Barnlig far og bryllup

Hej.
Bliver nødt til at spørger herinde, da jeg ikke kan få noget svar andre steder!
Er det i orden at min mor følge mig op og ikke min far?
Min historie: min mor har altid været der for mig, da jeg var lille. Da jeg lå på sygehuset med hjertet, med øjnene. Da jeg havde en voldlig kæreste. Hun kom til alle mine kampe, da jeg spillede håndbold og Curling. Hun var med ved lægen, da jeg ødelagde min ryg. Hun støttede mig, da jeg fandt en ny kæreste og flyttede meget langt væk. Hun har støttet mig med mit bryllup, givet mig gode råd, været med ude og kigge på kjole. Hun gav mig liv og har været der hele mit liv, hvis jeg har dummet mig, har hun bare holdt om mig og sagt, at hun stadig elsker mig, og vil altid støtte mig.
Min far har aldrig været der for mig. Han ville ikke have noget med mig at gøre efter min mor og far gik fra hinanden. Han giver hende skylden for, at det gik sådan som det gjorde, hvor min mor altid har sagt: der skal to til et skænderi. Det første minde jeg har fra ham, er da jeg var 6 år, og det er kun et utydeligt minde, om at han fjerner en edderkop fra hans værelse, for jeg skulle sove der. Næste minde er da jeg var ti. Så snakkede jeg med ham efter jeg fulgte 17, tror jeg nok. Jeg har snakket med ham gennem de sidste par år en gang hver anden måned, eller sådan. Han har givet mig en computer og det er alt hvad jeg kan huske han har støttet mig med.
Nu er min kære far blevet tosset og vil ikke komme til mit bryllup, fordi han ikke må følge mig op. Jeg ringede og snakkede med ham om at jeg godt ville have ham til at tage mine brudebilleder og filme i kirken, og det blev han mere sur over, og nu kommer han slet ikke. Han skulle gøre alt det andet, sidde ved siden af mig, danset anden dans med mig, holdt tale, osv. Men det eneste der betyder noget for ham er "kirke-gå-turen".
Jeg er faktisk ikke overrasket. Jeg sidder med en følelse af at han har og aldrig vil blive en del af mit liv.
Mit spørgsmål: Er jeg i min gode ret til at sige til ham, at jeg ikke vil have ham til at "give mig væk"??
Hilsen den snart gifte

tage din dejlige mor i hånden,og så må farmand jo være børnesur.
Hjertelig tillykke,håber I får en dejlig fest.[l][l]

Han er sikkert sur, fordi du kun vil have ham
til at tage bryllupsbillederne.
Du kunne spørge præsten om, hvad der er kutyme ved
et bryllup.
Desuden er der ingen som "giver dig væk", det er
bare en symbolsk handling. Og den kan han sikkert
godt leve med.
Har du overhovedet snakket brylluppet ordentligt igennem
med ham?
Hvis han føler sig udenfor, så kan han godt blive sur på dig.
Jeg synes du skal tage en åben snak med ham, så han
ikke føler sig udenfor.

Kære du, lad din altid nærværende mor få glæden, ved at følge dig op af kirkegulvet. Du skriver selv, at hun altid har fulgt dig, derfor skal hun også gøre det til dit bryllup. Mht. din far, skal du tydeligt sige til ham, hvad du skriver.
Held og lykke!

Sådan en far har jeg også haft.
Han flyttede der jeg var 1 år, og jeg han næsten ikke set ham derefter. Han blev slet ikke inviteret til brylluppet.
Det var min storbror der fulgte mig op til alteret.
Alternativet foreslog kordegnen dengang, at man også kan gå op til alteret alene!
Men at din mor vil gøre det, synes jeg er et flot gestus, og det viser også over for gæsterne, at I holder sammen.
Ellers må du kigge efter et andet mandlig familiemedlem der står dig nær.
Held og Lykke

