Traumer uden at ka få hjælp.

Hejza allesammen.
Ja så skete det. For knap og nap 1år siden det skete, tirsdag d, 24 juli 2007. Jeg var impliceret i et uheld og nu står jeg med traumer, fra den dag.
Har lige været ved lægen. Men han havde for travlt til at hjælpe mig videre. Jeg fik stukket nogle papir i hånden og så kunne jeg ellers selv ringe til en psykolog, med en henvisning fra lægen. Men da han var stresset følte jeg ikke at han var hos mig. Det var som om at han var ligeglad med de traumer jeg har.
Min vejleder fra A2B, en virksomhed som hjælper ledige videre. Hun sys ikke at jeg var blevet fair behandlet. Det sys jeg heller ikke at jeg blev.
Men nu står jeg så der og aner ikke mine levende råd.
Jeg kan ikke vente længere. Jeg har udskudt det i snart 1år, og dråben faldt igår.
Hvad skal jeg nu??
Hvor lang ventetid er der hos en psykolog?
Vil en psykolog ta mig til samtale eller konsultation som nogle kalder det?
Jeg føler jeg står mellen 2 verdner, hvor jeg er lidt i den ene og lidt i den anden.
Jeg overvejer at ta ind på den der krisecenter / skadestue i odense.
Nogle som har nogle gode råd, til hvordan jeg kan komme videre.???
Qnuzzer Muzzen🙂

Jeg står selv i en underlig situation der godt kunne minde om din🙁og har erfaringer fra en læge der ligeledes virker laaaaaaaaangt væk.
Det eneste jeg kan hjælpe dig med, er dit spørgsmål om hvor længe ventetid der er til en psykolog; lovgivningen siger 1 mdr. er hvad du må (for)vente, med mindre du selvfølgelig kommer hurtigere til.
Held og lykke.

Hejza Anonono.
Oki, jeg håber på at jeg kan komme til før.
Tark og held og lykke til dig osse.😉
Qnuzzer

:)
.......

taler vi om...?
Du skal kraftigt overveje om det er noget skadestuen kan hjælpe med (jeg går ud fra at det er psykriatisk skadestue du tænker på).
Her taler vi om akut hjælp, og det er ikke det du har brug for, hvis det er gamle traumer, som ligger ubearbejdet hen.
Du skal i et behandlingsforløb...

Mht din læge - så er det desværre sådan, at nogle læger agerer (har selv stået i lignende situation) - Drop ham/hende....
Har du nogle navne på psykologer?
En psykolog er jo ikke bare en psykolog...
Jeg har haft meget glæde af en bog, der hedder "Helbredelse af traumer" Peter A. Levine incl. CD..
IKKE forstået på den måde, at den kan erstatte psykolog samtaler...
Han har også skrevet en bog, der hedder "Væk tigeren"..
Metoden kaldes Somatic Experiencing, og så vidt jeg ved, er der noget, der hedder SE-foreningen i DK..
Der findes psykologer i DK, der arbejder efter hans metoder..Måske det kan findes på nettet - det vil jeg gerne bistå med...

Jeg får lyst til at uddybe lidt...
Det er sådan, at kroppen husker, hvad hovedet glemmer. Det vil sige, at i din krop sidder der spændinger, som er opstået i fm den hændelse, som har givet dig traumet.
Nogle psykologer taler kun til vores intellekt - altså til hovedet. Men når traumet egentlig sidder i kroppen, så kan vi forholde os nok så meget med vores fornuft og intellekt - det hjælper ikke på suget i maven, rystelserne på hænderne, ondt i nakken etc. Disse spændinger skal deaktiveres, og det gør man kun gennem kropsøvelser. Ikke dermed sagt at samtalen til intellektet er uden værdi, MEN den skal suppleres med kropsarbejde..
Kæmp, flygt eller stivn er de mulige reaktioner i forbindelse med fare. Når man stivner, skal man have rystet denne stivnethed af sig så hurtigt som muligt, da den ellers sætter sig i kroppen. Du kan se det på gazellen, som netop er kommet fri af geparden, den nærmest sitrer, og på den måde forløses kroppen og dermed også sindet...
Du er velkommen til at vende tilbage, hvis du mener, at jeg kan være til yderligere hjælp....

