Af med topskatten på 3 år

Dette indlæg indeholder ingen forslag til offentlige besparelser - udelukkende en ide til, hvordan vi får afskaffet topskatten på en socialt forsvarlig måde. Her er vejen:
1) Fjern top- og mellem-skatten (det koster 24 milliarder)
2) Lad arbejdsgiverne betale en ansættelsesafgift pr. ansatte på 16.000 kroner om året (der er ca. 2 millioner privatansatte, så det giver en indtægt på 32 milliarder om året)
3) Det betyder 32 milliarder mindre i indtjening til virksomhederne, så de kommer til at betale 25% af 32 milliarder mindre om året i Selskabsskat (fordi Selskabsskatten er på 25%) - altså 8 milliarder mistet i Selskabsskat
Ialt er forslaget neutralt for det offentlige, som får ligeså store indtægter som før. Men der kommer jo en række afledte virkninger:
A: Virksomhederne vil forsøge at få pengene hjem ige via en lavere løn (teoretisk kan de ikke vælte den nye skat over i priserne, da det er en konstant udgift, men nogle af dem vil naturligvis forsøge, alligevel). På langt sigt vil det medføre mindre indtjening til erhvervene og mere til lønmodtagerne - og for multinationale virksomheder der ikke betaler Selskabsskat i Danmark er forslaget naturligvis en ren udgift.
B: Der vil komme en række dynamiske effekter af den lavere marginalskat: folk arbejder mere, hvilket medfører flere penge til staten
C: Afgiften bliver procentvis højest for lavtlønnede, så virksomhederne vil have en kraftig tilskyndelse til at få den enkelte til at arbejde flere timer (eksempelvis bevæge sig fra deltid til fuldtid, eller tilbyde overarbejde).
Den teoretiske gennemgang af, hvorfor virksomhederne ikke kan vælte udgifter over på priserne handler om, at udbuds- og efterspørgsels-kurverne ikke flytter sig på kort sigt af forslaget, så det optimale indtjeningspunkt er stadig det samme som før - priserne skal være uforandrede.
På længere sigt bliver investeringer mindre attraktive - dette gælder dog især for lavindkomstfag (fordi den procentvise afgift er højest for lavindkomster). Dette vil flytte udbudskurven på langt sigt, men især for lavproduktive fag - tendensen vil altså gå imod et mere produktivt arbejdsmarked.
Omvendt flyttes også efterspørgselskurven, fordi folk arbejder i længere tid pga den lavere marginalskat (og fordi det ikke koster ekstra ansættelsesafgift at lade folk arbejde ekstra). Begge dele giver længere arbejdstid og derfor større indkomster der medfører større købekraft. Ønsker man at skubbe yderligere til produktionen, kan det ske ved at sænke Selskabsskatten og i stedet hæve ansættelsesafgiften (fordi investeringer så bliver mere rentable, da der ikke skal betales Selskabsskat af deres merprovenu).
I praksis forestiller jeg mig, at man sænker top- og mellem-skat med en trediedel hvert år i forbindelse med nye 3-årige overenskomstforhandlinger, og i stedet indfører ansættelsesafgiften over de tre samme år. På den måde bliver koblingen til løndannelsen tydeligere, så løndannelsen så hurtigt som muligt kan tilpasses de nye omstændigheder.

Men de 16.000 per med arbejder. Kan du sige fyringer? Og jeg kan fortælle dig hvem der ryger.
Det er de lavtlønnet, dem der bare er lidt slinger i valsen med på arbejdspladsen(der røg det rummelige arbejdsmarked), dem der bliver hjulpet i arbejde, deltidsansatte som ikke har mulighed for at arbejde mere.
Dem der ikke, som sådan, tjener noget til firmaet, rengøring, vedligeholdelse af de fysiske rammer(bygninger mm)
(A) firmaerne vil presse lønnen ned. Ja så kan den lavtlønnet få endnu lavere løn(og koste firmaet 16.000 kr per år). Og tvinges til at holde to jobs for at få det til at køre rundt. Jeps meget fornuftigt.
Så fjernes efterlønnen lige, sådan for lige at trække tæppet rigtigt godt væk under dem.
Og når forældre/ den enlige forældre tvinges af arbejdsgivere til at arbejde mere, for mindre i løn. Men institutioner ikke følger med, hverken prismæssigt(hele tiden stigende, for tre år siden kostede en vuggestueplads i Odense 40.000 årligt) eller tidsmæssigt Hvad så?

