En tidlig filosof om Jesus

Det efterfølgende citat stammer fra år 73 og er af den syriske filosof Mara Bar Sarapion. Man vil bemærke, at han tydeligvis ikke er kristen, så det giver en interessant ide om, hvordan omverdenen opfattede kristendommen, dengang. Citatet er fra kort efter Jerusalems ødelæggelse, som jo ødelagde jødernes by Jerusalem, medens kristendommen på dette tidspunkt allerede var i fremmarch i romerriget.
"Hvad godt gjorde det athenerne at dræbe Sokrates, for hvilken gerning de blev straffet med hungernød og pest? Hvad nytte gjorde det at indbyggerne på Samos brændte Pytagoras, når deres land bleb begravet fuldstændig under sand på et øjeblik? Eller hvad nyttede det jøderne at dræbe deres vise konge, siden deres rige blev taget fra dem siden da?
Gud hævnede retfærdigt disse tre mænd. Athenerne døde af hungernød, Samos blev oversvømmet af havet, jøderne blev slagtet og drevet fra deres rige, allevegne lever de spredt. Sokrates er ikke død, takket været Platon, ej heller Pytagoras på grund af Heras statuen. Ej heller er den vise konge, på grund af den nye lov, som han havde givet."
Læg mærke til, at Jesus her anses som jødernes vise konge - en vismand blandt andre vismænd som Sokrates og Pythagoras. Dog kaldes han jødernes konge - Mara har tydeligvis ine oplysninger fra kristne. Vi kan også forstå, at denne jødernes konge gav nye regler, som bredte sig med de kristne og derved sikrede Jesus udødelighed.
Det er altså en konge vi møder her, endda jødernes konge. Men ikke Gud - Mara tror tydeligvis på sin egen Gud, som dog redder vise mænd fra nær og fjern. Men interessant er det at læse en sådan tidlig opfattelse af, hvem de kristne egentligt er, fra en kilde der tydeligvis ikke er kristen.
Det er påfaldende, at Jesus betegnes som jødernes konge - alligevel lever reglerne han skabte videre, selv efter jødernes by blev ødelagt fordi de dræbte ham. På den ene side var Jesus altså selv jøde, på den anden side står de kristne i et modsætningsforhold til jøderne. Det er altså tydeligt, at der allerede dengang var splid mellem den traditionelle jødedom og kristendommen.
Bemærk også, at romerne slet ikke blandes ind i mordet på Jesus (i Bibelen er romerne jo i høj grad implicerede). Noget tyder altså på, at de kristne havde meget travlt med at distancere sig fra jøderne på dette tidspunkt. Hvis de havde et hadefuldt forhold til romerne havde Mara ikke opdaget det (jævnfør de mange beretninger i Det Nye Testamente om romerske soldater blandt de kristne).
Skyldes den manglende omtale af de kristnes forhold til romerne uvidenhed fra Mara's side? Eller skyldes det, at de første kristne trivedes fint med romerne (kigger vi hos kirkefædrene var der soldater blandt de tidligste kristne, medens det senere bliver ukristeligt at gøre romersk militærtjeneste)? Eller gjorde de kristne alt for at distancere sig fra jødernes opstand imod romerne for at redde deres eget skind?
Jeg synes citatet er rigtig spændende, dels fordi det afklarer nogle ting, men især fordi det sætter en masse tanker igang. Brevet skrev Mara til sin søn, medens Mara sad i romersk fængsel, så der er en mulighed for, at han har hørt om Jesus og de kristne i fængslet, idet vi har flere romerske kilder der fortæller om alle de problemer de havde med de kristne. Man har ikke det originale brev, men kun kopier fra det tredie århundrede, men der er næppe grund til at betvivle brevets ægthed, da der ikke er tale om et egentligt religiøst anliggende.

...det er et virkelig godt indlæg du bringer her !
Det er sådan noget der efter min mening gør debatten noget værd, og en kærkommen afveksling fra de sædvanlige "hundeslagsmål".
Som tidgligere JV'er er jeg selvfølgelig flasket op med at der KUN er een måde at forstå Bibelen på, og ligeledes at det kun er Bibelens beretning vedr. de første kristne der er værd at læse, - og så kommer du her med ikke bare eet indlæg, - nej med en stribe indlæg der stille vores opfattelse af både Jesus, apostlene, de første kristne, og hele den måde hvor på vi læser Bibelen, i et helt nyt lys.
Tak for det, - og fortsæt endelig, - personligt har det altid fasineret mig at læse om den overgangsperiode, hvor denne nye bevægelse, - de "kristne", eller "vejen", - går fra at være et Jødisk anliggende til at blive kendt i en større sammenhæng.
Set ud fra en Bibelsk synsvinkel, virker det jo som om at Israel og Jerusalem er verdens centrum, - og det var det vel naturligvis også nok for en Jøde eller en Jøde-kristen, - men set i et lidt større perspektiv, så var Judæa kun en romersk provins, et besværligt område som krævede millitær tilstedeværelse for at fungere.
Dette betyder at den store omverdens syn på de første kristne har været mere kontant og direkte, og ikke farvet af de stærke følelser som en troende måtte have.
mvh arres

