Alene, Alene, og atter Alene
Imorges da jeg vågnede oplevede jeg noget højst besynderligt. Jeg havde lige drømt om en pige, jeg aldrig har mødt eller set i virkligheden. Men hun var perfekt, og værd at hige efter. Ja jeg blev faktisk liggende i sengen til kl 14 bare for at se om hun kom tilbage.
Jeg er en 24 årig mand, som har prøvet lidt af hvert.. en del seriøse forhold, har boet sammen med en pige i 3år, og siden da ellers blevet godt og grundigt såret af 2 andre piger. Efterhånden er troen på at kærlighed er noget dejligt, varmt og yndefuldt ligesom bare sevet længere og længere væk. Jeg savner så hjertens meget at have en kæreste at glæde, at elske, at komme hjem til, men jeg bliver ikke ænset.. Jeg går ikke så tit i byen, finder faktisk ikke Københavns natteliv spor tiltrækkende.. Det er præget af vold og piger der opfører sig som mtv-stjerner. Jeg går ikke til en eller anden dagligdagsaktivitet ala vandaerobic eller temacykling, så der møder jeg absolut ingen kvinder...
Tanken slår mig dog... Jeg ved jo ikke hvordan jer dejlige tøser tænker.. Tit når jeg slæntre ned ad gaden og en pige smiler til mig på den der "Hej med dig flotte fyr" agtige måde, så går jeg videre og tænker igen... Hvorfor stopper du ikke op og siger Hej, skal vi tage en kop kaffe? Måske opsøger jeg det ikke, måske stråler jeg af at jeg savner kærlighed og nærvær..
Men hvad kan jeg dog gøre for at møde de smukke og alternative piger som ikke mener at livet går ud på at flashe lår og og kæmpe nedringet hver fredag og lørdag?
Sagen er nu bare den at jeg er træt af at vågne op alene.. jeg er træt af at lave mad til mig selv, træt af ikke at være elsket, træt af ikke at være forstået, træt af ikke at have en udkåren jeg kan trøste og som kan trøste mig.
Jeg er vel det man kan kalde gladsur.
Kom frisk
Jeg er en 24 årig mand, som har prøvet lidt af hvert.. en del seriøse forhold, har boet sammen med en pige i 3år, og siden da ellers blevet godt og grundigt såret af 2 andre piger. Efterhånden er troen på at kærlighed er noget dejligt, varmt og yndefuldt ligesom bare sevet længere og længere væk. Jeg savner så hjertens meget at have en kæreste at glæde, at elske, at komme hjem til, men jeg bliver ikke ænset.. Jeg går ikke så tit i byen, finder faktisk ikke Københavns natteliv spor tiltrækkende.. Det er præget af vold og piger der opfører sig som mtv-stjerner. Jeg går ikke til en eller anden dagligdagsaktivitet ala vandaerobic eller temacykling, så der møder jeg absolut ingen kvinder...
Tanken slår mig dog... Jeg ved jo ikke hvordan jer dejlige tøser tænker.. Tit når jeg slæntre ned ad gaden og en pige smiler til mig på den der "Hej med dig flotte fyr" agtige måde, så går jeg videre og tænker igen... Hvorfor stopper du ikke op og siger Hej, skal vi tage en kop kaffe? Måske opsøger jeg det ikke, måske stråler jeg af at jeg savner kærlighed og nærvær..
Men hvad kan jeg dog gøre for at møde de smukke og alternative piger som ikke mener at livet går ud på at flashe lår og og kæmpe nedringet hver fredag og lørdag?
Sagen er nu bare den at jeg er træt af at vågne op alene.. jeg er træt af at lave mad til mig selv, træt af ikke at være elsket, træt af ikke at være forstået, træt af ikke at have en udkåren jeg kan trøste og som kan trøste mig.
Jeg er vel det man kan kalde gladsur.
Kom frisk