Den eneste sande Gud.
Ofte bad Jesus til Gud, som han kaldte sin Fader, og han lærte andre at gøre det samme. Nogle få timer før sin død bad Jesus en bøn sammen med sine apostle, hvori han sagde; ”Fader, timen er kommet; herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig. Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.(Joh.17:1, 3)
Lagde du mærke til at Jesus bad til en som han kaldte ”den eneste sande Gud”? Derefter pegede han på Guds overordnede stilling, idet han sagde: ”Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.” (Joh.17:5) Når Jesus her bad til Gud om at han måtte være hos Gud, hvordan kunne Jesus så samtidig selv være ”den eneste sande Gud”? Lad os undersøge det.
Nogle få timer efter at Jesus havde bedt denne bøn, blev han henrettet. Men han var ikke død i ret lang tid – kun fra fredag midt på eftermiddagen og indtil søndag morgen. ”Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om,” skrev apostelen Peter. Kunne Jesus have oprejst sig selv? Overhovedet ikke, for Bibelen siger at ”de døde ved ingenting”. (Præd.9:5) Jesus blev oprejst af sin himmelske Fader, ”den eneste sande Gud”.
Ikke længe efter blev en af Jesu disciple, Stefanus, dræbt af sine religiøse forfølgere. Lige før han blev stenet, fik han et syn: ”Se! Jeg ser himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.” (Apg.7:56) Stefanus så Jesus, ”Menneskesønnen”, stå ”ved Guds højre hånd”. En sådan situation havde Jesus også været i da han var ”hos” Gud før han kom til jorden.
Senere, efter at Stefanus var blevet henrettet, viste Jesus sig mirakuløst for Saulus, der senere blev kendt ved sit romerske navn, Paulus. Da Paulus var i Athen i Grækenland, talte han om ”den Gud der har frembragt verden og alt hvad der er i den”. Paulus sagde at denne Gud – ”den eneste sande Gud” – ville ”dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde”. (Apg.17:31) Paulus beskriver her Jesus Kristus som ”en mand” – altså en der er ringere end Gud – og som Gud havde taget tilbage til himmelen.
Så var der apostelen Johannes. Han beskrev også Jesus som værende underordnet Gud. Han sagde for eksempel at han havde skrevet sit evangelium så læserne kunne få tro på at ”Jesus [var] Messias, Guds søn.” (Joh.20:31) Johannes fik også et syn ind i himmelen hvor han så ”Lammet”, der i Joh.1:29 identificeres som Jesus Kristus. Han så Lammet sammen med 144.000 andre, som Johannes fortæller ”er blevet købt fra jorden”. Johannes forklarer at de 144.000 har lammets ”navn og dets Faders navn skrevet på deres pander”. (Åb.14:1, 3)
Kan ”Lammet” være den samme som sin Fader? Selvfølgelig ikke. I Bibelen skildres de som to forskellige personer. De har endda hver sit navn.
Som du lige har set, er Jesus navnet på Lammet, Guds søn. Men hvad er dets Faders navn? Det er nævnt tusindvis af gange i Bibelen. I Salme 83:18 står der for eksempel: ”Du, hvis navn er Jehova, du alene er den højeste over hele jorden.” Desværre har man i mange oversættelser af Bibelen erstattet Guds navn, Jehova, med ”HERREN”, stavet med store bogstaver for at adskille Jehova fra andre der kaldes herrer. Et eksempel herpå kan du se i den autoriserede oversættelse af 1931 i Salme 110:1. Men i mange bibeloversættelser er Guds navn igen blevet indsat der hvor det med rette hører hjemme.
American Standard Version (1901) er et eksempel på en bibeloversættelse der har ført Guds navn tilbage hvor det hører hjemme. I forordet siges der: ”Den amerikanske revisionskomité er efter nøje overvejelse nået til den enige overbevisning at en jødisk overtro som gik ud på at det guddommelige Navn var for helligt til at blive udtalt, ikke længere bør sætte sit præg på den engelske eller nogen anden udgave af Det gamle Testamente, hvilket den heldigvis heller ikke gør i de utallige udgaver som er udarbejdet af nutidens missionærer.”
