ANMELDELSE - Verdens bedste bog efter Biblen?
Forfatter: Tomas Tranströmer
Titel: Samlede Tranströmer
400 sider, 199 kr
ISBN: 9788763816915
Forlag: Rosinante
Udkom April 2011
[sol] [sol] [sol] [sol] [sol] [sol] ud af 6 sole
Læser endelig Tranströmer. Umådeligt smukt og foruroligende. Pludselig bliver man på en helt ny måde taknemlig for at man engang lærte at læse... Endelig en bog, som man måske vil beholde resten af sit liv? Endelig en bog, som får én til at føle sig ung, som gør livet magisk igen. Store ord - som få bøger fortjener.
Men det kræver sin mand at anmelde Tranströmer. Her har vi en digter som trækker på klassisk musik, jazz, svenske natursansninger, klassisk litterær metaforik, 60 års gennemlevet modernisme, for slet ikke at tale om en nylig fornem indtræden i gruppen af Nobels litteraturprismodtagere. En stor mundfuld at kritisere (som det hedder).
Lad os dog bare overgive os med det samme. Uden fuldt af have forstået omfanget af skønheden og idématerialet kan man roligt gå i knæfald af benovelse. Eller bare læne sig tilbage med store ører og suge de store pøtiske vingeslag til sig. Tranströmer er en sand mester.
Et åbent sted nedsænket i mørke.
Folk strømmer ud fra de svagt oplyste bygninger omkring den.
Brus af stemmer.
Hans lange digte er vanskeligst. De forvandler og vrider sig indtil fortællerstemmen og læseren er udplyndret af kamp. Men man indser at man må vende tilbage, at de lange digte har så overvældende rigdomme, at de kræver fordøjelse, forrådnelse, død og efterskrift - for at kunne konsumeres.
De korte digte er allerede indtagelige, som popsange der straks fletter sig ind i din sjæl. Og du ler og sukker af lettelse. Endelig er miraklet sket: du har fundet en bog værd at anbefale, værd at genlæse, værd at anmelde.
Men fortællerstemmen forbliver mystisk og utilnærmelig. Man forstår aldrig dens motiv, bevæggrunde eller ophav. Stemmen bliver infinitiv, egentlig slet ikke en stemme, og man ender i den forundelige vildfarelse at det er Gud selv der taler. Det er naturligvis ikke tilfældet, men man lykønske Tranströmer med at lykkes med at etablere en tilsyneladende fuldkomment alvidende fortæller. Hvem ellers formår det?
Det er som om fortællerstemmen skitserer et fravær at et dominerende jeg, hvilket er fantastisk befriende. Det er snarere et vi og han.
Vi er til en fest der ikke elsker os.
Titel: Samlede Tranströmer
400 sider, 199 kr
ISBN: 9788763816915
Forlag: Rosinante
Udkom April 2011
[sol] [sol] [sol] [sol] [sol] [sol] ud af 6 sole
Læser endelig Tranströmer. Umådeligt smukt og foruroligende. Pludselig bliver man på en helt ny måde taknemlig for at man engang lærte at læse... Endelig en bog, som man måske vil beholde resten af sit liv? Endelig en bog, som får én til at føle sig ung, som gør livet magisk igen. Store ord - som få bøger fortjener.
Men det kræver sin mand at anmelde Tranströmer. Her har vi en digter som trækker på klassisk musik, jazz, svenske natursansninger, klassisk litterær metaforik, 60 års gennemlevet modernisme, for slet ikke at tale om en nylig fornem indtræden i gruppen af Nobels litteraturprismodtagere. En stor mundfuld at kritisere (som det hedder).
Lad os dog bare overgive os med det samme. Uden fuldt af have forstået omfanget af skønheden og idématerialet kan man roligt gå i knæfald af benovelse. Eller bare læne sig tilbage med store ører og suge de store pøtiske vingeslag til sig. Tranströmer er en sand mester.
Et åbent sted nedsænket i mørke.
Folk strømmer ud fra de svagt oplyste bygninger omkring den.
Brus af stemmer.
Hans lange digte er vanskeligst. De forvandler og vrider sig indtil fortællerstemmen og læseren er udplyndret af kamp. Men man indser at man må vende tilbage, at de lange digte har så overvældende rigdomme, at de kræver fordøjelse, forrådnelse, død og efterskrift - for at kunne konsumeres.
De korte digte er allerede indtagelige, som popsange der straks fletter sig ind i din sjæl. Og du ler og sukker af lettelse. Endelig er miraklet sket: du har fundet en bog værd at anbefale, værd at genlæse, værd at anmelde.
Men fortællerstemmen forbliver mystisk og utilnærmelig. Man forstår aldrig dens motiv, bevæggrunde eller ophav. Stemmen bliver infinitiv, egentlig slet ikke en stemme, og man ender i den forundelige vildfarelse at det er Gud selv der taler. Det er naturligvis ikke tilfældet, men man lykønske Tranströmer med at lykkes med at etablere en tilsyneladende fuldkomment alvidende fortæller. Hvem ellers formår det?
Det er som om fortællerstemmen skitserer et fravær at et dominerende jeg, hvilket er fantastisk befriende. Det er snarere et vi og han.
Vi er til en fest der ikke elsker os.