barnets tav
Jeg er 37 single og far til 2 drenge på 7 og 9 år.
Min x og jeg gik fra hinanden 2001, efter et år med diverse par psykologer og individuelle psykolog besøg.
Alting var klart fra hendes side, jeg skulle flytte og have drengene hver anden, og hvis ellers jeg fik et sted og bo der lå fornuftigt i forhold til skole og institutioner, så kunne jeg måske også få dem en dag hver anden uge.
Da det kom fuldstændigt bag på mig at vi ikke skulle danne par mere efter 10 år, så syntes jeg ikke det var rimeligt at det var mig der skulle miste alt det jeg elskede (børn og hende).
Så jeg vendte det hele om og sagde at det jo var hende der ikke ville os mere, så jeg syntes det var rimeligt at det var hende der flyttede og så ville jeg da ellers være lige så flexibel som det hun havde sagt.
Resultatet på det hele blev at det var hende der flyttede og at vi i en forsøgs periode skulle have ”rødderne” hver anden uge, og at vi skulle skifte søndag eftermiddag kl. 16.
Efter at have gået rundt i 3 mdr. uden at hun ville snakke med mig om alle de praktiske ting, der er ved en ”skilsmisse”/bo deling, kom der endelig 3 juledag et brev fra et ejendomskontor, nu havde de en lejlighed hun kunne få fra den 15. januar, kom der skub i tingene, og vi fik delt alt det vi havde fået samlet samme i de år der var gået.
Nu var det så på plads, det vigtigste for mig var at der ikke var nogen af os der var i tvivl om hvad, hvem og hvordan med drengene. Vi var helt enige og vi skrev et stykke papir på det, som vi begge skrev under på, hver anden uge, og derfor var der ingen der skulle betalte børnebidrag. Vi var også blevet enige om at får at hun kunne flytte ind o den lejlighed, fik hun børnene med, så hun kunne søge bolig sikring, nedsat institutionsplads, samt at børne cheken skulle bruges på de ting til drengene, som de ikke skulle have 2 af, overtøj, skole tasker, regntøj og sådanne ting.
VI havde også rådført os i børnehaven om de mente at vores børn ville kunne sådan et dele liv, og det mente de, men ville meget gerne observere dem og så kunne vi efter et stykke tid mødes og snakke om, hvordan det gik.
Hun flyttede så 3 dage før det ene barns fødselsdag, og havde ikke lyst til at komme til mig og holde den, hun havde ikke tid, for hun skulle male den 1. uge hvor jeg så havde dem begge.
Det gik rigtigt godt med drengene, alle sagde at de slet ikke kunne mærke på dem hvad der var sket, de talte åbent om det, og svarede hvis de blev spurgt. Vi fik rigtig meget ros for den måde vi havde gennemført det.
Efter ca. 1 år, begyndte X´en så at glemme de aftaler vi havde lavet , og vi holdt et lille møde for at se om der var nogle tinge der skulle laves om, det mente hun ikke at der var.
4 dage efter det møde, modtog jeg så et brev fra Statsamtet, hvor x havde søgt om at få lavet samværet om så jeg fik mindre tid med dem, samtidig ville hun have børnebidrag og ikke kun det normale, men et forhøjet bidrag. Vi blev indkaldt til et møde i amtet, og der startede så alt det grimme. Jeg har fik som samværs forældre ikke lov til at beholde min uge, da vi ikke kunne blive enige, så nu er den sat ned til 5 i stedet for 7 dage, samt jeg skal betale 2800 kr. pr mdr. Jeg forslog at vi stadig ikke skulle betale til hinanden, og delte både de indtægter og de udgifter, der er forbundet med at have børn, med dette kunne vi heller ikke blive enige om.
Jeg sidder nu med rumpen i vandskorpen, knokler rigtig mange timer for at kunne give mine børn mad på bordet, mens hun kan nøjes med at arbejde 25 timer om ugen.
Så er det jeg spørger, hvad er barnets tav?
Er der slet ikke nogen rimelighed til? Er det ok jeg føler mig snydt?
