Når livet går fra at gøre ondt, til at gå i stykker..

Jeg er en 19 årig pige, og dette virker i manges øjne nok ikke som meget. Jeg har de sidste 5-6 år vidst jeg har lidt af en depression, men har aldrig gjort noget ved det da jeg mente jeg fortjente at have denne smerte, og jeg ikke brød mig om at andre skulle ha medlidenhed med mig..
Nu er det sådan at mit liv for 1½ år siden begyndte at gå bedre.. Jeg fik fast job, jeg mødte en sød fyr - og tingene blev lidt lysere idet jeg fortalte ham om en af de mest skamfulde ting jeg holder for mig selv; at jeg er selvdestruktiv. Dvs, jeg skader mig selv fra tid til anden..
Han blev hos mig på trods af denne oplysning, og dette gjorde jeg ikke ville give slip på ham for hvilken pris.
For et halvt år siden fik jeg lejlighed, så nu hvde jeg både fast kæreste, lejlighed, og fast job. Inden ting kunne blive bedre, og på trods af at jeg stadig skar eller slog mig selv engang imellem, var dette problem blevet mindre. Jeg var ikke forelsket i min kæreste, men jeg elskede ham for at han kunne leve med mit problem.. 3-4 uger efter jeg flyttede, fandt jeg ud af at han havde oprettet en bruger på nettet, som en pige, og lokket informationer ud af mig på denne måde.. Jeg blev skuffet, og ikke mindst følte jeg mig så.. udnyttet.. at jeg slog op med ham.
Jeg indså også her at jeg ikke elskede ham - og jeg var ikke ked af at ha mistet ham, men ked af at ha mistet den første person der kunne holde mig ud. Dessuden har jeg senere fundet ud af han vidst nok har haft en anden ved siden af, der gik ihvertfald ikke længe for en af de piger han havde holdt skjult for mig (han sagde de ikke snakkede, men det havde de gjort i flere måneder - og hun fortalte mig at han sagde han slog op med mig i jul)
Herefter begyndte jeg at finde sammen med en arbejdskollega, som jeg havde haft noget kørerne med før jeg mødte min xkæreste også.. Ham her havde jeg været forelsket i hele tiden, han kendte dog ikke til min lidelse og han ville heller ikke ha forstået det hvis jeg endeligt fortalte det. Men efter 1½ måned fandt jeg ud af at han også havde en kæreste ved siden af. Jeg stoppede med at kontakte ham, og mit liv vr sort.. især fordi jeg skulle se ham hver dag på arbejdet..
Men jeg begyndte at hade ham så meget for det han havde gjort at jeg efter 1½ års forelskelse endeligt kom over ham.
Jeg var alene i en by langt væk hjemmefra, og begyndte mere og mere at falde i et stort dybt hul..
Endeligt kom der lys igen!
Jeg mødte, hvad der i mine øjne, var jordens dejligste fyr.. Jeg blev forelsket i samme sekund jeg mødte ham, og jeg er det stadig.
Fra første dag ville han være sammen med mig, men der gik kun 2 dage - og han fortrød.. vi fortsatte med at se hinanden og jeg blev mere og mere forelsket i ham.. Dagen efter jeg mødte ham, fik jeg dessuden en lille killing - så nu havde jeg både en sød fyr, en der ventede når jeg kom hjem fra arbejde, egen lejlighed og fast job.
Han boede dessuden tæt på mig og derfor så vi hinanden næsten hver dag.. For første gang i mit liv kunne jeg holde ud at se den samme fyr flere dage i træk, og jeg blev samtidigt mere og mere bundet til ham.. Så kom dagen, hvor han sagde den vidunderligste sætning jeg nogensinde kunne forstille mig "Jeg vil gerne give det her en chance.."
HAN VAR MIN!
Jeg kan stadig huske det sug jeg fik i maven da han sagde det, og selvom jeg kun havde kendt ham i få uger kan jeg ikke beskrive hvor forelsket jeg var på det punkt..
Alt var perfekt..
ALT..
Herefter blev jeg nødt itl at sælge min killing.. den kom fra en gård, og den kunne ikke holde ud at være i en lejlighed - det var synd for den, den ødelagde alle mine ting.. og jeg så det bedst at den kom til et hjem med en have..
Dog havde jeg stadig min kæreste..
Desværre holdt det kun en uge..
Så fortrød han.
Der gik en uges tid, og vi begyndte at ses igen.. Det blev weekend og vi så hinanden fra fredag-mandag..
Jeg havde ikke gjort skade på mig selv siden ugen før jeg mødte ham og til..
Sidste mandag..
Mandag morgen spurgte han hvad jeg ville med det hele, men jeg kunne ikke svare ham.. _han vidste dog godt hvad jeg tænkte, og det eneste han gjorde var at trække mig ind til ham.. Jeg vidste ikke om det var et godt eller dårligt tegn - men så blind som jeg var, tog jeg det som et godt..
Mandag eftermiddag, da han skulle til at gå - tog han mig i begge hænder "jeg synes ikke vi skal snakke sammen mere.. "
Jeg frøs til is. Jeg kunne mærke jeg skulle græde, men jeg holdt det i mig. Jeg begyndte at bide mig selv i læben for at overdøve den smerte jeg havde, og til sidst kunne jeg ikke høre hvad han snakkede om for alle de følelser der gik igennem mig. Jeg kunne bare se ham stå med hans dejlige blå øjne og se fortvivlet ud..
Smerten overtog mig, jeg brød ud i gråd og han kyssede mig. Jeg havde mest af alt lyst til at skrige af ham, råbe til han forstod at han ikke måtte forlade mig, sige at jeg vr begyndt at.. elske ham..
Han gik.. det er 1½ uge siden nu, og lige da jeg troede tingene ikke kunne blive værre.. mistede jeg mit job.
I tirsdags skadede jeg min arm så meget med slag at den næsten ikke kunne bevæges.. den er stadig gul men det er blevet bedre..
Mit liv gik fra at gøre ondt.. til at gå i stykker.
Nu sidder jeg her..
Jeg savner ham.. Jeg ved han ikke føler noget for mig mere, jeg ved at jeg bare irritere ham når jeg skriver..
Jeg har mistet mit arbejde.. og kontanthjælpen kan ikke betale mine regninger.
Jeg har opgivet alt.. I onsdags skrev jeg afskedsbreve, men alligevel følte jeg ikke at jeg fortjente at slippe for den smerte jeg går igennem.. Jeg føler jeg fortjener den..
Jeg føler jeg fortjente han gik fra mig, jeg føler jeg fortjener at ha haft kærester der enten var voldelige.. var mig utro.. eller ødelagde mit liv..
Jeg føler jeg fortjente at miste mit arbejde, så jeg kunne få det værre og føle endnu mere smerte..
Jeg føler at jeg fortjener at miste min lejlighed, fordi jeg vr så dum at tro ting ikke kunne blive værre - når det kunne..
Mit liv er gået i stykker.. Hvad gør jeg? .-(

