Den meget fortvivlede
For at gøre sagen kort.....
Min kæreste og jeg har været sammen i 3 mdr. Vi er begge i midten af 20´erne.
De første 2 mdr gik alt rigtig godt og vi snakkede begge om hvilke planer vi havde for fremtiden (børn, ægteskab og hus). Det skal lige siges af hvor det normalt er kvinder der starter med den slags var det her min kæreste, som pludselig en dag sagde, at han elskede mig og at han gerne ville have familie med mig en dag. Hvilket jeg selvfølgelig blev glad for, idet jeg kom et skidt næremere på det jeg virkelig ønsker mig. Men havde det samtidig også sådan at jeg syntes det var lidt tidligt, at begynde at snakke om så seriøse ting. Men hovedsagen var den, at vi begge følte os godt tilpas med at snakke om det. Jeg var den første som han havde elsket.
Men så skete der det, at hans mor flyttede ind i 3 uger og det vendte op og ned på alt ting....første dag jeg skulle møde hende, blev jeg allerede ved indgangen til HANS lejelighed beordret væk fra hendes befaling...hun mente jeg var djævlen og at jeg kun var ude på at ødelægge hendes søn og familien (alt dette sagde hun inden vi havde sagt et ord til hinanden). Derefter kaldte hun mig en luder og alle mulige andre grimme ting...hvilket jeg selvfølge ikke fandt mig i...men det resultere i at hun slog ud efter mit ansigt. Jeg sagde til min kæreste at dette ville jeg ikke finde mig og hvis han ikke tog med mig hjem var vores forhold slut. Det gjorde han heldigvis...men hans mor blev der yderlig 14 dage og hans mor havde bandlyst mig fra HANS lejelighed (fordi jeg var et dårligt menneske). så det eneste jeg så til min kæreste var når vi mødes i en park. Til sidste blev det nok for mig og efter 14 dage sagde jeg at enten flyttede hans mor ud NU eller så var jeg skredet. Så smed han moderen ud. Tiden kort derefter var rigtig god og vi genfandt vores kærlighed.
Men så lige pludselig kom han en dag og sagde, at han ikke vidste om han gad at være kæreste med mig mere og at han nu havde sagt til sine forældre at vi havde slået på (hvilket vi ikke havde)...vi snakkede om tingene og han sagde han var blevet såret over noget som jeg havde løjet om (en ubetalt regning). Vi blev sammen...det er nu 14 dage siden og han har stadig ikke sagt til sine forældre, at vi er sammen (han mener ikke de skal blandes ind i det). Han ved det sårer mig meget, men han gør ikke noget ved det. ( han siger jeg skal acceptere det).
Her den anden dag, kom han så igen i tvivl om jeg er The one for ham og denne gang var begrundelsen at han ik føler han har tid til en kæreste pga. hans uddannelse...endnu en gang flippede jeg nu. Og følte mig virkelig trådt på.
Jeg tog en lang snak med ham i går om at jeg ikke vil finde mig i det her mere...jeg har allerede fundet mig i for meget fra hans side. Han indrømmede, at han havde været et svin overfor mig og at han altid havde set kvinder som lavere end mænd. Jeg sagde at hvis han skulle være sammen med mig skulle han ændre sin opførelse...gav ham tid til at tænke over dette. Han valgte mig og at ændre sig
Tit laver han også en slags små test på mig, for at se hvor meget jeg elsker ham og hvor stærk en kvinde jeg er. Det er som han siger en måde for ham, at se på om jeg er den rette for ham til at giftes med og få børn. Han skal hele tiden bekræftiges.
Førhen snakkede han også om at flytte og om at få børn, nu er han ik sikker på noget.
Men samtidig siger han hele tiden, at han elsker mig og jeg er hans støtte. Han gør også alt for mig og hjælper mig med min uddannelse...ligesom jeg til hver en tid støtter ham i hans. Jeg er virkelig forvirret.
Er det fordi tingene er gået for hurtig for os, at han reagere sådan?
Hvad skal vi gøre???????...vi elsker hinanden meget højt og ønsker begge inderst inde ikke at gå fra hinanden...