Nu skal vi jo ikke holde job igang for arbejdets skyld, vel. Men du har nok ret i, at det vil medføre effektiviseringer - det er der også i høj grad behov for.
Jeg mener ikke arbejdsmarkedet er et særligt effektivt sted at føre socialpolitik. En person uden uddannelse arbejder i gennemsnit 18 år kortere end en person med en ungdomsuddannelse - det siger lidt om, at det her handler om meget andet end arbejde - det handler om en livsstil hos samfundets bund der ødelægger dem.
Jeg mener bestemt det er relevant at se på de svageste - men det er nok mere i skolesystemet, samt sundhedspolitikken jeg vil lede efter tiltag der. Eksempelvis heldagsskole og gratis (sund) skolemad til de svageste 20% af børnene i skolen (19% af alle unge tager ikke en ungdomsuddannelse). Det gælder ikke om at få fastholdt de dårligste produktive job, men om at få løftet bunden i samfundet, så folk som minimum får en ordentlig skoleuddannelse og ungdomsuddannelse, samt løftes ud af tankegangen om, at man kan leve af TV, chips, cola sprut og smøger.
Det er den vej jeg mener vi skal føre en rummelig arbejdsmarkedspolitik - i skolen, så den bedre kan rumme de svage børn.

Det rummelige arbejdsmarked starter tidligere end skolen.
Det er i opdragelsen at det grundlægges.
I skolen er det knap forsent at sætte ind.
Og i arbejdsmarked ryger de svageste, hvis firmaer ikke viser og er med til at hjælpe det samfund, på hvor de tjener deres penge.
Hvad nytter det så? Skal de bare nyde men ikke yde. Og bare skumme cremen og lade resten til at gå til i social negativ arv. Som det tager 5 generationer at komme ud af.
Og det er ikke kun de svageste der ryger i svinget. Det er også dem der ikke er med til direkte eller indirekte at sætte sorte tal på bundlinjen.
Som sagt rengøringsfolk, kantinepersonale og alle de andre der kan være ansat i et stort firma. Hvor man ikke bare lige kan bestille mad udefra elsempelvis mm.
Jeg er sikker på at firmaerne er kreative når der skal findes ud af hvor der skal fjernes dødelast. Eller flytte udenlands.
Ren nysgerighed, hvad laver du til dagligt. For når jeg læser dit indlæg lyder det fornuftigt og sammenhængende på en logisk naiv måde.

vort land mere end 3 år i civilisationen?

Du argumenterer godt for dit forslag.
Jeg er bare grundlæggende uenig 😉
Jeg skal gøre det kort:
1. Jeg mener ikke, at vi bare kan sende regningen til de private erhversvsdrivende. Det vil bl.a. virksomhedsdød for mindre virksomheder samt fald i iværksætteriveren (det er i forvejen utroligt svært at skulle starte op som selvstændig i DK).
2. Vi bliver simpelthen nød til at gennemfører offentlige besparelser.
Næste 25% af danskerne lever af overførselsindkomst.
800.000 i de erhvervsaktive aldersklasser er på offentlig forsørgelse. Det koster lige 155 mia. om året.
Ca. hver 3. skattekrone/afgiftskrone går til folk på overførselsindkomst.
I alt: folk skal arbejde mere og længere. Og med den voksende pensionistgruppe og faldende børneårgange, skal sidstnævnte arbejde endnu hårdere. Ikke for at forbedre velfærden, men bare for at opretholde noget af den.

