Eksmand vil ikke give helt slip

Hvad gør man, hvis ens eksmand ikke vil give helt slip?
Min eksmand og jeg flyttede fra hinanden i oktober. Han havde haft psykiske problemer i en årrække, fordi han havde været i fængsel i et diktatur.
Han følte ikke, at han havde det overskud, der skulle til for at have en familie (vi har tre børn), og ville bruge sin tid på sig selv og sit arbejde.
Men nu er vi den situation, at han ikke kan forstå, at han ikke bare kan komme forbi, når han har lyst, og at jeg ikke har lyst til at komme forbi og være intim ned ham. For som han siger: Jeg savner dig meget, og jeg elsker dig. Men et forhold ville han ikke være interesseret i (jeg er heller ikke), fordi så ville han klistre op ad mig og jeg op ad ham. Og han vil være fri.
Jeg har prøvet atvøre sød og forstående og prøve at forklare ham det, men det hjælper ikke, for så tror han, at det er en invitation til kys og kram. Så har jeg prøvet helt at undgå ham, men så har jeg ham stående ved min dør og sige, at han savner mig igen.
Er der nogen, der har oplevet noget lignende eller bare har et godt råd?
Hej, hej ...

At vise ham det du har skrevet her - så kan det være han måske forstår at du ikke mere er interesseret i at have med ham at gøre - og at du gerne vil videre med dit liv og evt. prøve at finde kærligheden et andet sted.
Knus til dig

Jeg synes jo, at han må kunne forstå det, når jeg siger til ham, at jeg ikke er interesseret. Hvor er logikken, når han selv siger, at han ikke er interesseret i et forhold til mig, og han så til Valentinsdag kommer med blomster og chokolade. Om fredagen skulle vi så mødes, fordi han skulle have vor yngste datters ønskeliste til hendes fødselsdag, og da vi så går forbi en guldsmed, peger han på et rødt hjertevedhæng til en halskæde i en glasmontre udenfor og spørger, om jeg gerne vil have det. I såfald ville han købe det dagen efter!
Når jeg læser dette på skrift, lyder det måske ikke så alvorligt, men det er det. Jeg bliver faktisk stresset af det, og har brug for at kunne komme videre, specielt fordi jeg har et nyt job, der kræver, at jeg er 100% tilstede.
Hej, hej ...

- Nå, så det er så DIN historie. Det har du været stille med *S*.
- Jeg tror da det er sådan, at hvis han magtede et forhold, så skulle det være til dig. Han har så erkendt at en familie magter han ikke (det er jo lidt sent efter tre børn) men du er tilsyneladende ikke "ude af hans hoved" og dig alene, kunne han sikkert sagtens finde ud af det med, men situationen er jo altså anderledes.
- Jeg tror, du er nødt til at forklare ham, at der ikke er noget "dig" for ham. At det ikke er relevant, om han savner dig eller ej. Han har valgt og nu må han så bruge tiden på det, han ville have den til. Sig selv og sit arbejde.
- Jeg har desværre ikke nogen trylleformular, men tror det er ganske vigtigt at du konsekvent afviser alt, der bare minder om tilnærmelser eller gamle vaner og adfærd. Du kommer jo aldrig af med en mand, du har tre børn sammen med, så det er en balancegang af de tunge, at få ham ud af din privatesfære.
- Det kræver du i en lang periode, selv er bevidst om ALDRIG at tiltale ham, som du gjorde tidligere, aldrig at forledes til at være for flink, og i det hele taget selv betragte ham som en fremmed.
- Jeg forstå godt din stress.
De bedste ønsker
Dulkis.

skal bare ignoreres lad være med at åbne døren....
Skift telefon nummer om nødvendigt.....
Det er min erfaring........

Så lige du har børn med ham.......ja så sidder du lidt i saksen.....
gjorde det samme med min eks for nogle år siden....
Minimer kontakten til ham og skriv kun email til ham om jeres børn....
Lad ham selvfølgelig tale med sine børn i telefonen, men du behøver ikke at tale med ham....du skylder ham ikke noget.
Lad være med at gå ud med ham og købe ind...koncentrer dig kun om at du har børn med ham og samarbejd med ham om det praktiske omkring dette....ellers så fatter han det ikke....
Hvis han så er så nasty at han begynder at bruge børnene i mod dig så kontakt overpræsidiet...Der er ikke nogen anden vej frem end den hårde måde.........tro mig....det hjælper ikke at være blød her....

