Damn træt af fars manipulation af barnet

Ja, jeg beklager mit udbrud i overskriften, men jeg er bare så træt af mit barns far.
Han manipulerer barnet, som fx. lige for en halv time siden kom min purk hjem, efter samvær med farmand (og hans nye familie), hvorefter drengen straks kommer trampende ind i stuen og siger: Mor, hvorfor må jeg ikke komme med far på 8-dages ferie?
Jeg prøver at forklare, at vi har opdelt dage i statsamtet, og at vi allesammen har bestemt, at drengen skal være her så og så mange dage, og hos sin far andre antal dage, og hvordan ferierne ellers er opdelt, samt at farmand er hjerteligt velkommen til, at tage drengen med på ferie, i de ferier som han er tildelt. Nu vil far så bare ikke betale de priser de koster i børnenes ferier, og nu bruger han så knægten til at manipulere sig til ferie....
Hvad i alverden er det for en opførsel ???
Han har ikke engang spurgt mg om det kan lade sig gøre, men beder min 8-årige søn om at spørge...
Helt ærligt...resultatet er et splittet barn, men hvad bryder farmand sig om det, bare han får sin vilje igennem og enten får ferie med barnet, eller også vist barnet at mor er ond.....
Jeg er simpelthen så frustreret, når nu jeg har et grædende barn på mine hænder, forårsaget af en snotdum umoden far, der bare ikek tænker sig om...
Hvad gør i andre ??? Og fædre...hvorfor i alverden gør i den slags ??
Fra Moren

Du lyder som om det er dig der bevist eller måske ubevist prøver at lægge hindringer i vejen for din søn.
Det er tydeligvis for at tilfredsstille dig selv at du siger nej.
Lad dog for pokker knægten få den oplevelse med sin far,eller det under du måske ikke din søn?.

at moderen følte at det kun var for at genere.det kunne også være at moderen er en lille smule jaloux.
jeg er selv papfar og har været vidne til fædre der aldrig har tilbudt deres barn på rejse!
jeg har været vidne til mødre der ikke ville have at deres børn har samvær med deres fædre.
PRØV DOG AT TÆNKE PÅ BARNET
at du ikke har alt det samvær med dit barn som du har krav på, er vel en umoden holdning at have. det kunne jo være at det var en rigtig god og positiv oplevelse for din søn, som han så vil komme glad hjem og berette om,hvis du kan være glad på hans vegne.

Hej Kære frustredede mor
Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at drengen kommer med sin far på ferie.
Din dreng er 8 år og så skal han i skole hver dag. Længere er den bare ikke. Det er faderen nødt til at forstå ellers må du gå til statsamtet, så må de sende et brev med den besked for så forstår han det.
Hilsen Månen

Jeg læser også i dit indlæg at episoden har fundet sted netop nu og du har måske ikke helt haft tid til selv at tænke den igennem.
Jeg kender de der sange lige så godt som min egen bukselomme. Har været alene med tre. Men når det så er sagt, så vil jeg fortælle dig at jeg bed i gulvtæppet, når ingen så det. Skældte og smældte faderen huden fuld - når ingen så det. Hylede og skreg til veninden i telefonen om natten - når ingen så det.
I dag synes mine voksne børn taknemmelige for, at jeg gennemførte alle de urimelige bytteferier, bytteweekender og hvad der ellers blev fundet på. Hver gang han "drev mig op ad væggen" sagde jeg til mig selv. Hvad gavner ungerne lige nu? Jeg har da i nogle tilfælde sagt nej til at bytte ferie og weekend, men udelukkende hvis det forringede "tilbuddet" for dem.
Du skriver det bare er fordi han ikke vil betale hvad det koster i skoleferien. Vi ved jo allesammen at prisen er skruet op i de perioder og det kan jo være tilfældet at din søns "nye familie" ikke har råd til at tage den rejse i højsæsonen, så alternativet er INGEN rejse.
Hvis det på nogen måde kan "hænge sammen" for dig, så synes jeg du skulle spørge din søn hvem der siger han ikke må komme ud og rejse for sin mor. Og så ringer du til faderen og siger at I kan bytte den uges ferie.
Hvem siger det ER din mands hensigt at tage din søn med? Måske forsøger han bare at "smørre den af på dig" det er jo også set.
Vurder hvad der tjener din søn bedst og vælg den løsning.
Kærlig hilsen
D

