En piges kærlighed til sin far

Baggrundsinfo: Kvinde, 29 år. Langt indlæg.
Jeg har altid sagt, at en far skal prise sig lykkelig for, at få en datter, for en datter vil elske sin far på en helt anden måde end en af hankøn gør. Nu generaliserer jeg selvfølgeligt, men ofte så er piger bedre til at vise deres kærlighed over for deres fædre i ord og handlinger, knus, kram og kys livet igennem kontra en søn.
Jeg elsker min far. Det har jeg altid gjort. Det ligger i menneskets natur, at elske sine forældre - også på trods. På trods af alle mulige fejl og mangler.
Min far har aldrig været nærværende pga. sit arbejde. Han har dig en meget klovnerisk side og en meget gavmild natur. Han tænker ofte på andre før han tænker på sig selv. Hans mangeårige affære (r?) undtaget. Mor vidste alt om det. Og ofte måtte vi børn lytte til deres højlydte skænderier pga. hans affære.
Han har altid elsket og æret sine forældre til grænseløse højder. Følt sig meget ansvarlig over for dem. Derfor er det da også, at vi børn voksede op med vores farfar og farmor under samme tag. Han havde svært ved, at klippe navlestregen og ærligt talt så trivedes han fint med det sådan.
Også selv om han mor til tider var et sandt mareridt af en svigermor over for min mor. Han gjorde intet og sagde intet. Bakkede aldrig nogensinde min mor op, når der var noget. Var der aldrig for hende. Lyttede aldrig til hendes behov og hendes ønsker. Nej, far og mor stod højere prioriteret.
Og nu kommer vi til endligt frem til, hvorfor jeg i det hele taget skriver dette her indlæg:
Min farfar misbrugte mig sexuelt fra jeg var helt, helt lille pige.

Ingen måtte få noget at vide. Og derfor tav jeg. Da jeg blev teenager og lidt før begyndte jeg for alvor at reagere på det hele. Jeg følte enormt meget skyld. Følte mig beskidt og forkert tilpas i min egen krop og med egen sexualitet. Jeg reagerede med, at feste en masse til den lyse morgen, røg hash i smug, tog andre stoffer i byen som var med til at holde lykkefølelsen og den positive vibe kørende til den lyse morgen.
Men højt at flyve, dybt at falde. Jeg forsøgte selvmord en morgen efter en bytur. Men fortrød og ringede til 112. Jeg husker stadigvæk, hvordan jeg helt færdig af gråd besvarede redningspersonalets spørgsmål om hvorfor jeg havde taget alle de piller med at fortælle dem hvad min farfar havde gjort.
Min farfar of farmor flyttede, da jeg var omkring 11 år.
Da jeg blev 18 år og var flyttet hjemmefra, følte jeg at jeg måtte forklare min mor mine vilde humørsvingninger i tide og utide og jeg fortalte hende alt.
3-4 år senere fortalte jeg far og familien det. Det hele. Af frygt for om han kunne finde på, at gøre det ved andre børn. Det viste sig, at han havde været en smule nærgående i form af sine kram til andre voksne kvindelige medlemmer og f.eks. havde forsøgt at ramme munden ved kys i stedet for kinden. Ting af den art.
De var flere som tog ud og konfronterede ham med det. Han benægtede det ikke.
Fra der af blev der så lagt en officiel politik som hed sig, at ingen ud over familien for Guds skyld måtte få noget at vide. Så derfor var det vigtigt udadtil, at alting synede til at være i aller fineste orden. Især pga. min farmor som var svagelig på det tidspunkt, var den officielle forklaring hvorfor man besøgte dem, at det var pga. farmor. For farmors skyld.
Men desværre døde min dejlige farmor for 1 år siden , som jeg desværre ikke fik så meget at se af åbenlyse grunde.
Men min far besøger stadigvæk min farfar. Han er derovre tit ved jeg. Det har mor fortalt mig. Og ved et uheldigt sammentræf kom han uanmeldt forbi mine forældre en formiddag, hvor jeg var på besøg med min mand og min søn. Der så jeg med mine egne øjne for alvor det blændværk som min far havde forsøgt at slørre mit syn med fordufte for altid. Han hoppede og sprang for sin far. Og indtog nøjagtigt samme rolle som altid. Den altopfrende søn som søger sin hårde fars anerkendelse. Han spurgte sågar min 2 årige søn om han da ikke lige kunne give min farfar en knuser...Der brød jeg ind og sagde, at nej, det skulle han ikke, for han kender ham ikke. "Nå, derfor kan han da godt kramme ham alligevel" sagde min far halvdistræt.
Min farfar forsøgte, at sige, at han ville gå igen og ikke ville være til ulejlighed, men næ nej, far skyndte sig med ord og fakler at overbevise manden om at BLIVE...
På et tidspunkt hørte jeg ikke de ord som blev talt, men jeg kiggede bare på min far. Med et mærkeligt tomt blik, som på en eller anden måde forsøgte, at kommunikere ud til min far, at jeg så situationen for præcist hvad den var.
Hjælp mig derude!!! Jeg er så splittet følelsesmæssigt, at jeg kunne græde over det.
På den ene side føler jeg mig bare så uendeligt skuffet over min far. At han stadigvæk har lyst til at se sin far og omgås ham på trods af at han ved, at han har ødelagt en del af hans egen lille datter for evigt.
På den anden side føler jeg skyld over, at have distanceret mig selv følesesmæssigt til min far nu, for hvis han i sit hjerte kan tilgive sin egen far for hvad han har gjort og han bare ikke har det i sit hjerte at vende ham ryggen, så er det vel helt okay. Det kan han jo ikke gøre for...
Jeg er ked af det. For far og jeg har haft et godt forhold gennem årene - fyldt med skuffelser her og der, men han rigede tit og vi kunne snakke i meget lang tid. Og han kom forbi spontant bare for at sige hej. Det virkede som om, at han virkeligt holder af mig.
Derfor gør det bare det hele så kompliceret. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forholde mig til hans forhold med sin far. Jeg er så splittet. Mest af alt er jeg ked af det. For selvfølgeligt føler jeg, at han må være ligeglad med mig, og at hans loyalitet er størst hos hans far.
Hvad tænker I????

