Borderline og hva så ?

Jeg har fået konstateret borderline og i hatten med to andre psykiske sygdomme.
Jeg har altid gået og troet at det ikke var så slemt, men "tossethed". Men nu mere jeg læser om det, nu ind ser jeg hvor syg jeg egentligt er.
Hvis vi kun får et liv, så har jeg ikke lyst til at leve mit med borderline. Jeg ville ønske jeg kunne smide det ud med badevandet, men jeg kan ikke flygte fra mig selv.
Er der nogen herinde der har erfaring med det ?

og det er jo desværre en tilstand der er uhelbredelig. Nogle har gavn af antidepressiv medicin, for at gøre humøret lidt mere stabilt, men det er kun et plaster på såret. Du bør gå i terapi hvis du har råd, da det kan give stor selvindsigt. Så kan man bedre tackle hverdagen. Det eneste positive er at mange får det bedre med alderen, da man lærer af livets gang, men raske bliver vi aldrig.
Hvad er dine symptomer? Jeg er næsten altid trist, aldrig helt glad. Jeg kan ikke bevare venskaber på længere sigt og mine venskaber er meget intense og tætte i starten for derefter at løbe ud i sandet. Jeg har en meget sort/hvid tilgang til tingene, og har det med enten at hade eller elske folk.
Kan anbefale borderlineforeningen og deres forum på nettet. Der er mange råd at hente. Men det bedste råd er at lære så meget som muligt om digselv og din sygdom via terapi. Jeg kan ikke bevare et job over 3 mdr. Og har haft over 30 stillinger de sidste år, nu har jeg søgt pension da det ikke fører til noget at blive ved at løbe panden mod en mur. Har du arbejde?. . Håber det må gå dig vel. . Gode tanker herfra

At når man læser om sådan noget så bliver man sku først rigtigt syg.... Lad vær´ med det.. 😮

det er netop det man skal når man har fået diagnosen, så man kan få indsigt i egen situation.

"borderline kan såvidt jeg ved oversættes med fx "på grænsen".
Så du har fået en diagnose der sger at du er på grænsen.
Jeg spørger så: "på grænsen" til hvad eller mellem hvilke???

Det er en betegnelse, der dækker over rigtig meget, fordi der er over 20.000 forskellige måder som man kan have det på.

Det har er jo ikke noget jeg har lyst til at have og har egentlig bare lyst til at glemme det hele sådan at jeg kan leve mit liv.
Jeg har/haft? måske en trang til at skabe lidt dramatiske situationer, fordi så sker der noget. Jeg kan godt bibeholde et job altså flexjob, men efter et par år bliver jeg træt af det. Jeg kan sagtens genkende det med venskaberne, men aner ikke hvordan jeg ændrer det❓Jeg har/haft? en sort/hvid tilgang til tingene og delt folk meget op i kasser. Men jeg prøver at tænke at folk ikke kun er onde eller gode. Men at der er ting ved dem, man kan lide og ikke lide og hvis der er flest ting som man kan lide, er de vel gode nok.
Jeg er Meget forvirret med hvordan jeg skal opføre mig for at blive normal❓Om jeg siger og føler det rigtige i situationerne Om jeg er for impulsiv osv.
Jeg har en masse drømme, men bliver bremset af, "nåeh jeg er jo også syg, så det kan jeg heller ikke"
Jeg troede slet ikke at det var så slemt, men nu mere jeg læser som sagt nu slemmere ser jeg det er. Jeg er også bange for at "adoptere" nogle af symptomerne, eller andres personlighed. Og for at være for underlig, selvom det er trygt.
Min kæreste synes jeg er meget normal og det vil jeg også gerne være.
Men jeg er bange og skrup forvirret.

Men det var først da jeg begyndte at læse om det, at jeg fandt ud af, at det nok var det jeg havde. Desuden er det som borderliner rart at se tingene sort på hvidt, så vi ved hvad vi har at forholde os til.