Æblet er nok alligevel ikke faldet særligt langt fra stammen med hensyn til barnlighed, for du scorer da nu ret højt på skalaen selv 😉
Du fratager din far muligheden for at vise at han er stolt af dig....Jeg har sgu mest ondt af ham! Kan du forestille dig hvor ydmygende det ville være for ham i kirken, hvis din mor skulle føre dig op og ikke ham?! Kan godt forstå han vælger helt at blive væk,for du har jo allerede valgt ham fra.
Det der med barndomsminderne kan du ikke bruge til en skid og har i mine øjne ikke noget med nutiden at gøre. Et barn ser med et barns øjne, og nu hvor du måske aldersmæssigt burde være blevet voksen, så drop alt det der med at bebrejde din far for ting han måske har gjort eller ej. Han ER jo altså også bare et menneske og det er menneskeligt at fejle - og endnu større er det at kunne tilgive og komme videre i livet.
Har din far overhovedet fået lov til at være der? For det lyder som om din mor slet ikke har givet plads til ham! ....Og helt ærligt: Hvilken far/mand ved sine fulde fem ville være interesseret i at kommemed ud og se på brudekjoler??? Sær måde at måde graden af hans være-der-for-dig på! Lur mig om der måske ikke også er smuttet en enkelt håndboldeller curlig-kamp for din mor, men du ser tingene meget sort/hvidt ikke?!
Lad din far føre dig op - han lever jo ikke evigt 😉

Ja, min far har faktisk fået lov til at være der for mig. Han fik muligheden da jeg var 6 år, men valgte en anden kvinde i stedet for mig. Da jeg blev født, skulle min mor slæbe ham i retten for at få ham dømt til at være min far. Da han så endelig erkendte mig, ville han bo sammen med min mor, men det kunne de to ikke finde ud af, og min mor flyttede igen. Jeg har fået af vide at min far 2 gange har forsøgt at få forældremyndigheden over mig, men begge gange stoppede han fordi han fandt sammen med en gammel kæreste, som ikke ville passe andres børn i weekenderne.
Det sidste jeg hører fra ham som 10 årig, er "hun kommer jo nok, når hun er 18". Efter jeg fik kontakt til ham, har han ringet til mig en gang. Jeg har forsøgt at gøre alt for at få lov til at være hans datter, men han har aldrig villet. Han aner ikke hvad han skal gøre. Han bliver sur over at han ikke kan bestemme over mig.
Stolt af mig, det er han ikke. Da jeg fik 10 i et fag jeg selv havde læst op og ikke fået hjælp til, fik jeg smidt i hovedet, "hmmm når du ikke kan gøre det bedre, er det vel godt nok". Ja det siger han i sjov, tænker du, nej det gjorde han ikke.
Da jeg fortalte ham jeg skulle giftes, fik jeg af vide, at det var åndssvagt, da jeg jo ikke var voksen.
Ja det er stort i livet at tilgive, men han har aldrig tilgivet mig over at jeg fik mine forældre til at slå op! For i hans øjne er det min skyld, jeg har tilgivet ham at ham aldrig har været der.

Hvem er det lige der er barnlig her,sikke dog et svar at slynge ud.Hendes far har haft muligheden for at være hendes far selv om han ikke var en del af hendes hverdag,nu spiller han børnefornærmet over at han ikke skal følge hende op af kirkegulvet.Det har slet ikke noget med at tilgive at gøre her,har man valgt ens barn fra tidligere,er det hendes gode ret at vælge ham fra på hendes store dag,han er da budt med til det hele,det synes jeg da er et pænt træk.

Eller din far er barnlig og stadigvæk bærer nag.
En voksen kan aldrig give et barn skylden for en
brud mellem to "voksne" personer.
Voksen er ikke et spørgsmål om alder, men et
spørgsmål om personens mentale tilstand.
Hvis du vil opfører dig lidt voksen, så skulle
du glemme fortiden og se fremad. Du skal ikke
leve sammen med din far, så du kan være ligeglad
med, hvem der fører dig op ad gulvet. Det har ikke
den store betydning for din fremtid.

Jeg er glad for at der er nogen der kan se det fra min side af.
Jo det betyder noget hvem der følger en op, og det skal så vidt jeg ved, være en person, man stoler på.
Det har altid været min Morfar der skulle følge mig op, den gang jeg ikke kendte min far, men han gik væk meget pludseligt. Han har ageret som min far, mens han levede.
Jeg vidste at nogen så det meget negativt, at min far er blevet "vraget", men det skal lige siges, Jeg har faktisk spurgt ham, om han ville være med at følge mig op, så det var både min far og min mor, men det ville han heller ikke. Og at tage æren for noget, som han ikke har været med til, synes jeg ikke er retfærdigt. Han er aldrig blevet vraget på den måde, at jeg har sagt til ham at han skal holde sig væk eller noget. Jeg har altid forsøgt at få ham ind i alt.
Jeg ved godt at faren aldrig er med ude og kigge på kjole, eller noget. Men han har ikke vist interesse for noget som helst i brylluppet.
Jeg skrev lige til min mor og sagde at jeg var glad for mit valg. Selvom at nogen ikke kan se det, så er min mor det rette valg for mig.