være husejere.det jo kun en million som får flere penge til sig selv,
næ alle som har under 250000 kr pr år før skat.skal have en skatte letters.ik dem som har over 400000 kr pr år
se hvad fog fik sist 7000 kr mere om md efter skat.de fik en lønforhøjelse på over 20%+ at top skatten blev sat ned
og nu skal alle millionærer lige have en pakke til ?
FØJ FØJ FØJ

"Ren nysgerighed, hvad laver du til dagligt. For når jeg læser dit indlæg lyder det fornuftigt og sammenhængende på en logisk naiv måde."
Ja tak, det er fint. Du vil gerne give forældrene skylden for den negative sociale arv - ikke skolen. Den diskussion bliver vi nok aldrig færdige med, men her er nogle kendsgerninger:
1) Den danske folkeskole har bevæget sig fra at have en tydelig struktur som de svage elever kunne forstå, til at kræve ret gode kompetancer hos eleverne for at forstå strukturen. man er gået fra:
at eleverne stiller op i rækker i skolegården og sendes ind klassevis af gårdvagten, hvor læreren venter i klasseværelset, til at elverne selv skal finde tilbage til et tomt klasseværelse, hvor læreren først senere indfinder sig. Det giver utallige konfliktmuligheder: faktisk ville man kunne indtjene undervisningstid svarende til et helt ekstra skoleår, hvis al undervisning startede senest 5 minutter efter klokken har ringet. De store tabere i dette spil er de svage elver, for det er dem der ryger ind i konflikterne, medens man venter på læreren - alle andre mister blot vigtig undervisningstid.
2) Den danske folkeskole forudsætter en solid forældreopbakning, som ikke er der i de svage familier. Igen bliver taberne de svage børn, som ville have langt bedre af heldagsskole og gratis skolemad - så er de da heller ikke på gaden sålænge
I det hele taget bør du betænke, at når 20% af børnene ikke får en ungdomsuddannelse, så er dette her ikke noget vi kan komme væk fra ved at anbringe børnene udenfor hjemmet (forøvrigt virker anbringelser sjældent efter hensigten). Men en "delvis anbringelse", heldagsskole, så børnene får sund mad, lavet lektier og udviklet sunde legeevner kan have en positiv virkning, uden at traumatisere børnene sådan som anbringelser gør. I det hele taget synes jeg anbringelsesvanviddet har spillet fallit - selv Social Forksnings Instituttet siger jo det ikke virker efter hensigten!
Der er kun en vej frem for svage børn, og det er at samfundet sikrer sig de får nogle ordentlige skolekompetancer - der svigter vi, og giver dem i stdet alt muligt andet som ikke virker.
Potentialet er forøvrigt enormt: 20% af børnene som ikke får en uddannelse og derfor mister 18 år på arbejdsmarkedet - det giver i gennemsnit 3,6 år tabt på arbejdsmarkedet pr. dansker, svarende til mere end 200.000 arbejdspladser. En ordentlig indsats i folkeskolen ville kunne aflæses i statistikkerne over førtidspension og andre falliterklæringer i samfundet. Og være til utrolig stor gavn for hver femte dansker, som i dag lever et usundt liv på bunden af pyramiden.
Hvad laver jeg selv til daglig, spørger du - underviser på en videregående udddannelsesinstitution, såmænd. Vi ser ikke så mange af disse forsømte børn, men indimellem ser vi, hvad det er for problemer man er oppe imod, med disse unge der aldrig fik en ordentlig opvækst. Ofte må vi give fortabt, fordi deres skolegang ødelægges af deres evindelige problemer på hjemmefronten - der ville det nok være mere logisk, hvis folkeskolen havde haft ressourcer til at tage sig bedre af dem. Og ja, jeg er slet ikke i tvivl om, at indsatsen skal koncentreres om folkeskolen - det er der man begynder at stille så mange krav, at børnenes problemer bliver tydelige, så er det også der ressourcerne til at få børnene igennem skal ligge.