Jeg ved godt at statsamtet vil give far den besked. Mit problem er sådan set mere, at far, uden samvittighed bruger drengen, når han vil opnå noget. Jeg mener...den voksne vej er vel, at skrive et brev, en mail, en sms til mig, og tage den derfra, hvis han har ønske om at tage på ferie med vores fælles barn, istedet for at sætte vores søn i midten og splitte ham fuldstændigt ??
Jeg har totalt ret på min side, ved at afslå den omtalte ferie...men jeg er rigtig ked af, at min søn komme i midten, og det er mere mit problem end lovgivningen her.....for den har jeg rimeligt styr på :-)

Men jeg vil ikke belønne hans far, for at sætte barnet i midten for egen vindings skyld!

Du skriver ikke hvor gammel din søn er, er han skolesøgende eller hvad?
Hvis det er det som det handler om, at din søns far vil holde ferie med ham uden for skoleferien for at spare penge, så forstår jeg din vrede.
Er årsagen at din søns far måske vil spare noget på feriebudgettet ved at rejse uden for skoleferien og din søn vel at mærke ikke går i skole endnu, ja så må jeg nok indrømme at min sympati så ligger mest hos din søn og hans far.
Jeg synes at det er en falliterklæring når voksne mennesker ikke kan finde ud af at give hinanden lov til at være sammen og elske deres fællesbørn og må bruge det offentlige til at fortælle hvordan det skal være.
Hvis i selv kunne finde ud af det, kunne i jo faktisk hjælpe og aflaste hinanden, så drengen altid var et sted hvor han følte sig velkommen, uden at føle dårlig samvittighed over for den han nu ikke lige er hos.
Det gør børn kede af det, usikre og utrygge når forældre opfører sig som børn.
Der findes ikke noget værre end forældres had og jalousi til hinanden og deres barnlige krige, som dybest set kun går ud over fælles børn.
Hvis det er dette der er tilfældet, så se dog at blive voksen og prøv at få din eks. til også at opfører sig voksent, så jeres fælles barn kan få en glad og tryg opvækst, på trods af at i ikke kunne finde melodien sammen.
Jeg tror ofte at der sker en form for jalousi mellem parterne ved et parforholds ophør når der er børn, ja selv når der ikke er børn.
Jeg benægtede det over for mig selv da jeg blev skilt, selvom vi ikke SKULLE fortsætte sammen og IKKE havde små børn. Vi var helt enige om skilsmisse men alligevel kan det være svært.
I dag har jeg et udmærket forhold til min eks. (han er flyttet sammen med en ny) Vi ringer sammen, mailer og ses da også hos vores børn til fødselsdag og ligende ;-) Vores fælles børn er lykkelige for at vi ikke er uvenner og ikke skal vælge eller fravælge den ene ved sammenkomster, det gør nemlig ondt, også på voksne børn når forældre går fra hinanden.
det var bare lige mit synspunkt ;-)
m.v.h.
Bulderfnis

Kh. Molly

Det er altid far det er synd for. Altid far som prøver at kommunikere gennem børnene. Altid far som ikke holder sine aftaler. Altid far som ikke tager noget ansvar for noget som helst. Altid far som anklager en´for at være en dårlig mor. Altid far som er den ynkelige. SÅ TAG DA FOR HELVEDE AT VÅGNE PÅ "MAND". Det er fandeme ikke rimeligt at det er mor der har den daglige stress, og den daglige trummerum, og når far så ikke får lov at bryde ind i det, så er hun jaloux, og det der er værre. Hold på din ret. Han kan tage ham med på ferie når han har ham i ferien, og ellers skal han holde sig til de aftalte dage.