Det har jo ikke den store betydning hvem der følger mig op, hvorfor bliver han så sur over det? Hvorfor er det så vigtigt for ham?
Og jo min far giver mig skylden for at min mor og ham ikke kunne finde ud af det sammen. Husk på min far har jo ingen fejl. Det er kun alle os andre. Især mig, da jeg jo ikke har været under hans "indflydelse". Jeg får smidt i hovedet, hver gang jeg snakker med ham: Ja sådan er din familie jo. Men er min familie ikke også ham????
Jeg har sådan set glemt fortiden, jeg tænker fremad. Han har ikke snakket om andet end børnebørn i gennem 2 år, og jeg ønsker at give ham dem, men jeg må ikke lige tage en uddannelse først, for det er jeg for dum til i hans øjne. Jeg skal være hjemme og passe hans 25 børnebørn.
Fortæl mig en gang til at jeg lever i fortiden. Jeg ville gerne vide hvad der skete den gang mellem min mor og far ja, men jeg holder ikke ham skyldig for noget. Jeg er næsten ligeglad med at han aldrig var der for mig, da jeg havde det hårdt, men jeg har givet ham den skideballe, han har fortjent og så lader jeg det være ved det. Jeg har ikke snakket om det siden, men ønsker fortsat at være en del af hans liv.
Jeg glæder mig til min store dag, det er da ham, der er et barn. Hvorfor kan han ikke bare være glad på mine vejne?

Jeg har forsøgt at fortælle ham om alt, og forsøgt at få af vide hvad der er i vejen, men han vil ikke sige noget.
Jeg fortalte ham, at jeg ønskede, at han skulle filme vielsen og tage billeder bagefter, fordi jeg stoler på at han kan tage nogle hamrende gode billeder, og jeg ved, at han ligger en stor ære i at få de bedste billeder, og jeg sagde faktisk til ham, at sagde han nej, ville jeg godt kunne forstå det. Og så ville jeg få en anden til det. Nu var det kun, fordi at jeg synes, det var en ære for mig, at han skulle gøre det.
Jeg har indviet ham alt hele vejen og han har bare virket ligeglad.

Min far ville også forhindre mig i at tage en uddannelse. I dag
har jeg en uddannelse, der er betydelig højere end hans. Men han
fik aldrig nogen børnebørn fra mig. :o) Sådan kan de gå, når man
er misundelig på sine egne børn.
Hvorfor vil du gifte dig og få børn, før du overhovedet har taget
en uddannelse.
Du kan altid blive gift, men du kender først din mand, dagen
efter du vil skilles. Desuden oplever en del kvinder, at deres mand
får psykopatiske ejerfornemmelser, når først de er blevet gift. Dagen
efter de blev gift, så kan de ikke længere kende deres mand.
Det er temmelig besværligt at blive skilt i dagens Danmark, for en
skilsmissesag kan nemt varer i 6-10 år i det offentlige retssystem.

skal selvefølgelig følge dig op,ikke din vattede , misundelige og egoistiske far,lad ham bare surmule..sss.....Og hold op med at tænke på hvad andre tænker,fordi din mor følger dig op....Det er hende der altid er der for dig,så glæd til hun følger dig op...held og lykke fremover...🙂[s]

hvis man ser helt nøgternt paa dit forhold mellem dig og din far,ja saa har du jo aldrig haft et forhold til ham.Mon ikke han lever i sin egen fantasi verden.Jeg ved godt at det er let for mig at sige dette til dig,men din mor fortjener da helt klart at faa aaeren ved at gaa i kirken med dig.Uden din mors kaerlighed og hjaelp ville tingene jo nok se noget anderledes ud i dag.Skriv et brev til din far og forklar i diplomatiske vendingen og fortael ham,at han har to valg,enter kommer han eller ogsaa kommer han ikke til dit bryllup men at det er din mor som følger dig.Jeg ønsker dig al held og lykke i dit nye liv fremover!