Jamen, hvis du har konkrete ideer til at sikre flere i arbejde, hører jeg gerne om dem også. Men befolkningen og politikerne afviser jo stramninger i efterlønnen (som ellers kunne være effektivt), og der er grænser for, hvor langt man kan komme vha skattejusteringer.
Offentlige besparelser vil ramme de svageste, hvilket dårligt kan være et mål i sig selv. I stedet bør vi sikre, at indkomstudligningen sker på andre måder end som en beskatning af flid.
Jeg tror ikke ideen vil have konsekvens for iværksættervirksomheder, da de alligevel som regel starter som enmandsselskaber. Set fra erhvervslivets side svarer det til en ekstra lønudgift - derfor vil omkostningerne efterhånden afspejle sig i lavere lønninger. For at sige det lige ud - om man lægger skatten på arbejdsgiverne eller lønmodtagerne er på langt sigt ligegyldigt, da løndannelsen alligevel tilpasses vilkårene der gælder på arbejdsmarkedet.
Det med de store overførselsindkomster mener jeg især skal løses ved at identificere og støtte de svage børn i folkeskolen. Det er en falliterklæring at 20% af de unge ikke får en ungdomsuddannelse - og det betyder omregnet ca 200.000 færre på arbejdsmarkedet på langt sigt, fordi disse 20% uden ungdomsuddannelse i gennemsnit arbejder 18 år mindre på arbejdsmarkedet end dem med en ungdomsuddannelse. Det er der jeg mener vi på sigt skal hente den helt store stigning i arbejdsstyrken.

Og vi bør hjælpe de svage ved at sikre dem en ordentlig uddannelse og jobmulighed - ikke ved at give dem skattelettelser. Skattelettelser til de svageste i samfundet er en falliterklæring der viser, at vi har ignoreret dem hele livet og nu giver dem et plaster på såret.

for det kan man jo ik ind betale til en pension.men forringe af service på skadestuer osv og sig ok for en for hvor HVIS du har penge så lapper vi dig med det samme ?

Topskatten skal bare væk uden noget pjat og pjank. Den udgør kun en lille procentdel af skattetrykket (3% eller sådan noget), og den lægger en stor dæmper på folks lyst til at arbejde. En fjernelse af topskatten er jo selvfinanserende.
Jeg synes ikke, at vi skal have flere afgifter eller omfordeling. Det skaber i sidste ende blot irritation og forvirring.
For mit vedkommende synes jeg skal at indkomstskatten skal endnu længere ned. Det vil selvfølgelig i længden ikke være selvfinanserende, men så skal man i stedet ligge skatten et andet sted, hvor de ikke fjerner folk lyst til at arbejde.

Og hvad har skadestuer med skatteomlettelser til de lavtlønnede at gøre? Er du sådan et "mig selv først" menneske, der bare vil have mere til dig selv?

Hvis man bare fjerner topskat og mellemskat (en skattelettelse på 24 milliarder om året) vil det have følgende virkninger:
1) Skattelettelsen er 44% selvfinansierende, så den offentlige sekstor kommer til at mangle 13,5 milliarder kroner. I forvejen kommer vi til at mangle 20 milliarder pga "ældrebyrden" i de kommende år, så det er nok ikke lige den medicin der er brug for
2) Man vil sende 24 milliarder ud i ny forbrugsmulighed. Ca halvdelen vil blive brugt på import fra udlandet, så betalingsbalancen vil blive forværret med ca 12 milliarder om året
3) Der vil blive arbejdet mindre, end hvis fjernelsen er finansieret pga "hængekøjeeffekten" (folk har fået flere penge mellem hænderne, så de har mindre behov for at arbejde).
Du har altså lige skabt et endnu større "holdbarhedsproblem" med ændringen, så der bliver behov for endnu større stramninger i fremtiden. De stramninger vil uværgerligt ramme "de svage", så du har også fået skabt større ulighed i samfundet. Og du har fået skabt mindre lyst til at arbejde end hvis skattelettelsen havde været finansieret med skattestramninger andre steder i systemet.
Så nej, jeg synes ikke vi bare skal give skattelettelser, selvom det tiltaler egoisten i dig. Bush har forsøgt den strategi nu i flere år - tidligere gjorde Reagan det samme "over there" - begge har ødelagt USA's økonomi med strategien. Da Bush trådte til var der faktisk overskud på de offentlige budgetter (Clinton førte en relativt fornuftig økonomisk politik) - nu er der historisk store underskud, derovre. Heldigvis lyder det somom Obama har tænkt sig at føre en fornuftig økonomisk politik.