De distancerede sig hverken fra de romerske soldater eller fra deres jødiske brødre. Det var jøderne der hadede de kristne, ikke omvendt. De kristne elskede deres medmennesker, på samme måde som Jehovas vidner gør i dag.
Med venlig hilsen, ftg.

Lettede det? Så kan vi andre måske få fred til at tale om virkeligheden?

er det som at være der. Jesus oplærte sine disciple til at vise oprigtig interesse for andre. Han viste også selv den samme selvopofrende næstekærlighed.
Med venlig hilsen, ftg.

”Han udviste jøderne fra Rom, på grund af de opstandelser som de konstant var i på anledning af Chrestus” Gaius Svetonius Tranquilius om Claudius (som døde år 54)
Man har diskuteret, hvem denne Chrestos egentlig var? Kunne det være en lokal jødisk oprører? Eller er der tale om Kristus?
Argumenterne for, at det er Kristus der menes er, at der tydeligvis var tale om en kendt person - og man kender ingen kendte jøder af det navn i samtidens Rom, på trods af, at man kender navnene på hundredvis af jøder fra de romerske katakomber. Desuden var datidens folkelige betegnelse for de kristne ”Chrestiani” så det ville ikke være urimeligt at tro, at grundlæggeren måtte hedde Chrestos.
Nå, hvem han end var er der i hvert fald ingen tvivl om, at han bragte uro til Rom. Tacitus beretter at Kejser Nero nogle år senere mente de kristne kunne bruges som syndebukke for Roms store brand i år 68 - herom skriver Tacitus i sine annaler:
"Derfor, for at udrydde rygterne, lavede Nero en syndebuk og overgav dem til de mest refinerede torturer, de som blandt almindelige mennesker blev kaldt kristne, [en gruppe] og var hadet for deres afskyelige forbydelser. Forfatteren til dette navn Kristus, var under Tiberius regering blevet henrettet af statholderen (procurator) Pontius Pilatus. Efter at have været undertrykt for en tid, brød denne dødelige overtro igen ud, ikke blot i Judæa, landet hvor dette onde udsprang af, men også i Roms by, hvor al slags skrækkelige og skamfulde praktiser fra enhver del af verden konvergerer og glødende vokser." (Annalen XV, 44)
Tacitus er afgjort ikke venligtsindet overfor de kristne, og sammenligner dem i citatet med skrækkelige og skamfulde praktiser og "dødelig overtro". Alligevel mener han tydeligvis Nero her blot fandt et taknemmeligt offer - de kristne må have haft et meget dårligt ry på dette tidspunkt.
Noget tyder altså på, at de kristne i Rom absolut ikke var vellidte. Om det var fortjent er vanskeligt at sige - ftg vil jo nok påstå, at de kristne var næstekærlige og helt uden skyld i dette forhold. Men vi kan vel konstatere, at Bibelen siger Jesus blev henrettet som en urostifter - og få år senere var den gal med tilhængerne i Rom.
Et par år senere blev Jerusalem ødelagt af romerne, der havde fået nok af alle problemerne med jøderne. Citaterne fra Rom tyder på, at romerne ikke skelnede voldsomt meget mellem kristne og jøder - medens Mara jo få år senere foretog en sådan skelnen. Det er fristende at tro, at ødelæggelsen af Jerusalem var det der for alvor adskilte kristendommen fra jødedommen. At de kristne på dette tidspunkt blev klar over, at det var nødvendigt at skille sig ud fra jøderne for ikke at blive ødelagt af romerne.
De fleste forskere mener det er i disse år de fleste af Det Nye Testamentes bøger formuleres (i det mindste i en oprindelig form). Det kunne så forklare, hvorfor evangelierne er så fjendtlige overfor jøderne, medens jøderne i beretningerne almindeligvis er sympatisk skildret. Når beretningerne går direkte imod romerriget er det som regel i symbolsk form - eksempelvis beretningen om den besatte mand fra gerasernes egn, hvor man ikke behøver en PhD i psykologi for at forstå, at her ser vi den sande holdning til romerne hos de jødiske kristne - men tilpas skjult, så romerne ikke blev fornærmede.

Men du kender altså hverken Bibelen, eller Ham som den vidner om. Du er blot et villedt fjols, der tror et svar er bedre, jo mere kontant det er.