elsker i altid jeres børn?

Vil gerne starte et emne, der er tabu, nemlig om man som mor eller far
altid elsker sine børn og aldrig komme i tvivl, om det var en rigtig beslutning at få dem?
Hvad siger i derude??????
Jeg er selv mor og ser tit min barn som en besværlig,irreterende møg unge, end
et barn, jeg bare elsker ligemeget hvor træls han er.
Det er trist, men det er sådan jeg har følt i rigtig lang tid.
jeg føler jeg giver, giver, men får ikke andet end lort tilbage. Ved godt, at man som forældre har det der ansvar osv. men vil bare ønske jeg også fik lidt igen (kærlige ord) fra ham.
Jeg taler pænt til ham og gør meget for at skabe en god hverdag omkring ham (rent hjem, varm mad, spiller med ham og er meget hjemme hos ham).
Det eneste jeg oplever er oftest konfligter og at blive kaldt øgenavne.
Jeg kunne skrive en hel masse, om hvordan vi har det sammen, men
jeg bliver bare flov, når jeg sidder og tænker på at hvor jeg bare nyder at være hjemme uden min søn omkring mig!
jeg savner ham ikke og glæder mig allerede til han flytter hjemmefra.
Synes han er mere til besvær end glæde............
Jeg ved jeg kommer til at få nogle hug fra nogle supermødre.....men jewg er bare ærlig og skriver om et emne der måske er tabu.

kan man andet❓[l]

Når man som jeg, har en teenagedatter, kan det godt knibe lidt at holde af dem. Men vi ved jo det kun er en periode, så kommer de formentlig helt ud omme på den anden side.
Heldigvis er der masser af lyse stunder, hvor teenagerne ligefrem opfører sig tæt på normalt. Og så er det med at nyde dem.

...?

han er 12 år
og jeg synes der er langt mellem de lyse punkter.
det er desværre ikke bare en dårlig periode vi har, sådan har vi haft det i mange år efterhånden og
jeg er begyndt, at komme frem til, at det nok ikke bliver bedre med tiden (om et par år så er han en rigtig teenager).
Jeg er bare begyndt, at arbejde på at jeg skal have det ok med de tanker jeg har omkring ham.
Synes faktisk jeg slapper mere af......gider ikke kæmpe for at vøre en god mor og alt det der...... det har jeg prøvet og føler ikke jeg har mere energi.
Nu vil jeg ikke være så meget på, tænke mere på mig selv og hvad der gør mig glad og have det godt med med den holdning.

Det lyder somom jeres forhold har det svært fra begge sider af. Nu er din søn så gammel at du godt kan sætte dig ned og ærligt sige til ham at hans opførsel sårer dig. Sig evt. at du håber i begge to fremover kan tale ærligt om jeres følelser istedet for at skændes - med ærlighed kommer man som regel længst.
Det må ikke være rart at have det sådansom du har det, men prøv at vende det blinde øje til alt det dårlige, og tænk på de ting der gør dig stolt over at være hans mor. Husk at rose ham når han gør noget godt, men så sandlig også fortælle ham når noget ikke er acceptabelt.
Jeg kender jer ikke, men får fornemmelsen af i ikke taler særlig godt sammen, hvilket er en vigtig del af et hvert forhold.
Selvfølgelig har din søn nogle dejlige sider, måske er han bare i en svær periode i sit liv og det går måske ud over dig. Måske har han bare brug for en kærlig hånd, og en at snakke med om sine problemer. jeg synes i skal lærer hinanden at kende som mennesker, ikke kun som mor og barn.
Og husk på, at han en dag er en voksen mand, vil du så ikke gerne have han kan tænke tilbage på en dejlig mor, der var der for ham❓Mange i den aldersgruppe sætter ikke pris på den indsats forældrene gør for dem, det er meget normalt - den dag kommer når de selv skal begunde at klare sig selv, så åbner de øjnene op ( i al fald min erfaring)
jeg tror helt sikkert det bliver nemmere efter starten af teenage årene.
Håber i finder ud af det.
Knus fra Sarah (mor til 3 drenge på 10 og 13 og 19 år, (som heller ikke altid er engle 😉)

Du rammer meget præcis........jeg bliver rørt over de ting du skriver
problemmet er ikke nyt, så det handler ikke om, at han er præteenager.
Jeg føjer bare, jeg har brugt så mange kræfter og energi på ham (fået professionel hjælp), men vi er ikke kommet særlig langt.
Jeg har virkelig prioteret ham og nu GIDER jeg det ikke mere.
Jeg er ved at acceptere, at det nok ikke bliver bedre og har det godt med mig selv, over at jeg virkelig har kæmpet for at få et godt forhold.
Jeg har glemt mig selv i mnage år.......... og nu vil jeg flytte focus og tænke
på, hvad der er godt for mig og gøre det ting, som gør mig glad og giver overskud.
der har jo altid været underskud på kontoen og det vil jeg ikke byde mig selv mere.
hvis han som voksen ikke kan se, hvormeget jeg har knoklet for ham allerede, kan jeg nok ikke gøre mere.
Jeg kan blive helt misunderlig på, de mødre der taler om hvor betænksom/kærlig deres børn
er for dem.
Det har jeg faktisk aldrig oplevet!
Hvis jeg ligger en dag og er syg og beder ham om at hente noget, kan han ligefrem "sparke" til mig.
Han viser ikke hensyn eller omsorg for mig. Det har jeg da brug for som mor.

