At få en klage som sundhedsperson

Jeg arbejder på et hospital og havde en patient i sommers, som jeg efterfølgende har modtaget en klage fra. Altså det er ikke kun mig, der har modtaget en klage, det er alle, der har været involveret i sagen. Det er fint nok, at patienter og pårørende har mulighed for at klage, men jeg bliver sur og ked af det, når man modtager en klage, når man har gjort sit arbejde upåklageligt.
I dag har jeg så modtaget et brev fra embedslægen om at sagen behandles. Og det har jeg fået på min privatadresse. Det er bare ikke i orden, at de ting blandes sammen.
Hvad synes I?
(det skal stærkt understreges, at jeg selvfølgelig synes, at det er i orden, at patienter klager og de selvfølgelig skal have mulighed for det... Mit problem er, at det bliver hæftet på privatpersonen)

Jeg synes heller ikke den skal til privatadressen.
Hvis en afd er under anklage for at have sjusket med behandlingen af en patient, (det er det eneste jeg har fantasi til at forestille mig) Så er det sgu uniformen der er under anklage. Det slags har man da ikke brug for at slæbe med hjem.

Nu lyder du ligesom en af mine knægte, da han var lille. Dengang ville han være sagfører, når han blev stor. Forsvarer, ikke anklager. . . . og i sin FRITID ville han være røver, for så blev det ikke blandet sammen med hans arbejde!
Hvis du mener, du har gjort dit arbejde upåklageligt, har du jo intet at frygte.Det vurderer Embedslægen eller Patientklagenævnet, ikke dig!
Kan en skolelærer tillade sig at rave rundt i hashtåger i sin fritid, eller kan betjenten køre spirituskørsel i privatvognen? Kan sagsbehandleren møde op på arbejde gennemtæsket af manden eller kan præsten bande på torvet?
Der findes masser af professioner, hvor du ikke kan adskille arbejdsliv og privatliv. Sundhedspersonale er en af dem.
Vær du glad over, at du fik klagen hjem pr. brev via postvæsen og at den ikke blev overrakt dig i kantinen, hvilket sker på nogen arbejdspladser.

Det er vel ikke patienten der har hæftet klagen på dig privat, det må jo være embedslægen?
Og det er vel okay at du informeres privat om at sagen, som åbenbart involverer dig, efterforskes?
Det er min erfaring at klager over sundhedspersonale sjældent tages alvorligt, så selvom du mener at dit arbejde er gjort upåklageligt, kan det jo være at de mener der har været uregelmæssigheder som skal undersøges nærmere.
Selvom man mener sig ufejlbarlig i sit arbejde er det ikke altid den oplevelse patienten har og sommetider ér det altså også på kanten at hvad man kan tillade sig som personale.
Sidste år indgav vi også en klage i forbindelse med en indlæggelse for både min kæreste og jeg selv.
Jeg røg ind først, blev opereret akut og sendt hjem mindre end 4 timer efter at være vågnet af en narkose, som var kompliceret af infektion, hurtig hjerterytme mv. Jeg blev sendt hjem uden smertestillende og med mangelfuld information, så jeg endte med at ligge i smertehelvede i dagevis, inden min praktiserende læge gav mig morfin. Det blev der klaget over, for personalet dummede sig 100%, ikke mindst pga. narkosen burde jeg have været indlagt et døgns tid, ifølge normal procedure.
I min kærestes tilfælde klagede vi over en bestemt sygeplejerskes opførsel under hans indlæggelse. Han blev bragt akut ind efter at være kollapset og lægen der tog imod var mere end bekymret. Hun overvejede faktisk intensivindlæggelse.
Men dagen efter var han lidt i bedring og sygeplejerskerne på afdelingen nedprioriterede ham totalt. De var nedladende i forhold til hans symptomer og i flere tilfælde negligerede de hans smerter. Jeg blev direkte skældt ud af en sygeplejerske for selv at hente nødvendige forbindinger mv., på lageret efter at have ventet i timevis på at nogen gad at reagere. Hende blev der
Det virker måske lidt hyst, men det at personalet f.eks. ikke informerer ordentligt eller forventer for meget af patienten (f.eks. at fordi man er ung så kan man passe sig selv) kan i sit selv udløse en klage. At være patient eller pårørende kan være utrolig angstprovokerende og utrygt, især hvis personalet ikke udfylder deres roller som omsorgsgivere og mht. information, og så forstår jeg godt at der klages - også over enkeltpersoner.