Hvordan så med læren om at Jehova og Jesus Kristus i virkeligheden er en og samme Gud? (Det er jo dét treenighedslæren hævder). I tidsskriftet The Living Pulpit for april-juni 1999 defineres treenighedslæren på denne måde: ”Der er én Gud og Fader, én Herre Jesus Kristus og én Helligånd – tre ’personer’ … som i deres inderste er én og samme Gud …; tre personer som er Gud i samme grad, med de samme karakteregenskaber, og dog forskellige, kendt på deres særegne træk.”
Hvem står bag denne indviklede lære? Tidsskriftet Christian Century i udgaven for 20.-27. maj 1998 citerer en præst som indrømmer at treenighedsdogmet er ”kirkens lære snarere end Jesu lære”. Treenighedsdogmet stammer altså ikke fra Jesus, er det da i overensstemmelse med hans lære?
Jesus lærte sine disciple at bede: ”Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.” Vor himmelske Fader, hvis navn er Jehova, fremstilles i Bibelen som værende overordnet sin søn. Der siges blandt andet at Jehova er ”fra evighed til evighed”. Dette står i modsætning til hvad Bibelen siger om Jesus, nemlig at han er ”al skabnings førstefødte”. At han er underordnet Gud, ses af Jesu egen udtalelse: ”Faderen er større end jeg.” Alligevel hævder treenighedslæren altså at Faderen og Sønnen ”er Gud i samme grad”.
At sønnen virkelig er underordnet Gud, og at Gud, Faderen, er en selvstændig person, fremgår også af Jesu bønner. For eksempel bad han denne bøn før han blev henrettet: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog lad ikke min men din vilje ske.” (Luk.22:42) Hvis Gud og Jesus ”er én og samme Gud”, hvordan kunne Jesu ønske da adskille sig fra hans Faders vilje?
Og ligeledes, hvis Gud og Jesus er den samme, hvordan kunne den ene af dem da vide noget som den anden ikke var klar over? Jesus sagde for eksempel om tidspunktet for hvornår Gud ville eksekvere dom over jorden: ”Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen. (Mar.13:32)
Treenighedslæren stammer hverken fra Jesus eller fra de første kristne. Det er tidligere blevet nævnt er den ”kirkens lære”. I den udgave af The Living Pulpit som i 1999 behandlede treenighedslæren, står der: ”Nogle gange er det som om at alle tror at treenighedslæren er en kristen teologisk lære,” men, siger tidsskriftet er læren ikke ”et bibelsk begreb”.
Hvis du kikker i New Catholic Encyclopedia (1967), så vil du finde en detaljeret behandling af treenighedslæren og New Catholic Encyclopedia indrømmer: ”Treenighedsdogmet er, når alt kommer til alt, … opfundet i slutningen af det 4. århundrede. … Formuleringen ”én Gud i tre personer” var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede.”
Professor Martin Werner, universitetet i Bern, Schweiz, har udtalt: ”Når som helst Jesu forhold til Gud, Faderen, bringes på bane i Ny Testamente, hvad enten det er med henvisning til hans fremtræden som menneske eller til hans stilling som Messias, forstås og fremstilles det som klart underordnet.” Jesu og de første kristnes lære var klart nok helt anderledes end den treenighedslære der fremholdes i kirkerne. Men hvor stammer treenighedslæren så fra, og hvordan er den kommet ind i kirkerne?
I Bibelen kan du læse om mange forskellige guder og gudinder som folk tilbad i forskellige lande, deriblandt Astarte, Milkom, Kemosj og Molek. Selv i det gamle Israel var der et tidspunkt mange troede at Baal var den sande Gud. Jehovas profet Elias stillede dem derfor overfor et valg: ”Hvis Jehova er den sande Gud, så følg ham; men hvis det er Baal, så følg ham.” (1.Kong.18:21)
Også det at tilbede hedenske guder i form af treheder, eller triader, var meget almindeligt før Jesus blev født. ”Fra Egypten kom tankerne om en guddommelig treenighed,” skrev historikeren Will Durant. James Hastings skrev i opslagsværket Encyclopædia of Religions and Ethics: I Indisk religion, f.eks., møder vi treheden Brahma, Shiva og Vishnu, og i egyptisk religion treheden Osiris, Isis og Horus.”