Synes helt klart du skal have proffecionel hjælp til alt dette, for det lyder som noget langt mere kompliceret og noget du virkelig skal arbejde med, for lyder som om at ikke kun har du en masse både i forhold til din far og farfar har din far garanteret også en masse, som gør han reagerer som han gør. ikke at du måske kan gøre det vilde, men måske lære hvordan du skal tackle det og reagere, måske evt ved at få trumfet igennem at hvis din far ønsker kontakt med din farfar må han selv om det, men skal i ses skal det det foregå UDEN din farfar
snak evt med lægen da du nok kan få tilskud og hjælp til at få profeccionel hjælp, og om det skal være psykolog eller psykiater der kan hjælpe
held og lykke og god sommer 🙂[f][s]

jeg kan godt se at du er splitte men det er jo ikke dig der har gjordt noget galdt, det er din farfar der har skylden , for mig at se så er det som om at din far ikke rigtig tro på dig ?? hvordan kan din far tilgive hans far for det han har gjordt mod dig det kan jeg slet ikke for stå ?? hvis din far hade en slags morale så hade han vel sagt tak for denne har gang, så så dine far ikke meger til sin far, det hade været sådan som jeg hade opførst mig og for at vise dig at så meget ælsker jeg dig og respæter dig , kan jeg spøre dig hvor lang tid tog det dig at komme over det du har været igemmen, elle lider du stadigvæk med nogle ting fra din gang ?? jeg ønsker dig det bæste vh slim

Hej Slim
Jeg vil sige, at heelingen startede, da jeg mødte min dejlige mand. Nu var jeg så heldig, at møde min soulmate allerede da jeg var 19 år. En så dejlig mand. Så god, så rar, så givende, så elskende, så uselvsisk. Så perfekt for mig. Han er den første jeg rigtigt turde åbne op for og fortælle alt om mig selv.
Han var f.eks. den eneste som fik at vide den gang jeg forsøgte selvmord. Det var samme år. Dengang jeg kom til udpumpning pga. de mange piller jeg havde slugt, var jeg nødt til at kontakte et familiemedlem. Jeg valgte en af mine brødre. Han kom også derud. Men jeg svarede aldrig på hans spørgsmål om hvorfor jeg havde gjort det. Min mand var den første som fik det at vide.
Han var den eneste, som jeg havde tillid til og følte mig så 100 % tryg ved. Han var mit tempel. Så dejlig en følelse af ro og sammenhørighed havde jeg indeni.
Min heeling startede fra det sekund vi mødtes i 1999. Selvfølgeligt har det hele ikke bare så nemt, for jeg har haft en masse ting at slås med. Også i forhold til familien. Det har jeg stadigvæk. Men min mand bakker mig op, støtter mig, lytter til mig og elsker mig højere end livet selv. Og det gør at ens fokus er på kærligheden og livet og de smukke sider i livet.
Vi elsker også vores søn fuldstændigt vanvittigt højt. Det er så fantastisk en gave at få fra Gud.🙂Jeg takker så ydmygt Gud for min dejlige mand og dejlige søn.