..i New Orleans mistede 8 familie medlemmer til orkanen Katrina. Hendes liv skal også gå videre. Tror du ikke, med lidt god vilje og gode venner og familie, at dit liv vil gå videre?
Fandango

føler du at du fortjener at have det så skidt? Ingen mennesker fortjener at have det skidt, og alle er værdifulde på hver sin måde fordi vi alle er forskellige og har noget værdifuldt at byde ind med i denne verden...
At så de forskellige fyre ikke kunne/ville se det værdifulde menneske du er, er jo så bare synd for dem, de virker da til at være nogle vatnisser, men tro mig, du har IKKE fortjent at have det skidt, det er der ingen der har, det er ok for dig at have det godt selvom du lige nu er langt nede i kulkælderen over at have mistet fyr og arbejde, det er da forståeligt at du er det.
Har du iøvrigt overvejet at søge professionel hjælp til at komme af med den trang til at skade dig selv? Det er jo tydeligt at du har behov for det...jeg ved godt at det er dyrt, men jeg synes det var værd at forhøre dig hos din sagsbehandler eller læge om ikke der er mulighed for at søge tilskud til psykologbehandling, det er ihvertfald tvingende nødvendigt at du får gjort noget ved det, ellers får du det aldrig godt, og det fortjener du!!! Du er værdifuld og har lige så meget ret til at have det godt som alle andre mennesker.
Stort knus fra Maijannes

du tager dig sammen
bare så meget
at du kan tage til den nærmeste
psykriatiske skadestue
lille skat du har behov for hjælp!
NEJ DU HAR IKKE HANDLET FORKET!
men som du selv siger, har du gået rundt med nogle tanker!
ALT FOR LÆNGE!
Giv dig selv en changse og modtag den hjælp du kan få!
kedeligt at du er blevet fyret!
men med en sygemelding, skal du ikke have kontanthjælp og så skulle du værer bedrer stillet!
synd for dig at du skulle binde dig til nogen som ikke spillede ærligt spil!
DERFOR SØG DOG HJÆLP ALLEREDE IDAG!
du er ikke den eneste som har den slaks tanker, men der er hjælp at få.
at du skrev dette inlæg er beviset på at nu er du klar, til at tage imod

