Den historiske beretning om Jesus - 15
På den tid hørte Herodes, landsdelsherskeren, rygtet om Jesus 2 og sagde til sine tjenere: „Det er Johannes Døber. Han er blevet oprejst fra de døde, og det er derfor de kraftige gerninger virker i ham.“ 3 Herodes havde nemlig arresteret Johannes og bundet ham og sat ham i fængsel på grund af sin broder Filips hustru Hero′dias. 4 For Johannes havde igen og igen sagt til ham: „Du har ikke lov til at have hende.“ 5 Selv om han helst ville dræbe ham, var han dog bange for mængden, for den regnede ham for en profet. 6 Men da Herodes’ fødselsdag blev fejret, optrådte Hero′dias’ datter med en dans og behagede Herodes i den grad 7 at han med en ed lovede at give hende hvad som helst hun bad om. 8 Så sagde hun, vejledt af sin moder: „Giv mig her på et fad Johannes Døbers hoved.“ 9 Skønt kongen blev ked af det, befalede han af hensyn til sine eder og dem der lå til bords med ham, at det skulle gives [hende]; 10 og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængselet. 11 Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin moder. 12 Så kom hans disciple og bar liget bort og begravede det; og de gik hen og gav Jesus besked. 13 Da Jesus hørte dette, tog han i en båd væk derfra til et øde sted hvor han kunne være sig selv; men folkeskarerne fik nys om det og fulgte efter ham til fods fra byerne. 14 Da han nu kom ud [af båden] så han en stor skare mennesker; han fik inderligt ondt af dem, og han kurerede de syge iblandt dem. 15 Men da det blev aften kom hans disciple hen til ham og sagde: „Stedet er øde og det er allerede sent; send de mange mennesker bort, så de kan gå ind i landsbyerne og købe sig noget at spise.“ 16 Jesus sagde imidlertid til dem: „De behøver ikke at gå: Giv I dem noget at spise.“ 17 De sagde til ham: „Vi har ikke andet her end fem brød og to fisk.“ 18 Han sagde: „Kom herhen til mig med dem.“ 19 Dernæst befalede han at de mange mennesker skulle lægge sig i græsset, og han tog de fem brød og de to fisk, og idet han så op mod himmelen udtalte han en velsignelse, og efter at have brækket brødene i stykker gav han dem til disciplene, og disciplene [delte dem ud] til skarerne. 20 Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker der blev tilovers, tolv kurve fulde. 21 De der havde spist var endda hen ved fem tusind mænd, foruden kvinder og børn. 22 Straks derpå nødte han disciplene til at gå i båden og i forvejen tage over til den anden side, mens han sendte folkeskarerne bort. 23 Da han endelig havde fået folkeskarerne sendt bort, gik han op på bjerget for at være for sig selv og bede. Selv om det blev sent, var han der alene. 24 Ved den tid var båden mange hundrede meter fra land, og bølgerne var hårde ved den, for vinden var imod. 25 Men i den fjerde nattevagtsperiode kom han ud til dem, gående hen over søen. 26 Da disciplene så ham komme gående på søen, blev de stærkt foruroligede og sagde: „Det er et synsbedrag!“ Og de råbte højt af frygt. 27 Men straks talte Jesus til dem, idet han sagde: „Fat mod, det er mig; vær ikke bange.“ 28 Som svar sagde Peter til ham: „Herre, hvis det er dig, så befal at jeg skal komme ud til dig på vandet.“ 29 Han sagde: „Kom!“ Så steg Peter ned fra båden, gik på vandet og kom hen mod Jesus. 30 Men da han så stormen blev han bange, og idet han begyndte at synke råbte han: „Herre, red mig!“ 31 Straks rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham og sagde til ham: „Du småttroende, hvorfor gav du efter for tvivl?“ 32 Og efter at de var kommet op i båden, lagde stormen sig. 33 Da bøjede de der var i båden sig ærbødigt for ham og sagde: „Du er virkelig Guds søn.“ 34 Og de nåede over og kom i land ved Gene′zaret. 35 Mændene på dette sted genkendte ham og sendte bud rundt i hele det omliggende land, og folk kom til ham med alle dem som var syge. 36 Og de bad ham indtrængende om at få lov til blot at røre ved frynsen på hans yderklædning; og alle som rørte ved den blev fuldstændig raske. (Mattæus, kapitel 14)