Som du selv har set, er der mange Guder. Erkendte de første kristne det? Betragtede de Jesus som den almægtige Gud? Hvad mener du?
Lagde du mærke til at Jesus bad til en som han kaldte ”den eneste sande Gud”? Derefter pegede han på Guds overordnede stilling, idet han sagde: ”Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.” (Joh.17:5) Når Jesus her bad til Gud om at han måtte være hos Gud, hvordan kunne Jesus så samtidig selv være ”den eneste sande Gud”? Lad os undersøge det.
Nogle få timer efter at Jesus havde bedt denne bøn, blev han henrettet. Men han var ikke død i ret lang tid – kun fra fredag midt på eftermiddagen og indtil søndag morgen. ”Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om,” skrev apostelen Peter. Kunne Jesus have oprejst sig selv? Overhovedet ikke, for Bibelen siger at ”de døde ved ingenting”. (Præd.9:5) Jesus blev oprejst af sin himmelske Fader, ”den eneste sande Gud”.
Ikke længe efter blev en af Jesu disciple, Stefanus, dræbt af sine religiøse forfølgere. Lige før han blev stenet, fik han et syn: ”Se! Jeg ser himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.” (Apg.7:56) Stefanus så Jesus, ”Menneskesønnen”, stå ”ved Guds højre hånd”. En sådan situation havde Jesus også været i da han var ”hos” Gud før han kom til jorden.
Senere, efter at Stefanus var blevet henrettet, viste Jesus sig mirakuløst for Saulus, der senere blev kendt ved sit romerske navn, Paulus. Da Paulus var i Athen i Grækenland, talte han om ”den Gud der har frembragt verden og alt hvad der er i den”. Paulus sagde at denne Gud – ”den eneste sande Gud” – ville ”dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde”. (Apg.17:31) Paulus beskriver her Jesus Kristus som ”en mand” – altså en der er ringere end Gud – og som Gud havde taget tilbage til himmelen.
Så var der apostelen Johannes. Han beskrev også Jesus som værende underordnet Gud. Han sagde for eksempel at han havde skrevet sit evangelium så læserne kunne få tro på at ”Jesus [var] Messias, Guds søn.” (Joh.20:31) Johannes fik også et syn ind i himmelen hvor han så ”Lammet”, der i Joh.1:29 identificeres som Jesus Kristus. Han så Lammet sammen med 144.000 andre, som Johannes fortæller ”er blevet købt fra jorden”. Johannes forklarer at de 144.000 har lammets ”navn og dets Faders navn skrevet på deres pander”. (Åb.14:1, 3)
Kan ”Lammet” være den samme som sin Fader? Selvfølgelig ikke. I Bibelen skildres de som to forskellige personer. De har endda hver sit navn.
Som du lige har set, er Jesus navnet på Lammet, Guds søn. Men hvad er dets Faders navn? Det er nævnt tusindvis af gange i Bibelen. I Salme 83:18 står der for eksempel: ”Du, hvis navn er Jehova, du alene er den højeste over hele jorden.” Desværre har man i mange oversættelser af Bibelen erstattet Guds navn, Jehova, med ”HERREN”, stavet med store bogstaver for at adskille Jehova fra andre der kaldes herrer. Et eksempel herpå kan du se i den autoriserede oversættelse af 1931 i Salme 110:1. Men i mange bibeloversættelser er Guds navn igen blevet indsat der hvor det med rette hører hjemme.
American Standard Version (1901) er et eksempel på en bibeloversættelse der har ført Guds navn tilbage hvor det hører hjemme. I forordet siges der: ”Den amerikanske revisionskomité er efter nøje overvejelse nået til den enige overbevisning at en jødisk overtro som gik ud på at det guddommelige Navn var for helligt til at blive udtalt, ikke længere bør sætte sit præg på den engelske eller nogen anden udgave af Det gamle Testamente, hvilket den heldigvis heller ikke gør i de utallige udgaver som er udarbejdet af nutidens missionærer.”