Det er virkelig en af de sider af livet (nogens liv) jeg virkelig ikke forstår. Når jeg hører om sager, hvor misbrug har foregået i årevis, spekulerer jeg altid over, hvordan i alverden det har kunnet lade sig gøre. For dit vedkommende med to voksne kvinder i huset. Hvordan kan det undgå deres opmærksomhed?
Jeg ved slet ikke, hvad din far tænker, men hvordan skulle jeg? Jeg forstår ikke engang kvinderne, skulle jeg så forstå mændende i det her? Har du nogensinde spurgt din mor og din far om de vidste? Har de været med dig i den psykokoghandling ( åhhhh fik du det, eller hvad?) Hvorfor flyttede din farmor og farfar egentlig fra jer?
Undskyld, men dit indlæg efterlader mange spørgsmål hos én der aldrig har haft den slags inde på livet. Jeg kan simpelthen ikke regne det ud, og så længe vi voksne ikke kan det, er børn i risiko. Det er jo forfærdeligt.
Jeg vil lige kommentere på at du ikke ville lade din søn give din farfar en krammer: Selvfølgelig ville du ikke det. Alt andet havde været sindsygt, men jeg ser ofte, at folk beder deres børn kysse og kramme folk, der for barnet egentlig er halv eller hel ukendt. Det er en uvane og lærer børn de ikke selv kan vurdere. Sat på spidsen, kan det give grobund for, at et barn ikke er i stand til at sige fra, og det sætter da en tanke igang, at det var din far, der kom med opfordringen. Han tænker sig ikke om.
Jeg tror da på din far elsker dig, men jeg bange for han ikke er helt så klog, som døtre mener, deres fædre er. Spørgsmålet er jo så, hvad han er tiltet i hovedet af? Jeg tænker på alle hans affærer. Der er ikke en helt gennemsnitlig seksualitet i din familie, er der?
Jeg tror, du har behov for at tale med din far, som de to voksne mennesker i er i dag.

og ikke Gud. Han/hun har ikke så meget med det at gøre.
Dejligt at du har fundet en sød mand og fået et dejligt barn :-)

Hej Tinke
Jeg håber, at der er forståelse for, at jeg var nødt til at undlade en masse detaljer omkring det hele, netop for at indlægget ikke skulle blive alt for langt.
Jeg vil naturligvis besvare de spørgsmål som der efterfølgende måtte dukke op.
Spørgsmål 1: Har du nogensinde spurgt din mor og din far om de vidste?
Svar: Ingen har vidst noget. Ingen har haft mistanke til noget.
Spørgsmål 2: Har de været med dig i den psykokoghandling ( åhhhh fik du det, eller hvad?)
Svar: Jeg har ikke fået psykologbehandling. De har heller ikke. Jeg føler i det store hele, at jeg er kommet videre. Men selvfølgeligt er det der stadigvæk og det påvirker på den måde som nævnt i dette her indlæg. At min far ser ham, og at jeg nu er nødt til at bruge en masse ressourcer på, at forlige mig med det faktum. Det er bare ikke så sjovt. Men sådan er livet nu bare engang. Men jo, jeg har overvejet en psykolog nogle gange, men så har jeg talt en masse med min mand, og så har jeg ikke længere følt behovet. Men en dag kommer jeg til psykolog.
Spørgsmål 3: Hvorfor flyttede din farmor og farfar egentlig fra jer?
Svar: Officielt fordi de fik lyst til at have deres eget og de ikke ville være til besvær. Og jeg kender ingen uofficiel forklaring..Men jeg undgik ham så meget som det var mig muligt, uden at vække mistanke. Så jeg ved faktisk ikke om det kan have været medvirkende.
Med hensyn til det med min søn og kram og farfar: Så er det lige præcist vigtigt for mig, at lære mit barn at sige fra. Og naturligvis kan det ødelægge et barn, når voksne tilskynder eller opfordrer til at deres grænser bliver brudt ved at en person "tvinges" ind i deres personlige sfære. Det har jeg også talt med min mor om mht min søn.
Mht til seksualiteten i min familie: Mændende er helt generelt utroligt flotte, meget maskuline og charmerende og har meget testosteron i blodet. De er alle meget glade for kvinder. Og kvinderne glade for dem. Og de kan slet ikke modstå fristelser. Alle er gifte eller i forhold. Og alle er meget aktivt utro. Alle ved det. Men de forskellige kvinder deler det ikke med de andre kvinder. Hvilket er helt vildt tragi komisk. For de ses jo ind i mellem og snakker ud om alle deres problemer med deres mænd, og de andre trøster bare og snakker efter munden....(!!) My God der er altså bare så absurd.
Heldigvis har jeg fundet mig et sjældent eksemplar af en mand, som ikke har og bestemt aldrig har til hendigt at være mig utro.🙂Den slags mænd burde klones! Jeg undte gerne andre kvinder derude en type mand med samme karakter, moral og dejlige humor som min mand. Åh, hvor ville verden dog bare være et bedre sted generelt set, og især for kvinder ville livet nu altså være noget lettere.