Det er dér man rigtig får glæde af dem og ser, at ens opdragelse har båret frugt :-)
Nogen er værre som børn end andre, sådan er det bare😕
Flot du tør tage hul på emnet🙂

så hjælper det faktisk ikke at være der så meget for dem.
Det prøvede min kusine med sin datter. Efter at hun var begyndt at gå mere ud selv og gøre ting der gjorde hende glad, så blev datteren stille og roligt mere opmærksom.
Men ved sgu ikke altid hvad der skal til, men flot at du kæmper. Det kan man da ikke bebrejde dig andet🙂

Dit indlæg kunne have været skrevet af mig.
Jeg har en 16 årig og har de samme problemer og følelser som dig.

Har har læst dit indlæg og de andres svar, og uden at kende dig eller din søn, så får jeg opfattelsen af, at du er alene med ham, og altid har været det.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at du har gjort det, som så mange andre eneforsørgere har gjort/gør, nemlig at have 100% fokus på sit barn, i troen på, at det er det bedste for barnet - og for en selv.
Men som du selv skriver, så har du givet og givet og giver, og får ikke andet en utak igen, og du gør det helt rigtige, nemlig ved at begynde og fokusere på DIG, hvad gør DIG glad, hvad giver DIG overskud og energi, både til dig selv, men i sidste ende også overskud og energi til, at kunne elske/holde af din søn igen.
Jeg tror ikke du som sådan hader din søn. Det er heller ikke sikkert, at du elsker ham, som nogle "superforældre" gør, men der er heller aldrig nogen der har sagt, at vi SKAL elske vores børn (eller forældre for den sags skyld).
At han ikke gider hjælpe dig - uanset om du er syg eller ej - det findes der en meget simpel løsning på: Han skal ganske enkelt ikke have et valg. Han skal have en ordre om, at nu vil DU gerne have, at han gør det eller det! Det er ikke til diskution. Han skal bare gøre det!
Hvis du har ham alle ugens dage, hele året rundt (og han ikke har en far der er inde i billedet), så vil det måske være en god løsning for jer begge to, hvis i fandt en aflastningsfamilie, hvor han kunne komme 1-2 gange om mdr. i f.eks. weekender.
På den måde får du børnefri weekender, hvor du kan gøre præcis hvad der passer dig, uden og skulle tænke på og tage hensyn til ham.
Man kan søge om aflastningsfamilie i ens hjemkommune.
Og hvis kommunen ikke kan hjælpe dig, så er en "storebror" ordning eller reserve bedsteforældre måske en løsning!? Bare nogle forslag.
Jeg er selv mor til 2. En dreng på snart 19 og en datter på snart 14. Deres far og jeg blev skilt da vores datter kun var 8 mdr. Hun flyttede med mig, og sønnen blev hos far.
I dag har jeg en søn, der - til trods for helt almindelig fornuftig opdragelse, med alt hvad det indebærer - opfører sig som en anden konge og tror, at alle andre er til for ham, og får han ikke sin vilje, bliver han tøsesur. Det har resulteret i, at min mand og jeg ikke har set ham i vores hjem i 1½ år. Jeg har kun sporadisk kontakt til ham, men jeg vil ikke påtvinge ham mit selskab.
Jeg VED at jeg har gjort alt hvad jeg kunne for ham. Jeg har aldrig udsat ham for f.eks. misbrug af nogen art, tørre tæsk eller lign., men det er bare et eksempel på, at uanset hvor godt vi end gør det for vores børn, så er det ikke ensbetydende med, at slutresultatet altid bliver som vi tror og håber på.
Jeg tror til gengæld på, at han med tiden, når han bliver ældre, kan se tilbage og selv se og erkende, at hans opførsel ikke var i orden.
Og efter at have boet med min datter i godt 13 år, valgte hun i sommers, at hun ville bo hos sin far.
Det var et "nederlag" for mig som mor, som har gjort næsten alt for hende.
Alle de valg jeg har truffet igennem de sidste ca. 10 år, har udelukkende været for/til hende, og så "takker" hun mig ved at flytte hjem til sin far.
Men nu hvor det er små 3 mdr. siden hun flyttede (hun kommer hver 2. weekend), må jeg indrømme, at det bestemt ikke har været nogen dårlig idé.
Det er først nu jeg kan se, at min datter og jeg havde mange konflikter, diskutioner og skænderier, og jeg var tit sur og skældte ud.
Det har vi ikke mere.
Nu er det hendes far og hans kone der har fornøjelsen af hende løgne og manipuleren, og jeg nyder så bare de weekender vi har sammen.
Så op med hovedet min pige.
Det skal nok ændre sig, og jeg er overbevist om, at i nok skal finde ind på det rette spor til hinanden igen.
Det er ikke noget man gør over night - det tager tid - men sørg for, at holde den stil du p.t. er i gang med, nemlig først og fremmest at tage vare på dig selv, og gør gode ting for dig selv.
For når mor er glad og tilfreds, så er barnet/børnene også glade og tilfredse 😉

je elsker ikke altid min søn på fem år men det er fordi han har adhd og ikke kan kende forskellig hvad man må og ikke må og især når han lege med sit lort og hellere ikke når han råbe skrige i forretteninger
så tager du ikke så tungt de følelser du har for du ikke alene