Hvordan så med læren om at Jehova og Jesus Kristus i virkeligheden er en og samme Gud? (Det er jo dét treenighedslæren hævder). I tidsskriftet The Living Pulpit for april-juni 1999 defineres treenighedslæren på denne måde: ”Der er én Gud og Fader, én Herre Jesus Kristus og én Helligånd – tre ’personer’ … som i deres inderste er én og samme Gud …; tre personer som er Gud i samme grad, med de samme karakteregenskaber, og dog forskellige, kendt på deres særegne træk.”
Hvem står bag denne indviklede lære? Tidsskriftet Christian Century i udgaven for 20.-27. maj 1998 citerer en præst som indrømmer at treenighedsdogmet er ”kirkens lære snarere end Jesu lære”. Treenighedsdogmet stammer altså ikke fra Jesus, er det da i overensstemmelse med hans lære?
Jesus lærte sine disciple at bede: ”Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.” Vor himmelske Fader, hvis navn er Jehova, fremstilles i Bibelen som værende overordnet sin søn. Der siges blandt andet at Jehova er ”fra evighed til evighed”. Dette står i modsætning til hvad Bibelen siger om Jesus, nemlig at han er ”al skabnings førstefødte”. At han er underordnet Gud, ses af Jesu egen udtalelse: ”Faderen er større end jeg.” Alligevel hævder treenighedslæren altså at Faderen og Sønnen ”er Gud i samme grad”.
At sønnen virkelig er underordnet Gud, og at Gud, Faderen, er en selvstændig person, fremgår også af Jesu bønner. For eksempel bad han denne bøn før han blev henrettet: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog lad ikke min men din vilje ske.” (Luk.22:42) Hvis Gud og Jesus ”er én og samme Gud”, hvordan kunne Jesu ønske da adskille sig fra hans Faders vilje?
Og ligeledes, hvis Gud og Jesus er den samme, hvordan kunne den ene af dem da vide noget som den anden ikke var klar over? Jesus sagde for eksempel om tidspunktet for hvornår Gud ville eksekvere dom over jorden: ”Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen. (Mar.13:32)
Treenighedslæren stammer hverken fra Jesus eller fra de første kristne. Det er tidligere blevet nævnt er den ”kirkens lære”. I den udgave af The Living Pulpit som i 1999 behandlede treenighedslæren, står der: ”Nogle gange er det som om at alle tror at treenighedslæren er en kristen teologisk lære,” men, siger tidsskriftet er læren ikke ”et bibelsk begreb”.
Hvis du kikker i New Catholic Encyclopedia (1967), så vil du finde en detaljeret behandling af treenighedslæren og New Catholic Encyclopedia indrømmer: ”Treenighedsdogmet er, når alt kommer til alt, … opfundet i slutningen af det 4. århundrede. … Formuleringen ”én Gud i tre personer” var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede.”
Professor Martin Werner, universitetet i Bern, Schweiz, har udtalt: ”Når som helst Jesu forhold til Gud, Faderen, bringes på bane i Ny Testamente, hvad enten det er med henvisning til hans fremtræden som menneske eller til hans stilling som Messias, forstås og fremstilles det som klart underordnet.” Jesu og de første kristnes lære var klart nok helt anderledes end den treenighedslære der fremholdes i kirkerne. Men hvor stammer treenighedslæren så fra, og hvordan er den kommet ind i kirkerne?
I Bibelen kan du læse om mange forskellige guder og gudinder som folk tilbad i forskellige lande, deriblandt Astarte, Milkom, Kemosj og Molek. Selv i det gamle Israel var der et tidspunkt mange troede at Baal var den sande Gud. Jehovas profet Elias stillede dem derfor overfor et valg: ”Hvis Jehova er den sande Gud, så følg ham; men hvis det er Baal, så følg ham.” (1.Kong.18:21)
Også det at tilbede hedenske guder i form af treheder, eller triader, var meget almindeligt før Jesus blev født. ”Fra Egypten kom tankerne om en guddommelig treenighed,” skrev historikeren Will Durant. James Hastings skrev i opslagsværket Encyclopædia of Religions and Ethics: I Indisk religion, f.eks., møder vi treheden Brahma, Shiva og Vishnu, og i egyptisk religion treheden Osiris, Isis og Horus.”
Som du selv har set, er der mange Guder. Erkendte de første kristne det? Betragtede de Jesus som den almægtige Gud? Hvad mener du?