Det er jeg fast besluttet på, og det er min kommende mand også, han støtter mig og siger selv, at han ikke vil have børn før, at jeg har fået en uddannelse.
Men min far vil heller have børnebørn, da jeg jo ikke ligesom hans ældste pige har tænkt mig at tage en stor og fin uddannelse, så kan jeg lige så godt bare gå hjemme.
Hvorfor jeg vil giftes nu, ved jeg ikke. Det føles rigtigt. Min kæreste og jeg har kendt hinanden i snart 8 år, og vi har det rigtig godt sammen. Ja jeg ved at jeg først skal til at lærer ham at kende efter mit bryllup, men om jeg er sammen med ham i 40 år og så gifter mig med ham, vil han jo stadigvæk ændre sig.
Sagen er vel bare at jeg elsker ham, og det vil jeg gerne vise hele verden.
min far skal nok få børnebørn fra mig, men det er ikke sikkert at han lærer dem at kende.

Og jeg ved inderst inde at jeg har valgt rigtigt. Jeg er så glad for mit valg, men ville ønske, jeg fik mere forståelse fra min egocentreret far.
Mange tak for din støtte.

Præsten til min datter og svigersøns bryllup synes, at brudeparret selv skulle gå op ad kirkegulvet, da de jo havde boet sammen de sidste 3 år. Jeg synes, at det var smukt, og ikke mindst en dejlig nytænkning, da parret jo i forvejen har boet sammem i en hverdag, og taget en beslutning omkring at ville giftes i kirken.
Dette er en anden vinkel, men tænk på om det kunne være en løsning, så vælger du ingen til og ingen fra, men vælger at følges med din kommende mand.

Jeg har læst alle dine svar, og jeg kan godt forstå, at du vil have din mor til at følge dig op ad kirkegulvet. MEN det kræver noget mod, for det er jo lidt af et statement. På den måde viser du alle, at din far ikke har den plads i dit liv. Det vil uværgeligt være opsigtsvækkende, og kan afføde en del spørgsmål. Derfor kan jeg godt forstå, hvis din far ikke vil med til brylluppet: Det vil jo blive udstillet offentligt, at han har været en dårlig far. Hvem kunne holde dét ud?
Jeg synes, at du skal stå fast på din beslutning, men være bevidst om, at prisen kan være, at du helt mister forbindelsen til din far. Hvis han ikke vil med til brylluppet på den måde, må du ikke bebrejde ham det. Man kan ikke kræve af ham, at han i al offentlighed skal kunne se sig selv konfronteret med det faktum, at han var en dårlig far for dig. Men der er heller ikke meget at begræde, du mistede i realiteten din far for mange år siden.

:-)

Det har du jo ret i, men det er jo ikke min hensigt. Jeg elsker ham jo lige meget hvad. Men jeg kan godt se, at det måske er en selverkendelse for ham, at han ikke har været "god nok". Det kan jo sagtens være det, der gør det.
Surt at han ikke bare kan være glad på mine vejne.

Jamen det er da farens problem om han følger sig udstillet han kunne jo bare have været noget for sin datter,nu tror han, han skal have æren...nej og atter nej,så kan han lære det ,og værsætte sin datter mere i fremtiden....Jeg har selv et barn ,hvor faren er totalt ligeglad med sin søn....jeg har prøvet at få ham til at være intresseret i sin søn,men nu kan det være ligemeget,for min søn har det godt og han kommer til mig hvis han har brug for støtte,,der er for mange vattede fædre,så ja udstilles har de fortjent...han er da bare en kujon,for han ved jo godt selv at hanikke har været en far for sin datter.....😮

have dårlig samvittighed over det.Det er din far der skal være en voksen mand ,og glæde sig på jeres vegne. Han ved jo godt ,han ikke har været der for dig,det er hans dårlige samvittighed der lyser ud af ham, det er ham der har et problem....Han skulle være så meget mand så han vil sige selvefølgelig skal din mor følge dig op ,da det jo er hende der altid har været der for dig...Vh. hunløve[s]🙂

Ja, det er jo ham der skal være voksen. Jeg har jo ikke rigtig gjort noget forkert i denne sag, føler jeg selv. Min egen familie bakker mig op, indklusiv mine onkler. De siger selv at min far er for langt ude nu. Jeg mener selv, at man skal tage ved lære af sine fejl, og ære for sine gode gerninger, men nogle mennesker kan have et stort problem med det.