har du ventet et helt år? Jeg kan sådan set godt forstå hvis du ikke bliver taget særligt alvorligt, da det jo udefra må se ud som om at du selv har været ligeglad med de traumer og vupti: et år efter vil du gerne serviceres. Det er jo ikke til at vide om der er sket andet i løbet af det år, som har gjort at du har det dårligt?!
Lægen har da lige netop gjort det han/hun kunne. Han/hun er jo IKKE psykolog og der er sendt en henvisning videre. Det er da almindelig praksis at patienten selv ringer og beder om at få en tid.
Fair behandling??? Jeg kan virkeligt ikke se at du har ret til at forlange mere!

Der er ikke behandlingsgaranti for psykologbehandling på 1 måned. Psykologer er IKKE læger og hører ind under et helt andet system, så det er en ommer, det råd der!
Hvis man er utilfreds med sin alment praktiserende læge, så stop brokkeriet og skift!!!

Nu hvor jeg selv sidder fast hos min egen læge, som ikke kan finde ud ad hvad jeg fejler? Påstår at jeg har en depression, det er her muligt at jeg ejer sådan én, men jeg vil gerne behandles for hvilket der kom primært - min nakke/ryg.
Han har du henvist mig videre og viste mig sort på hvidt lovgivning, som allerede beskrevet; 1 mdr. ventetid må man max gå.
Jeg har heller ikke skrevet noget om en GARANTI for at blive behandlet af en psykolog, just ventetiden!
Jeg vil dog gerne give dig ret i, at man skal skifte hvis man er utilfreds med sin læge.

hos sin læge, hvor skulle man så gå hen? - hvis hjælp ønskes?

da en tone....

jo ikke sådan, at traumer kommer, når det passer den ramte.
Ofte kommer reaktionen senere - dvs traumet bliver nærmest "indkapslet" på en måde, så man formår at leve noget, der ligner et liv.
Når så alle forsvarsmekanismer har lagt sig og roen falder på, så bliver der plads til "spøgelserne" - "skeletterne" om du vil. Så kommer reaktionen med 120 km i timen, og måske i en forklædning, som slet ikke har med hændelsen at gøre - set ude fra.
Den offentlige håndtering af stress og traumer giver jeg ikke meget for. Det er som om, at man ikke kan håndtere de lidt mere bløde sider af livet. Hvis det var et brækket ben, så er der en helt anden forholden sig konkret til opgaven. Min X læge tillod sig faktisk at bruge sammenligningen med et brækket ben, da han åbenbart mente, at nu havde jeg gået længe nok med mit traume:
"Ja, du skal jo også til at have gipsen af!!" Det er, hvad det rækker til for nogle.
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for andre at sætte sig ind i, hvad det vil sige at være styret af et traume. Det kan jeg, fordi det er svært at forklare og forstå også for en selv - og det er jo netop derfor, man beder om hjælp.
Hvis ikke et alvorligt traume behandles, så kan det være invaliderende...
Nu har du jo heller ikke været med ved konsultationen. Der er forskel på, hvordan man hjælper folk videre! Ja, man skal ofte ringe selv, men måske man har brug for lidt snak med et kendt "hoved" først og lidt vejledning...