Knus
Min kæreste og jeg har været sammen i 3 mdr. Vi er begge i midten af 20´erne.
De første 2 mdr gik alt rigtig godt og vi snakkede begge om hvilke planer vi havde for fremtiden (børn, ægteskab og hus). Det skal lige siges af hvor det normalt er kvinder der starter med den slags var det her min kæreste, som pludselig en dag sagde, at han elskede mig og at han gerne ville have familie med mig en dag. Hvilket jeg selvfølgelig blev glad for, idet jeg kom et skidt næremere på det jeg virkelig ønsker mig. Men havde det samtidig også sådan at jeg syntes det var lidt tidligt, at begynde at snakke om så seriøse ting. Men hovedsagen var den, at vi begge følte os godt tilpas med at snakke om det. Jeg var den første som han havde elsket.
Men så skete der det, at hans mor flyttede ind i 3 uger og det vendte op og ned på alt ting....første dag jeg skulle møde hende, blev jeg allerede ved indgangen til HANS lejelighed beordret væk fra hendes befaling...hun mente jeg var djævlen og at jeg kun var ude på at ødelægge hendes søn og familien (alt dette sagde hun inden vi havde sagt et ord til hinanden). Derefter kaldte hun mig en luder og alle mulige andre grimme ting...hvilket jeg selvfølge ikke fandt mig i...men det resultere i at hun slog ud efter mit ansigt. Jeg sagde til min kæreste at dette ville jeg ikke finde mig og hvis han ikke tog med mig hjem var vores forhold slut. Det gjorde han heldigvis...men hans mor blev der yderlig 14 dage og hans mor havde bandlyst mig fra HANS lejelighed (fordi jeg var et dårligt menneske). så det eneste jeg så til min kæreste var når vi mødes i en park. Til sidste blev det nok for mig og efter 14 dage sagde jeg at enten flyttede hans mor ud NU eller så var jeg skredet. Så smed han moderen ud. Tiden kort derefter var rigtig god og vi genfandt vores kærlighed.
Men så lige pludselig kom han en dag og sagde, at han ikke vidste om han gad at være kæreste med mig mere og at han nu havde sagt til sine forældre at vi havde slået på (hvilket vi ikke havde)...vi snakkede om tingene og han sagde han var blevet såret over noget som jeg havde løjet om (en ubetalt regning). Vi blev sammen...det er nu 14 dage siden og han har stadig ikke sagt til sine forældre, at vi er sammen (han mener ikke de skal blandes ind i det). Han ved det sårer mig meget, men han gør ikke noget ved det. ( han siger jeg skal acceptere det).
Her den anden dag, kom han så igen i tvivl om jeg er The one for ham og denne gang var begrundelsen at han ik føler han har tid til en kæreste pga. hans uddannelse...endnu en gang flippede jeg nu. Og følte mig virkelig trådt på.
Jeg tog en lang snak med ham i går om at jeg ikke vil finde mig i det her mere...jeg har allerede fundet mig i for meget fra hans side. Han indrømmede, at han havde været et svin overfor mig og at han altid havde set kvinder som lavere end mænd. Jeg sagde at hvis han skulle være sammen med mig skulle han ændre sin opførelse...gav ham tid til at tænke over dette. Han valgte mig og at ændre sig
Tit laver han også en slags små test på mig, for at se hvor meget jeg elsker ham og hvor stærk en kvinde jeg er. Det er som han siger en måde for ham, at se på om jeg er den rette for ham til at giftes med og få børn. Han skal hele tiden bekræftiges.
Førhen snakkede han også om at flytte og om at få børn, nu er han ik sikker på noget.
Men samtidig siger han hele tiden, at han elsker mig og jeg er hans støtte. Han gør også alt for mig og hjælper mig med min uddannelse...ligesom jeg til hver en tid støtter ham i hans. Jeg er virkelig forvirret.
Er det fordi tingene er gået for hurtig for os, at han reagere sådan?
Hvad skal vi gøre???????...vi elsker hinanden meget højt og ønsker begge inderst inde ikke at gå fra hinanden...
Knus