Hejsa
Jeg er 23 år og lever med borderline, og har gjort det i snart 4 år.
Da jeg blev diagnosticeret for det, brød hele min verden sammen, da jeg kun kendte til ubehandlede og slemme borderlines. Jeg fik støtte af mine fantastiske forældre, som ikke mente at jeg skulle overgive mig i kampen, for de vidste at jeg i det mindste skulle prøve at bekæmpe det, før jeg kunne lade det påvirke mit liv.
Jeg har valgt at lade folk vide at jeg har den her form for lidelse, for det er ikke flovt at have det, det er præcis ligesom at have en hovedpine, vi kan ikke selv gøre for det!
Folk kan derfor aflæse på mig, gerne ud fra mit kropssprog, om jeg har enn "off-dag", og så spørger de. Og hvis man er ærlig, at fortælle det, forstår de måske hvorfor du er indelukket den dag. Det hjælper utrolig meget at få snakket HELT ud om det med andre end en psykolog, for af erfaring ved jeg at det ofte ikke helt er sandheden man fortæller psykologen, simpelt hen af den grund, at man frygter hvad psykologen vil sige.
Men i hvert fald har jeg de sidste to år, fundet lykken på alle tænkelige måder, fordi jeg valgte at tage kampen op mod den dæmon der var i mig. Jeg læser nu til markedsføringsøkonom, har en kæreste som er fuldt oplyst om mine indre dæmoner, og han hjælper mig altid, og ellers har jeg nogle fantastiske venner som hjælper hvis jeg skulle have en dårlig dag.
Selvfølgelig vil man altid have de dage hvor man ikke kan komme op af sengen, og at alt kan være ligemeget. Men du skal vide, at det er ikke flovt eller noget at have det af helvedes til, men alle har en møgdag af og til, vi har det bare lidt mere :)
Men når du så har det skidt, så find en film du elsker, som du måske har gemt til næste gang du har det skidt. Så tænker man på noget godt når det er lidt mørkt.
Jeg håber virkelig du måske ser dette som lidt benzin til at ville bekæmpe det, jeg håber i hvert fald ikke du ser det som blær.
Tusinde gange held og lykke med det hele, jeg håber du har lyst til at prøve at bekæmpe det, det kan varmt anbefales. Det bliver til tider hårdt, at man skal fortælle ting som man svorede, at ingen skulle vide. Ud med dæmonerene og kæmp, for du fortjener kun det bedste!!
Knus B

Hvordan viser din borderline sig❓
Det er jo netop venner jeg har svært fordi jeg altid er hende med alle problemerne. Derfor skal folk helst heller ikke for tæt på, fordi så kommer jeg måske til at gå over deres grænser fordi jeg så gerne vil dem. Og bliver derfor en belastning for dem.

Mine symptomer viser sig fra alt til at græde og til at gå helt amok på min omverden. Alt afhængig hvor dårlig min dag er. Men ofte viser det sig i form af ugidethed og pms symptomer.
Ja, den med at så gerne ville folk, kender jeg alt til. Faktisk da jeg blev syg, valgte mine to bedste veninder at vende mig ryggen. Og så står man der og intet forstår.. Men endte med at blive desperat og prøve og prøve, men de var for fine til at have en syg veninde.
Men hvis folk mener at man er irriterende fordi man kan lide dem, så er de ikke rigtigt venner, og så skal du bare se at komme væk fra dem, for det er mere dem der er syge, fordi de fravælger en person med et mindre handikap. Ville de vende sig ryggen hvis du manglede en hånd?
Men hvis man begynder i gruppeterapi, kan man starte med at forsøge at øve sig i gruppen på ens kropsprog, hvordan man kommer tæt på folk, og også hvordan du vil takle det hvis dine omgivelser finder dig belastende. Alt i gruppeterapi kan forbedre din person udad- og indadtil. Det er lovligt at lave fejl i en gruppe, alle har tavshedspligt, så du kan få inspiration til alt mellem himmel og jord, også hvor du kan få den bedste jordbærkage :), og helt uden nogle sladrer videre, og hvis de gør, så er chancen for at de kender dig så lille, at du slet ikke behøver at bekymre dig om det.
Skriv hvis du vil vide mere.
Knus

altså vide mere. Mit problem er også at i mange år synes jeg det var de andre det var galt med, nu har jeg fundet ud af at det er mig selv og det er hårdt.
Jeg bliver usikker på hvordan jeg skal tale og agere omkring folk. Og om jeg husker at tænke på det hele. Jeg kender godt til ugidelighed og pms og har lige fundet ud af det med behovudsættelse.
Jeg ved ikke om jeg længere synes det er et mindre handicap, jeg ville hellere mangle en hånd, end at have det her. Også fordi jeg bare gerne vil leve mit liv, gøre noget af det jeg drømmer om. Blive succesfuld og ikke hele tiden skulle tænke over det hele, hvilket jeg heller ikke kan. Men måske er nødt til. Jeg leder desperat efter formlen på normal. Jeg overvejer desuden hypnose terapi, kender du noget til det❓
Mht venner synes jeg tit det er mig, der skal tage initiativet over for dem og at de ikke kommer til på samme måde. Derudover synes jeg ikke at jeg har ret mange og jeg ses ikke nok med dem.
En positiv ting er dog, jeg har dyr 🙂 De hjælper når man er alene hjemme, fordi så er man aldrig rigtig alene hjemme. Jeg tænker lidt at der burde uddannes terapi hunde, til folk med vores lidelse🙂