.... når jeg altså ikke lige hader dem ;-)
Nej spøg til side. Jeg elsker min 2 drenge på 5 og 7 - virkeligt. Men de kan også drive til vanvid. Men jeg tænker - efter at have læst tråden - at det, mange nok glemmer, er sig selv efter børnene er kommet og det kan jeg genkende både fra mig selv og min kone. Man skal ligesom genopfinde sig selv når babytiden er overstået så man ikke "bare" er en mor/far. Det er som om man sætter rigtigt meget andet på stand-by når man får børn og jeg tror det er uhyre vigtigt at man husker at genoptage de ting senere. Både for sin egen og ungernes skyld. Ellers risikere man også at ungerne skal opfylde et eller andet hos en - altså voksen behov ......... og det kan de jo ikke.
Vi står midt i det - ungerne er 5 og 7 og jeg kan se at det er svært for min kone at slippe og blive "sig selv" igen. Altså at genfinde den person hun var før hun fik børn. Ikke at hun bør blive den samme (det er jeg jo heller ikke selv) men at finde en måde at være både mor og sig selv på ....... et eller andet med at være tro mod sig selv.

;-)jens

Det er ikke altid jeg kan lide det min teenagedatter gør, men jeg holder ALDRIG op med at elske hende.

Hånden på hjertet - JA, jeg elsker altid min søn (26 år nu)
Jeg har stort set også altid været alene med ham, og "ofret mig" for ham, hvis man kan sige det sådan.
Men det er da ikke ensbetyden at jeg ikke indimellem har været så sk.. træt af ham og hans "gider ingen ting"....
Jeg synes stadig det er en dejlig unge jeg har, men kors, hvor synes jeg han kunne tænke lidt på mig også.... jeg hopper og springer stadig, når han har brug for hjælp og glemmer desværre, at sige nej... for jeg oplever jo tit at han tager røven på mig (mildt sagt).... så sværger jeg, at næste gang så kan jeg bare heller ikke hjælpe ham, eller hvad det nu er....... og jeg dumper i hver gang........
Jeg smed ham ud, da han var 19 - da gad jeg ikke mere.....
Men vi har et super forhold ellers ........
Held og lykke

Ved ikke hvad jeg skal sige.
Men ifølge det du skriver om dit forhold til dine børn, og de ting du har gjort for at løse jeres problemer får du det til at se ud som om det er dig der er problemet.
Hvordan kan du som voksen sidde og sige "Nu er det hendes far og hans kone der har fornøjelsen af hende løgne og manipuleren, og jeg nyder så bare de weekender vi har sammen" Det er dit barn du snakker om, og du har været en del af hvordan de er opdraget og hvis der er noget galt nu bør du tage det op med din familie istedet for at gøre det din x mands problem.
Det lyder somom du overhoved ikke gider se din datter og det kan børn altså også godt mærke. Du skal da også tage hele personen ind, du kan da ikke regne med et godt forhold til dine børn hvis du KUN gider dem når de er "problemfri" og kun viser deres gode sider - alle har gode og dårlige sider, og det er en forælders lod at sørge for de forstår hvad der er rigtigt og forkert og at en forælder også kan blive ked af det.
Dine børn har jo som alle andre børn brug for at føle du holder af dem også selvom de viser nogle knap så rare sider af sig selv. og at det er okay de har det sider men lærer dem at selvfølgelig er opførsler der ikke er iorden, men det kan børn da ikke selv regne ud.
Dit udsagn:
"Jeg VED at jeg har gjort alt hvad jeg kunne for ham. Jeg har aldrig udsat ham for f.eks. misbrug af nogen art, tørre tæsk eller lign., men det er bare et eksempel på, at uanset hvor godt vi end gør det for vores børn, så er det ikke ensbetydende med, at slutresultatet altid bliver som vi tror og håber på"
Du nævner heller ikke kærlighed, omsorg eller om du nogensinde har snakket med dine børn om hvordan de har det eller hvordan i kan få det bedre sammen. en "misbrug-fri" barndom kan stadig være dårlig hvis ikke man føler ens forældre gider have en.
Undskyld, men det lyder somom du nærmest er hævngerrig overfor dine børn, den ene som nu engang stadig kun er et barn.
Håber ikke du bliver vred over denne kommentar. Men der er godt nok et hårdt indlæg du har skrevet, som hjælp til en kvinde der forsøger at komme igennem til sin søn og få et kærligt forhold ud af det og få det bedre med sig selv som mor.
Jeg har ikke selv et perfekt forhold til mine drenge men kan da godt se at vores problemer ikke KUN kommer fra deres side og at jeg heller ikke selv er perfekt.
Mvh. Sarah

Hvordan klarer han sig i skolen, og socialt ?

og det er jo nok grunden til dine konflikter med dit barn,da barnet kan føle at mor ikke kan lide mig.Hvor må det være grusomt at være dit barn.