Som Molly skriver er min søn 8 år, og går dermed i skole. Min anke mod min søns far her, er mest, at jeg bliver frustreret over, at han sætter barnet i midten, istedet for at tage snakken voksen til voksen.
MIn søns far og mit er, indrømmet, ikke af de bedste, nok nærmest af de værste. Han har efter skilsmissen truet mig på livet flere gange, både verbalt og skriftligt, samt tidligere brugt vores ældste barn i kampen mod mig. Flere gange har den ynggste også arriveret efter samvær med sin far, og fortalt mig, at jeg havde diverse ting i mit hjem, der tilhørte hans far. Altså, faderen her har aldrig set sig for fin til at bruge børnene.
Jeg valgte selv at gå fra faderen for 4 år siden, og har aldrig ønsket mig tilbage. Jeg valgte at gå efter hans utroskab, men det var nærmest en bi-ting, der bare gav mig sparket. Han sidder nu med den kvinde han var mig utro med, som hustru og et barn på 2 år og et på vej. Og det er vitterligt ikke noget jeg har noget problem med.
Min anke i denne sag er til stadighed at han snakker med barnet om det, og dermed sætter barnet i midten. Og at jeg skal være heksen, der sætter en stopper for festen, med hensyn til barnets skolegang og videre færd i livet.

Jeg kender det SÅ godt...har selv været i samme situation. Min ex manipulerede med mig i over 10 år da jeg endeligt fik taget mig sammen til at flytte med vores to børn troede han at han kunne fortsætte gennem børnene. Jeg holdt også hårdt på at statsamtslige aftaler skulle overholdes...selvfølgeligt skal de det. Da exén opdagede at han ikke kunne bestemme/køre med mig...ja så var børnene ikke så spændende mere og så var han slet ikke interesseret i samvær . Nu er det et par år siden at vi har set noget til ham. Skide synd for pigerne, men hellere det end at de står og venter lørdag efter lørdag og han kommer ikke......... Jeg har vel ikke noget råd til dig, men jeg forstår dig godt, og alt det der med at du ikke under din søn noget (som der var en der skrev) det giver jeg ikke en krone for. Jeg vil tage en kugle for mine børn til hver en tid, men fanme nej om jeg vil bukke og skrabe for min ex. Du har min fulde sympati.

hovsa ;-)

Tak. Under alle omstændigheder er det rart at vide at jeg ikke står alene :-) Desværre stopper denne mand aldrig. Ved sidste møde i statsamtet var hans ord til mig (når sagsbehandleren ikke var i rummet): Du slipper ikke af med mig før du dør, eler flytter så langt væk som til Indonesien.

Jeg har igennem min bekendskab med min søns far også kendskab til trusseler og alt som en far nu kan finde på at gøre og sige. Jeg har gennem gået vold, trusseler og kamp om et godt sammen arbejde. Ikke alle fæddere vil kunne rette sin sunde fornuft og tænke på andre end sig selv, derfor skal vi som mor sætte en hård grense for disse fæddere inden de får skovlen under en. Jeg har været hård og kontant hele vejen igennem, for sønnens far er simpelhen ude på at gøre livet surt for mig på mange måder. Derfor har jeg slået hårdt ned på ham om hvad der er rimligt og urimligt med mere... Jeg har lært at kæmpe og holde kamp modet for at være stærker end faren, for førhen var jeg kørt helt ned i møjet. Det er en evigt kamp om at få tingene til at køre som det nu skal og sådan at det gavner mit barn, for faren er efter min mening umoden og ikke så gennem tænkene. Jeg vil med mit skriven sige du skal ikke give dig overfor faren, gå vidre med det problem til stats amtet og vis ham hvor stærk du enligt er. Vis ham aldrig din svage side, for så har han vundet over dig... TA TYREN VED HORNENE Det er mit råd til dig, der er mange i denne verden som oplever det samme som dig og som vil bakke dig 100% op i dit fortagen. Ingen far skal indrage et barn i et samarbejde på den måde som din ex gør, det vil kun give dig problemer og konfligt mellem dit barn og dig. Jeg vil ønske dig alt held og lykke..... Brug stats amtet og din sundhedsplejske alt det som du nu kan, for det vil give dig mere overblik over hvad der forgår, og samtidig give dig nogle fler brikker til at falde på plads. Jo mere du har i baghånden jo mere klar er du på det som faren forsøger på ved dette form for magtspil....

