Behandlingscenter??

Er der nogen der ved om der findes behandlingscentre hvor man kan bo i kortere eller længere tid og få behandling mod depression?
Er antidepressiver en god eller dårlig behandling?
Jeg forsøger at undgå det, men jeg er ikke sikker på at det er en god ide.

hej Jofle.
Jeg har ikke hørt om at der skulle være centre i Danmark, hvor man kan få behandling for depression. Der er private steder i landet hvor man kan få behandling for psykisk lidelser. Men ikke specifikt rette mod mennesker der har depression. Men det koster jo en del penge at komme i behandling, og det nok noget vanskelig i dag at få kommunen til at betale. Da de vil sige du skal igennem din egen læge. Men jeg ved jo ikke hvordan din læge vil forholde sig til at skrive en erklæring til din sagsbehandler om at det vil godt for dig at komme i et privat behandlings centre. Umiddelbar vil jeg tro, at han foreslår dig, noget antidepresiv medicin, eller en henvisning til en psykiatre eller psykolog. Men jeg tror du sund instilling med hensyn til at tage medicin.
Men jeg tror ikke der sker noget prøve tage antidepresiv medicin, hvis du klart ud over for din behandler hvis det ikke hjælper dig eller får nogle bevirkninger som du synes er udbehaglige.
Ellers vil jeg ikke komme med råd til dig, da jeg kan komme til sige noget forkert, som ikke på nogen måde vil hjælpe dig. M.v.H.

Kære Jofle
Rekreationshjem mod depressoin findes ikke. Jeg søgte et i årevis. For nogle måneder siden blev jeg indlagt, hvilket må siges, at være den eneste form for indkvarteret behandlong, der findes i Danmark. Det var en forfærdelig oplevelse. Hvis ikke man har det dårligt før man kommer der, så får man det. At se andre mennesker tage de sideveje man selv forsøger at vælge fra, kan plage en i uendelighed. Og den behandling systemet giver, er at sygdomsstemple en med flere prædikater end hvad sandt er. En gang om ugen, eller hver fjortens dag, er du til en 10 minutters samtale med en psykiater (en læge med speciale i sindets lidelser), og udfra det bestemmes din skæbne. Resten af tiden er der ikke andet at lave end at sove og spise, hvilket bestemt ikke kan beskrives som behandling. Desuden, som tidligere beskrevet, at se mennesker med en ny forbinding på håndledet hver dag, mennesker der går amok, folk der grædder dagen lang, folk der snakker med deres stemmer, folk som vil skændes. Oven i det er der de social- og sundhedshjælper-uddannede plejere, som bestemt ikke er til nogen gavn. Tværtimod.
Jeg kunne skrive og skrive, og der ville kun komme negative beskrivelser ud af det. Jeg vil aldrig mere indlægges. Så meget kan jeg sige.
Til gengæld vil jeg anbefale dig at finde dig en psykolog, du har tillid til. Det har givet mig en del af livet tilbage, og gør at jeg her 1½ år efter min påbegyndte behandling er et helt andet menneske, der kan klare hverdagen.
Jeg var imod antidepressiv medicin i mange år, men måtte til sidst kapitulere. Jeg har ikke fortrudt det i et sekund. Ikke at jeg nyder at tage pillen hver morgen, og ikke at jeg det første år ikke opfattede det som et kæmpe nederlag at synke. Men det hjælper. Det tager toppen af isbjerget. Desværre i begge ender. Man bliver en smule ligeglad. Fuglesang, solskin osv. det hele preller lidt af. Men tilgengæld er det muligt at komme op af det sorte hul og muligt at arbejde med sig selv. Hvilket er altafgørende.
En lille opsumering:
-undgå for alt i verden den lukkede.
-find en psykolog du har tillid til.
-snak med din læge (og psykolog) om muligheden for at begynde en behandling med antidepressiva.
Det er det sociale liv, der gør livet værd at leve. Og det findes lige om hjørnet. Det kan bare være ufattelig svært at se.