og kun for at provokere..... hun gør jo alt for den unge hun overhovedt kan.....
Skam dig😖

Vi begår allesammen fejl, også af den slags, der sætter sig spor, over for vores børn, og INGEN mor eller far kan sige sig fri for i nogle situationer at have påført børnene dårlige oplevelser. Forældre er kun mennesker, og det ville være overmenneskeligt at leve tæt sammen med andre i fx 18 år uden nogensinde at træde ved siden af og såre disse andre.
Den allervigtigste "slutkonklusion", jeg håber at give mine børn med på vejen, når de bliver voksne og skal leve deres eget liv, er, at de fejl, jeg har begået over for dem, ikke skyldes manglende kærlighed eller ligegyldighed, men netop dét, at jeg kun er et menneske.
Jeg har hørt engang, at vi først bliver rigtigt voksne, når vi ikke blot erkender, at vores forældre har begået fejl, men også når frem til at tilgive dem - i erkendelsen af, at de har gjort det, så godt, de kunne. (Selvfølgelig er der tilfælde, hvor børnene med rette kan hævde, at forældrenes bedste langt fra var godt nok!)
Hvis mor eller far derimod er overbevist om ALTID at have gjort det rigtige, ALDRIG at have svigtet og såret - så bliver det svært for barnet at tilgive.

Hvis jeg detaljeret skulle beskrive, hvad og hvordan jeg har opdraget mine børn, hvorfor de engang imellem har en holdning til tingene jeg ikke er enig i osv. osv., så ville indlægget være så langt, at hverken du eller andre gad læse det.
Hvordan DU - eller andre - vælger at opfatte det skrevne ord, må jo stå for din og evt. andres regning.
Jeg elsker mine børn overalt på jorden.
Min kommentar om, at min eksmand og hans kone nu har fornøjelse af vores datters løgne og manipulerende facon skyldes flere ting.
For det første har hun altid haft en meget lemfælding omgang med sandheden, og til trods for, at både hende far og jeg altid har gjort det 100% klart for vores børn, at vi ikke acceptere at blive løjet overfor, da man mister tilliden. Hellere komme og fortælle sandheden, og så tage den evt. skideballe der følger med, hvis man har gjort eller sagt noget kvajet.
Og så har vores datter en eminent evne til, at manipulere sig til sin vilje, og får hun det ikke som HUN vil, så lyver eller stjæler hun.
Situationer vi har talt RIGTIG MANGE GANGE OM hjemme. Hun er trods alt 14 år, og kender godt forskel på dit og mit, og hvad der er rigtigt eller forkert.
Og det er nok meget almindeligt at teenagere - og nok især meget almindeligt med piger - at de rapser, især fra forældrene, men det gør det jo under ingen omstændigheder til noget okay.
Og når jeg skriver som jeg gør, er det ligeså meget for at mane i jorden, at man som forældre SKAL elske sine børn - uanset hvad! Det er jeg ikke enig i.
Jeg elsker som sagt mine børn, men de har eddermame også gjort og sagt ting i tidens løb, som jeg overhovedet ikke har kunne/ville acceptere, og som på det tidspunkt har gjort, at jeg har ønsket dem hen vor pebret gro.
Sådan har ALLE forældre haft det! Uden undtagelse.
Og jeg skal ikke udelukke, at mine følelser ville blegne markant, hvis min søn f.eks., en dag fik den fikse idé, at voldtage en pige/kvinde. Gud forbyde det nogensinde sker - og det er også kun ment som et eksempel, men det ville i hvert fald lægge en vis afstand mellem min søn og jeg.
Og omvendt er der jo ikke noget krav om, at børn også altid SKAL elske deres forældre!
Det går begge veje.
Min søn på snart 19 år er på vej ind i den virkelige voksenverden, og den skal han have tid til at vænne sig til. Lige nu er det hans læreplads og vennerne og fester der fylder mest i hans liv, og sådan er det nu engang.
Men når han er blevet ældre - og lidt klogere - er jeg overbevist om, at han kommer igen, og kan se, at han ikke altid har haft en opførsel, som andre kunne acceptere eller holde ud.
Og fakta er, at vi som forældre kan moralprædike for vores unger fra nu af og til vi bliver gasviolette i hovedet. Ungerne er skide ligeglade! Sådan er det også bare. Og det er ikke noget JEG har fundet på - det er nærmest en naturlov.
Hører de de samme ord fra andre voksne der ikke står dem så følelsesmæssigt tæt, så trænger det oftes meget bedre ind.
Sådan har vi andre da også været da vi var børn/teenagere.
Jeg syntes da også, at mine forældre var noget af det mest åndsvage og høre på, de var dumme og urimelige, og fattede hvede af hvad der foregik i mit hoved.
Nu prøver vi det så bare selv som forældre....