Jeg siger jo nemlig at man i stedet bør lægges skatten et sted, hvor den ikke fjerner folks lyst til at arbejde. Det kunne fx være højere afgifter på benzin og anden energi, og måske også roadpricing, til punktet hvor skattelettelsen er finanseret. Sådanne afgifter har også en gavnling effekt på miljøet og forbruget af naturressourcer.

Jamen, der er jeg da fuld af ideer, hvis det er din holdning. Eksempelvis beskatning på luksusforbrug af boliger, beskatning af unødvendig forurening osv. Det er dog væsentligt, at at det gøres på en måde så det ikke rammer de svageste.

udlandet, kartofler, æbler og andre grøntsager
ja sågar brød bliver importeret.
Levende grise bliver eksporteret slagtet
og forarbejdet til pålæg i udlandet,
det skaber mangel på arbejdspladser og gør os
til en bananrekongedømme hvor vi skaffer råvarerne
og de andre står for manufakturering
og så eksporterer det færdige produkt tilbage til os.
Ok det kan godt være at firmaer kan tjene lidt ekstra
på at spekulere i billigere arbejde i udlandet
men Danmark bliver forringet af de alt for mange arbejdsløse
som skal underholdes af staten,
det må da koste en formue at have 800 tusind arbejdsløse
i et så lille land som Danmark.

virksomhederne vil yderligere tilskyndes til at flytte lavtlønsarbejde til Asien og Polen.
Det giver større ledighed indenfor lavtlønsområderne. Større ledighed giver større udgifter for staten.
Så kan man sige at lavtlønsarbejde alligevel flyttes til udlandet. Det er muligt, men jeg tror dog på at der eksisterer en fin balance i forhold til hvad der kan betale sig at få lavet herhjemme og hvad man får lavet i udlandet.
Med denne ansættelsesafgift vil der derfor (tror jeg) flytte mere arbejde til udlandet end der ellers ville.
Man kunne f.eks. forestille sig at man flytter lettere administrativt arbejde til udlandet ud fra en overbevisning om at man lige så vel kan have nogle kontoruddannede polakker til at lave det som man kan have nogle middel- til lavtlønnede HK'ere til at lave det herhjemme.
Jeg så hellere at man hævede loftet for topskat med f.eks. 100.000 kr om året eller sådan noget.
Jeg er ikke samfundsøkonom så jeg ved ikke hvad det koster, men måske det ville blive knapt så dyrt og måske man kunne spare en del penge ved andre tiltag som f.eks. at centralisere medicinindkøb. Det har jo åbenbart vist sig at medicinudgifterne er eksploderet. Fælles indkøb giver mulighed for at prutte prisen ned. Ligeledes skulle man måske debattere det rimelige i at købe medicin til ublu priser hvis det blot kan forlænge en i forvejen dødsdømt og dødsyg patients levetid et par måneder. Med andre ord læg massivt pres medicinalfirmaerne.
En skør tanke. Måske en del af medicinalindustrien skal nationaliseres?

