel nødvendighed. Verden er der allerede, når vi bliver født, den synes ikke at behøve en begyndelse. Verden kører sit eget løb, uafhængigt af os. De logiske nødvendigheders interne modstrid er et kors for tanken, men verden synes at være ret ligeglad."
Det er vel ikke kun "kirken" der stiller det op på den måde- det gør kosmologerne vel også, når de siger at universet begyndte med Big Bang! Jeg ser ingen logisk nødvendighed af en begyndelsen (jeg er eksempelvis overbevist om, at Gud ikke har nogen begyndelse), men jeg synes unægteligt der er en del empiri der tyder på, at universet havde en begyndelse! Du kan naturligvis vælge at være ligeglad, men for mig er det interessant at overveje, om det mon var Gud der "skabte" begyndelsen og om Gud mon "formede" universet så mennesket opstod (sandsynligvis i overensstemmelse med toerierne om universets og livets udvikling)?

Men hvad siger disse bilbel citater:
Gen.1:26 , Gud taler i flertald, hvilket indikere at der er flere....

Ex.12:12 Ekerning af at der er flere Gud'er
Ex.15:11 Som også er en ærkendelse af at der findes flere Gud'er
Dt.6:14-15 Denne siger at Gud er den mest sjaloux (sp?) Gud af alle guder...
Eller hvad med de ti bud ... du skal ikek have andre Gud'er end mig. Hvilken også er en indikation af at der findes flere Gud'er....

/t

Jeg sætter et skel mellem skaberen og skabningen. På den led er der kun en Gud (Gud betyder kraft) som kan skabe! Men jeg tror personligt på tre-enigheden, dvs. at der er tre "personer" der er Gud!
Det væsentlige er ikke antallet af personer der er Gud (der er jo også mange personer blandt skabningen), men skellet mellem skaberen og skabningen. Det er udelukkende dette skel jeg markerer- dine citater ser jeg som bibelske argumenter for treenighedslæren (og historisk set som en indikation jødernes polyteistiske fortid).

Hvis du bruger falsifikationsprincippet stringent er der ikke ret mange store teorier, der overlever. So be it.
Men hvorfor taler vi så alligevel om store teorier, der ikke kan falsificeres? Vi finder aldrig empirisk evidens som kan verificere en teori om altings begyndelse. Eller falsificere skabelsesberetningen. Rare gamle Popper havde fat i noget væsentligt, han forsøgte at afgrænse hvad der faktisk kan vides noget om, men han overså at der også er et behov for at vide, hvad man skal mene om de ting man ikke kan vide noget om, de ting, som måske er mulige. Popper afviste alt, der ikke overholdt hans princip. Kan ikke kontrolleres, ergo falsk. Han var en gammel koldkriger, var han. Hans princip er en god tommelfingerregel, men de færreste forskere støtter sig til det alene.
Du har et behov for viden - 'så duer den induktive tankegang ikke længere- vi er nødt til at finde ud af, hvad der i så fald startede det hele'. Jeg kender det, jeg har læst mange bøger om Big Bang. Men jeg er ligeså fascineret af superstrengsteorien. Men det er altså ikke viden i Poppers forstand. Det er et metafysisk behov du har. Popper brød sig ikke om metafysik, han mente det var farligt. Jeg er uenig med Popper, vi kan godt vide noget om metafysik, under visse betingelser. Måske kun negative betingelser.
Du har fundet et positivt svar, du kalder Gud en mulig forklaring, og det kan jeg ikke afvise. Så skelner du mellem skaberen og det skabte, og kan ikke forstå, at jeg synes det er et paradoks, men medgiver at din forståelse måske er begrænset af, at du allerede har fundet svaret. Jeg prøver:
Du opløser paradokset i ideen om skaberen/det skabte. IH/VH. En form med to sider. En Gud, to aspekter. 1 = 2. Min matematiske sans stødes. Også din, går jeg ud fra. Så vi indfører to planer. På det ene plan er der 1, på det andet plan er der 2, men i virkeligheden er de det samme. Det giver mening. Hov, hvor kom virkeligheden fra? Nu er der pludselig tre instanser, den ene, den anden og grænsen, som adskiller og forener dem. Den trinitariske orden. Adskiller og forener? I en treenighed? Både min logiske, matematiske og kronologiske sans stødes. Det kan ikke ske samtidigt. Altså indfører jeg før og efter. Før og efter hvad? Nu, selvfølgelig. Hvad er nu? Hvad betyder det? Det var to spørgsmål. Og foreløbig er vi oppe på mindst ni forklaringsplaner, eller dimensioner om du vil, for at holde styr på hvordan 1 gud kan have 2 aspekter.
Kabbalisterne har regnet det igennem, og har fundet ud af, at der er uendelig mange hår i guddommens skæg. Det udtrykker et paradoks, en kan ikke være mange, man kan ikke bare sige 1 = 2, eller 1 = uendelig, der skal en forklaring til Måske kan man alligevel, hvis man nu skelner mellem bla bla bla bla. Paradokset løses over tid ved hjælp af dialog, bla bla bla. Eller rettere, det opløses aldrig helt, det udskydes hele tiden lidt. Og så går der jo tid med det. Almen problemløsning. Logos som proces. Det talende menneske.
Som skabt tager jeg stilling til de andre skabninger. Som skabende tager jeg stilling til min stillingtagen, idet jeg tager stilling. Hiver mig selv op ved hårene. Ligesom din Gud gør.
Men i din model kan jeg som skaber ikke være skabt, da du har opløst enheden i skaber/skabt, enten/eller. I min metafysik er den uskabte skaber den logiske konsekvens af en tankerække, en ren tanketing. Men det gør den jo ikke mindre virkelige, bare virkelig på en anden måde end de materielle ting. Som er de eneste ting, vi kan henvende os til, hvis vi vil vide noget om tanketingene. I situationen kan jeg vælge at se bort fra min oprindelse og forholde mig rent skabende til min omverden, og rent faktisk få produceret noget. Skabe værdier, hedder det i vore dage, Skabe mening, ville jeg sige. Både til de enkelte ord, og til livet generelt.
Jeg vil godt anerkende, at det i visse situationer giver mening at tale om et sproget iboende væsen, som taler os i højere grad end vi taler det. Altså at vi er objekter for et Sprog, som er det egentlige subjekt. Men det giver kun begrænset mening. Vi ved godt, at vi kun er ekkoer af hinanden, men alligevel føler vi tit, at vi siger noget nyt, skaber en ny mening, får en ny erkendelse. Vi er på samme tid skabende og skabte. Det er da et paradoks.