Det lyder i mine øre som mig som mindre mod min far. Jeg er enebarn, så ja, har nok fået alt i hoved og røv. Min far gav alt til mig, talte pænt til mig og alligevel kunne jeg af en mærkelig grund ikke fordrage ham. Men min mor! hende elskede jeg overalt på jorden, men jeg fatter i dag hvorfor. Jeg måtte "kæmpe" for min mors kærlighed, selvføgelig ved jeg at hun altid ville elske mig, men hun satte grænser, og jeg fik skæld ud hvis jeg gjorde grimme ting! Min far prøvede at være min ven, og ikke en forælder i forhold til min mor. I dag elsker jeg min far ligeså højt og jeg kan ikke få en bedre, og ville blive knust hvis der nogensinde skete ham noget ondt! Men da jeg var yngre, var det et kæmpe problem.
Grænser, grænser og atter grænser. Barnet har ikke noget respekt for dig, og det er din skyld! DU må få barnet til at have respekt for dig! Tænk hvordan barnet bliver når han bliver ældre?

Tak for dit ærlige indlæg!
Det har givet mig lejlighed til at vende mange tanker.
Projeckt børn og familie, har det med at skulle være: Projeckt "LYKKE".
Men børn bringer både det værste og det bedste frem i os.
Afmagt, utilstrækkelighed, vrede og sorg - Blandt meget andet.
Den overordnede fællesnævner for alle forældre er dog, at vi bare ønsker for vores børn, at de må klare sig bedst muligt.
Når det ikke altid sker, så er det en smertefuld oplevelse.
Og jeg kan sagtens forstå, hvis du føler dig tom og brugt.
Hvis jeg skal lære af de fejl, som jeg har begået i de 17 år, hvor jeg har været mor - Så er konklusionen:
- Jeg glemte mig selv, fordi jeg troede at opofrelse var ensbetydende med, hvor højt elsket min søn var.
- Jeg brugte alt for meget energi på at skåne min søn imod alle de livserfaringer, som kunne gøre ham ondt.
- Jeg forsøgte at udfylde rollen som både mand og kvinde, og jeg dækkede over hans fars manglende forældreevner og hans fars manglende lyst til at se ham.
- Jeg var en alt opofrende stødpude og et sikkerhedsnet, mere end et menneske, på godt og ondt.
- Jeg troede, at når jeg serverede varm kakao på sengen - Så ville jeg være en god rollemodel.
- Jeg troede, at hvis han aldrig manglede noget - Så kunne han bruge sine kræfter på barndommen og ungdommen.
- Jeg skjulte også mig selv i rollen som den "perfekte" mor, og lod det blive hele meningen med mit liv.
Befrielsen kom i form at den smertefulde forløsning og erfaring, som puberteten er.
Her lærte min søn mig ALT om, hvor ekstremt overbeskyttende min kærlighed til ham havde været.
Bla. ved at han opsøgte ALLE modsætningerne til barndommen og min opdragelse.
Det var og er stadig en frygtelig tid.
Jeg har hadet ham, jeg har grædt og jeg har været så usigeligt vred på ham.
Mest af alt, fordi det at stå på sidelinien, har været det værste og mest afmægtige jeg nogensinde har oplevet i mit liv.
Jeg føler, at næsten alle de værdier, som han har fået med i sit liv - Dem har han valgt at smide på gulvet og trampe på.
Det lyder grimt og mange tror sikkert, at hvis unge snydder, lyver eller manipulere for deres egen grådigheds skyld - Så har de haft en slem opvækst.
Det er ikke altid tilfældet.
Den største kamel jeg har måtte sluge, har været mine egne fordomme.
Mine fordomme om, at unge som opsøger et problematisk miljø, har manglet noget i deres opvækst og trænger til grænser og forældre som interessere sig for deres liv og færden.
Min søn tiltrækkes af ekstremerne og opsøger den yderste grænseoverskridelse.
Den totale ydmygelse, har jeg mødt blandt mine medmennesker - Blandt de som ikke har været vidne til hans opvækst.
De som kender os godt, står måbende og har meget svært ved at forstå hans valgt.
Mens de, som aldrig har kendt os, sender skævende blikke - Der bekræfter dem selv i, at de har været gode forældre. De laver hjemmebryggede psykologiske teorier der konstaterer, at knægten sikkert har haft en frygtelig barndom.
Og gud hvor er det modbydeligt at møde deres sigende blikke, i sådan en lille flække af en by, hvor historier hurtigt får flere fjer på, end høns kan nå at plukke dem til.
Min søn valgte at tage stoffer - Hash og designer drogs i et halvt år.
Han er heldigvis helt ude af det, men rygterne bliver ved med at svirre.
Her i byen er han narkoman og sælger stoffer... Hvis man altså lytter til rygterne.
Han fortæller selv, at mange af alle de forældre som sladrer aller mest - Deres unge tager faktisk stoffer hver eneste weekend, uden at de ved det, naturligvis.
Men det korte af det lange er, at man kan sige, at mit gode rygte og ry som "mor", røg på gulvet med et brag under knægtens pubertet.
Det var en frygtelig følelse - Der stod jeg helt tom, ensom og forvirret.
Men den tomhed har lært mig, at ingen forældre kan elske deres børn til, at træffe de rette valg i fremtiden.
Måske er kærlighed netop det at kunne stå og bære at se på, når livet og prøvelserne for alvor udfordre os... Når vi ikke passer ned i kasserne og lykkes som mennesker.
Det er i hvertfald der, hvor kærligheden for alvor kommer på prøvelse.
Jeg har også lært, at alle familier har deres skjulte smerte.
Bag ligusterhækken, den nye stationcar, den godkendte autostol, den rette uddannelse og den flotte påklædning - Der gemmer sig måske i virkeligheden en frygt for ikke at lykkes.
Hvem ved?
Det gjorde der inde under huden på mig - Gemt bag alt mit hjemmebag og mine kreative børnefødselsdage😉