Du er bestemt nød til at gøre noget for dine børns skyld. Du skriver at han har truet dig både verbalt og skriftligt, har du gemt beviserne? så bør du nok anmelde det både til politiet og til Statsamtet. Gem alle evt. kommende beviser og og aflever det til politiet og statsamtet.
Hvad er egentlig årsagen til hans opførsel, ved du det? Kunne det tænkes at du på en eller anden måde provokerer ham, så han reagerer sådan (ikke en påstand) jeg prøver på at finde ud af hvordan det kan gå så galt. Hvordan reagerer du over for ham når han opfører sig som Peter 5 år? bliver du så Lise 4 år? (undskyld min sammenligning med børn)
Noget er ihvertfald rivende galt, så for dine børns skyld må du få standset denne opførsel på en eller anden måde, som den voksne person du nu er.
Mange tanker fra mig og held og lykke, håber for dig at der kommer en løsning, så både du og dine børn kan få et roligt og trygt liv
m.v.h.
Bulderfnis

Jeg har anmeldt det til statsamtet. Har forhørt mig hos politiet, og der skulle mange flere trusler til, for at kunne få et tilhold. Efter jeg anmeldte til statsamtet har jeg ikke modtaget flere trusler, men "kun" oplevet manupulation af min søn. Hvilket jo er noget sværere at bevise, samt at gøre noget ved!
Ja, jeg provokerede ham...ved at gå fra ham, og derefter ikke bare give ham præcis hvad han ønskede, men at jeg fastholdt nogle af de "rettigheder" jeg havde. Det hader han mig for, åbenbart.
Efter skilsmissen har jeg prøvet at holde mig så meget væk fra ham som muligt, men har ellers hilst pænt, hvis jeg har mødt ham. Han lader som om han ikke kender mig. Jeg prøver faktisk igen og igen at være den voksne, men kan ikke sige mig fri for indimellem at falde i fælden "Lise 4 år" :-) Sammenligningen er god nok :-)
Jeg har accepteret at det aldrig bliver anderledes, og at vi aldrig får det forhold jeg ville ønske, altså et der ligner dit...at vi kunne tale sammen, og evt. være til samme fødselsdagsfest for børn/barn. Han "tændes af" i følge ham selv af mit kropssprog.....Jeg "tændes af" af hans verbale sprog...så kan det åbenbart ikke løses, på trods af at det efterhånden er længe siden skilsmissen fandt sted.
Tak for spørgsmålene :-) Om ikke andet vender man det endnu engang i sit hovede, og det er en sund proces :-)

ved at gå fra ham? som jeg læser dit indlæg forlod du ham p.g.a. utroskab. Jeg tror at der må være flere årsager, som du måske ikke lige har tænkt over. Det er jo en ganske normal reaktion at vælge i din situation, så kunne der måske ligge mere til grund for hans opførsel? (du behøver ikke at svare på dette, men prøv at tænke tilbage på forløbet før og efter)
Det hele er jo gået i hårdknude for jer og det påviker jeres børn.
Prøv at skrive et brev til dig selv om hele forløbet (hver ærlig over for dig selv) måske du så kan se hvor det gik galt. Bare en ide, det kan ofte hjælpe at få tingene skrevet ned.
Når du så har skrevet brevet, så læs det igennem, gerne flere gange over flere dage, så kan du måske finde ud af hvad der skete.
Når du så (forhåbentligt) kan se hvor det gik galt, kunne du skrive et brev til ham, da jeg ikke på nuværende tidspunkt tror at i kan tale fornuftigt sammen.
Skriv til ham hvad du mener gik galt, men uden bebejdelser. Forklar ham hvordan det vil påvirke jeres børn hvis jeres krig fortsætter, han vil vel gerne se sine børn lykkelige. Prøv at skrive helt konkret hvad du tror vil være bedst for jeres børn, åben evt. for muligheden for at i kan bytte dage hvis der er brug for det. Du må prøve at være imødekommende over for ham, ikke underdanig eller undskyldende overfor ham. Skriv om fakta om jeres konflikter som rammer jeres børn. Du skal selvfølge gemme en kopi af dit brev til ham.
Du skal selvfølgelig være forberedt på at få et svar fra Peter 5 år ;-) men måske hvis du får skrevet til ham uden bebrejdelser og anklager at han kan se det fornuftige i at i kan kommunikerer
sammen og at han så svare som en voksen mand.
Hvis du kan klare det og skrive som en voksen til en anden voksen, så måske han så også kan /vil svare som en voksen og i så på et senere tidspunkt kan mødes og få talt igennem til glæde for jeres børn. Hvis det lykkes KAN det jo være at i kan være i stue sammen til fødselsdage og komfirmationer når den tid kommer ;-)
Ved godt at det lyder så nemt når jeg skriver sådan, men jeg ved godt at det er det aldeles ikke.
I bliver jo nok aldrig perlevenner, men prøv at få ham til at forstå hvor vigtigt det er for hans børn at mor og far kan tale sammen.
Om du vil prøve dette ved jeg ikke, jeg kender jo hverken dig eller din eks. men måske idèen kan bruges i en eller anden form.
m.v.h.
Bulderfnis