Jeg har nu læst alle indlæggene, og jeg forstår ikke, hvorfor du har starten denne tråd, da du jo stadig har den sammen mening om din far, som da du skrev 1. indlæg. Jeg føler bare, at Du skal bekræftes, og du beviser, at du er ligeså stædig som din far. Fint nok at du ved hvad du vil, men hvorfor udstille din beslutning, vil du også lave et opslag til dit bryllup, du kunne jo også skrive det i indbydelsen... - bare et forslag - det er jo din fest. Jeg mangler også at høre, hvad mener din kommende mand, han har vel også en mening, eller har han ingen indflydelse...

Jeg synes, du er i din gode ret til selv at bestemme, hvem der skal følge dig op.
Min far har altid været far mere af navn end af gavn (for nu at sige det mildt), og da jeg skulle giftes valgte jeg, at min morfar (som jeg var meget knyttet til) skulle følge mig op. Da min søster blev gift sidste år, var det min mor, der fulgte hende op (min far havde hun slet ikke lyst til at have med).
Hvis du har det bedst med, at din mor giver dig væk, så lad det blive sådan. Så må han blive væk, hvis han ikke bryder sig om det. Er du overhovedet interesseret i at have ham med?
Tillykke med bryllupet. Må det blive en fantastisk dag 🙂

Mange hilsner
dr100

Du skal lade din mor være mor(det er hun jo så god til🙂)
Da jeg skulle giftes og stod i samme situation som dig var jeg også ved at ødelægge festen for alle. Jeg endte op med et rigtig brugbar valg, nemlig at min kommende mand og jeg gik samme op at kirkegulvet. Det var helt fantastisk og alle var lykkelige. Vi havde en rigtig god fest og det håber jeg også at du vil få.
[l]
Held og lykke
PS. Jeg kan høre at du har en dejlig mor, nyd det og glæd dig over at du trods alt også har en far.

Men lad det være en person som du har det godt med.
Da jeg blev gift for 2 år siden fulgtes min mand og jeg ad, det var meget romantisk og mit livs største oplevelse.(Også for ham :-))
Men jeg har svært ved at følge dig i at invitere din far med til brylluppet.En person du stort set ikke kender❓synes ikke han burde inviteres med da han ikke har været der for dig...bare min mening....

skal din mor følge dig op af gulvet. Det er jo hende der altid har været der for dig , så for mig er der ingen tvivl.
Lad du bare din far være sur og barnlig, han bliver nok god igen.
Håber I får en rigtig dejlig dag og en god fest.

Det har været en stor hjælp. Der er nogen der skriver at jeg er stædig som min far, det er jeg sikkert også, men jeg har startet denne tråd fordi jeg ville hører om det var ilde set at jeg ville have min mor til at følge mig op, men det kan jeg se, at det er det ikke. Det er dejligt med støtte i ryggen. Jeg ved min kommende mand gerne vil se mig gå op af kirkegulvet (han er lidt romantiker) og jeg har derfor valg, men stor glæde skal det lige siges, at min elskede mor skal følge mig op. Hun har været ude og købe helt nyt tøj til festen og glæder sig kanon meget til at "give mig væk" (symbolsk). Min far har valgt at blive væk, og takket være ham har jeg nu fået en rigtig fotograf og hele min rigtige familie har støttet op om mig og hjælper mig på alle måde.
Jeg har nu indset at jeg er velsignet med jordens dejligste familie, især min mor. (synes jeg selv, I andre har nok jeres egen mening 😉 )
Tak for alle jeres indlæg.

Min kommende mand synes min far er barnlig. De har ellers altid haft et rigtig godt forhold til hinanden, men min forlovet kan godt forstå min beslutning og støtter den.
Jeg startede tråden for at finde ud af hvor almindeligt det var med at blive fulgt af ens mor, og det er åbentbart mit valg. Nej jeg har ikke ændret mening om min far, han har aldrig været min far og bliver det heller ikke. Jeg har haft min morfar, og det var meningen det var ham der skulle følge mig op denne dag, men da han er gået bort, må jeg tage den person, jeg har det bedst med, og det er min mor.