Tak fordi du delte din historie med os.........
jeg har været alene med min søn i mange år og har kæmpet og kæmpet for
at få en god hverdag sammen med ham uden at det hele skal ende i konfligter.
Jeg har ikke flere kræfter nu........ har ingen energi
Jeg ved ikke, hvor du har hentet din energi men jeg har altid være alene og altid ensom.
Har aldrig haft et nært menneske der kunne støtte mig, en jeg kunne dele mine tanker med.
Har heller ikke haft en kæreste, der kunne give mig kærlighed og omsorg.
Jeg føler mig snydt her i livet både som mor og som kvinde...... tit virker det hele så tomt og meningsløs

Jeg synes det lyder som om du har en depression. Du har ingen energi eller tiltro til fremtiden, og du føler dig snydt i livet siger du. Den følelse må du se at komme ud af - og det er kun DIG der kan komme videre. Du må gå til lægen og få noget hjælp - man kan godt få økonomisk støtte til psykologhjælp, når man lider af depression. Hvis man ikke gør noget ved det, risikerer man at depressionen bliver kronisk!
Du må finde livsgejsten og gøre ting som gør dig glad - komme ud blandt mennesker og få dig nogle veninder.
Din søn kan mærke din bitterhed, manglende livslyst og mangel på selvrespekt, og det reagerer han på. Det er ikke fordi han er psykopat, men børn har meget svært ved at forstå, når deres forældre har det dårligt. Min egen mor var sengeliggende med depression da jeg var 12, og jeg var SÅ vred på hende! Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke bare "tog sig sammen" og var mere stærk. Jeg opførte mig forfærdeligt overfor hende, og kaldte hende også grimme øgenavne. Jeg var vred, på grænsen til hadsk. Men jeg elskede/elsker hende faktisk, og har altid gjort det - jeg hadede bare, at hun ikke kunne være stærk.
For mig at se ligger løsningen på dine problemer i, at du skal få det bedre med dig selv og ikke være bitter på livet. Indse, at du i høj grad har et ansvar for at række hånden ud mod omverdenen, og ikke være sur over fortiden. Du kan ændre fremtiden til det bedre, det bliver du nødt til at tro på, for både din egen og din søns skyld. Men jeg tror det kræver hjælp fra en psykolog og måske antidepressiv medicin i dit tilfælde, hvor det lyder som om du i årevis har manglet støtte og kærlighed, og langsomt er blevet suget ned i et sort hul.

Kan slet ikke genkende det du skriver der, min søn har altid min uforbeholdne kærlighed, han kan være træls, på tværs og meget andet, men min kærlighed til ham er der ALTID... Du er efter min mening ikke bare ærlig men også en meget "underlig" mor... Sølle knægt du har...

du toer jo ikke indroemme at der er konfilkter i enhver familie. Suk.
Vist elsker vi vores boern, men ikke altid.

Skrev jeg at der aldrig var konflikter i min familie... Skrev vist bare at min søn ALTID har min uforbeholdne kærlighed, OGSÅ selvom han af og til er på tværs... Og det ved han....

og tænk på barnet.Barnets mor kan ikke lide sit barn.Det får konsekvenser langt ud i fremtiden...tænk over det..........P.S Godt at jeg ikke er barn af hende.

kan ungerne altid være, men som regel er det forældreren der har sat udsalgsskiltet på, som køber 😉
Løvemor

og det gælder også når de får et hysterisk anfald.

Jeg forbereder mig også lige på at få en del hug både fra nogle superforældre, de bedrevidende og fra dem, som trøster med, at når børnene bliver "voksne", så bliver alt bedre.
Ja, der er noget tabu over det, du skriver. Kærlighed er betingelsesløs bliver der ofte fremført. Måske, jeg ved det virkelig ikke ...
Jeg elsker ikke rigtig mine børn (mere). De har ikke som sådan gjort mig noget direkte ondt. De har forfulgt deres egne lyster, nogle gange uden skelen til om det, de gjorde var forbudt, sårede mig eller andre eller overskred normative grænser. Det skal børn og unge gøre, vil man sikkert hævde, for at de netop kan finde deres egne grænser. De gør det ikke mod nogen, men for sig selv. Det er dette, vi som forældre skal kunne klare. Sådan ser jeg det.
Hvad er det så for nogle grænseoverskridende handlinger mine unge mennesker har fundet på. Det fortæller jeg ikke gerne - heller ikke her, hvor jeg er anonym. Jeg vil blot nævne, at jeg ikke rigtig kan komme over det, og derfor nærmest ikke har lyst til at se nogle af dem mere. Mine værdier og grænser er langt overskredet. Jeg synes, det er ulykkeligt at skulle be' sine børn om at flytte på en sådan baggrund, men det er hvad jeg har lyst til. Så overskrider jeg deres grænser og ser dem måske ikke mere.
Nej, vi kan gøre vores bedste, men det er altså ikke altid nok til at vi kan komme overens med vores børn.
Så du er ikke ene om dine forbudte følelser.
Desværre tror jeg ikke, mit indlæg kan være til trøst. Hvordan kan jeg støtte dig? Jeg er selv ulykkelig og meget ked af det.

