Alt for langt væk
Jeg skriver dette indlæg fordi jeg har et problem, der påvirker mig næsten hele tiden, og som jeg mest af alt ønsker mig at komme af med.
Mit problem består i min manglende kontakt til mine medmennesker. Jeg har kun få, med heldigvis gode, venner, og den blotte tanke om nogensinde at møde en sød pige, der kunne blive min kæreste er en utopi. Længe troede jeg, at mine problemer kun angik forholdet til kærlighed, men nu har jeg langt om længe fundet ud af, at dét med kærligheden og det seksuelle kun er en del – om end det er den væsentligste og mest mærkbare – af mit problem. Det stikker dybere end det.
Hvis jeg skal beskrive det med en metafor, så er det som om jeg er for langt væk – som om jeg iagttager verden gennem en omvendt kikkert. Det er ikke fordi jeg ikke er omgivet af venlige og behagelige mennesker, jeg forstår bare ikke at knytte kontakt til dem. Jeg forstår ikke det, der på nysprog hedder at networke. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil, og folk betragter mig vist også som en fin fyr – jeg forstår bare ikke at tale med folk. Jeg kan udmærket formulere mig på skrift eller når jeg er sammen med mine fortrolige venner, men når jeg skal tale med folk ophører veltalenheden. Jeg står og smiler dumt, og aner ikke hvad jeg skal sige. Situationen bliver hurtigt kejtet og folk opgiver deres interesse i mig.
Dette medfører naturligvis, at jeg ikke føler mig særlig godt tilpas i sociale situationer, jeg er hele tiden bange for, hvad der kan ske, eller for at jeg skal gøre noget ’dumt’, sige noget forkert eller vise et forkert kropssprog, kort sagt: noget der stiller mig i et dårligt lys.
Selvfølgelig hjælper det ikke på noget at jeg er så nervøs – det gør det hele meget værre, og forstærker effekten.
Det er et problem, jeg har haft i adskillige år, lige fra de små klasser i skolen, og det har fulgt mig hele tiden, uden jeg har vidst hvad jeg skulle/kunne gøre ved det. Ligeledes har jeg holdt mig tilbage fra at søge hjælp, da den slags ikke er noget ’man’ taler om.
Nogen gange bliver jeg vred og desperat. Hvorfor kan jeg ikke bare være nogenlunde glad og ilfreds lige som alle andre? Er det virkeligt for meget at bede om? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?
Egentlig ved jeg ikke hvad jeg regner med at få ud af at skrive dette. En mirakel-kur, der løser det hele på en eftermiddag? Næppe. Egentlig vil jeg gerne vide hvor/hvordan jeg kan få hjælp - næsten lige meget hvilken(jeg er 20 år, studerende og bor i Århus).
Mit problem består i min manglende kontakt til mine medmennesker. Jeg har kun få, med heldigvis gode, venner, og den blotte tanke om nogensinde at møde en sød pige, der kunne blive min kæreste er en utopi. Længe troede jeg, at mine problemer kun angik forholdet til kærlighed, men nu har jeg langt om længe fundet ud af, at dét med kærligheden og det seksuelle kun er en del – om end det er den væsentligste og mest mærkbare – af mit problem. Det stikker dybere end det.
Hvis jeg skal beskrive det med en metafor, så er det som om jeg er for langt væk – som om jeg iagttager verden gennem en omvendt kikkert. Det er ikke fordi jeg ikke er omgivet af venlige og behagelige mennesker, jeg forstår bare ikke at knytte kontakt til dem. Jeg forstår ikke det, der på nysprog hedder at networke. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil, og folk betragter mig vist også som en fin fyr – jeg forstår bare ikke at tale med folk. Jeg kan udmærket formulere mig på skrift eller når jeg er sammen med mine fortrolige venner, men når jeg skal tale med folk ophører veltalenheden. Jeg står og smiler dumt, og aner ikke hvad jeg skal sige. Situationen bliver hurtigt kejtet og folk opgiver deres interesse i mig.
Dette medfører naturligvis, at jeg ikke føler mig særlig godt tilpas i sociale situationer, jeg er hele tiden bange for, hvad der kan ske, eller for at jeg skal gøre noget ’dumt’, sige noget forkert eller vise et forkert kropssprog, kort sagt: noget der stiller mig i et dårligt lys.
Selvfølgelig hjælper det ikke på noget at jeg er så nervøs – det gør det hele meget værre, og forstærker effekten.
Det er et problem, jeg har haft i adskillige år, lige fra de små klasser i skolen, og det har fulgt mig hele tiden, uden jeg har vidst hvad jeg skulle/kunne gøre ved det. Ligeledes har jeg holdt mig tilbage fra at søge hjælp, da den slags ikke er noget ’man’ taler om.
Nogen gange bliver jeg vred og desperat. Hvorfor kan jeg ikke bare være nogenlunde glad og ilfreds lige som alle andre? Er det virkeligt for meget at bede om? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?
Egentlig ved jeg ikke hvad jeg regner med at få ud af at skrive dette. En mirakel-kur, der løser det hele på en eftermiddag? Næppe. Egentlig vil jeg gerne vide hvor/hvordan jeg kan få hjælp - næsten lige meget hvilken(jeg er 20 år, studerende og bor i Århus).