Hvis man som forældre ikke har ansvar for sine børn, hvem har så?
Og du har ret i der er en del forældre der ikke har mulighedderne for at styrke deres børn. Og at nogen andre så må træde til. For det er ikke godt for barnet og resten af os. At så mange falder igennem og ikke får en uddannelse der kan forsørge dem og give dem selvtillid. I den udstrækning et job kan.
Det er derfor jeg mener at arbejdsgiverne også har et socialt ansvar, i form af at være med til at hjælpe folk på fode. For det er noget af det der hjælper mest, når en person er i stand til at arbejde i sit eget tempo. Det er at hjælpe folk til en meningsfuld selvforsørgelse.
Så kan nok så mange tiltag i komunal regi fortages. Men de vil altid smage lidt fad i munden. Når de er udsigtsløse.
Jeg spurgte om hvad du lavede. For det lød ret så gennemtænkt og hang sammen. Bortset fra de 16000 per arbejderhoved, som jeg havde meget svært ved at sluge. De skulle nok skubbe flere familier og enlige længere ud i samfundets dynd.

Jeg tror nu ikke de 16000 kommer til at skubbe en masse ud i hængedyndet. Det svarer til en gennemsnitlig lønstigning på ca 4-5% - de vil naturligvis blive konverteret til lavere lønstigninger, fordi lønnen på langt sigt skal passe med udlandets (arbejdsgivernes totale lønomkostninger er forbløffende ens fra land til land i OECD-området, selvom man nogle steder betaler en afgift "pr. ansat", eksempelvis i Tyskland).
Man kunne naturligvis lade det være en procentdel af lønnen i stedet (det kalder man en lønsumskat og ville svare til, at arbejdsgiverne skulle betale arbejdsmarkedsbidrag). Der er dog en række ulemper ved en sådan procentsats, fordi arbejdsgiverne opfatter det som en løbende udgift, hvilket flytter udbudskurven så det giver prisstigninger. Samfundet bliver altså "rigere" (får lavere priser) ved at lade det være en fast afgift. Desuden vil en procentafgift ikke på samme måde flytte indkomst fra arbejdsgiverne til lønmodtagerne (igen fordi det er en løbende udgift).

Jeg synes jo det er en fordel, at lavtlønsarbejde flyttes ud af landet - vi skal leve af at gøre det komplicerede arbejde.
Jeg synes der er meget mere perspektiv i efteruddannelse end i at fastholde lavkvalifikationsjob i Danmark. Men det er naturligvis et spørgsmål om, hvad man finder attraktivt....
At hæve grænsen for topskat med 100.000 vil koste ca 12 milliarder om året.
I Norge har de været lidt smartere end vi til at få lave medicinpriser. Her i Danmark skal apotekerne vælde det billigste produkt på hylden. Men i Norge tvinger man medicinfabrikanterne til at sælge ligeså billigt som i de billigste lande, så de sparer kassen på medicin, deroppe. Se: http://avisen.dk/norsk-medicin-billigere-end-dansk_101264.aspx

Men den mester der kun har en svend og lærling ansat og konen på kontoret. Eller andre firmaer der kun har en lille stab og demed en lille indkomst.
Så kan det mærkes. Og de kan sjældent forhandle de ansattes løn længere ned.
Så skal arbejdsgiver kompenteres på en anden måde.
Det er ikke alle firmaer der er så store at en sum på 16000 om året per hoved, ikke syner af så meget på udgiftskontoen.
Jeg tror også en arbejdsgiver vil se 16000 som en fast løbende udgift. Som der kun er en til at betale og det er kunden.