Her er et link, du evt kan bruge og søge informationer på...
http://seforeningen.dk/

Hejza Letitgrow.
Det hele skete tirsdag 24 Juli 2007 kl 12,43. En kæmpe 4hjulstrækker havde boret sig ind i min kærestes hus, hvor jeg lige var flyttet ind dagen før.
Jeg kan huske en meget lille ting, fra lige før hun braser gennem muren. Som er at jeg vender mig pga. lyden fra den "perlestens-regn" for at se hvad der sker. Hvor jeg ser den ene forlygte og muren som er på vej op - altså der hvor bilen braser igennem.
I det ene hjørne hvor jeg sad, da det skete, er uberørt. Jo der ligger murbrokker og sådan noget. Det eneste som vi alle bed mærke i, var at et stort vitrine skab havde rykket sig ca. 30cm og imod mig.
Jeg havde beskyttet mig med at smide mine arme over hovedet og læne mig hen over bordet. Jeg fik da nogle buler og skrammer, men ingen store skader. Da al støv, røg, puds og murbrokker havde lagt sig, kiggede jeg til venstre, hvor der holder en kæmpe 4hjulstrækker, kun 1meter fra mig.
Her i torsdags, fik jeg gengivet lyden. Ikke med vilje. Men et par ramlede lige ind i nogle materialer, som stod på perlesten. Jeg sprang for mit liv, jeg var parat til at løbe i så fald. Kunne ikke da min søn havde fat i den ene hånd og min kærestes søn i den anden.
Jeg begyndte at græde, for jeg fik jo lige det hele tilbage, fra dengang af.
Slut.
Jeg tog ud på psykiatrisk skadestue.
Jeg blev mere vred end glad/lettet.

Hun spurgte mig, hvad hun skulle kunne gøre? Jeg hader den sætning. Jeg sagde så jamen lyt til mig snak med mig, gør noget.
Fordi min vejleder/leder havde ringet derud for lige at være afklaret med hvordan det foregik.
Jeg har lidt problemer med at snakke med min familie om det, fordi de spørg "hvad kan jeg gør/hjælpe dig med?" Og rent ud det hjælper mig ikke for jeg aner ikke hvad jeg skal svare. Og jeg blir panisk eller desperat, hvis jeg ikke kan svare noget.
Men hende der ude fra den der skadestue spurgte mig om hvorfor jeg ikke kan snakke med min familie om det? Fordi jeg jo ikke kan svare på deres spørgsmål.
Men hun spurgte mig om de samme spørgsmål 5gange, hvor jeg tilsidst måtte sige til hende at det var spild af hendes og min tid.

Så deeeet. Jo jo.
Qnuzzer

Hejza.
Uhhha det lyder spændende. Det er lige noget for mig. Synes at alt det der uforklarelige og spookyting og krafter på højere plan, er så fascinerende.
Det der med krafter på et højere plan, er jo sådan noget som du beskriver.
Og det lyder spændende.
Tark 😉

Hejza Tsk Tsk Tsk.
Jeg fik af vide af politiet, at jeg kunne reagere imorgen (dagen efter uheldet), om ½år eller om 20år.
Så hvorfor er man ikke berettiget til den hjælp, som man så har brug for når, traumet opstår for alvor?!!
Jeg har aldrig prøvet at skulle ha hjælp fra lægen, psykolog eller andet, i så voldsomme sager, som dette er for mig.
Men dem som jeg har snakket med, synes at jeg har gjort det rigtige, ved at kontakte politi, lægen osv.
Sådan som jeg ser det, så har jeg fået gengivet lyden, som var nok til at låse op for den kæmpe store port, som jeg ikke har turde at åbne, i frygt for hvad der er inde bagved den.
Qnuzzer

enkelt sådan vi er indrettet, der er ikke så meget hokus-pokus i det....