No worry - det er en formssag.
Jo, det er helt i orden at du får det på din privatadresse, det der ikke er i orden er den måde du tager det på. Hvis du har udført dit arbejde upåklageligt, så vil der ikke dukke noget op ved undersøgelsen - men det er klart en ubehagelig situation for dig at være i. Man føler sig pågået og udstillet - ingen tvivl om det. Det forstår jeg godt og alle ville føle det sådan.
Jeg tror bare ikke der er nogen grund til det.
en patient er den svage part, og ser jo ikke situationen fra behandlers side - så vedkommende SER noget andet end du gør - hvem ved - måske er det en eye-opener for dig - en GAVE ligefrem?
Enhver fejl man begår er en gave der indeholder mulighed for at blive klogere og dygtigere. Det svære er at slippe de personlige bebrejdelser der altid følger med - det er egentlig bare dårlig kommunikation.

Så hvorfor skulle du ikke får en klage. Er du perfekt ?
Selvfølgelig kommer det privat.

du har som sundhedspersonale et udvidet personligt ansvar når du varetager dine arbejdsopgaver. og kan i yderste konsekvens blive privat sagsøgt, hvis embedslægen mener at du har handlet uforsvarligt. det sker dog sjældent at en sag bliver stillet frem og vær du glad for det. tag dette her som en læreprocess, hvor du kigger indad istedet for at kigge udad.
vi har selv oplevet at en alvorlig fejl blev begået da vores 6 mdr. gamle datter var indlagt. hun skulle have en masse medicin. bla.a. 0,2 ml morfin. sygeplejesken kom med 0.8 ml, 4 x normal dosis og vi spurgte hende om det ikke var forkert. hun sagde nej at det var rigtigt. og at vores datter skulle have det. hun var sygeplejeske og hun vidste bedre. det blev til en stor diskution som så endte med at vi fik hende til at gå ud og tjekke sine papirer. slukøret kom hun ind og gav os ret.
det kunne have været en kæmpe klage, men så ville sygeplejerskens karriere have været ovre. vi talte med hende en tid bagefter og hun havde virkelig lært af sin fejl. (barnet havde fået hjertestop hvis hun havde fået det)
så det er ikke alle der klager. efter hvad du fortæller er det på sin plads at du får et wakeup call, og begynder at se ind ad.

Det lyder på jer alle som om at jeg er sur over at blive klaget over! Det er jeg bestemt ikke!
I kan høre historien her.
Det som jeg skulle svare på i den klage var den aftenvagt jeg havde været på, da den unavngivne patient var indlagt. Patienten faldte om og jeg sad inde på kontoret, da det skete. Jeg sad vel at mærke MAX 5 meter fra patienten. Min kollega råbte at jeg skulle komme ind og jeg løb derind MAX 10 sek. efter patienten var faldet. Klagen lyder blandt andet på "Hvordan kan der gå så længe før der kommer en læge"... Vil stærkt understrege, at jeg kom EKSTRETM hurtigt af hvad der er normen. Normal skal man først "hyles" på sin telefon og man kan sisikere at stå i skadestuen MEGET MEGET længere væk. Jeg sad på kontoret... Det er sådan nogle ting, de klager over.
Jeg er ikke bange for at se indad. Hvis man ikke kan det som sundhedserson, så bør man fyres! Ingen tvivl om det. Men når klagen er totalt uberettiget og de ting, de klager over, er usande, så bliver jeg ked af det. Hvis jeg fx. havde sagt at patienten kunne vente før jeg gad gå derind eller at jeg nægtede at tilse ham, så var det noget andet. Men det her er ekstremt uberettiget. Og det er jeg og mine kolleger skal undersøges og stilles under lup, når vi gør vores arbejde, det er ærgerligt.
Selvom jeg har gjort mit arbejde, vil der ALTID være en tvivl fra andres side.
Og jeg skal gøre opmærksom på, at jeg fik overrakt klagen en dag, jeg havde travlt og jeg sad inde i vores spisestue på jobbet... Det jeg har fået sendt hjem er et foreløbigt svar på at sagen behandles.