Hej igen.
Undskyld jeg ikke har ladet høre fra mig i en uges tid, men jeg havde lige noget skolestart der skulle knokles med.
Jeg har erfaret ud fra mine egne oplevelser, at man skal sørge for at gøre noget man godt kan lide, når man har det skidt. Ofte er det utrolig svært at komme op af sengen, men hvis man sørger for at have en plan for dagen, med ting som man absolut blive nødt til at gøre . Eventuelt at handle eller måske løbe en tur.
Samtidig er det vigtigt at man får dyrket noget motion når man har det skidt. Motionen gør både din krop og dit synd sundere, idet der bliver frigivet nogle emdorfiner når man bevæger sig.
Der er ingen der siger at du skal gå ud og løbe 5 km, men bare en gåtur er mere end nok.
Så kan man starte med at gå 500 meter, og så trappe mere og mere op, hvor man til sidst går en god og lang tur, hvor man kan gå og tænke lidt.
Folk der ikke kan acceptere, at du har denne form for handicap, er ikke værdige til at være i dit liv. Der vil altid være nogle mennesker der er bange for en, fordi man har en psykisk sygdom. De tror at alle der har en psykisk lidelse, på en eller anden måde bliver mordere eller noglet værre. Men ved du hvad? FUCK DEM! De kan passe sig selv så. Og du må tænke på at der er rigtig mange mennesker der på et eller andet tidspunkt i livet, bliver ramt af en form for psykisk lidelse. Og hvis de ikke før det, har kunne acceptere dig og din sygdom, så skal du være ligeså ligeglad med dem, for så kan de se hvordan de har såret dig med deres behandling.
Selvfølgelig skal man behandle sine medmennesker, som man selv vil behandles, men til tider må man godt tage hade-brillerne på, simpelt hen af den grund, at de bliver nødt til at indse at de har skidt på dig.
Men første skridt i den gode retning, er at begynde til en form for terapi. Jeg har både gået til psykologer og i gruppeterapi, og må 200% sige at gruppeterapien vil hjælpe dig til at få større bevidsthed om sin krop. Når man sidder i en gruppeterapi føler man at man egentlig kan få lov til at sige alt, for de mennesker du sidder i gruppen med, de kan sagtens sætte sig ind i dit sted og råde og vejlede dig om hvordan du kan tackle de dårlige dage.
At have et dyr kan gøre ens dag meget lettere, og hvis du har en hund har du mulighed for at hive dig op i nakken, for den skal jo luftes.
Jeg har selv en kat som bor hos mine forældre, og når jeg har det skidt kommer jeg altid hjem til dem og hygger med katten, for det hjælper virkelig med ens humør at blive overøst med ubetinget kærlighed fra ens kæledyr.
I hvert fald så syntes jeg at du skal forsøge at kontakte det nærmeste sygehus, hvor de har et psykisk dagafsnit, hvor de tilbyder en form for gruppeterapi. Der kommer man ind og taler med nogle af sygeplejerskerne derinde, og de fortæller om det, hvor de samtidig tager en test på dig, hvor de udfra dette kan konkludere hvilken gruppe du hører til i.
Jeg gik selv på Hillerød, hvilket har været et fantastisk forløb.
Du kan bare skrive hvis du vil vide mere :)
knus B

Jeg har set elefanter i Fælledparken, men tilhørende Cirkus Dannebrog. Det er ellers mere normalt at se sådanne i Zoologisk Have eller på stepperne i Afrika.
Sådan som jeg læser det er man på midterstregen mellem "normal" og rablende skæv i låget på netop 20.000 måder, og om man er "rask" eller "syg" afhænger af hvilken vej vinden blæser og hvor meget det stormer.
"Tilstanden" er alligevel ikke uproblematisk, hvis man risikerer at blive bagtalt til tredje person med helbredsoplysninger fra ikke-læger, hvis de tages for at være eksisterende diagnoser, hvilket er en anden problemstilling.
Her umuligt for mere eller mindre patienten at kontrollere, om der kunne eksistere en hemmeligholdt diagnose.

Når du nu har været igennem det forløb, er du så blevet normal❓Eller har du bare lært at leve med sygdommen❓
Jeg har kigget på noget i svendborg, som skulle have det bedste behandling ifl hvad jeg kan google mig til, ifl borderlineforeningen.
Jeg ved godt, der sikkert er en hel masse mennesker der ikke er "værdige" til at være i mit liv. Men jeg synes jeg ender op, med næsten ingen. Selvfølgelig er det også lidt nemmere fordi nu færre mennesker, nu mindre mulighed for at dumme sig.
Men jeg er involveret med rigtig mange mennesker i mit arb, som jeg overvejer at sige op. Fordi jeg har en dum konflikt, med en kollega, som efter min mening slet ikke burde være der.
Så overvejer jeg at starte noget op selv. Kan folk med borderline det ?
Tak fordi du svarer på mine spørgsmål, det er virkelig en befrielse at snakke med en ligesindet. 🙂