Jeg vil vove at påstå, at det kun meget sjældent hænger sådan sammen. Uanset, så er det vigtigt, at du forstår, at der er mange mennesker der lider af den samme sygdom som dig. Det ER en sygdom, du kan læse mere på følgende link:
http://www.lokaltv-aarhus.dk/sw5175.asp
http://www.palace.net/~llama/psych/injury.html
Du kan også google dig til nogle flere sites.
Jeg håber, at du vil opsøge professionel hjælp - kognitiv terapi, vil være et godt valg.
Jeg ønsker dig god bedring.
Venligst,
Sysifos

overhovedet ikke sammelignes. Skribenten har en psykisk sygdom, der betyder, at hun skader sig selv fysisk, for at afbøde psykisk smerte.
Det Mrs. Connor har oplevet er forfærdeligt, men det har intet med skribentens situation at gøre.

så hurtigt som overhovedet muligt. Hvis du har gået med en depression i årevis er det vist på tide at sige farvel til den. Jeg ville umiddelbart mene du skulle medicineres og i akut depressionsbehandling og videre i terapi derfra. Men det kræver selvfølgelig at du bestemmer dig til at sådan skal det være, for ingen kan jo tvinge dig.
Hændelserne i dit liv er ingen katastrofer, udelukkende det en masse andre mennesker går igennem, for ikke at sige de fleste, men din sygdom sætter disse hændelser i et andet perspektiv end hvor de hører hjemme.
Jeg synes du skulle vælge at leve et anstændigt liv i stedet for denne kummerlige tilværelse.

Jeg har tit lavet en aftale med min læge mht samtale.. men der går tit et par dage, og jeg har altid haft en lidt bedre dag på det tidspunkt, og aflyst den.. for senere på dagen at have det dårligt igen..
Jeg lavede en aftale med min læge igen idag.. Men nu er jeg begyndt at føle jeg ikke føler at andre skal hjælpe mig, det er jo min egen skyld at jeg har det som jeg har.. Og derfor er det mig selv der bør lave om på problemet, ikke andre..
Faktisk.. har jeg lyst til at opsøge noget der får mig til at blive mere ked af det, jeg føler jeg har behov for afvisninger fra andre.. som fx min xkæreste.. så jeg kan få hold i min idé om at - jeg ikke er den eneste der mener jeg fortjener at blive ked af det..
Da jeg var yngre blev jeg ved med at gå tilbage til en voldelig xkæreste (det var egenligt også der jeg begyndte at gøre skade på mig selv) fordi jeg følte en fred i at jeg ikke var alene om at mene jeg fortjente at ha ondt.
Jeg har opsøgt ham flere gange efterfølgene (i et par år nu) men fortryder altid i sidste øjeblik når vi snakker om at mødes igen.
Han sidder heldigvis inde nu, og selvom jeg skriver med ham i breve engang imellem.. så ved jeg at jeg ikke har mulighed for at se ham..
Men i de perioder hvor han havde slået op med mig.. måtte jeg selv sørge for min smerte.. og der begyndte jeg at skære.. Jeg har efterfølgene skiftet metode til at prøve at undgå at få ar ved kun at hamre fx værktøj i min arm så jeg får blåsorte mærker.. de forsvinder igen, hvorimod jo flere ar jeg får jo mere har jeg lyst til at skære d jeg føler mig dum.. og vil straffe mig selv..
Jeg prøver at se om jeg får taget til lægen den her gang.. mandag eftermiddag.. men enten har jeg det for godt til jeg mener det er nødvendigt, eller også har jeg det for dårligt til at mene jeg fortjener hjælpen..

Jeg ved der er folk der har det værre end mig selv.. Men derfor har man vel lov til at spørge om råd..

søge professionel hjælp. Det er meget vigtigt, at du overholder din tid hos lægen. Også selvom du føler du har det ok på mandag.
Du får ikke lys ind i dit liv før du får professionel hjælp til at bearbejde din sygdom og din skyldfølelse.
vichri