Metafysik er noget fnidder, jeg kan godt forstå, folk helst vil være fri, og at de måske synes vi er højpandede.
PS om Kierkegaards vandskræk:
Osvald Helmuth havde en monolog, hvor han med harpe og englevinger beretter om hvorledes han kom i himlen.
Der var ild i den brandfælde, han boede i, og han stod i vinduet og kiggede ned i gården, mens han blev 'grilleret' på rygstykkerne. Brandvæsenet råbte op til ham, 'Spring bare, vi har lagener'. Osvald kunne ikke se nogen, men de blev ved med at råbe: 'Spring bare, vi har lagener, spring bare, vi har lagener'. Så sprang Osvald. Der var sgu ingen lagener.

Sød historie med Helmuth! Sådan kan det jo gå....
"Du opløser paradokset i ideen om skaberen/det skabte. IH/VH. En form med to sider. En Gud, to aspekter. 1 = 2"
Nej, jeg opdeler ikke IHVH (jeg formoder du alluderer til ideen om Jahve). Gud er en enhed i mit verdensbillede. Skabningen går ud over Gud selv, således at der ikke er tale om at 1=2 (skaberen= skaberen+skabningen), men sådan at (skaberen <> skabningen). Der er to enheder skaberen og skabningen, så der er tale om, at 1 skabte 1 anden, så nu er der to! Dette er stringent logisk, da skabningen jo ikke er evig, men skabt!
Jeg tror stadig dine kvaler skyldes, at du ikke skelner mellem at skabe og forme. Når du former noget nyt (det man med almindelig sprogbrug kalder skaber), forandrer du tingenes sammensætning- forhåbentligt til det bedre, ellers må man prøve igen. Men du har jo ikke skabt noget ud af intet- materialerne du brugte kommer fra et sted (det var det med induktionen)- ja, psykologer og hjerneforskere kan sikkert også forklare en masse om, hvordan ideen til at forme stammer fra.
Fysikerne kan i hvert fald fortælle, at grundlaget for det hele er energitilførslen fra især solen, som gør det muligt at påvirke entropien (uordenen) i retning af lokal orden (eksempelvis i din hjerne)- du har lokalt skabt noget nyt, men kun fordi solen gav dig mulighed for det. Og solen vil jeg jo mene er skabt- du har altså blot formet, når du får en ny original ide!
Nej, jeg vil godt opretholde ideen om at skaberen skabte, så nu er der to forskellige: nemlig skaberen og det skabte. Gud skabte "ex nihilo", dvs Gud skabte noget der ikke var der før, så nu er der to forskellige.
Måske skal jeg lige understrege, at jeg ikke tror på Sct. Augustins ideer om, at selve tiden og rummet også blev skabt i begyndelsen! Jeg tror verden blev skabt i tid og rum (en af de ting jeg er enig med multiversteorierne om). Superstrengteorier og håbet om at kvantegravitationsteorier evt engang kan opløse dilemmaet tror jeg ikke så meget på- uanset hvordan man skærer problemet, vil vi altid nå til en mur vi ikke kan udforske, så spørgsmålet om den første årsag forsvinder næppe med mere viden, uanset hvad Hawkings måtte komme med af teorier om rum og tid der flyder sammen.

Hej again
Sandheden er ilde hørt? Det VAR faktisk citater fra det virkelige liv, og jeg er da den første til at medgive at det er synd at ikke alle mænd oplever den slags. Men, vi er jo ikke ens vel?
Og så tror jeg godtnok at det du siger mere hører hjemme i Janteloven, end i ben "klog bog". Jeg har aldrig tænkt mig at holde kæft, bare fordi det jeg siger evt kunne få én eller anden lavselvværdskandidat til at tude.
En skovl er vel en spade, eller hur?
Mvh Lagermann

Jo en spade er en spade. Men du udråber instrumentet til at være en spade, uden at gøre dig ulejligheden med at åbne skuret og se, hvad der er derinde.
Jeg tror jeg har oplevet det jeg har krav på når det gælder piger- og nok lidt til. Faktisk er det et område, hvor jeg har haft det ret let. Men jeg har også opdaget, at de fleste der praler med den slags, som regel ikke har så stor succes hos det andet køn. Eventuelt kan de have let ved at score, men kan ikke finde ud af kærligheden.
Sådan er mine erfaringer nu engang på det område. Hvis du er en undtagelse er det da fint nok:-)