Det lyder slem du har det sådan tænker jeg?
Jeg elsker altid mine børn, men jeg er ikke altid lige god til at rumme dem -især ikke hvis jeg er træt/stresset og de prøver mine grænser af -jeg kan flippe skråt ud over dét, og være så upædagogisk i min mund *suk* 🙁
Håber du/I finder en løsning, så du bliver en glad mor, i hvertfald det meste af tiden...

En psykolog sagde engang til mig - At en "sund" pubertet, skal føles som en skilsmisse.
Forældrene kommer helt der ud, hvor var det ikke fordi det var sit eget afkom, så havde man sendt dem (ungerne) af helvede til.
Men med tiden, så opbygger man en nye "relasioner" - Dog på andre betingelser, med andre erfaringer og under andre omstændigheder.
Jeg tror på, at børn er meget forskellige, allerede fra fødslen.
Men det ligger så dybt i os, at når børn ikke altid "lykkes", så falder ansvaret tilbage på moderskabet eller faderskabet.
Børn formes og påvirkes også af alle de forskellige miljøer, som ligger udenfor hjemmets fire vægge.
Nogle børn er meget anerkendende og fylder deres forældre med tilkendegivelser og ressourcer.
Nogle børn kræver mere, end andre børn.
Nogle børn er mere sårbare og skrøbelige.
Nogle børn har en kort lunte, andre uendelige tålmodighed.
Hvem kender ikke til en start med et spædbarn med kolik.
Som opleves meget anderledes, end spædbarns tiden, hos de familier, hvor mor og far tidligt får lov til at sove natten igennem.
Jeg kan godt love jer, at man kan føle sig utilstrækkelig, brugt og hjælpeløs som forældre.
Livsomstændigheder spiller også ind - Alle mennesker udsættes ikke for lige retfærdige dele udfordring i livet.
Nogle oplever økonomisk optur, succes i arbejdslivet og sundhed
Andre forældre kan opleve sygdom og død, skilsmisser, at miste penge i en uheldig investering, havne i et dårligt eller usikkert ansættelsesforhold, får en arbejdsskade... You name it!
Derfor er ressoucer ikke noget man kan stille op på den måde, at man kan sige, at alle har lige ressoucer til at forvalte forældreskabet med.
Når nogen er så modige at stille sig op og bryde tabuet - Så synes jeg ikke nødvendigvis at det er en fribillet til, at her kan man tillade sig at afsige dom i sagen: God/Dårlig mor!
Selv om det nok ligger lige for, at fyre klicheer af - Fordi det oftest er den nemmeste løsning.
For hvad er kærlighed til børn? Og hvordan måles værdien af kærlighed?
Jeg har mødt velstående forældre, hvis børn lykkedes og fik alt det de havde behov for - Og alligevel har børnene savnet kærlighed.
Jeg har mødt slidte, brugte og prøvede forældre, som har følt at de ikke har kunne give deres børn alt den kærlighed som børnene behøvede - Men alligvel har børnene fået alt det ægte og intense nærvær, som forældrene har kunne hive ud af deres sparsomme kræfter.
Vi prøves forskelligt i livet... Nogen er heldige og trækker det længste strå.
Kærlighed er ikke betingelsesløs og det er kærligheden til vores børn heller ikke.
Kærlighed bygges i relasionen mellem mennesker.
Der findes omstændigheder, handlinger og situationer, hvor kærligheden sættes på alvorlig prøve.
Nogle gange kan den slags prøvelser vare i 5 minutter.
Men for nogle mennesker kan energien blive så afkræftet og drænet, at kærligheden slipper sit tag i meget længere tid.
Ikke fordi man er et dårligere menneske - Men simpelthen fordi der ikke er nok gensidighed og bekræftelse i relasionen.
Det er ulykkeligt, når den slags sker.
Jeg håber at I kan få hjælp til at få genoprettet balancen.

kan mangle i relationen. Ja, det kan jeg godt genkende.
Tak for dine mange kloge ord, og at du brugte tid på et svar. Det er jeg taknemmelig for.