Tak for ordene.
Alt det du skriver har jeg prøvet. Indrømmet mine fejl, og forklaret ham, at jeg ved hvorfor tingene gik som de gik.
Ja, jeg provokerede ham (i hans verden) ved at gå, på grund af hans utroskab. Han ringede, kom med blomster, græd i stride strømme ...og tiggede mig om at komme hjem. Jeg "lystrede" ikke denne gang, og derfor har jeg såret hans mandlige ego. Derudover sidder han nu i et nyt ægteskab med nye små børn, endnu en ting jeg er ret sikker på at han bebrejder mig. Han skulle vise mig, at hans liv gik videre...såre mig ved at blive gift med hende.....men det sårede mig ike, og nu sidder han i saksen. Så sent som 3 mdr. før hans bryllup (med en forlovet der var højgravid) bad han mig komme tilbage til ham.
Det er det jeg mener med "provokation".
Jeg ved godt hvad der foranledigede ham til utroskab. Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, mener jeg til stadighed ikke at utroskab er den rigtige reaktion.
Men jeg har forsøgt mange gange at skrive til ham, voksen til voksen...også med følelser, og fortælle ham, at han var min første kærlighed, og derfor stadig i mit hjerte. Det gør tingene bedre en tid...lige indtil han igen vil noget ud over aftaler, og hvis jeg siger nej, er jeg bare en "bitch" igen...så starter vi forfra.
Forstår du?

hvor er det dog svært.
Når du skriver til ham synes jeg ikke at du skal undskylde dig over for ham på nogen måde. Du har taget et valg om at fravælge ham og det må han lærer at accepterer.
Når i nu ikke kan tale sammen, så skal du måske forsøge igen at skrive, men kun udelukkkende om jeres forhold til børnene, og hvad jeres dårlige forhold indebærer for dem. Han tror åbenbart at enhver henvendelse fra dig indbyder til at prøve igen. Det er måske nok heller ikke så smart at skrive om at han var din største kærlighed o.s.v. det giver ham jo et håb om at du vil igen.
Du må gøre det klart for ham at det ikke er tilfældet, men at i må finde en god løsning for jeres børn.
Håber at i finder en acceptabel løsning som i alle kan leve med.
m.v.h.
Bulderfnis

klam stodder, ja undskyld jeg siger det. Hvad fanden tror han han er siden han mener han kan tillade sig at tale sådan til dig, ggrrrr bliver sku tosset på dine vejne.

Ja jeg syntes nok jeg genkendte det min ven. Sørg for at dine børn får så lidt at gøre med ham. Han er jo psykopat og er kun ude på at genere dig! Du kan sagtens forklare din 8 årige søn hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Og lad være med at lægge fingre imellem. Det splitter barnet endnu mere.
Jeg taler af bitter erfaring og er formentlig sluppet af med ham - har barnet også 8 år. Hun er lykkelig idag, hvor hun ikke ser ham.
Held og lykke