Undskyld, men hvor er det typisk, at man mener, sådan noget kan klares i familien..
Du beskriver meget godt, hvad der sker, når man udsættes for lignende lyde/hændelser - man reagerer totalt irrationelt...
Det er en form for post traumatisk stress..
DET skal man have hjælp til at håndtere.
Jeg kontaktede én af behandlerne på SE-foreningens hjemmeside, hun kunne så henvise mig til én som hun kendte nærmere mit område, som dog ikke var medlem af foreningen, men som hjalp mig i DEN grad... Jeg skal ikke komme nærmere ind på det her..
Mine symptomer stammede fra stressreaktioner i forbindelse med job..
På et tidspunkt har man snakket nok om det skete; så er næste skridt at få hjælp til at håndtere reaktionerne; og det KAN/SKAL familien ikke klare..
Jeg har gået til samtaler hos vedkommende psykolog ca 10 gange (for egen regning) - det hjalp og gav mig støtte til at tro på, at verden er sikker nok...
Nu er dit tilfælde meget anderledes, så jeg skal ikke kloge mig, men det lyder som, at du skal arbejde med at omprogrammere...
Lyden du hørte forleden sætter en automatpilot igang, som du skal lære at håndtere...
En god øvelse - lige meget hvad - er at trække vejret HELT ned i navlen...
Den grimme oplevelse, du har haft kan ingen tage fra dig, men den kan "afmonteres", så den bliver ufarlig...
Har din daglige psyke ændret sig siden? Er du blevet mere agtpågivende, nervøs osv...?
Vær indstillet på, at det tager tid, men samtidig vil jeg sige at det første år for mig var det sværeste

Hejza Letitgrow. ;-)
Jeg smuttede hurtigt ind på hjemmesiden og læste. Det var meget rammende, pga. det der stod.
Jeg er meget irritabel, og trist. Og lille smule nervøs. Men min hverdag skal køre, så jeg kan ikke gå og være nervøs, og slet ikke når jeg har børn, da det kan smitte af.
Men jeg er blevet meget interesseret i se-foreningens metoder. Tror at det er det som jeg skal til.
Men mest fordi at offerrådgivningen beskriver kun voldtægtsofre osv i den bane. Det synes jeg ikke at jeg kan bruge, da det jo ikke er det som jeg er.
Men se-foreningen beskriver mere at det er for dem som har lidt på det ydre såvel som det indre. Men ikke sex-relateret.
Qnuzzer

de symptomer, du beskriver, æder én op indefra, fordi man har ikke lyst til at være sådan...
Jeg kan varmt anbefale dig at låne bogen om traumehealing af Peter A. Levine til at orientere dig i. IKKE som erstatning for hjælp og behandling..
Du kommer let i en ond cirkel, når "hverdagen skal køre", uden at der er reelt rum og mulighed for, at du får lagt din voldsomme oplevelse på rette hylde.
Det værste du kan gøre, er at negligere følelserne, så banker de bare hårdere på næste gang.
Sig det er OK de er der, MEN "det er mig der bestemmer". "Hold dem i hånden" som et barn, der skal hjælpes over gaden.
Det er "voksne" Muzzen, der hjælper "barne" Muzzen ;-) - hvis du forstår...
Når følelserne kommer - stop op og sig "det er OK I er her", men det er MIG der bestemmer...
Emotioner kan trække os rundt i manegen, hvis ikke vi fortæller dem, hvem der har bukserne på.
Altså: Stop op -- hvem er du "følelse", hvad sker der -- hold den i hånden som én der har brug for hjælp -- gå over gaden...
Voksne Muzzen har bukserne på.... ;-))
Go' lørdag til dig....

Hvis du vælger SE-foreningen, så vær opmærksom på, om de er tilknyttet sygesikringen, hvis du er berettiget til hjælp her fra...

Hejza Letitgrow. ;-)
Du aner ikke hvor stor en hjælp du er og har været. Jeg vil ringe til SE-foreningen idag, og snakke med dem.
Og bogen vil jeg se om jeg kan finde lige i nærheden, for at se hvad den byder på. Hvis den så er noget for mig vil jeg købe den.
Så mange tark for hjælpen Letitgrow. Du aner ikke hvor stor en hjælp du er. ;-) 🙂😉[s]
Qnuzzer Muzzen