når jeg læser dit indlæg, at din far aldrig er blevet voksen overfor din altdominerende farfar. Mit indtryk er, at din far siden helt lille har skulle kæmpe for at opnå din farfars anerkendelse og det gør han stadig - han er stadig en lille dreng inden i. Derfor har han heller ikke sagt fra over for din farfar med hensyn til misbruget af dig. Du har så heldigvis selv været stærk nok til at afvise din farfar og du har en dejlig mand, der støtter dig.
Det kunne forklare din fars utroskab - han søger bekræftelse og anerkendelse alle andre steder, når han ikke kunne få det hos sine egne forældre.
Kunne det tænkes, at din far som dreng selv er blevet misbrugt af din farfar?

Det kan også være svært at få det hele med, hvis ikke det skal blive for forvirrende, så derfor giver jeg faktisk ofte folk lejlighed til at "komme igen", men det her var nu reelt spørgsmål og tanker, der dukkede op i mit hoved.
Mange mennesker har behov for en psykolog, netop fordi de ikke har andre at tale med, men du er vist trods alt født under en heldig stjerne, når det kommer til livspartner. Tillykke med ham. 🙂
Jeg kan desværre ikke gøre ugjort, hvad der er gjort mod dig, men jeg synes, det er skammeligt, at det nu også skal betyde, at det laver en kløft mellem dig og din far og du ikke bare kan knuselske ham, som du gjorde (Er selv far-pige om en hals) Han gør vel, som han gør, fordi han ikke kan gøre anderledes....???? Hvad pokker er det, der overskygger hans beskyttertrang og loyalitet i forhold til dig. For jeg mener da, lige som du, at det kunne man med rette forvente, var et bevidst valg. Tager han det simpelthen ikke helt højtideligt, fordi du er kommet så flot igennem? VED han, hvad det har gjort ved dig? Fatter han dybden, at de overgreb? Jeg har mine tvivl, når han beder sit barnebarn delener knusere ud. OG SÅ TIL LIGE PRÆCIS DIN OVERGREBSMAND. På mig virker det hjernedødt.
Jeg synes, I har en snak til gode. Fordi jeg foreslog en psykolog i den sammenhæng, var fordi jeg tror, det er en meget vanskelig snak, som måske også kræver en ringleder/guide for ikke at ryge af sporet.
Og så vil jeg sige, det er da en skam, de kvinder ikke har rottet sig sammen og fået noget bedre ud af hinanden.

men det er næsten ikke til at bære, hun også skal synes, det er synd for ham.

Min far er på mange måder en smule virkelighedsfjern. Især når det kommer til problemer. Han bagateliserer alt. Alt bliver suggarcoatet. Alt kan slås lidt hen med lidt grin.
Han vil bare ikke forholde sig til alvoren i visse situationer.
Så ja, jeg tror, at fordi, at jeg udadtil nu er så velfungerende, så har han vel skyndt sig, at ty til ideen om, at det så ikke kan have været så slemt...Og så gør det det jo samtidigt også nemmere, at prøve at lade som om, at ingenting er sket..
Jeg tror ikke, at der er sket noget med ham. Ingen af hans 5 andre søkkende (2 brødre og 3 søstre) har i hvertfald ville indrømmme noget over for resten af familien. Og mine to brødre slap også. Han virker i øvrigt til at trække mod hunkøn.