det er rigtigt, at jeg ikke har fortalt ret mange om dette her.
Jeg har jo nok desværre håbet, at enten indser han, at han ikke kan undvære "familien" og "vender tilbage", eller så trækker han sig helt. Men intet af dette er jo så sket. Jeg har ellers været klar nok i mine udmeldinger, men han kan stå og give mig ret i, at der ikke er noget "dig og mig" mere, og ½ time senere ringer han og spørger, om jeg ikke kigger forbi.
Nytårsdag kom han forbi hen på formiddagen for at fortælle, hvormeget han savnede mig, elskede mig, og hvor speciel jeg var. Jeg bad ham endnu en gang om at stoppe disse tilnærmelser, hvorefter han faktisk blev rigtig sur og gik.
På et tidspunkt, hvor jeg holdt ham tre meter fra livet, dvs. ikke talte med ham mere end højst nødvendigt - pga. børnene - og undgik ham alt det, jeg ku', kom han efter ca. 3 uger og var dybt ulykkelig, sagde han. Og så begyndte hele hans klagesang over, hvor meget han savnede mig, om vi ikke kunne være venner, at vi pga. børnene altid ville være "klistret" til hinanden.
Samtidig kan han næsten ikke holde ud at være hos os - børnene og mig - i mere end ganske kort tid. Jeg kan simpelthen se, at han ikke slapper af, han virker stresset. Men inden han går, beder han mig komme forbi, hvor han bor, så vi kan sidde og snakke og "slappe af", som han siger.
Jeg takker mange gange for dine råd. Jeg synes de lyder, som dét jeg inderst inde selv mener er løsningen. Nu skal det simpelthen være slut med flinkeskolen, jeg gider bare ikke spilde mere tid og energi(bekymring) på ham.
Ha´det godt :))
Hej, hej ...

har det ikke godt. Lever ikke i overensstemmelse med sine egne følelser. Men hvad gør du? Hvad med dine inderste følelser? Sender du divergerende signaler? Handler du i samarbejde med din fornuft eller dine følelser? Er du helt afklaret - eller har du bare taget en beslutning. Nu tror jeg du er en meget begavet og empatisk person, så du har sikkert været omkring alle løsningsmodeller. Ville det være umuligt at leve adskilt og dog sammen? - Er hans traumer behandlet? -
ja, det var mine umiddelbare kommentarer til dit oplæg og svar i tråden. Sådan en fornemmelse af at her er to mennesker, der elsker hinanden men ikke i øjeblikket kan overvinde problemerne sammen.

svar. Du har meget ret i dine synspunkter.
Jo, han var i behandling for posttraumatisk syndrom i henved 1 år. Men behandlingen blev stoppet, fordi behandlerne ikke mente, at han magtede at genopleve sine fængsels- og torturoplevelser. Man mente, at han var "tyndslidt" rent psyksik. Så derefter blev han overladt til sig selv. Jeg har forsøgt at hjælpe, hvor jeg kunne, men der er så mange facetter i dette, at det er en næsten umulig og uoverskuelig opgave.
Mht. vore følelser er det helt korrekt, at vi elsker hinanden. Men jeg ved ikke, om jeg er klar til at være sammen med ham, hvis vi hver skal have vore egne boliger. Måske for et lille stykke tid, men ikke over en længere periode.
Han siger af og til, når vi taler sammen, at lige nu har han kun "hjerne" til at gå på arbejde og sove. Han siger også, at han kun har kræfter til at klare sig selv. Men samtidig søger han mig konstant, siger at han savner mig, og at jeg er hans skat.
Jeg takker mange gange for jeres svar. Det er skønt at få jeres synspunkter.
Hej, hej
Hannah

kære I to
Det var dog synd at der ikke blev opstillet alternative behandling tilbud til din mand.
Her tænker jeg gid systemet dog anerkendte f.eks. healing og kropsterapeutiske behandlinger (f.eks. en meget nænsom body-sds.
Det der sker for din mand, og hermed for jeres familie, er desværre karakteristisk for PTSD ramte, når de ikke bliver støtte mere. Selv danske herboende med stress betinget PTSD (fx pga job, el. pga partnervold uden grov fysisk vold) - er ikke i stand til at få et lidv til at fungere normalt uden urimeligt stor støtte fra familie m.fl. - hvorfor familiens opløsning desværre sker.
Har du modtaget støtte? Samtaler fx.?
Endelig, og undskyld hvis det lyder tyndt *S*, men har I en god præst❓Nogle af dem er faktisk ualmindeligt gode at tale med.
held og lykke til jer - det held som i selv må arbejde frem... da 'systemet' ikke er gearet til det...
kh k40