Prisfastsættelsen foregår i princippet altid sådan, at virksomheden tjener fleste penge. Lad os tage et simpelt eksempel, hvor vi for nemheds skyld antager at virksomheden kun producerer en vare.
1) Virksomheden har faste omkostninger på 1 million om året
2) Hver vareenhed koster 10 kroner at producere (løbende udgifter udover de faste udgifter)
Kunderne til varerne har det sådan, at hvis varen koster 10 kroner vil de købe 1 million enheder, men for hver gang varens pris fordobles formindskes efterspørgslen til det halve. Hvis varen koster 10 kroner pr enhed er efterspørgslen altså 10 millioner kroner, koster varen 20 kroner bliver efterspørgslen kun 5 millioner osv. Hvilken salgspris skal virksomheden nu vælge for at maksimere sin fortjeneste? Dette spørgsmål er ren matematik at finde ud af:
Fortjenesten kan matematisk skrives som
Fortjeneste = AntalVarer * (SalgsPris - LøbendeOmkostninger) - FasteUdgifter
Fortjenesten maksimeres i dette tilfælde hvis salgsprisen sættes til 20 kroner pr enhed (hvor fortjenesten bliver 1,5 millioner kroner). Hvis de faste udgifter forøges med ½ million fås den optimale fortjeneste stadig ved en salgspris på 20 kroner, men nu tjener virksomheden kun 1 millioner kroner. Umiddelbart bliver virksomhedens investering altså mindre attraktiv af en fast afgift pr. medarbejder, men det flytter ikke på salgsprisen, eller produktionens størrelse.
Hvis man derimod forøger de løbende udgifter det koster at producere en enhed (eksempelvis ved at lade virksomheden betale en lønsumafgift, i stedet for en fast afgift pr. medarbejder) er situationen en lidt anden. Som udgangspunkt sætter vi afgiften i dette tænkte eksempel til 2 kroner pr. vareenhed (fordi det giver en indtægt på den samme ½ million som før) bliver den optimale salgspris lidt anderledes, nemlig på 24 kroner. Fortjenesten til virksomheden bliver i dette tilfælde på 1,08 millioner (altså 80.000 mere om året, end da afgiften var en fast afgift pr. medarbejder).
Den højere salgspris betyder færre varer solgt, så skatteindtægten falder til 347.000 (altså ca 2/3-dele af før). Samtidigt bliver der afsat 30% færre varer, så der vil blive medarbejderfyringer med denne model.
Eksemplet er naturligvis forsimplet og fortænkt, men det illustrerer, hvorfor det er langt bedre at belemre virksomheder med faste udgifter end med løbende udgifter. I denne sammenhæng er en fast udgift pr. medarbejder en mellemting mellem en fast og en løbende udgift, så den er klart at foretrække fremfor en procentvis udgift. Sagt meget naivt rammer faste udgifter især virksomhederne, medens løbene udgifter især rammer lønmodtagerne. Derfor gælder det for lønmodtagerne om at få en skattepolitik der minimerer virksomhedernes løbende udgifter og maksimerer virksomhedernes faste udgifter - det er også den skattepolitik der giver størst produktion, de laveste forbrugerpriser og største skatteindtægter.
Og for virksomhederne er den ekstra fortjeneste ved en løbende afgift som regel minimal - i de fleste eksempler tjener virksomhederne faktisk også flest penge ved en fast afgift. Så jeg mener slet ikke der kan være tvivl om, at det er mest relevant at indføre skatten som en fast afgift pr. medarbejder. I det omfang det lykkes virksomhederne at få sænket lønnen pga afgiften (det vil ske på sigt, fordi der ikke kommer nok investeringer pga den mindre rentabilitet, idet virksomhederne jo tjener færre penge), vil produktionen forøges udover udgangspunktet - netop fordi der er tale om en fast udgift for viksomhederne, medens de lavere lønninger betyder større produktion.
Jeg håber jeg har illustreret hvorfor jeg mener der bør være tale om en fast afgift pr. medarbejder.
Men det gør også, at produktionen drives imod højkvalificeret produktion (fordi højtlønnet arbejdskraft belastes mindre end lavtlønnet). Dette mener jeg dog er et plus snarere end et minus.
Men naturligvis har du ret i, at virksomheden vil mærke den mindre indtjening - det er jo en del af ideen med hele øvelsen.

men der vil bare altid være nogle som er bogligt svage og hvis der slet ikke er nogle jobs til dem så skaber man en ny underklasse.
Dertil kommer mange af de indvandrere der er kommet ud på arbejdsmarkedet. De bliver også bombet tilbage, da deres skriftlige sprogkundskaber i mange tilfælde vil være en hindring for at de kan videreuddanne sig.
Jeg synes ikke man skal lave en skattestruktur der gør det ekstra dyrt og besværligt for en virksomhed at ansætte folk til ufaglærte stillinger.