Som jeg ser det - Står du med en stor oprydningsopgave foran dig.
Den opgave består i at få overblik over, hvordan du og børnene kunne blive så afkræftede, at I følte jer handlingslammede.
For der findes løsninger og I kan få hjælp.
Der findes redskaber, som kan være med til at forløse den slags smerte.
Og der findes fagfolk, som kan hjælpe jer med at få indblik i, hvordan en mere vellykket og givende fremtidig familie relasion kan se ud.
Det er vigtigt at du får truffet beslutningen om, hvornår det er tid til at tage hul på den byld.
Sæt en dato i kalenderen.
Ligesom at det er vigtigt at du får besluttet, at nu er det tid til at sætte en afgørende streg i sandet og der kan give plads til forandringer i dit/jeres liv.
Den slags oprydning og ommøblering er ikke smertefri - Men hvis man er et ansvarsfuldt menneske, så søger man for at gøre regnskabet op på bedst mulig måde, så man kan se sig selv i øjnene, når man sætter de to afsluttende streger på bundlinien.
Som du så rigtigt skriver, så har dine børn ret til deres valg i livet.
De har ret til at gøre deres livserfaringer og ret til at lære af deres egne fejl.
Men der er en essens i alle de problemstillinger, som har drænet jeres relasion.
Den kan og bør I alle blive klogere på, så den ikke gentager sig - Det er ikke sundt psykologisk at den forfølger jer som en uforløst smerte/problematik resten af jeres livet.
Jeg er sikker på, at hvis du mærker rigtig godt efter, så har du stadig lidt kræfter tilbage😉.
Brug kræfterne til at række hånden ud, og lad andre tage dig i hånden, så I kan blive ledt i en ny og bedre retning.
Det er aldrig for sent!

Tænk, hvis det var så enkelt.[f] Der skal to til tango, og når ens børn er ude over de første teenageår, må de tage deres del af ansvaret for familierelationerne. Det er mit indtryk, at det er ikke alle, der er indstillede på det.
Mødre er i den forbindelse ofte dobbelt forpinte. De plages dels af den dårlige relation til afkommet og dels af (typisk kvindelige) selvbebrejdelser over samme.
Der bliver hele tiden sagt "børn" i indlæggene, men jeg har indtryk af, at det er unge mennesker, der er tale om. Jeg er overbevist om, at vi elsker vores børn, netop når de er børn, men når de bliver voksne mennesker er kærligheden ikke nødvendigvis en selvfølge mere. Selve relationen er selvfølgelig evig. Men unge eller voksne børn, har også et ansvar, for hvordan vi har det med hinanden.
Selvfølgelig skal man reflektere og række hånden ud, men der skal også være en i den anden til at tage imod den. "Børnene" skal også være rummelige.
Jeg genkender udmærket en hel del fra indlæggene. Har selv et meget anstrengt forhold til en af mine døtre. Hun er ikke kommet ud over teenagenykkerne endnu, selvom hun er 26 år gammel, og klarer sig godt. Hun dræner mig for energi, og et week-end besøg hjemme gør mig smadret flere dage efter, fordi hun ikke er hverken til at gå eller stå tilpas. Det er utrolig anstrengende konstant at være i alarmberedskab, for ikke at provokere "madame" til en eller anden scene, for alt kan opfattes negativt fra hendes side.
Det skal nævnes, at hun, når talen har været på mindre heldige, trods alt ofte har fremhævet, hvor godt et hjem, hun har haft. Det har hun da heldigvis også givet udtryk for til andre.
Så meget mere frustrerende for forældrene måske. Jeg har (desværre) ikke savnet hende et minut siden hun flyttede hjemmefra, og har mange gange tænkt, at det måske var det bedste om vore veje skiltes.
Dette ikke for at beklage mig over min historie, men mere for at fortælle, at trådstarter og andre i lignende situationer ikke er alene. Og jeg må sige, at jeg desværre ikke giver dig ret anonym, i at det aldrig er for sent. Der kan være kommet så meget grus i maskineriet, at forholdet grundlæggende er ødelagt. Det har jeg set andre steder, men det skal selvfølgelig ikke afholde nogen fra at prøve.😉

lyder som en ide, jeg tror, jeg vil følge.
Jeg vil ikke lægge + og - sammen, men forklare (og gentage), hvad der helt klart har overskredet mine grænser, og hvor der derfor for mig er sket et brud. Dette netop for at det ikke skal forfølge os/mig som en uforløst smerte resten af mit liv - eller i hvert fald i ret meget lang tid mere.
Og nej, jeg har ikke mange kræfter tilbage.
Tak for dit indlæg. Som du kan se, kan jeg bruge det til noget. Håber også trådstarter kan!?

- så meget, at forholdet grundlæggende er ødelagt, skriver du.
Ja, det er jeg fuldstændig enig med dig i kan være tilfældet, og sådan tror jeg også, det er i mit tilfælde - desværre. Jeg kan og vil ikke acceptere de handlinger/valg, min datter har foretaget. De er for mig totalt grænseoverskridende, og det æder mig op. Jeg vil heller ikke savne min datter, når hun flytter hjemmefra. Hun bliver snart 19, men er nærmest som en 14-årig.
Har hørt, at puberteten er forlænget til de 30 år nu!!! Din 26-årige datter er så stadig i puberteten og dermed fortsat i opposition til dig - eller i afprøvning af voksne, herunder dig. Jeg synes, det er ulideligt. Min datter hævder sin 18-årige ret til at bestemme over sig selv, men hun vil ikke tage ansvar. Jeg vil bare ikke finde mig i det.
Godt at høre fra dig.

Det du skriver kender de fleste, tror mig,, de inddrømer det bare ikke !!!!
det er det resultet I får når I ikke sætte grænser, giver dem rammer, opdrager til at tale pænt osv osv... det er desværre bare det..
din følelse er helt forståelig... du er også et menneske som ønsker et dejligt tilværelse ikke kun irritation og problemer med barnet...