En joke?
Det var den her mand, som var helt utroligt vild med brune bønner. Han elskede simpelthen den ret, men bønnerne havde desværre en kedelig effekt på hans fordøjelse. Han led altid frygteligt af tarmluft, når han spiste bønner.
Men som det jo går, mødte han en dag en sød pige, og da den tid kom, hvor han spurgte om hun ville gifte sig med ham, sagde hun kun ja på betingelse af, at han lod være med at spise brune bønner. At det prutteri kunne hun simpelthen ikke holde ud. Det gik han selvfølgelig med til, for han var forelsket til op over begge ører.
Et par måneder efter de var blevet gift, skete der så det, at hans bil brød sammen på vej hjem fra arbejde, og han blev nødt til at gå resten af vejen til fods. De boede et godt stykke ude på landet, så han ringede til konen, og advarede hende om, at han blev lidt forsinket. Men på vejen hjem, kom han tilfældigvis forbi en lille café, og som han gik der, kunne han mærke en herlig duft af brune bønner i
luften. Der var ikke noget at gøre, han kunne ikke modstå fristelsen, så han smuttede lige indenom. Han havde stadig adskillige kilometer hjem, så han tænkte, at han vel nok kunne komme af med det meste af effekten på vejen, så hans kone ikke opdagede noget. Bønnerne smagte himmelsk, og han spiste tre portioner, inden han gik videre. Så han gik selvfølgelig og pruttede lystigt hele vejen hjem, og da han endelig kom ind af hoveddøren, følte han, at han var ovre det værste.
Da hans kone tog imod ham, virkede hun både glad og lidt ophidset. 'Jeg har en rigtig overraskelse til dig i aften, kan du tro,' udbrød hun, og så gav hun ham bind for øjnene, og førte ham ind i spisestuen. 'Nu kigger du ikke vel?'
Nu kunne manden mærke, at der var endnu en mega-prut på vej, og han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Han ville jo nødigt spolere noget. Men lige da hans kone skulle til at tage bindet fra hans øjne igen, ringede telefonen, så hun fik ham igen til at love, at han ikke ville kigge, og så gik hun ud i gangen for svare. Han greb selvfølgelig chancen mens hun var væk, og slog en ordentlig stinker.
*Blaaap*, sagde det, og der bredte sig en styg lugt af rådne æg i stuen.
Manden kunne dårligt nok selv ånde, så han famlede på bordet efter servietten, og prøvede at vifte det værste væk. Men lige som han var ved at have renset luften
nogenlunde, kunne han mærke, at der var en ny en på vej. Så igen løftede han et ben og trykkede af. Denneher var bare værre endnu, så for at undgå at kvæles, viftede og viftede han, for at få lugten væk. Konen blev med at snakke i telefon ude i gangen, så han slog en prut til, og endnu en. Den ene kæmpefis efter den anden viftede han væk med armene og den udfoldede serviet. Det var lige så vinduerne rystede, og blomsterne på bordet blev helt slatne. Og mens hun snakked og snakkede, blev han ved på den måde i næsten ti minutter, en ordentlig prut og så, vifte, vifte, vifte,
og så en prut til.
Da han kunne høre, at hans hustru lagde røret, lagde han servietten henover sit ben, og trak pænt sin stol ind til bordet igen: Så sad han der og smilede tilfredst, da hun kom ind igen. Hans kone undskyldte den lange ventetid, og spurgte igen, om han havde kigget. Han forsikrede hende med ren samvittighed om, at det havde han selvfølgelig ikke. Så tog hun bindet fra hans øjne og råbte,
'SURPRISE!'
Og der sad så tolv af deres bedste venner i festtøj rundt om bordet og kiggede ned i tallerkenerne."
*FB*
Men som det jo går, mødte han en dag en sød pige, og da den tid kom, hvor han spurgte om hun ville gifte sig med ham, sagde hun kun ja på betingelse af, at han lod være med at spise brune bønner. At det prutteri kunne hun simpelthen ikke holde ud. Det gik han selvfølgelig med til, for han var forelsket til op over begge ører.
Et par måneder efter de var blevet gift, skete der så det, at hans bil brød sammen på vej hjem fra arbejde, og han blev nødt til at gå resten af vejen til fods. De boede et godt stykke ude på landet, så han ringede til konen, og advarede hende om, at han blev lidt forsinket. Men på vejen hjem, kom han tilfældigvis forbi en lille café, og som han gik der, kunne han mærke en herlig duft af brune bønner i
luften. Der var ikke noget at gøre, han kunne ikke modstå fristelsen, så han smuttede lige indenom. Han havde stadig adskillige kilometer hjem, så han tænkte, at han vel nok kunne komme af med det meste af effekten på vejen, så hans kone ikke opdagede noget. Bønnerne smagte himmelsk, og han spiste tre portioner, inden han gik videre. Så han gik selvfølgelig og pruttede lystigt hele vejen hjem, og da han endelig kom ind af hoveddøren, følte han, at han var ovre det værste.
Da hans kone tog imod ham, virkede hun både glad og lidt ophidset. 'Jeg har en rigtig overraskelse til dig i aften, kan du tro,' udbrød hun, og så gav hun ham bind for øjnene, og førte ham ind i spisestuen. 'Nu kigger du ikke vel?'
Nu kunne manden mærke, at der var endnu en mega-prut på vej, og han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Han ville jo nødigt spolere noget. Men lige da hans kone skulle til at tage bindet fra hans øjne igen, ringede telefonen, så hun fik ham igen til at love, at han ikke ville kigge, og så gik hun ud i gangen for svare. Han greb selvfølgelig chancen mens hun var væk, og slog en ordentlig stinker.
*Blaaap*, sagde det, og der bredte sig en styg lugt af rådne æg i stuen.
Manden kunne dårligt nok selv ånde, så han famlede på bordet efter servietten, og prøvede at vifte det værste væk. Men lige som han var ved at have renset luften
nogenlunde, kunne han mærke, at der var en ny en på vej. Så igen løftede han et ben og trykkede af. Denneher var bare værre endnu, så for at undgå at kvæles, viftede og viftede han, for at få lugten væk. Konen blev med at snakke i telefon ude i gangen, så han slog en prut til, og endnu en. Den ene kæmpefis efter den anden viftede han væk med armene og den udfoldede serviet. Det var lige så vinduerne rystede, og blomsterne på bordet blev helt slatne. Og mens hun snakked og snakkede, blev han ved på den måde i næsten ti minutter, en ordentlig prut og så, vifte, vifte, vifte,
og så en prut til.
Da han kunne høre, at hans hustru lagde røret, lagde han servietten henover sit ben, og trak pænt sin stol ind til bordet igen: Så sad han der og smilede tilfredst, da hun kom ind igen. Hans kone undskyldte den lange ventetid, og spurgte igen, om han havde kigget. Han forsikrede hende med ren samvittighed om, at det havde han selvfølgelig ikke. Så tog hun bindet fra hans øjne og råbte,
'SURPRISE!'
Og der sad så tolv af deres bedste venner i festtøj rundt om bordet og kiggede ned i tallerkenerne."
*FB*