Hvornår begynder Statsamtet at se på hvor mange der vælger en halvtids ordning med deres børn, og indretter der afgørelser efter det ( de vil ikke mægle om 50-50 % ordning)
Donolmo
Min x og jeg gik fra hinanden 2001, efter et år med diverse par psykologer og individuelle psykolog besøg.
Alting var klart fra hendes side, jeg skulle flytte og have drengene hver anden, og hvis ellers jeg fik et sted og bo der lå fornuftigt i forhold til skole og institutioner, så kunne jeg måske også få dem en dag hver anden uge.
Da det kom fuldstændigt bag på mig at vi ikke skulle danne par mere efter 10 år, så syntes jeg ikke det var rimeligt at det var mig der skulle miste alt det jeg elskede (børn og hende).
Så jeg vendte det hele om og sagde at det jo var hende der ikke ville os mere, så jeg syntes det var rimeligt at det var hende der flyttede og så ville jeg da ellers være lige så flexibel som det hun havde sagt.
Resultatet på det hele blev at det var hende der flyttede og at vi i en forsøgs periode skulle have ”rødderne” hver anden uge, og at vi skulle skifte søndag eftermiddag kl. 16.
Efter at have gået rundt i 3 mdr. uden at hun ville snakke med mig om alle de praktiske ting, der er ved en ”skilsmisse”/bo deling, kom der endelig 3 juledag et brev fra et ejendomskontor, nu havde de en lejlighed hun kunne få fra den 15. januar, kom der skub i tingene, og vi fik delt alt det vi havde fået samlet samme i de år der var gået.
Nu var det så på plads, det vigtigste for mig var at der ikke var nogen af os der var i tvivl om hvad, hvem og hvordan med drengene. Vi var helt enige og vi skrev et stykke papir på det, som vi begge skrev under på, hver anden uge, og derfor var der ingen der skulle betalte børnebidrag. Vi var også blevet enige om at får at hun kunne flytte ind o den lejlighed, fik hun børnene med, så hun kunne søge bolig sikring, nedsat institutionsplads, samt at børne cheken skulle bruges på de ting til drengene, som de ikke skulle have 2 af, overtøj, skole tasker, regntøj og sådanne ting.
VI havde også rådført os i børnehaven om de mente at vores børn ville kunne sådan et dele liv, og det mente de, men ville meget gerne observere dem og så kunne vi efter et stykke tid mødes og snakke om, hvordan det gik.
Hun flyttede så 3 dage før det ene barns fødselsdag, og havde ikke lyst til at komme til mig og holde den, hun havde ikke tid, for hun skulle male den 1. uge hvor jeg så havde dem begge.
Det gik rigtigt godt med drengene, alle sagde at de slet ikke kunne mærke på dem hvad der var sket, de talte åbent om det, og svarede hvis de blev spurgt. Vi fik rigtig meget ros for den måde vi havde gennemført det.
Efter ca. 1 år, begyndte X´en så at glemme de aftaler vi havde lavet , og vi holdt et lille møde for at se om der var nogle tinge der skulle laves om, det mente hun ikke at der var.
4 dage efter det møde, modtog jeg så et brev fra Statsamtet, hvor x havde søgt om at få lavet samværet om så jeg fik mindre tid med dem, samtidig ville hun have børnebidrag og ikke kun det normale, men et forhøjet bidrag. Vi blev indkaldt til et møde i amtet, og der startede så alt det grimme. Jeg har fik som samværs forældre ikke lov til at beholde min uge, da vi ikke kunne blive enige, så nu er den sat ned til 5 i stedet for 7 dage, samt jeg skal betale 2800 kr. pr mdr. Jeg forslog at vi stadig ikke skulle betale til hinanden, og delte både de indtægter og de udgifter, der er forbundet med at have børn, med dette kunne vi heller ikke blive enige om.
Jeg sidder nu med rumpen i vandskorpen, knokler rigtig mange timer for at kunne give mine børn mad på bordet, mens hun kan nøjes med at arbejde 25 timer om ugen.
Så er det jeg spørger, hvad er barnets tav?
Er der slet ikke nogen rimelighed til? Er det ok jeg føler mig snydt?
Hvornår begynder Statsamtet at se på hvor mange der vælger en halvtids ordning med deres børn, og indretter der afgørelser efter det ( de vil ikke mægle om 50-50 % ordning)
Donolmo