At lære hvad Kærlighed er.
Jeg ved ikke om dette er den rigtige kategori, men jeg vil gerne skrive til en ven.
Jeg elsker ham højt, meget. Faktisk til 2 venner.
Har kendt ham igennem 4 år nu og har altid tænkt om ham, at han var
lidt af en flirtertype. Det er hanogså. Han er meget vild med kvinder.
Derfor har jeg også altid holdt en vis afstand til ham.
Fornylig brød jeg helt sammen. Jeg har aldrig før oplevet noget lignende. Jeg var fyldt af angst og var tilsidst bange for at komme til
at slå mig selv ihjel. Ud af alle, var det ham, som var der for mig. Ham som hjalp mig. Holdt om mig. Fik lokket de første smil ud af mig. Ham som troppede op hveranden dag på psykiatrisk afdeling med slik og knus. Ham som elskede mig uforbeholdent selvom jeg var helt ude af den og slet ikke lignede mig selv på nogen måde. jeg var psykotisk af angst og sorg. Det er ikke sjovt, eller nemt, eller smukt.
Hvordan kan jeg takke ham for ALT det han har gjort for mig i mit livs værste uger.
En anden smuk ven var daglig modtager af de mest sindssyge sms. Han er længere væk. Han tog mig med hjem til sin familie og støttede mig. Jeg synes han var meget modig og fordomsfri. Vi har aldrig haft bedre kontakt eller talt mere åbent og sandt sammen end nu. De to mennesker er helt specielle for mig. Jeg ved at de begge kun er et opkald væk. Det er svært at takke for det, for dem.
Men nu hvor der er mere overskud i mig, bliver det mere vigtigt at få vist hvor stor en forskel deres varme og kærlighed har betydet og stadig betyder. Ja jeg græder af taknemmelighed over hvor fantastiske de har været overfor mig.
Hvordan takker man for sådan noget?
Venlig Hilsen DeGroeneBukser.
Jeg elsker ham højt, meget. Faktisk til 2 venner.
Har kendt ham igennem 4 år nu og har altid tænkt om ham, at han var
lidt af en flirtertype. Det er hanogså. Han er meget vild med kvinder.
Derfor har jeg også altid holdt en vis afstand til ham.
Fornylig brød jeg helt sammen. Jeg har aldrig før oplevet noget lignende. Jeg var fyldt af angst og var tilsidst bange for at komme til
at slå mig selv ihjel. Ud af alle, var det ham, som var der for mig. Ham som hjalp mig. Holdt om mig. Fik lokket de første smil ud af mig. Ham som troppede op hveranden dag på psykiatrisk afdeling med slik og knus. Ham som elskede mig uforbeholdent selvom jeg var helt ude af den og slet ikke lignede mig selv på nogen måde. jeg var psykotisk af angst og sorg. Det er ikke sjovt, eller nemt, eller smukt.
Hvordan kan jeg takke ham for ALT det han har gjort for mig i mit livs værste uger.
En anden smuk ven var daglig modtager af de mest sindssyge sms. Han er længere væk. Han tog mig med hjem til sin familie og støttede mig. Jeg synes han var meget modig og fordomsfri. Vi har aldrig haft bedre kontakt eller talt mere åbent og sandt sammen end nu. De to mennesker er helt specielle for mig. Jeg ved at de begge kun er et opkald væk. Det er svært at takke for det, for dem.
Men nu hvor der er mere overskud i mig, bliver det mere vigtigt at få vist hvor stor en forskel deres varme og kærlighed har betydet og stadig betyder. Ja jeg græder af taknemmelighed over hvor fantastiske de har været overfor mig.
Hvordan takker man for sådan noget?
Venlig Hilsen DeGroeneBukser.